Ved at løbe tør for ord

Jeg får kuldegysninger og kvalme blot ved tanken om det, der er sket her i dag. Jeg tror aldrig, at ord rigtigt vil kunne beskrive, hvad jeg så

Foto: Haifaa Awad

En læges dagbog – dag 10

Her sidder vi så. I en kælder. Kvinder og børn. I et tamt forsøg på at beskytte os selv, hvis MiG-flyets våben skulle være rettet mod os ved næste angreb.

Efter mange udmattende dage og søvnløse nætter sov jeg på patientbriksen i det ene undersøgelsesrum under nogle stille timer på hospitalet.

Jeg blev vækket ved, at min krop rystede på grund af den store eksplosion, der lød tæt på. »Allah Yestor,« (må Gud skåne os, red.) udbryder jeg nu, hver gang noget forfærdeligt er ved at ramme os. Jeg springer i tøjet, kigger ud af vinduet og ser en stor, hvid sky rejse sig mod himlen. Et MiG-fly har smidt et missil ned over en fireetagers bygning mindre end tre km fra vinduet, hvor jeg står.

Jeg når hen til skadestuen, hvor det allerede vrimler med folk. Nogle af de sårede er allerede blevet bragt ind. Fire børn på stribe med små skrammer og sår. De var heldige – de var ikke så tæt på stedet, hvor missilet ramte.

Og så bryder helvede løs.

For hver gang en ambulance nærmer sig, bliver larmen, skrigene og gråden højere. Som en trommehvirvel, som et tegn på, hvad der venter.

Rød neglelak

Først bliver en kvinde bragt ind på hospitalet. Hun er indhyllet i tæpper og bliver båret af to mænd. Hendes ansigt er kridhvidt af murbrokker, støv og sand. Huset er faldet ned over hende. Hendes børn er skræmte og løber rundt.

En bunke tarme hænger ud af kvindens mave. Hvordan kunne de tro, vi kunne redde hende? Hvordan kan de mænd komme løbende med hende i deres arme? Jeg forstår det først, da jeg opdager hendes mand, der står hos lægerne. Han spørger, om om hans kone, Farah, er i live. Han kan ikke finde flere af sine børn i murbrokkerne.

Hun pakkes i en sort ligpose. Hendes børns skrig fylder rummet. Hendes lille dreng, der ligner en fireårig, står og slår sig selv på kinderne.

Jeg får kuldegysninger og kvalme blot ved tanken, når jeg nu sidder og skal skrive det ned. Jeg tror aldrig, at ord rigtigt vil kunne beskrive, hvad jeg så i dag.

Så lyder trommehvirvlen igen. I de korte øjeblikke, før ambulancen holder stille, og de sårede bæres ind, får jeg øjenkontakt med nogle af de andre læger og sygeplejersker. Alle er de i chok over begivenhederne, som er ved at blive rutine. Men for mig er det det allerførste angreb i nærheden. Første gang jeg ser den type ofre på tæt hold.

Trommehvirvlen vækker mig igen. En fireårig pige bæres ind. Hun er kridhvid. Hendes venstre arm adskilt ved skulderen. Separeret fra hendes krop. Gad vide om hendes billede må trykkes i danske aviser? Om det er for makabert til vores sarte sjæle. Det er dagligdagen her.

Vi starter med at give hende basal genoplivning og førstehjælp. Mine hænder lugter stadig af hendes krop. Jeg nåede ikke at få handsker på. Og jeg har vasket hænder 1.000 gange nu. Hun havde små grønne hjerteøreringe på. På tåneglene havde hun rød neglelak. Her var en lille prinsesse, der havde tullet omkring i sit eget hjem. Død. Iturevet.

Efter en halv time stod det klart, at hun havde blødt så meget, at vi ikke kunne redde hende. Vi ville bare ikke indse det endnu. Hun er Farahs datter.

Arbejder videre

Og midt i al denne terror finder jeg ud af, at det er min kære kollega narkosesygeplejersken Samis hus, som er blevet ramt. Jeg mødte ham de allerførste dage hernede. Han oplærte mig. Jeg tog afstand fra ham i begyndelsen, fordi han er meget religiøs. Men hurtigt begyndte jeg at se ham som en engel.

Hans børn og kone er på intensivafdelingen nu, og de ligger der kun med småskrammer. Heldigvis. Sami stod i køkkenet, da han hørte flyet. Det næste, han mærkede, var en murbrok i hovedet. Han evakuerede sin kone og sine børn – og naboerne. Og efter alt det står han nu her igen ved min side og forsøger at redde den lille pige. Hans ansigt er forstenet. Hans bevægelser er de velkendte effektive bevægelser, der kendetegner enhver narkosesygeplejerske. Jeg har lyst til at tage ham til side og give ham et kram.

»Hvor fanden er vores oprørere?« En mand råber ud i rummet: »Hvor fanden er det luftskyts, de siger, at de har? Hvor fanden er de?!«

Desperationen tager til. Endnu en kvinde kommer ind. Det er Farahs svigerinde.

Hendes hjerte er stoppet, og mens jeg husker mine genoplivningsprocedurer og pumper løs på hendes hjerte med de andre læger, får vi genskabt en puls i hende. Men hun er bevidstløs. Hun bliver transporteret akut til Tyrkiet. Jeg ved ikke, om hun overlever.

Andre mindre alvorlige skader kommer ind. En gammel mand med astma og skrammer over hele kroppen. Med flængede bukser og bar overkrop. Børn, hvis flænger skal sys.

Og så kommer en mand ind, som har været med til at transportere disse ofre ind. Han er ukontrolleret, voldsom og bryder sammen i gråd. Han har camouflagebukser på. Han er en af oprørene. Men han er først og fremmest pårørende til et af ofrene. Jeg finder ikke ud af, hvem han er pårørende til, men han får noget beroligende medicin og bliver lagt ind på en af sengestuerne. Også han er i chok. Græder og kalder. Et pigenavn vi ikke kan identificere.

»Hvis de er mænd, så skal de møde os ansigt til ansigt,« skriger han. »Kujoner. Sender fly efter vores familier.«

Og her sidder jeg. Midnat. Med lyden af endnu et MiG-flys bomber i nærheden. Derfor er vi under jorden. Turen mod fronten blev aflyst. Fronten kom til os i stedet. Jeg bor hos en af lægernes familie. Moderen siger sagte: »Må Gud give os liv nok til at overleve natten.«

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det her er unfair slagtning af civile. Det er, hvad jeg igen har været vidne til i dag.

Jeg må hellere vaske hænder igen.

Nu har du mulighed for at møde den dansk-syriske læge Haifaa Awad og høre mere om hendes oplevelser. Hun vil, i samtale med Informations Lasse Ellegaard, fortæller om det kriseramte lands kaos og desperation, og om viljen til at hjælpe andre og håbet for en bedre fremtid. Tilmeld dig her

 

Journal

En læges dagbog fra Syrien

I august har den dansk-syriske læge Haifaa Awads skrevet om sine oplevelser som frivillig læge på et hospital langt inde i det nordlige Syrien. Læs hendes beretninger her

Dagbog

En læges dagbog fra Syrien

Læge Haifaa Awad vil i den kommende tid skrive dagbog i Information fra et hospital i det nordlige Syrien, hvor hun arbejder som frivillig læge.

Haifaa Awad er uddannet læge ved KU. Hun har været bosat i Danmark siden 1993 og stammer fra Syrien.

For kort tid siden gik hun over den tyrkisk-syriske grænse, hvor hun nu arbejder på et hospital i det nordlige Syrien.

Relaterede artikler

Kommentarer

Brugerbillede for randi christiansen

Det arabiske forår gav nogen en tro på deres sag - men intervention er en yderst delikat affære, som bør anvendes med den alleryderste forsigtighed og tilbageholdenhed. Hvis nogen har et ansvar for uholdbare signaler om støtte, må disse påtage sig et medansvar for at beskytte civile med et tilbud om asyl. Det bør være 'udenforstående' staters bidrag - vi kan ikke tillade noget, der bare ligner et nyt Balkan

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

DF plejer at råbe op om, at vi skal hjælpe disse mennesker i deres nærområder. Det kan virke noget håbløst, MEN jeg synes ikke vi hører forslag fra DF om at sikre, at der hurtigt sendes hjælp afsted. Og min konklusion er, at det er løgn og skinhelligt hykleri. DF giver fanden i dem.
Og artiklen. Intens og medrivende, og bringer ihverfald mig en en slags trøstesløs opgivende og samtidig oprørt sindstilstand. Altså: Det lykkes at aflevere et væsentligt budskab. Tak for det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Torben Nielsen

Ja...hvem er det lige der har opfordret til at starte disse modbydeligheder?

Assad.

Hvem har givet folk troen på, at blot man startede et oprør kunne og ville NATO støtte?

Du mener ikke syrerne selv kunne finde ud af at gøre oprør?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

randi

Det arabiske forår gav nogen en tro på deres sag - men intervention er en yderst delikat affære, som bør anvendes med den alleryderste forsigtighed og tilbageholdenhed.

Absolut.

Hvis nogen har et ansvar for uholdbare signaler om støtte, må disse påtage sig et medansvar for at beskytte civile med et tilbud om asyl. Det bør være 'udenforstående' staters bidrag - vi kan ikke tillade noget, der bare ligner et nyt Balkan.

Syrien i dag er værre end det værste vi så på Balkan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Der må gives asyl til alle, som ønsker det - at et land splittes, må ikke inddrage resten af verden i krig. Flygtningestrømme kunne så muligvis resultere i nye 'interessante' geografiske forhold, men det må vi tage med. De mennesker SKAL jo hjælpes - og de andre kan skamme sig og få spoleret renommeet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johannes Aagaard

Vi kan lige så godt, hvor brutalt det end lyder, vænne os til denne religionskrig, der i mange år har ulmet i den muslimske del af verden og nu måske bliver en ny 30- eller 100-års krig. I islam har ekstreme fraktioner altid næret et had til hinanden, der overstiger selv foragten for de vantro, og hvorfor skulle krige i de dele af verden egentlig være mindre modbydelige, end dem vi i vores dele af verden har udkæmpet?

I realiteten er denne krig også en war-by-proxy eller stedfortræderkrig, hvor USA, Israel og eksempelvis Saudi Arabien, samt Tyrkiet med deres våbenindsmuglinger bidrager til borgerkrigens voldsomme udvikling og i realiteten står over for Iran, samt til dels russerne. Dé lande har et medansvar for det folkedrab, som dette mere og mere har karakter af.

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien vil vi udelukkende kunne tilbyde en væsentlig og værdifuld humanitær indsats ved i FN-regi at lade en international militærstyrke sætte sig på et passende område på syrisk jord syd for grænsen til Tyrkiet og i et sådant område sørge for, at syriske flygtningen får tålelige forhold.

FN-doktrinen efter bl.a. Cambodia og sener Bosnien og Rwanda om, at vi ikke igen skal opleve et killing-fields blev for alvor udsat for obstruktion, da Nato-ledede styrker gik ind i Libyen. For præcis den beslutning skærpede kursen fra lande som f.eks. Rusland om, at man modsætter sig international indblanding i nationale konflikter. Det er således ekstremt tankevækkende, at doktrinen i FN-regi om humanitær intervention eller såkaldt Responsibility to Protect (R2P) har oplevet et kæmpe nedelag i forhold til Syrien. Og grobunden blev såmænd lagt af Vesten i sikkerhedsrådet i 2011 forud for interventionen i Libyen.

Brugerbillede for Thomas Krogh

Johannes

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien vil vi udelukkende kunne tilbyde en væsentlig og værdifuld humanitær indsats ved i FN-regi at lade en international militærstyrke sætte sig på et passende område på syrisk jord syd for grænsen til Tyrkiet og i et sådant område sørge for, at syriske flygtningen får tålelige forhold.

Lidt lige som de sikrede zoner USA og co. indførte i Irak for at sikre kurderne mod Saddam's vanvid? I princippet er det en god idé, men er der tegn i sol og måne på at russerne - eller det syreriske diktatur selv - vil acceptere det?

FN-doktrinen efter bl.a. Cambodia og sener Bosnien og Rwanda om, at vi ikke igen skal opleve et killing-fields blev for alvor udsat for obstruktion, da Nato-ledede styrker gik ind i Libyen. For præcis den beslutning skærpede kursen fra lande som f.eks. Rusland om, at man modsætter sig international indblanding i nationale konflikter. Det er således ekstremt tankevækkende, at doktrinen i FN-regi om humanitær intervention eller såkaldt Responsibility to Protect (R2P) har oplevet et kæmpe nedelag i forhold til Syrien. Og grobunden blev såmænd lagt af Vesten i sikkerhedsrådet i 2011 forud for interventionen i Libyen.

Situationen i Libyen kunne meget nemt, hvis man ikke havde grebet ind, udviklet sig til en kopi af det mareridt vi ser i Syrien i dag. Der var mange paralleller.

Og hvis man endeligt havde ladet libyerne sejle deres egne sø, tror du så russerne havde været mere stemt for at gribe ind i Syrien i dag?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Tak til Johannes for at ridse baggrunden for disse uhyrligheder op. At nogen i deres religiøse og ideologiske vanvids magtbegær vil og ikke mindst har mulighed for at undertrykke medborgeres menneskerettigheder er en af vor tids allerstørste traumer. Det er utåleligt at være vidne til disse umenneskeligheder, og jeg får lyst til at iføre mig en tordenkile og adskillede de kæmpende som de uvorne og komplet uuansvarlige idioter, de er - civilisationens laveste punkt. Men så blir der jo først ballade, når 'alle' blander sig - den fredsskabende tordenkile, hvor er den? I en komplet forståelse af konflikten - fremlagt for verdenssamfundet i en beskrivelse som de stridende føler sig omfattet af
- og herefter mægling. Så vil alle evt urimeligheder blive afslørede og de
ansvarlige ligeså, som herefter -såfremt de vil undgå vedvarende
ansigtstab - må indgå i retfærdig mægling. Det er tænkeligt en omfattende proces her at enes om en definition af retfærdighed, men den findes, og kan man ikke det, og saboterer man den folkeretlige proces med urimelige krav, vil man være at betragte som klassens tyran - den, de
andre ikke kan lege med, og som må forstå, at der er grænser for langmodighed. Når døden truer livet kæmpes med alle kræfter - 'når uret
bliver ret, er modstand en pligt' - men før der handles udover
akutberedskabet med hjælp af sagesløse, nødstedte medmennesker, er
det nødvendigt med en komplet beskrivelse og forståelse af konflikten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johannes Aagaard

@ Thomas Krog,

Jeg er enig i, at situationen i Syrien er kompleks, men USA's noget efterbevilligede sikre zone i Nordirak mener jeg ikke kan sammenlignes med en FN-vedtaget zone med en international styrke. Dertil var indsatsen både for svag og situationen i Irak med et allerede militært svækket Nordirak meget anderledes fra det, som vi nu ser i Syrien. Med hensyn til Libyen mener jeg, at der var en langt bredere kreds af befolkningen bag oprøret end m.h.t. det oprør, som vi nu ser i Syrien, hvor også de militære styrker er langt stærkere, bedre organiseret og mere loyale over for Assad.

Den form for unilateralisme, som vi har set efter netop Nato-indsatsen i Libyen, har desværre - og med rette - kunnet fortolkes af bl.a. russerne som en direkte anledning til at modsætte sig interrnational indblanding i nationale forhold, hvilket er en yderligere svækkelse af R2P-doktrinen. Reformprocesser må tage den tid, som de tager, og det skal vi være ekstremt varsomme med at booste - især, når det er med våbenstøtte.

Betragtninger om, hvorvidt Assad-regimet - eller russerne - ville acceptere en form for international administreret og midlertidig bufferzone til at huse flygtninge på syrisk territoriun, mener jeg skal holdes op mod, om det er acceptabelt for de nuværende modtagerlande for massive flygtningestrømme fra Syrien, samt om det acceptable i de fuldstændigt utilstrækkelige forhold, som en meget stor del af flygtningene lever under. Og her mener jeg, at både R2P-doktrinen og hensynet til de omkring liggende lande vejer langt tungere, da Assad-regimet jo netop har demonstreret, at de ikke kan tage vare på deres egen befolkning eller skabe sikre landegrænser.

Det skyldes måske uvidenhed hos mig, men jeg fatter simpelthen ikke, at der ikke rigtigt er nogen lande eller FN, der i det mindste markedsfører behovet for at skabe en sikker zone på syrisk territorium. Netop dét ville jo også være en ret motiverende faktor for Assad til at skabe ordnede forhold for den undertrykkede del af befolkningen.

En del af forklaringen på fraværet af løsninger kan nok findes i holdningen i USA, i Israel og hos briterne om, at man gerne ofrer store dele af det syriske samfund, for at fjerne en af de sidste allierede med Iran og desuden fremtvinge et opgør i Libanon, hvor Hizbollah svækkes eller helt udraderes. Et svækket Syrien uden militær kapacitet vil også være en tillokkende situation for israelerne, der ville gøre flyangreb ind i Iran langt lettere, samt åbne op for en større bufferzone ind på den nu syrieske del af Golan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Flemming

Jeg spørger dig specifikt, fordi dine svar er ret bastante, som giver anledning til en formodning om større viden og indsigt end normalt.

Jeg finder det ikke specielt bastant. Men jeg reagerer selvsagt på hvis folk begynder at helgenkåre og ukritisk hvidvaske den ene eller anden part - i det her tilfælde fascisten Assad - i en brutal, blodig og forfærdelig krig.

Hvis det er tilfældet at du har større kildeadgang giver det større vægt i dine udsagn, for mig end hvis du blot er påståelig?

Forskellen er nok at jeg bruger kilder fra anerkendte NGO'er som f.eks. Amnesty og HRW, som er nøgternt kritiske overfor begge parter i konflikten, i stedet for Damaskus-kontrolleret propaganda hvis eneste formål er at hylde diktaturet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Johannes

Jeg er enig i, at situationen i Syrien er kompleks, men USA's noget efterbevilligede sikre zone i Nordirak mener jeg ikke kan sammenlignes med en FN-vedtaget zone med en international styrke. Dertil var indsatsen både for svag og situationen i Irak med et allerede militært svækket Nordirak meget anderledes fra det, som vi nu ser i Syrien. Med hensyn til Libyen mener jeg, at der var en langt bredere kreds af befolkningen bag oprøret end m.h.t. det oprør, som vi nu ser i Syrien, hvor også de militære styrker er langt stærkere, bedre organiseret og mere loyale over for Assad.

Hvordan måler du "bredden" af oprøret? Hvor oprøret i Libyen primært startede i udkanterne af landet, så var det fra dag eet så omfattende i Syrien at stort set hele landet - inklusive Damaskus trods Assad's gigantiske sikkerhedsapparat - har været scene for oprøret.

Men det er rigtigt at der også er forskelle. Khadaffi's sikkerhedsfokus og stærkeste magtbase var sikkerhedstjenesterne, hvor militæret havde levet en lavere profileret rolle - og derfor var mindre loyale da det gik løs - hvorimod Assad har plantet alawitter på alle centrale poster i militæret for at sikre dets loyalitet. Derudover har militæret historisk spillet en meget mere væsentlig rolle i Syrien - i kamp mod Israel, Libanon etc.

Da Assad Sr skulle slagte de 20-40.000, primært civile, Sunni'er i Hama i 1982, var det da også hans panserdivisioner der i det væsentlige udførte det beskidte arbejde. Ikke sikkerhedstjenesterne.

Den form for unilateralisme, som vi har set efter netop Nato-indsatsen i Libyen, har desværre - og med rette - kunnet fortolkes af bl.a. russerne som en direkte anledning til at modsætte sig interrnational indblanding i nationale forhold, hvilket er en yderligere svækkelse af R2P-doktrinen. Reformprocesser må tage den tid, som de tager, og det skal vi være ekstremt varsomme med at booste - især, når det er med våbenstøtte.

Nu var Libyen-indsatsen som sådan ikke unilateral. Den var direkte baseret på resolution 1973.

Det skyldes måske uvidenhed hos mig, men jeg fatter simpelthen ikke, at der ikke rigtigt er nogen lande eller FN, der i det mindste markedsfører behovet for at skabe en sikker zone på syrisk territorium. Netop dét ville jo også være en ret motiverende faktor for Assad til at skabe ordnede forhold for den undertrykkede del af befolkningen.

Tyrkiet har råbt på det i lang tid. Men hvorfor det er svært er der en artikel her der tager fat på:

http://theweek.com/article/index/232625/why-giving-syrian-refugees-safe-...

Om konklusionen holder i dag - altså at Rusland og Kina vil veto'e en FN aktion - ved jeg ikke, men foreløbig er der intet der tyder på at det skulle være forkert. Rusland har - konstant - leveret våben til Assad.

En del af forklaringen på fraværet af løsninger kan nok findes i holdningen i USA, i Israel og hos briterne om, at man gerne ofrer store dele af det syriske samfund, for at fjerne en af de sidste allierede med Iran og desuden fremtvinge et opgør i Libanon, hvor Hizbollah svækkes eller helt udraderes. Et svækket Syrien uden militær kapacitet vil også være en tillokkende situation for israelerne, der ville gøre flyangreb ind i Iran langt lettere, samt åbne op for en større bufferzone ind på den nu syrieske del af Golan

Der er en tendens til at man nogle gange overvurderer betydningen af USA/Israel - der er langt, langt flere, og i mange tilfælde mere involverede parter, end dem. Viljen i USA til en intervention er forsvindende - efter at have brugt enorme summer i Irak og Afghanistan og mistet tusinder af soldater begge steder, er den politiske og folkelige opbakning til en syrisk intervention lille, helt som vi så i Libyen. Der var det også kun i mindre grad USA der var aktivt involveret. Israel kan se det som en fordel at Assad er svækket, men en lang konflikt der radikaliserer store dele af den syriske befolkning er ikke - på længere sigt - en fordel for Israel, helt som der er mange i Israel der helst havde set Mubarak beholde magten i Cairo.

Ting er somme tider en del mere komplicerede end det kan synes ved første øjekast.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Thomas

Det var ikke en kritik at jeg kalde dine indlæg bastante.
Men vurderingen:

"Syrien i dag er værre end det værste vi så på Balkan."

Er altså helt din egen, uden at der ligger nogen større balast end almindelig information bag.

Min holdning er så nok, at du har ret i at forholdene i Syrien er meget slemme, men at disse ikke kan tilskrives den ene side frem for den anden, og denne borgerkrig ikke vil løse dette problem.
For den almindelige befolkning kan sejrherrens navn næppe påvirke dagligdagen fremover væsentligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Flemming

Er altså helt din egen, uden at der ligger nogen større balast end almindelig information bag.

Øh nej. Det er skam ikke min egen. Når man opgør tallene - i det omfang man overhovedet kan - er det rent objektivt tilfældet. Den værste af konflikterne på Balkan - den bosniske - kostede omkring 100.000 mennesker livet alt i alt og resultererde i omkring 2 millioner på flugt. Fra start til slut.

I Syrien har vi allerede - på langt kortere tid - set et omtrentligt tilsvarende antal ofre, men langt flere på flugt (2 millioner *eksterne* flygtninge og yderligere 2-3 millioner internt). Og der er vel at mærke ingen udsigt til nogen løsning. Så efter enhver objektiv og subjektiv målestok er det værre i Syrien.

Min holdning er så nok, at du har ret i at forholdene i Syrien er meget slemme, men at disse ikke kan tilskrives den ene side frem for den anden, og denne borgerkrig ikke vil løse dette problem.

Jeg vil skam heller ikke hvidvaske nogen. Der begås uhyrlige overgreb af alle parter. Man skal være ualmindeligt naiv eller hjernevasket for at tro anderledes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Thomas

Ja de tal lyder jo så bestemt ikke spor rare, og tolket som du nu gør det har du sikkert ret.
Men der kan jo gemme sig andre muligheder bag de tal.
Tallene siger jo intet om, hvad folk flygter fra til eks.
Jeg har ikke opfattet livet i Syrien som en dans på roser på noget tidspunkt og det kunne jo meget vel tænkes at folk der ikke har meget at miste lettere tager beslutningen om at flytte sig for uro?

Derfor bl. a. kan man vel ikke umiddelbart bruge en sammenligning af tallene til noget, fordi landene er usammenlignelige størrelser kultur, landskab, levevilkår o.s.v..
Uden at jeg derfor drager tvivl om situationens alvor, eller beskylder andre for naivitet eller hjernevask.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Nielsen

Jeg synes det er deprimerende og forargeligt, at Information lader den ene side i en borgerkrig komme så meget mere til orde end den anden, og at man oven i købet lader en deltager i konflikten optræde med autoritet som læge i en lang række indlæg.

Det ville næppe være vanskeligt for Information at finde en læge på et hospital i Den store del af Syrien, hvor der endnu er lovlige tilstande.
En sådan læge ville muligvis også være partisk i sine holdninger, men næppe mere end en dansk læge med sympatier for terroristerne.

Det er en kendt sag, at de store borgerlige medier altid tager USAs parti i enhver konflikt i verden, men af Information kunne man have forventet mindre partiskhed og alsidighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Bjarne

Hvad hvis nu det du læser er virkeligheden, i modsætning til det mikrofonholderi for det fascistiske diktatur, man kan læse på presstv, rt og de andre "kilder" de Assad-loyale her på forummet altid henviser til?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Flemming

Jeg har ikke opfattet livet i Syrien som en dans på roser på noget tidspunkt og det kunne jo meget vel tænkes at folk der ikke har meget at miste lettere tager beslutningen om at flytte sig for uro?

Jeg har bestemt fuld forståelse at folk flygter fra det fascistiske diktatur, og også at de har haft lyst til - eller endog behov for, for at redde liv eller helbred - at flygte før oprøret startede, men motiverne ændrer ikke ved omfanget af katastrofen.

Derfor bl. a. kan man vel ikke umiddelbart bruge en sammenligning af tallene til noget, fordi landene er usammenlignelige størrelser kultur, landskab, levevilkår o.s.v..

Konflikter er altid svære at sammenligne direkte. Men omfanget af dem kan vurderes nogenlunde objektivt. Om ikke andet i det ulykkelige antal ofre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Subhana  Ahmed

Syrien kan da slet ikke sammenlignes med hhv. Afghanistan, Irak. Der var ingen krig i hverken Afghanistan eller Irak, da USA m.fl. besluttede sig for at angribe landene militært. I stedet var det USA og dens allierede, der STARTEDE krigen i Afghanistan og Irak. Og lad os endelig indrømme, at USA ikke havde hæderlige motiver for at gå ind i hverken det ene land eller det andet land.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Nielsen

Thomas Krogh,

Du støtter helhjertet terroristerne i Syrien, der vil tage magten og indføre et diktatur baseret på islamistiske principper, og samtidig forarges du over, at den siddende regering - efter din mening - er et diktatur.

Deraf kan udledes, at du angiveligt er modstander af et bestemt diktatur (efter din opfattelse), men ikke er det, fordi du går ind for demokrati og frihedsrettigheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Bjarne

Du støtter helhjertet terroristerne i Syrien, der vil tage magten og indføre et diktatur baseret på islamistiske principper,

Naturligvis ikke. Jeg er lige så meget imod diktatur hvad enten det er ekstremistisk islamisk, eller - som Assad's semi-sekulær fascistisk. Det betyder selvsagt ikke at jeg er imod oprør. Og som historien viser så får et styre altid den slags oprør de fortjener. Jeg støtter - som demokrat - selvfølgelig at ækle diktaturer som Assad's væltes, men jeg vi skal lige så selvfølgelig presse på for at støtte de oprørskræfter der vil rykke Syrien i den rigtige retning.

og samtidig forarges du over, at den siddende regering - efter din mening - er et diktatur.

For du synes slet ikke at der noget problem med et fascistisk et-parti-diktatur som Assad's, der har siddet i 40+ år, uden at røre en finger for demokratisering overhovedet?

Du bekræfter altså det jeg har sagt om jer Assad-apologeter hele tiden?

Deraf kan udledes, at du angiveligt er modstander af et bestemt diktatur (efter din opfattelse), men ikke er det, fordi du går ind for demokrati og frihedsrettigheder.

Uhm, den tror jeg du skulle tænke lidt over igen....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Nielsen

Thomas Krogh,
Jeg er ikke enig i at et styre atid får "de oprør de fortjener".

Eksempler er Mussolinis og Hitlers, Francos og Pinochets fascister og oprørerne i Libyen og Syrien.

Du hævder at være demokrat, men støtter samtidig en oprørsbevægelse, der består at alt andet end lige netop demokrater.

Jeg kan godt leve med at du beskylder mig for at være Assad-apologet så længe du savner ethvert belæg for dine beskyldninger og ikke har formået at give reel information om det syriske samfund og politiske system.

Vores viden om Syrien er desværre meget ringe, men jeg vil gerne lære mere om dette spændende land.

Jg fastholder, at dit ærinde umuligt kan være demokrati, når du støtter en bevægelse, der vil tage magten i et land ved hjælp af terror og modsætter sig, at der afholdes almindelige og frie valg, som deres modstandere kan få lov at tage del i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Bjarne

Eksempler er Mussolinis og Hitlers, Francos og Pinochets fascister og oprørerne i Libyen og Syrien.

Mussolini's og Hitler's diktaturer gik ned med dem, før der kom et egentligt oprør. Franco og Pinochet åbnede selv for demokratisering ved at udpege demokratisk sindede personer til væsentlige poster, der kunne transformere landene. Det er ikke altid at et diktatur ender i oprør - pointen er at hvis det gør, så vil oprører afspejle hvor radikaliseret oppositionen er blevet som følge af regimets undertrykkelse.

Du hævder at være demokrat, men støtter samtidig en oprørsbevægelse, der består at alt andet end lige netop demokrater.

Så du kategoriserer *alle* oprørerne som "terrorister"? Seriøst?

Jeg kan godt leve med at du beskylder mig for at være Assad-apologet så længe du savner ethvert belæg for dine beskyldninger og ikke har formået at give reel information om det syriske samfund og politiske system.

Jamen så længe du kun videreformidler det fascistiske styres propaganda og synspunkter, f.eks. den officielle holdning om at *alle* oprørerne er "terrorister", så kan jeg da heller ikke opfatte dig på anden måde, vel?

Vores viden om Syrien er desværre meget ringe, men jeg vil gerne lære mere om dette spændende land.

Hvordan kan du med selverkendt "meget ringe viden" udråbe alle oprørerne til "terrorister"?

Jg fastholder, at dit ærinde umuligt kan være demokrati, når du støtter en bevægelse, der vil tage magten i et land ved hjælp af terror og modsætter sig, at der afholdes almindelige og frie valg, som deres modstandere kan få lov at tage del i.

Det du beskriver er det Assad-diktaturet har gjort i 40+ år. Modsat sig frie valg, og styret med terror.

Er det det du støtter skal fortsætte?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Nielsen

Thomas Krogh,

Du manipulerer igen med andres udsagn

Jeg påstår ikke, at alle oppositionelle i Syrien er terrorister. Mit belæg for at kalde oprørerne terrorister er, at deres aktiviteter svarer til definitionerne af terrorister i den danske straffelov.

Jeg beklager, at vi ved alt for lidt om det syriske samfund og politiske system.
Oprørernes handlinger og tilhørsforhold til ekstreme islamister og deres afvisning af almindelige og frie valg burde desværre værre almindeligt bekendt.

Dit forsvar for Pinochet og Franco bestyrker at du ikke er demokrat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Bjarne

Jeg påstår ikke, at alle oppositionelle i Syrien er terrorister. Mit belæg for at kalde oprørerne terrorister er, at deres aktiviteter svarer til definitionerne af terrorister i den danske straffelov.

Jeg spurgte dig om du kaldte *alle* oprørene for terrorister?

Jeg beklager, at vi ved alt for lidt om det syriske samfund og politiske system.
Oprørernes handlinger og tilhørsforhold til ekstreme islamister og deres afvisning af almindelige og frie valg burde desværre værre almindeligt bekendt.

Så hvad kalder du det faktum at Assad-familiens fascistiske styre har været et et-parti diktatur uden frie valg, i mere end 40 år?

Dit forsvar for Pinochet og Franco bestyrker at du ikke er demokrat.

Så tror jeg du skulle læse det jeg skrev igen. Jeg forsvarede ingen af de to - jeg har, i modsætning til andre ikke en svaghed for diktatorer - jeg skrev blot at deres gerninger ledte frem til demokrati. Ganske som det polske kommunistparti i '89 fornuftigvis opgav diktaturet og banede vejen for demokratisk magtovertagelse, uden det nødvendigvis var deres egen våde drøm.

Forstår du forskellen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Dalmann Skytte

Mennesker er per genetik desvære ikke for kloge,,,, tragisk.
Men vi kan kun prøve at undgå den slags konflikt.
Pointen er at ofte gør vores forargelse os arrogante og påvirkelige.
Det udelukker ikke hvad der er rigtigt og forkert, men det komplicerer det en hel del.
På trods af hvor forfærdeligt det er, er vi tvunget til at være pragmatiske.
Den slags ondskab du viser der, er langt fra enestående og desværre er det kun når det bliver fanget af et kamera at vi kan dele det.
Hvis vi virkeligt mente at vi kunne overskue en konflikt som denne, og havde magten til at ændre det. Skulle vi så gøre det? (Indgrebet ville være grimt, men for nogen ville det kunne forsvares).
Viden, respekt, basale nødvendigheder og kærlighed er desværre det eneste der kan ændre disse forfærdelige ting, og de skal komme indefra, ikke ovenfra (læs: impirialisme/religion).
Tror tilgengæld du er i gang med at plante mere end at lappe fysiske skader fra horible overgreb og har den største respekt for hvad du gør og håber virkeligt du ikke er ødelagt når du kommer hjem
for 5 minutter siden · Synes godt om

anbefalede denne kommentar