Hvis dit ægteskab kun er ’bæredygtigt’ har jeg godt nok ondt af dig

Hvad venter på den anden side af Den Store Omstilling? Ingen ved det, men det kan let lyde som om, at vejen derhen rummer store ofre og afsavn. Vi har brug for en mere positiv vision for fremtiden, og det begynder i høj grad med de ord, vi bruger til at beskrive den

Vi skal ikke omstille verden til et grønnere sted med afsavn og pligt, men bruge positiv psykologi til at skabe lysten til et bedre samfund, mener dagens kronikør. Billede fra byhave på Amager.

Tine Sletting

Lad mig sige det med det samme: Jeg er træt af bæredygtighed. Det er et kedeligt ord, der har en klang af afsavn og dårlig samvittighed på samme måde som slankekur eller rygestop. William McDonough, en af stifterne af ‘vugge til vugge’-bevægelsen, sætter det fint på spidsen:

»Hvis jeg spurgte dig, hvordan det gik med dit ægteskab, og du svarede, at det var ‘bæredygtigt’, så ville jeg have ondt af dig.«

I årevis har miljøbevægelsen skræmt os til at spare på vandet, spare på strømmen, spare på brændstoffet, for at vi kan blive bæredygtige.

Men at være ‘bæredygtig’ lyder som om, man kun lige akkurat har bestået. Det er som at sætte sig for at være mindre slem i stedet for at prøve at være god. Og det har givet os en evig dårlig samvittighed, som om vi er på en kollektiv slankekur, vi alligevel ikke kan overholde. Vi tror ikke længere på, at vi kan være gode. Vi håber bare, at vi kan undgå at dumpe.Men som den newzealandske psykolog Niki Harré fremhæver, vil negative følelser som frygt og dårlig samvittighed kun mindske vores tro på, at forandring er mulig. For alle disse forbud og afsavn smitter af på vores vage forestillinger om, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud. Hvorfor skulle vi dog kæmpe for en fremtid, der lyder så trist og kedelig?

Væk længslen

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry sagde engang, at hvis du vil bygge et skib, skal du ikke begynde med at lægge planer og uddelegere opgaver. I stedet skal du vække folks længsel efter det store åbne hav.

Tilsvarende starter Den Store Omstilling ikke med planer, regler og forbud, for vi vil aldrig kunne true, skræmme eller overbevise os selv eller andre om nødvendigheden af at rette ind og stræbe efter noget så kedeligt som bæredygtighed. I stedet starter omstillingen i vores hoveder og vores hjerter med et billede af et bedre og smukkere samfund, som vi sammen kan stræbe efter.

Det er kun gennem positive visioner, følelser og nyheder, at vi kan blive opmuntret til den kreativitet og tro på fremtiden, som kan gøre en grøn omstilling til virkelighed. Og her kan vi med fordel finde inspiration i psykologien.

Hvis du forestiller dig menneskelig mental velbefindende som en skala fra minus fem til plus fem, så har den traditionelle psykologi udelukkende beskæftiget sig med at hjælpe patienter med at gå fra minus op til nul ved at behandle sindslidelser som angst, stress og depression.

Eller sagt på en anden måde: At hjælpe patienter fra en ubæredygtig lidelse til en bæredygtig normaltilstand.

Men i slutningen af 1990’erne opfandt den amerikanske psykolog Martin Seligman begrebet positiv psykologi som en reaktion på dette enøjede fokus på de negative sider af den menneskelige psyke.

»Det gik op for mig, at psykologi som fag kun er halvbagt,« forklarer han, »det er ikke nok bare at kunne kurere de sindslidelser, der bringer folk i minus. Vi er nødt til at spørge, hvilke omstændigheder kan være med til at få mennesker til at blomstre? Hvordan kan vi gå fra nul til plus fem?«

Et blomstrende samfund

Det er det samme spørgsmål, som hele bevægelsen omkring den grønne omstilling må stille sig selv. Vi må gøre op med bare at prøve at gøre tingene ‘mindre slemt’. Vi skal gå videre end bare at stræbe efter gå fra et ubæredygtigt minus til et bæredygtigt nul. Vi skal stræbe efter det, der ligger på den anden side af bæredygtighed. Efter plus fem. Efter at skabe et samfund, der blomstrer.

Det kan måske lyde lidt for lyrisk eller rosenrødt at skulle stræbe efter at skabe et samfund, der blomstrer. Det engelske ord, Seligman bruger, er ‘flourish’, der også kan oversættes til ’at trives’.

Men på sin vis er ‘det blomstrende samfund’ en ret præcis metafor, for naturen er fuld af eksempler på, at det er muligt ikke bare at være bæredygtig, men også at være blomstrende. Tag f.eks. et kirsebærtræ: Træets rødder cirkulerer vand og næringsstoffer fra jorden og dets blade ånder og indfanger sollyset.

Med de råmaterialer sætter træet hvert år tusindvis af blomster og bær, der giver mad til bier, mennesker, fugle og andre dyr. Træet laver alt dette arbejde og giver alt dette fra sig blot for at en enkelt kirsebærsten kan falde til jorden, spire og vokse til et nyt træ. Og alligevel er der vel ingen, der vil kigge på et blomstrende kirsebærtræ og brokke sig over, at det er et spild af ressourcer at sætte så mange blomster, når nu det kunne nøjes med så meget mindre. Kirsebærtræets frugtbarhed giver en overflod af både næring, skønhed og glæde uden på nogen måde at overforbruge de ressourcer, som det har til rådighed. Det blomstrer i bogstaveligste forstand.

Mindre slemt er ikke godt nok

Det er sjældent, at vi tør fortælle om vores håb for fremtiden. Vi er blevet så vant til kun at stile efter at være mindre slemme, at vi slet ikke tør forestille os at være gode.

Vi er bange for, hvad andre vil sige, hvis vi fortæller om det, vi virkelig drømmer om, og ikke bare det, som vi tror, vi kan få. Et samfund, der blomstrer som kirsebærtræet – det er min vision for den fremtid, der ligger på den anden side af omstillingen.

Hvordan denne vision skal blive til virkelighed ved jeg ikke. For sådanne visioner er ikke båret af rationalitet, men af håb.

Og de kommer aldrig med færdige planer eller instrukser. En vision er blot et lys, vi kan pejle efter. Et flakkende lys, der let kan være frustrerende abstrakt og svært at få hold på. Det er svært at forestille sig, hvordan hverdagen i et blomstrende samfund vil se ud.

Men som forfatteren Donella Meadows bemærker, så åbenbarer vejen mod en vision sig kun skridt for skridt, mens man går ad den. At håbe på en sådan vision forudsætter, at man allerede er begyndt at gå. Forfatteren Rebecca Solnit skriver: »Det er kun, når vi føler, at vi kan gøre noget selv, at vi kan håbe. Håb er ikke en lottokupon, som du kan sidde og føle dig heldig med i sofaen. Håb er en økse, som du kan bryde døre ned med. Håb kalder på handling.«

Gå selv

Mit eget håb på fremtiden er i høj grad blevet vækket af de skridt, jeg selv har taget. Gennem de sidste år har jeg været aktiv i Københavns Fødevarefællesskab, en medlemsdrevet indkøbsforening, som vil have hele pakken: Lokalt producerede, bæredygtige, økologiske fødevarer i et sæsonbaseret udvalg til en fair pris. Vi prøver at arbejde på en måde, der stemmer overens med den fremtid, vi ønsker at leve i. Vi vil ikke nøjes med at være mindre slemme, vi insisterer på at være gode. Og skridt for skridt prøver vi sammen at finde ud af, hvordan vi kan få det til at ske.

Her er omstilling ikke længere et abstrakt begreb. Det er blevet noget, vi gør sammen. Fødevarefællesskabet er en flig af en blomstrende fremtid i min egen hverdag.

En lille håbefuld kirsebærblomst, der har givet mig modet til at forestille mig, hvordan livet kan se ud på den anden side af Den Store Omstilling. Det er gået op for mig, at håb udspringer af konkrete handlinger snarere end gennem abstrakte erkendelser. Det er ved at bruge vores egen handlekraft i hverdagen, at vi får modet til at dele vores drømme om en fremtid på den anden side af bæredygtighed. Så lad os komme i gang. Det skal nok blive godt.

 

Andreas Lloyd er selvstændig antropolog, medstifter af samfundslaboratoriet Borgerlyst og aktiv i Københavns Fødevarefællesskab

Journal

Vis os vejen til den bæredygtige omstilling

DR P4 og Information skød den 19. august gang i kampagnen ”Hvad gør vi nu? - vores omstilling til et bæredygtigt samfund”. Her går vi på jagt efter historier, der i stort og småt anviser en konkret vej til en stor omstilling.

Danmark stiller om

Økonomien er i krise, klodens ressourcer er under pres, og klimaforandringerne truer vores eksistens - så hvad gør vi nu?

Frem til den 13. september sætter Dagbladet Information og DR fokus på alle de initiativer, der viser vejen til et bæredygtigt samfund. Følg kampagnen og tilmeld jeres omstillingsprojekt på voresomstilling.dk

Relaterede artikler

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Hvor er 'på den anden side af bæredygtigheden' mon henne? Man skal ikke stikke sig selv blår i øjnene og tro, at 'bæredygtighed' er en grænse, man kan passere, hvorefter - hvis det lykkes - man befinder sig i lykkeland. Der er en underlig selvmodsigelse i denne kronik, der beskriver bæredygtighed som en slags grænse, samtidig med, at tilstanden på den anden side af denne grænse beskrives som en slags lykkeland og - nåhja - bæredygtig. Det er selvfølgelig ikke forkert, at den negative motivation ikke i alle situationer er den bedste drivkraft. Der skal selvfølgelig også en positiv vision til, men man må være fuldstændig på det rene med, at den nuværende situation for vores bæredygtighed på denne klode også består af markante trusler. Positive visioner klarer det måske ikke, når vores eksistens på kloden er truet (hvilket den efter min vurdering er). Så samtidig med, at alle de små, gode og konkrete skridt tages mod realiseringen af den positive vision, så må man være pinligt klar over, hvad den akutelle situation er, når vi taler bæredygtighed. Man må også være på det rene med, at mennesket ikke kun handler proaktivt, fordi der er håb for fremtiden i en god og positiv vision. Mennesket kan også handle, når elendigheden bliver for stor og alle visioner og muligheder for de kommende generationer er sønderbrudte.
Folks længsel efter det åbne hav er ikke noget på den anden side af bæredygtigheden. Det er et billede på selve bæredygtigheden - og det kan man da godt tolke som et begreb, der er knyttet til afsavn, dårlig samvittighed og den slags, men man kan også tolke det helt anderledes - og jeg håber, at det er det, forfatteren mener. Billedet med kirsebærtræet må være et generelt billede på den overflod og skønhed, naturen omkring os velsigner os med. Men man skal ikke forledes til at tro, at kirsebærtræet klarer situationen, hvis det ikke sker bæredygtigt. Kirsebærtræet er netop et symbol på, at bæredygtigheden ikke er en grænse, men en tilstand, hvor tingene er i en vis balance, og hvor der ikke sker vild overudnyttelse af givne ressourcer. Også under disse omstændigheder kan skønheden og overfloden blomstre, men selv en sådan situation kan måske ikke afvende, at der bliver behov for visse afkald, når dette med samvittigheden er klaret. God vind.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

At forstille sig, hvad der er på den anden side? Det kan vi ikke, men det er noget, der er bedre end det vi har nu. Jeg tror også, at vi ville ødelægge det, hvis vi gjorde os forestillinger om det. På samme måde med det at rejse. Det uforglemmelige er det, vi ikke havde regnet med at få.
Med den store omstilling har vi betrådt en vej fuld af overraskelser, og sådan skal det være.
Selvfølgelig skal vi have dårlig samvittighed, meget endda. Det er et sundhedstegn.
Skal vi så også til at lide afsavn? Ja, hvad ellers? Vi kan jo ikke fortsætte med at bombardere naturen med motorveje, såkaldt byudvikling og overbefolkning. Vi rammer snart muren, hvis vi ikke allerede har ramt den. Det er bare ikke gået op for os endnu, og noget ser ud til, at vi som mennesker ikke er 'bygget' til at indse den slags. Derfor kører vi videre, som om alt er såre godt. De eneste, der ikke vil leve med bind for øjnene, er vi såkaldte klimafanatikere, -hysterikere og -alarmister. Partykillers(!).
En pudsig ting er, at vi til en vis grad er opdraget i en kristen kultur, hvor det at tænke på næstens tarv, er noget grundlæggende. Det rækker åbenbart ikke til de kommende generationer, der må klare sig selv.
Det er svært at vække folks længsel efter det åbne hav, hvis deres længsel kun rækker til et lille mosehul, en tur i storcentret og en flyrejse. Vi er blevet så gennemmaterialistiske, at det at tale om et mere menneskeligt samfund, straks vil mødes med spørgsmålet om, hvad man mener med det.
Ingen religioner har kunnet opstille et ikke-latterligt billede af himlen. Selv buddhisterne opgiver at fortælle, hvad nirvana er. Klogt. Hvad rager det egentlig også buddhisten, for vedkommende skal jo bare gå vejen. Det samme med omstilleren. Hun og han skal da bare gøre det, der er sund fornuft i dag. I morgen er man klogere. Bruger man alt for megen tid på fatamorganaer, får man ikke tid til at stille om.
I dag har jeg været ude at se et seniorværksted. Ingen højtflyvende visioner. "Skal du have hjælp, så kom". Kan omstillingen siges tydeligere? Skal vi hjælpe hinanden med at begrænse befolkningstallet, genoprette naturen, lade olien blive i undergrunden til vore efterkommere? Spørg ethvert barn!

Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Jamen, det handler jo om - hvad enten sagen kan beskrives i ord eller ej - i lighed med de tidlige kristne og buddisterne, at indse, at der gives sjælelige værdier, som er langt mere berigende end at gå ud og svinge Dankortet.

Det får man ikke mange politikere - end ikke Connie Hedegaard - til at indse. De vil altid ensidigt søge en ydre, en teknologisk "løsning" på begærlighedens fortsat uhæmmede fremfærd. Vi finder en rigtig god løsning - i morgen!

Løsningen er her allerede i dag. På seniorværkstedet, blandt fordringsløse mennesker, som har indset, at livet ikke handler om at forbruge, men om at øjne de enkle glæder i hverdagen, som ofte kun de mindste børn og seniorerne har øje for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

ja sødt er det helt afgjort, men man må huske på at bæredygtighed er noget der er opfundet af politikere og deres håndlangere til at beskrive og forsøde et projekt der virkelig ER dødsdømt fra starten, så længe det udføres i skyggen af multinationale kapitalintersser.
Her på vores 5 tønder land arbejder vi positivt på den store omstilling hver dag med masser af borgerlyst, men det er sgu da ikke fordi jeg har nogen forventning om at det batter noget imod global opvarmning og franchise-invasion, blot fordi hvad skal man ellers? man er da nødt til at forholde sig til livet som om det rent faktisk vil fortsætte. Vi farer jo også frem som om vi vil leve evigt i hvert fald indtil omkring 70, så tager det langsomt af. Måske kommer der også et tidspunkt hvor selv bæredygtighed så åbenlyst er en illusion, at man ikke engang taler om det, langt mindre borgerlyst, men blot taler om overlevelse, det er nu nok noget der ikke helt kommer i min tid, medmindre jeg lever meget længe, jeg er allerede over 60

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kasper Milius Brandt

Først og fremmest er jeg glad for endelig at se lidt humaniora komme i spil, for glemmer vi individet kommer vi ingen vegne. Det er væsentligt at se på, hvilke mekanismer der bevæger mennesket og får det til at agere, og helt rigtigt er det, at dommedagsprofetier kun får os til at opgive håbet.

Helt centralt for omstillingen er det vel, at vi netop ikke sætter endelige målsætninger og fastlagte visioner. De vil alligevel ikke komme ud som tiltænkt, se blot diverse ideologier og deres forfald, netop som følge af planlagte endemål. Der skal tænkes helt uden for disse forestillinger og i stedet blot stiles efter og tænkes inden for forbedringer. Hvis ikke det enkelte individ selv er i stand til at forestille sig eventuelle forbedringer, må det være fordi vedkommende enten er ligeglad med disse eller bare har det helt, som det ønsker.
For os andre, der ser logikken, men også "utopien" i en omstilling, ser jeg udviklingen som lyset for enden af tunnellen. Et lys vi aldrig opnår, men et vi hele tiden nærmer os. Derfor holdes gejsten, og hvis vi blot ser på dette lys, vil vi også arbejde for at komme frem til det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Gommesen

Bæredygtighed er en målsætning om, at det vi gør, skal gøres på en sådan måde, at vi alle fortsat skal kunne leve på denne klode. Den store omstilling er udfordringen for de næste fyrre år. Energien skal produceres på en måde, så den ikke fører til at kloden overophedes. Parametrene måles i ppm kuldioxid, temperaturstigning og vandstand. Lad os bruge bæredygtighedsbegrebet i den kontekst som Bruntland kommission oprindeligt brugte og hvis nogen synes, at begrebet er kedeligt, så jeg ærligt talt de holde det for dem selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Lloyd

Tak for respons!
Bare lige et par opklarende ting:

1) Jeg er helt enig i, at bæredygtighed kan være en meget god målsætning på alle mulige måder. Ikke mindst i ønsket om at efterlade en masse gode ting til de kommende generationer, som det blev beskrevet i Brundtland-rapporten i sin tid. Men det er desværre bare ikke altid sådan det bliver brugt eller forstået. Derfor vil jeg gerne provokere folk til at tænke over, hvordan et ord som bæredygtighed bliver brugt. Netop så det ikke bare bliver noget man dunker folk i hovedet med for at give dem dårlig samvittighed. Og jo, så kan I sige, at der er al mulig grund til at have dårligt samvittighed. Men pointen er netop, at det ikke giver mere mod eller håb for fremtiden.

2) Ifht. positiv psykologi: Jeg ser det som en inspirationskilde, ikke som en løsning i sig selv. Med positiv psykologi kommer det let til at lyde som om, at det er ens egen skyld, hvis man ikke er glad og blomstrende hele tiden — og "et blomstrende samfund" kan let lyde mindst ligeså totalitært. Min pointe er bare, at vi bør fokusere på de øjeblikke, hvor vi blomstrer og begejstres, for det er dem, der giver os hver især liv, håb og mod på fremtiden. Og de øjeblikke kommer netop, når vi handler — i seniorværkstedet, på de fem tønder land, eller i det lokale fødevarefællesskab.

3) Helt ydmygt vil jeg lige gøre opmærksom på, at hvis der er nogen derude, der gerne vil læse mere af samme skuffe og få konkrete råd og redskaber til at bruge deres handlekraft i hverdagen, bl.a. med udgangspunkt i vores erfaringer fra fødevarefællesskabet, så er der meget mere at hente i vores håndbog "Borgerlyst — handlekraft i hverdagen." Vi er lige nu ved at skaffe pengene til at få bogen illustreret, sat op, trykt og distribueret. Læs mere her: http://borgerlyst.dk/bog

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Knap din Tuborg op, tænd en grøn Cecil og få hostet ordentlig igennem. Læn dig så tilbage i plastikhavestolen og se sommertrekanten til 'Weaver of Life' med Family ud gennem vinduesåbningerne, medens du bare gurgler. Se det er sgu da til at bære, og det er dygtigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

søren det er da ikke at det er kedeligt, men at det er en illusion at det kan lade sig gøre. planeten kan ikke bære alle disse mennesker, hvis det skal ske på kapitalismens præmisser, og sikkert ikke engang uden. Krige er selvfølgelig et forfærdeligt ressoucespild (bortset fra de lidelser de medfører) men når den primære målestok for et projekt eller en handling er den iboende mulige kortsigtede økonomiske gevinst uanset alle genererede eksternaliserede omkostninger, så er der vist ikke noget at komme efter

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen

Vi menneske lever i en ideologisk fiktiv verden, hvor politik, religion, økonomi og militarisme er skæbnehistorier i diverse drejebøger.

For at få drejebøgernes fortællinger til at blive til virkelige livsoplevelser, bygger vi kulisser op omkring os og frembringer diverse teaterrekvisitter til formålet.

Nu har vi alt der behøves til at gøre et fiktivt liv til et virkeligt levende liv og i dette fiktive levende liv lever vi i dagens verden.

For tiden er der så nogle mennesker der kan øjne et mere rigtigt liv bag kulisserne og forsøger at omgå kulissernes fiktive verden og nærme sig det liv der er uden for den ideologiske teaterscene.

For at kunne leve et andet og mere rigtigt liv, end det fiktive liv vi ellers lever i dag, bliver mennesker nødsaget til at udvikle kulisser de ideologiske drejebogsforfattere kan acceptere, således at menneskene så kan føre deres fiktive liv med ind i de nye kulisser. Det vil nemlig virke forstyrrende på teaterscenen, dersom nogle af aktørerne begynder at bryde teaterscenen ned, for helt at droppe det fiktive ideologiske skæbneskuespil.

Kan mennesker reelt begynde at nedbryde de fiktive ideologiske skæbnefortællinger og begynde at nedbryde teaterscenen, hvor de fiktive ideologiske skæbnefortællinger fremføres og gennemleves, så kan vi derigennem også komme af med de politiske, religiøse, økonomiske og militære drejebøger, som i årtusinder har gjort menneskelivet til et helvede for store dele af menneskehedens livsvæsner.

Så spørgsmålet er, om vi blot skriver nye skæbnefortællinger og fremstiller nye kulisser og rekvisitter til de fiktive ideologiske skæbnefortællinger eller om vi faktisk er begyndt at nedbryde teaterscenen, hvorpå de fiktive ideologiske skæbnefortællinger bliver opført.

Hvilket liv vil vi i den sidste ende reelt gerne leve?

Et ægte virkeligt levende liv eller skal vi fortsætte med at leve det ideologiske fiktive skæbneskuespil, som andre i større eller mindre grad har dikteret os, ud fra de til formålet skrevne politiske, religiøse, økonomiske og militaristiske drejebøger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Skjerbæk

Hej Andreas,

Jeg er meget enig i din kronik - ikke mindst i de yderst velvalgte citater! Vi skal længes mod det grønne.
Måske er en del af problemet (herhjemme), at størstedelen af Danmarks natur netop har mere præg af prydshave end af pirrende vildnis. Man glemmer let naturens storhed, fordi her er så flat og ufarligt (obs. skovflåter og grævlinge).
Det kan måske lyde endnu mere romantisk end din brug af ordet 'blomstre', men vi har jo brug for den længsel. Jeg har brug for fantastiske og overdådigt illustrerede sci-fi-fortællinger, som kan få mig til at drømme i farver om at spise rabarberkompot på toppen af et højhus, der i virkeligheden er et træ, mens vi sammen sender solceller ud i rummet (eller whatever).
Det behøver ikke være realistisk, det skal bare være inspirerende. Videnskabsfolk har det jo alligevel med at forfølge gamle drømme (og det i øvrigt uanset om de er dys- eller utopiske), se bare på robotindustrien.

Tak for indsparket!

Alt godt,
Martin

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Øbro Ravn

Bæredygtighed er en illusion hvis man tror det betyder balance med planetens ressourcer. Hvis man forstår liv som entropi er spørgsmålet primært hvor meget efterlader vi af ordnet energi til vores efterkommere.

Prøv selv at læse lidt om termodynamikkens anden lov (wiki/google) og forstå at vi alle langsomt (for tiden hurtigt) forbruger energi i et lukket system. Spørgsmålet er derfor snarere hvordan vi sænker entropien således at vore efterkommere måske teknologisk kan bryde termodynamikkens anden lov enten via opfindelser og ressourcer/energi hentet udefra planeten. Deri ligger der måske håb, lad os da i det mindste give dem en chance fremfor dette forbrugsvanvid?

anbefalede denne kommentar