Kvinderne rejser sig i Mjølnerparken

En ghetto kan både være et fængsel og et fort. Og et sted med mange interesser. I Mjølnerparken på ydre Nørrebro betød det i mange år mændenes interesser. Det gør det ikke længere

Det tog min mor flere år, før hun begyndte at komme ud, fortæller Amani Abdallah, som er initiativtager til projektet Perlemor, der yder frivillig juridisk bistand og skaber aktiviteter for bebyggelsens kvinder og børn.

Thor Birk Trads

Der skulle ikke mere til. Kvinderne havde ikke brug for andet end nogen til at passe deres børn og en bustransport til bestyrelsesmødet på Skaffervej. Det var det. En årelang mandlig dominans i indvandrerbebyggelsen Mjølnerparken var brudt. Generalforsamlingen i lokalerne på Skaffervej valgte en ny bestyrelse, og for første gang var der kvinder repræsenteret. Og de havde endda fået flertal – fire ud af syv.

Mobiliseringen mod den afgående formand, Muhammed Aslam, der i sine 10 år som beboerformand sad på magten i bebyggelsen, har udspillet sig over lang tid. Men kulminerer denne aften i februar. Blandt andet har en række afslørende artikler i Weekendavisen været medvirkende til, at Aslam, også kaldet Kongen af Mjølnerparken, til sidst selv trækker sig. Presset af kritik fra myndigheder og samarbejdspartnere. De kritiske beboere i Weekendavisens artikler optræder alle anonymt. Men fælles for dem er, at de er kvinder.

Kvinderne er i flertal blandt de godt 2.000 beboere, der bor i fire røde murstensblokke også kaldet de ’fire forter’ på ydre Nørrebro. Men det har aldrig afspejlet sig i hverken de beboerdemokratiske organer, som har stor magt i et socialt boligområde, hvortil de kommunale og statslige projektpenge flyder i en lind strøm. Ej heller i bebyggelsens ansigt udadtil.

Men det har ændret sig nu. Kvinderne er begyndt selv at tage plads.

»Kvinderne kommer til at tage styringen,« siger 22-årige Amani Abdallah, selv et godt eksempel på den modstandsvilje, kvinderne er optændt af, og initiativtager til projektet Perlemor, der på frivillig basis giver juridisk bistand og forsøger at skabe aktiviteter for bebyggelsens kvinder og deres børn.

I en kommentar på Modkraft.dk blev hun kaldt modig, efter at hun stod frem og talte om misbrug af kommunale midler i Mjølnerparken i forbindelse med historierne om den tidligere beboerformand.

»Det drejer sig om mennesker, der har siddet i afdelingsbestyrelsen og sikret penge til sig selv og ved hjælp af stemmesnyd afvæbnet enhver mulighed for at ændre på situationen,« sagde hun dengang.

»Kvinderne i Mjølnerparken er trådt i karakter,« lyder det fra den nye formand for Mjølnerparkens beboerbestyrelse, Søren Dalsgaard.

I årevis har tendensen været, at de unge indvandrerkvinder bliver bedre og bedre uddannet. Det oplever de også i Mjølnerparken. Lejerbos boligsociale kontor og de politifolk, der arbejder i området, har skaffet fritidsjob til 30 unge. 20 af dem er piger. Hvert år er der flere og flere at fejre ved Mjølnerparkens dimissionsfest. Flertallet af dem, man fejrer, er piger.

»De uddanner sig, og de stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet. Tjener nogle penge, som de selv får lov at bruge. Det smitter af og vil påvirke og forstærke tendensen til det her med, at kvinderne begynder at sidde i nogle positioner, hvor man har magt og kan bestemme noget. Og det konflikter med den mere konservative udlægning af islam, hvor kvinder skal blive i hjemmet,« siger Eskild Dahl Pedersen, sekretariatsleder i Lejerbos boligsociale kontor i Mjølnerparken.

Isolation

Man kan være nabo til Mjølnerparken i mange år uden at finde vej til gangstierne og de grønne haver, der forbinder de fire røde blokke. Og man kan bo i Mjølnerparken i mange år uden at behøve at blive en del af det omkringliggende samfund.

»Det kan være et meget isoleret sted. Det tog min mor flere år, før hun begyndte at komme ud. Det var altid med min far, og derefter mig, der tog med hende. Men til sidst begyndte hun at tage alene til sin egen læge i Elmegade (på Nørrebro, red.). Sådan har det været for mange af kvinderne i Mjølnerparken; de er kommet til et land, de ikke kender, og har været vant til, at manden klarer alt uden for familien,« fortæller Amani Abdallah, der har palæstinensisk baggrund.

Moren er i dag skilt. Det er fra hende, at Amani har fået at vide, »at hun ikke bare skulle side på sin flade i en ghetto resten af livet.« Amani Abdallah har færdiggjort en HF. Er mor til to og for tiden på barsel med den mindste. Derefter vil hun læse til socialrådgiver.

Der har ikke været så meget for kvinderne at stille op. En kvindeklub blev beskrevet som kvindernes »næsten eneste vindue til det danske samfund omkring dem«.

Faktisk bevæger kvinderne sig ikke særlig meget, forklarer Eva Sebelin. Hun er pensioneret læge, tilflytter fra Frederiksberg og frivillig i kvindecafeen, Cafe Nora. Det var også derfor, bussen til bestyrelsesmødet på Skaffervej var et hit.

»Motion er rigtig svært for den gruppe kvinder, der kommer i cafeen. Du kan jo se, hvem det er, der tager bussen bare ét stop i stedet for at gå. De kommer fra kulturer, hvor man ikke har tradition for, at kvinder bevæger sig. Og de har ondt. I ryggen, i benene og mange undskyldninger. Det kan godt være, at vi aldrig får de lidt ældre mødre til at gå til fitness. Men de kommer til at acceptere, at deres døtre dyrker idræt og har holdninger til mad,« siger hun.

Moderate kræfter

Amani Abdallah husker, hvordan hun opdagede, at de fleste sociale ting, der foregik i Mjølnerparken, kun var for mænd. Kritikken af Muhammed Aslam gik blandt andet på, at han var imod, at man lavede særlige tiltag for kvinder. På et tidspunkt havde han via sin computer adgang til Mjølnerparkens 230 overvågningskameraer og kunne via dem føre kontrol med, hvem kvinderne var sammen med, og hvordan de gik klædt.

»Kommunen har været bevidste om at sætte nogle feminister til at arbejde med kvinderne. Det betød også, at Muhammed Aslam bekæmpede kvindecafeen Norá med næb og klør. Han havde udset sig dem som hovedfjenden, for hvis der kom et tiltag, hvor danske feminister sad og arbejde med de kvinderne, så kunne man da slet ikke styre noget mere,« fortæller Eskild Dahl Pedersen.

Men Mjølnerparken er også et sted, hvor forskellige grupperinger har interesser. Ikke bare i status og de penge, der bliver bevilget til området. Flere forklarer, at der er forskel på skilte kvinder og ’rigtig’ skilte kvinder. De første er nogle, der kan få udbetalt børnepenge og boligtilskud for enlige, selv om de reelt stadig er sammen med deres mænd. Og så er der vandmålerne, som nu bliver skiftet ud, fordi de gamle i mange lejligheder var ’gået i stykker’, med det resultat at nogle betalte for andres vandforbrug.

Samtidig er der de religiøse kræfter, som trods bestyrelsens nye fokus stadig forsøger at trække i trådene.

»Der er mange grader af religiøsitet i Mjølnerparken, og tidligere var det nok de religiøse strammere, der tegnede butikken. De syntes, man skulle gå i krig mod det etablerede system, hvad enten det var kommunen, politiet, domstolene, Lejerbo eller skolen for at få folk til at leve lidt mere efter ortodokse islamiske forskrifter, end man gør,« siger Eskild Dahl Pedersen.

Det er ikke en dagsorden for den nye bestyrelse. Nu handler det om, hvordan det kan blive et bedre sted at bo, og hvordan man kan få nye køkkener.

»De mere moderate kræfter er til dels repræsenteret ved kvinderne,« siger Eskild Dahl Pedersen, der forklarer, at den gamle bestyrelse blandt andet holdt hånden over den yderligtgående gruppe Hizb-ut-Tahrir, som den tillod at rekruttere i bebyggelsen.

Kvinder og sønner

Khadija Abdi er somalier. Også hun er enlig mor og har boet i Mjølnerparken siden 1992. Hun er uddannet sekretær og arbejder 15 timer om ugen som hjemmehjælper for en af beboerne i bebyggelsen. Hun og to andre somaliske kvinder er nu i bestyrelsen. Khadija blev topscorer med over 100 stemmer, og nu er hun næstformand og sidder blandt andet i det udvalg, der arbejder med områdets nye helhedsplan, der skal renovere og åbne området op med basargade og nybyggeri. En investering i områder, der forventes at løbe op i omkring 800 millioner kroner. Det og de nye moderate kræfter giver håb om en ny start i Mjølnerparken.

»Vi kvinder har manglet noget viden for at kunne komme med lige som mændene. Men vi ville af med Aslam, så vi kunne komme til at bestemme selv. Jeg tror, vi kan gøre nogle ting anderledes. Kvinder er ikke med i så mange konflikter. Vi tænker, før vi siger noget. Og snakker med andre kvinder, før vi går i gang. Kvinderne er stærke i familien og gennem dem, tror jeg, vi kan få en bedre kommunikation til beboerne,« siger hun.Khadija Abdi blev skilt i år 2000. Hendes mand kunne ikke forlige sig med livet i Europa. Hun har altid sørget for at gå til de møder, der handlede om hendes to børn, der nu er 17 og 20 år. Den ene går i gymnasiet, den anden læser på universitet. Khadija Abdi sad selv i skolebestyrelsen på Hillerødgades skole.

»Du er nødt til at være stærk for dine børn, hvis du vil have, at de skal blive til noget i det danske samfund. I stedet for bare at side og se fjernsyn. Gå til de møder, der handler om dine børn, så du får kontakter til andre, der har med dine børn at gøre. Det er der mange kvinder, der ikke gør. Det handler om at have viden om det fra starten, at det er vigtigt. Men jeg havde jo heller ikke seks-otte småbørn derhjemme at tage mig af,« smiler hun.

Mjølnerparken har i en årrække været præget af bandekriminalitet. Khadija Abdi oplever området som mere trygt nu. Knap halvdelen af beboerne er på kontanthjælp. Men tallet er på vej ned. Den tidligere bestyrelse ville ikke bruge ressourcer på at lave klubber for de unge mænd, der allerede var i eller på vej ud i kriminalitet. Når man selv brugte kræfter på at opdrage sine børn strengt, skulle dårlig opførsel ikke honoreres. Mødrene derimod sidder hjemme og bekymrer sig om deres sønner går med banderne.

Amani Abdallah mener ligesom Khadija Abdi, at vejen til mindre kriminalitet går gennem mødrene.

»Der er mænd, der tager ansvar for deres børn. Men det er ikke det generelle billede, jeg ser. Kvinderne er så trætte af bandekriminalitet og vold. Da det var på sit højeste, kunne mændene ikke sige noget. De var bange. Men kvinderne fik nok og arrangerede en demonstration. Vi er nødt til at gøre noget for kvinderne. Aflaste dem. Mange af dem er syge og står for alt i familien. Min mor har fortalt, at da de kom herop og spurgte om arbejde, sagde sagsbehandlerne, at det behøvede de ikke. Og så lige pludselig, efter så mange år, skal de ud på arbejdsmarkedet,« siger Amani Abdallah, der arbejder på at skaffe fondsmidler til Projekt Perlemor. Men hun frygter, det bliver svært, fordi der har været en oplevelse af, at den tidligere beboerbestyrelse brugte pengene til at pleje deres egne interesserer. En strategi, Lejerbo nu har gjort op med ved at lede penge ud gennem flere kanaler.

En skrøbelig proces

Hun frygter også, at dampen vil gå af kvinderne, hvis de ikke ser mærkbare forandringer. Køkkenerne er stadig i dårlig stand.

Til gengæld mener Amani ikke, at den religiøse kontrol af unge kvinder er udbredt i bebyggelsen. Hun kan ikke genkende det fængsel, som pigerne fra Mjølnerparken ifølge en integrationsmedarbejder på Rådmandsgades Skole, oplevede bebyggelsen som.

Amani Abdallah er i dag mere troende muslim, end da hun var yngre. Hendes yngre søster kommer ind i stuen, hvor vi sidder, og Amani griner: »Hende der har vi derimod problemer med. Men sådan var jeg også, min mor forbød mig at gå ud om aftenen. Men hvilke danske familier vil have, at deres teenagepiger render rundt på gaden, når det er mørkt. Jeg oplever tit, at mine etnisk danske veninder får sat langt flere grænser,« siger hun:

»De piger, der siger, de har en konflikt med deres forældre, kan få alt af kommunen. En lejlighed. Støtte til at flytte hjemmefra. De behøver bare at sige, at de er muslimer.«

Eskild Dahl Pedersen er også optimistisk på Mjølnerparkens vegne, men understreger, at det er en sårbar proces:

»Det, der sker herude, er rigtig glædeligt, men det er også skrøbeligt, hvis man ikke passer på og støtter de moderate kræfter. De konservative sidder hele tiden og fisker. De skaber fjendebilleder og er stadig i krig med majoritetssamfundet. Der er en bevidst satsning på kvinderne og på at samarbejde bredere end tidligere. Men de konservative kræfter lurer hele tiden, og den gode udvikling er meget sårbar.«

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Sundsvald

Det må da være strafbart, hvis den mand har siddet og haft kontrol med alle overvågningskameraerne, eller hvad?

Når jeg tænker på, at danske mænd stadig efter mere end 50 år kan føle sig dybt forurettede over, at de måtte afgive noget af tiden/pladsen på fodboldbanen, så pigerne også kunne komme til at spille fodbold, så kan jeg lige forestille mig det hyleri der vil blive, når muslimske mænd skal afgive noget af styringen til kvinderne.

Brugerbillede for Henrik Jensen

" På et tidspunkt havde han via sin computer adgang til Mjølnerparkens 230 overvågningskameraer og kunne via dem føre kontrol med, hvem kvinderne var sammen med, og hvordan de gik klædt."

Det er ting som dem her, der gør mig rasende. Mens en del af cafe latte-segmentet har gjort hvad de kunne for at torpedere enhver form for diskussion af, hvilke krav man kan stille til indvandrere, så har kvinder, i København, i dag, skullet kæmpe med mænd, der var wannabe-vogtere.

Og på den måde har vi så en gruppe mennesker, der helt sikkert opfatter sig selv som anstændige/progressive/multi-kulturelle; men som i virkeligheden baner vejen for dybt reaktionære skiderikker totale kontrol.

Med andre ord - problemet er ikke Aslam. Problemet er disse, totalitarismens velmenende fødselshjælpere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes artiklen forherliger kvinderne og er meget optaget af at omtale deres børn, for ligesom at sætte den beskæftigelse i relief til deres øvrige sociale tilstedeværelse i parken. Men helt fint, at kvinderne kommer ind i afdelingsbestyrelsen., der er et resultat af 1970-ernes socialdemokratiske politik for at bygge socialt og have demokrati blandt beboerne, men reelt styres de af boligselskaberne, her Lejerbo. Lagt for had af VKO gennem mange år, og nu savner vi en fornyelse af synet på de almene boligselskaber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Bjørk

Alle samfund har ca. 5-10% personer der sætter deres eget ego over samfundet. Alle familier i samfundet har tilsvarende antal – de 5-10% er grænsen for hvad et samfund kan håndtere. Fortæl mig Inger Sundsvald, hvorfor ønsker du at overskride the red line?
Den svage har altid ret, er det dit motiv?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Hansen

Der var engang, hvor man meget hurtigt blev skreget ud til at være racist, hvis man tillod sig at kritisere folk som Muhammed Aslam for noget som helst. Samt ikke mindst dem, der mente, at folk som ham var en berigelse for det danske samfund.

Jeg tror ikke, at denne artikel ville været blevet bragt i Dagbladet Information for bare 10 år siden.

Fortsat held og lykke og til kvinderne - og ikke mindst deres børn. Det er dem, vi alle sammen bør koncentrere os om at støtte op om.

Brugerbillede for odd bjertnes

ang. 'Hvad skal vi så gøre af vores egne "tilbagestående"?' og hvilken stråmand det har gang i, så er det nok i retning af, at artiklens tilbagestående ER vores egne.
Nåe - man mener det er bare 'Anita Bay's eller 'nyrupregeringens'
- og man kan bare aflevere dem på disses privatadresser og bede dem om selv at tørre op ?
Men nej, det kan man desværre ikke. 'Toget var kørt,' som de sagde derom i sin tid når nogle vovede at stille spørgsmålstegn. Nutidens ungdom kender samme frase fra debatten som: 'sådanerdetjo'.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Lise Lotte R. - når der er citationstegn om "gået i stykker" (vandmålerne) , så tror jeg meningen er, at de med vold er sat ud af drift (ligesom jeg har hørt nogen finde på at sætte elmålere til at køre i et roligere tempo).

Med hensyn til Mjølnerparken tror det er smart for kvinderne, at selvom islam i den konservative udgave fordrer, at kvinderne skal blive i hjemmet, så er afdelingsbestyrelsen faktisk er udvidet del af hjemmet, da den tager stilling til ting, der vedrører hjemmets fysiske forhold og nærmeste omgivelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

M.K.N.

Jojo, at målerne er ødelagt, den er jeg med på.
Men jeg har ikke fattet, hvorfor husstande skulle ønske at ødelægge målerne. Så får man da bare et estimeret/skønnet forbrug påduttet istedet og skal betale forbrug efter hvad nogen tror, man har forbrugt. Man slipper jo ikke for at betale forbrug, bare fordi man har smadret måleren, medmindre man ogå har kappet forbindelsen til forsynlingsledningen..?!
Nå, pyt, det er jo ikke hovedemnet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Lise Lotte Rahbek
25. august, 2013 - 08:02 #
Ang de vandmålere. Jeg boede et sted hvor der ikke var vandmåler. Ejeren havde ddispensation for det.
Så det blev delt ud over alle. Og hvis man bruger meget vand. Så er det en fordel.
Men det også være at ham der ødelagde vandmåleren, troede det var til hans fordel også selv om det måske ikke var.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Michael Kongstad Nielsen
24. august, 2013 - 23:33 #
"Jeg synes artiklen forherliger kvinderne og er meget optaget af at omtale deres børn,"

Nu handler den artikel helt specifikt om kvinder og deres bekymringer. Som omfatter (--ta, daa--) deres børn også.

Men jeg ser ikke nogen forherligelse nogen steder.
For nogen af de kvinder er det et stort skridt at komme ud til de møder, hvor de har noget at skulle have sagt angående deres børn.
Specielt når de har oplevet eller måske først nu finder ud af at de penge der tilfaldt området. Er blevet listet i den gamle bestyrelses, private lommer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

De kvinder, der nu får indflydelse på deres eget liv og hverdag i Mjølnerparken, har lang vej tilbage, før deres ganske almindelige menneskerettigheder er på højde med mændenes. Der er en hel del ting de er blevet indoktrineret med er pige-/kvindeting, og især hvad der IKKE anses for pige-/kvindeting; og de vil blive modarbejdet på alle mulige og umulige måder, ligesom pigerne her i landet for mange år siden og såmænd også den dag i dag bliver. Men efterhånden vil de få smag for rettighederne. Bl.a. vil de finde ud af, at motion som foregår ved leg, er rigtig sjovt, uanset om det er fodbold eller anden sport.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frida Henningsen

@Inger
Måtte man anbefale en tur rundt i det danske fodboldlandskab, så vil du se et hav af danske piger, der er vilde med fodbold, men meget få invandrerpiger, fordi deres fædrende ophav blokerer for det - det er så umanerlig synd. Believe me I know what I am talking about !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg ønsker dem al mulig held og lykke med deres projekt og udvikling. Det viste sig altså, at det var ved tage bussen væk fra familien og børn, at de fik åbnet for adgangen til afdelingsbestyrelse og begyndende indflydelse på parkens liv, mest det fysiske, som vandmålere og køkkeners indretning. At kvinderne er bekymrede for deres børns liv og uddannelse tror jeg ikke de har patent på, sådan har mændene det også, i det omfang der overhovedet er nogle mænd tilbage. De fleste ønsker, at børnene skal blive læger eller advokater, til nød økonomer. Det bliver de nok ikke alle sammen. Men som sagt, god vind.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Frida Henningsen
Jamen, jeg siger da ikke at du ikke har ret. Jeg påpeger bare hvor svært det har været for danske/danske piger, og at nogle af de gamle stadigvæk er fortørnede over at de ikke måtte have fodboldbanen for sig selv.
Hvis du læser det link jeg henviser til, så vil du se, at det bliver betragtet som ”den nødvendige nødhjælp” (spark m.v.) at drengene ”prøver på at erobre noget af deres tabte riger tilbage”.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Når det her i landet har forholdt sig som beskrevet og stadig gør – artiklen er ét år gammel - så er det ikke specielt indlysende, at betegne andre kulturer som ”tilbagestående”, fordi de ikke tillader kvinder og piger samme frihed og rettigheder som de selv har.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Christensen

Inger Sundsval, jeg ved ikke lige hvor din viden om kvinder og sport på landet stammer fra. Nu er jeg fra 50'erne, og den landsby jeg boede i fik en sports hal i 61, tror jeg.
Pigerne spillede da håndbold ( både sommer og vinter ) og badminthon på lige fod med drengene. - Pigefodbold var ikke kommet på mode dengang.
Og de voksne spillede da M/K badminthon.
Og vi kørte da nordjylland rundt om vinteren som det aldersvarende pigehold for at spille turneringer.
Med hensyn til idag, så er pigefodbold største sportsgren for piger overhovedet. Og I de klubber min yngste har spillet i har træning m.v. da været ligeså god for pigerne som for drengene. Hvis der er en forskel, så drejer det sig mere om, at de bedst rangerende hold får de bedste baner ved turneringskampe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Niels Christensen
Fortæl mig lige hvor jeg røber at jeg har en viden om kvinder og sport på landet.
Det kan ofte betale sig at læse kommentarerne, så man ikke risikerer noget "goddag, mand økseskaft".

anbefalede denne kommentar