Bag en masse nøgne kvinder står ... en enkelt mand

En dokumentarfilm vist på filmfestivalen i Venedig afslører, at den egentlige grundlægger af feministgruppen Femen er en stærkt mandschauvinistisk russisk politolog, der betragter Femen medlemmerne som underdanige og tomhjernede

Femen begyndte med demonstrationer mod prostitution i Ukraine i 2008. Her protesterer aktivister i Kiev mod fængslingen af en medaktivist.

AFP

Er hjernen bag en af de sidste års mest spektakulære feministbevægelse Femen en mand? Det er i hvert fald det, som fremgår af dokumentarfilmen Ukraine er ikke et bordel, som blev præsenteret torsdag aften på filmfestivalen i Venedig.

»Vores mission er protest, vore våben er vore bryster,« lyder gruppens slagord, men åbenbart dikteret af den person, der indtil nu er blevet præsenteret af gruppens ’politiske konsulent’ Viktor Sviatskij.

Den 28-årige australske filmskaber Kitty Green har i et år boet sammen med medlemmer af feministgruppen i en lille lejlighed i Kiev. Hun har filmet over 100 af deres aktioner og selv været arresteret i forbindelse med en af gruppens mest voldsomme aktioner i Hviderusland. Green er ikke i tvivl: Den politiske teoretiker Viktor Sviatskij er i virkeligheden hjernen bag hele projektet.

»Når først man befinder sig inderkredsen, kan man ikke undgå at vide, hvem han er. Han er Femen,« forklarer instruktøren i et interview i The Independent, hvis journalist har haft lejlighed til at se dokumentarfilmen før alle andre. Ifølge Green er det Sviatskij, som har bygget feministbevægelsen fra grunden:

»Det er hans bevægelse, og han håndplukkede pigerne. Han valgte de kønneste, fordi kønne piger sælger flest aviser.« Pigernes udseende, nøgenhed, blomsterkranse i håret og de spektakulære aktioner gik ud på at bygge bevægelsen op som et varemærke. Green forklarer, at Sviatskij er ekstremt intelligent, men behandlede de unge kvinder forfærdeligt:

»Han råbte ad dem og kaldte dem ludere.«

En række feminister i de vestlige lande har tidligere forholdt sig stærkt kritisk til Femens metoder. Som redaktøren af de feministiske magasin Megan Murphy forklarede det i forbindelse med kvindedagen i marts, forekommer gruppens taktik som et selvmål.

»Når du tager blusen af for at få sexistiske medier til at tage et foto af dig selv, spiller du jo netop på seksualiseringen af kvindekroppen og forstærker derved den opfattelse, at kvinders kroppe er til beskuelse.«

Også i Frankrig var førende feminister stærkt mod gruppens metoder, ikke mindst da de demonstrerede med nøgne bryster i Notre Dame-katedralen i Paris. Den tunesiske aktivist Amina Sbouï, som har siddet to måneder i fængsel for at have tagget ’Femen’ på en kirkegårdsmur, har forladt gruppen som hun betragter som ’islamofobisk’.

Svage og smukke

Ifølge The Independent fremgår det af filmen, at Victor Sviatskij ikke alene nøje har udvalgt lyshårede kvinder, men at foragten for dem, gør ham til en sand repræsentant for patriarkatet. Da det gik op for Green, hvilken rolle Sviatskij spillede, interviewede hun ham til sin film, og her forsvarer han sin rolle, som værende ’positiv’.

»Disse piger er svage, de har ingen karakterstyrke. De ønsker ikke engang at være stærke. I stedet er de underdanige, har ingen holdning, mangler præcision og mange andre faktorer, som afholder dem fra at blive politiske aktivister. Alt sammen kvaliteter, det var nødvendigt at lære dem.«

På Greens spørgsmål om, hvorvidt han ikke i virkeligheden gjorde det for at få fat i piger, indrømmer han »jo måske, dybest nede i mit ubevidste.«

I Venedig var flere af gruppens medlemmer tilstede ved præsentationen af filmen, som sædvanlig unge smukke kvinder med perfekte blottede barme med slagord: ’Naked war’ eller ’I am free’. De benægter på ingen måde den version, Kitty Green i filmen tegner af Sviatskijs indflydelse. Til gengæld er de ikke enige i, at det var Sviatskij, der fandt på ideen og grundlagde projektet. Den nuværende leder af Femen, Inna Sjevtjenko, forklarer til det franske dagblad Libération, at det vitterlig var Anna Hutsol, der fandt på den provokerende feministbevægelse, og at Viktor Sviatskij blot var Hutsols nære ven. Han dukkede derfor op i kredsen og begyndte at fylde mere og mere.

»Vi kommer fra Ukraine, som er et meget patriarkalsk land, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle modstå ham, det har vi aldrig lært.«

Stockholmsyndrom

For Femen-medlemmerne står Sviatskij derfor nu som arketypen på alt det de fortsat bekæmper.

»Han har givet os mulighed for at forstå det patriarkalske system: Kvinder er sexslaver, og der udøves vold mod dem i hjemmene. Han har også fået os til at forstå, i hvor høj grad mænd kan være nogle dumme svin.«

Ifølge Femen-medlemmerne er Sviatskijs deltagelse i gruppen imidlertid historie, de har nu gjort sig fri af det, de betegner som noget nær et ’stockholmsyndrom’.

Det sår Libération tvivl om. Så sent som i juli kunne man på Femens hjemmeside se Sviatskijs stærkt forslåede ansigt, efter han angiveligt var blevet tævet af politiet i Kiev.

Nyheden om Sviatskijs manipulation kommer uden tvivl til at få indflydelse på gruppens fremtid. I forvejen er den svækket ved at dens hovedkontor i Kiev blev lukket for en uges tid siden, da politiet påstod, de havde fundet våben i lokalerne. Flere medlemmer frygtede arrestation og har søgt tilflugt i Frankrig.

I forvejen har gruppen et træningscenter i Paris, og her var man åbenbart ikke klar over, i hvor høj grad Sviatskij havde indflydelse. Margurithe Stern, en af de franske Femen-aktivister, der i maj blev arresteret i Tunis efter en solidaritetsdemonstration ved Amina Sbouïs retssag, udtaler til Libération, at hun intet kendte til Sviatskij.

»Siden jeg sluttede mig til bevægelsen for et år siden, har jeg aldrig hørt Inna omtale ham,« forklarer hun til Libération. Marguerithe Stern er overbevist om, at Sviatskijs indflydelse er fortid.

»At tænke at en patriarkalsk struktur har sneget sig ind i Femen, det er temmelig hårdt at få at vide.«

Kommentarer

Brugerbillede for Bjørn Pedersen

Lyder som om det både kommer til at bekræfte østeuropæiske kønsstereotyper blandt ukrainere og russere, OG ødelægge gruppens omdømme både dér og i udlandet. På den anden side, kan det være kickstartet til at kvinder i de lande tager mere konstruktivt fat om de problemer de måtte have.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Hovedsagen er vel, om organisationen flytter noget, at der er dumme svin, er vist næppe kønsstereotypt. Det burde kun motivere yderligere.

Jeg er ikke fan af det nøgne koncept - da det flytter fokus fra emnet. Kampen synes hæderlig nok, selvom de bør undlade de samme fejl som i Norden - hvor det ER blevet en krig - mellem køn - og ikke for rettigheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

Man skal ikke tage fejl af, at mange 'tomhjernede' mennesker med afstand er mere hjertelige end de kølige, kyniske tænkere, hvis empati og menneskelighed skal vækkes gennem filosofisk opdragelse og kulturel afretning. Somme tider kunne man godt ønske, at man fra naturens side var udstyret med en mere naiv og mindre tænkende tilgang til livets mange (og til tider fjollede) spørgsmål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Søndergaard

"Green forklarer, at Sviatskij er ekstremt intelligent, men behandlede de unge kvinder forfærdeligt"

Kan man virkelig være ekstremt intelligent og samtidig behandle unge kvinder forfærdeligt?

Der forekommer at være mere og mere brug for begrebsafklaring. Man så den samme brug af begrebet i forbindelse med den megen omtale af filmen om Spies og Glistrup, at de begge var højt begavede og lynende intelligente. Den ene endte i fængsel, den anden døde af druk efter et dekadent liv. Hvordan hænger det sammen med intelligens og begavelse?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Tendensiøs overskrift og indledning!

At dokumentarfilmen "afslører, at den egentlige grundlægger af feministgruppen Femen er en stærkt mandschauvinistisk russisk politolog", er vel foreløbig en påstand, som bør tages med et gran salt. Femen's medlemmer er tilsyneladende ikke helt enige heri og synes i øvrigt ifølge egne udsagn at have taget et opgør med den - også efter deres opfattelse - særdeles chauvinistiske mandsperson, som har infiltreret organisationen.

Det er absolut værd at overveje, hvor vanskelige betingelser disse kvinder arbejder under, hvilket oven i købet synes forværret med Putins nyeste initiativer rettet mod afvigende og svage grupper i samfundet. At de hen ad vejen har ladet sig narre af en særdeles velformuleret organisator med grumsede motiver, er ikke underligt, og i min optik ikke nogen grund til at diskvalificere Femen's strategi. Vi ved vist allesammen godt, at også vores egen kulturkamp i tresserne blev forplumret af chauvinistiske bavianer som Simon Spies og Jens Jørgen Thorsen, hvis platheder kunne være på en gang underholdende og skræmmenede. Unge kvinder kunne være formandens velbetalte morgenbolledamer den ene dag - og progressive rødstrømper den næste.

Uanset, om sandheden muligvis ligger et eller andet sted midt imellem, så er Femen efter alle landemærker at dømme nået videre ud end nogen som helst andre i deres bestræbelser på at gøre opmærksom på de overgreb, som ukrainske kvinder udsættes for, og deres koncept har tillige haft en lignende indflydelse andre steder. Bevægelsen er avantgarde, i langt højere grad end mange andre initiativer, som strander på konformitet og manglende gennemslagskraft..

Det er udmærket, at Kitty Green med sin dokumentarfilm gør opmærksom på sammenhængen, en afsløring, som i sidste ende kan medføre yderligere vand på Femen's mølle. For gruppens aktioner er fortsat et virksomt kulturelt våben i opgøret med de chauvinistiske kræfter, som alle vegne synes ved magten i disse år. Også hos os bliver de chauvinistiske attituder jo ført frem, mens kvinderne - medmindre de gør sig gældende på mandens præmisser - må vænne sig til fortsat at spille den underdanige rolle, enten som prostituerede eller som tækkeligt påklædte husholdersker.

@Hugo Peiterse: Det er da meget sandsynligt, at George Soros har doneret penge til Femen, ligesom til mange andre NGOer i Østeuropa. Men han har ikke nødvendigvis viden om alt, hvad organisationen står for, og hans motiv er formentlig et andet, end Viktor Sviatskij's. Sidstnævnte har, hvis han svarer til anklagerne, formentlig villet udnytte de muligvis betragtelige donationer, som Soros med den hensigt at fremme demokratiet måtte have overladt till Femen. Og dertil kommer de kirkelige autoriteter, både ortodokse og katolske, som på enhever mulig måde vil forsøge at miskreditetere bevægelser som Femen og Pussy Riot.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Den ’politiske konsulent’ Viktor Sviatskij, er nu nok næppe kun drevet af ren mandschauvinistisk ondskab.
Jeg vil gætte på nogle egentlige bagmænd/kvinder med kontor i Langley, Virginia, USA eller deromkring.
Mange sluger jo ganske rigtigt de pæne piger og de pæne ord (med tilhørende bussemænd) råt.
Ofte med velvillig "bistand" fra Ritzau m. abonnentmedier (ingen nævnt ingen glemt).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Ja Nic det er sgu da indlysende at hvis man er født, opdraget og uddannet i Sovjetunionen så vil venner selv i Langley, i Viginia i USA hurtigt begynde at ligne ens bedste venner, befriere og en fandens god ide. Det er altsammen indlysende. :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Pieterse

@Johannes Aagaard

"Helt ærligt, Hugo Pieterse! Den slags kaldes defamation. At en Femen-aktivist har tatoveringer eller også er escort girl, er Femen-sagen totalt uvedkommende."

1. Nej Johannes, i hvert faldt ikke i Danmark, her hedder det "defamering", hvis man insisterer på at bruge dette fremmedord. Nå det var lidt ordkløveri. Men jeg tror at jeg er blevet misforstået af flere.

2. Når jeg mener at det er relevant at nævne at flere af pigerne altså var professionelle, som sælger sex for penge, hvilket jeg overhoved ikke har nogen moralske eller andre problemer med. Det skulle da lige være at de måske tog kapitalistiske og sexistiske overpriser for deres ydelser.

Som sagt så respekterer jeg prostitution som et fuld ud nyttigt og livsbekræftende og for nøgle også fornøjeligt erhverv. Men når en person sælger seksuelle ydelser for penge, så er der vel ikke noget mærkeligt i at forvente at en sådan person også vil kunne hyres til begivenheder som Femen-aktioner.

Hvis det i øvrigt ikke skulle være pekuniære motiver som har fået escortpigerne til at deltage i Femen-aktionerne, så synes jeg at pigerne skulle finde sig et andet erhverv, for jeg kan ikke forestille mig, at nogen som helst er tjent ved vrangvillige mandehadende ludere. Hverken kunderne eller pigerne selv.

Et negativt klima er i tidens løb er blevet skabt omkring kvindens ældste erhverv, først af Kirken og dens død og helvede-prædikende præster i følgeskab af stramtantede konservative anstændighedsvogtere, nu efterfulgt af kulturradikale, LGTB-fetschister, feminazister og folk på den ekstreme venstrefløj i skøn samdrægtighed, som af al magt forsøger at opnå hvad der ikke lykkedes for Kirken og dens trusler om helvedesild og fortabelse. Nemlig at forbyde naturen at gro, og at forbyde blodet at krybe hvor det ikke kan gå.

Med det negative klima omkring fri udveksling af varer og tjenesteydelser indenfor en boligblok eller en landsby - er der ikke noget at sige til, at prostitutionserhvervet domineres af piger som har problemer. Erhvervet har lavstatus, på trods af meget brug af kosmetik og høje hæle. Det er en skam, for der er absolut brug for flere veluddannede og selvstændige stærke kvinder i sex og erotikbranchen. Ikke for kvinder som hader mænd og føler sig undertrykt af "patriarkalske strukturer", men alligevel synes at escortservice er den nemmeste måde at tjene en masse penge på.

Hvis på den anden side pigerne udelukkende har arbejdet for Femen for pengenes skyld, så kan jeg da ikke klandre dem for det.

Er de fleste af os ikke ind imellem villige til at prostituere os lidt for at tjene lidt ekstra, og for at opnå andre fordele?

Hvad er forskellen mellem EU-robotten "jeg tror på Obama, lad os bombe snarest-Helle", og en luder som lader sig betale for at reklamere for en bevægelse som i bund og grund ser ned på hendes erhverv og vil have det forbudt?

Luderen får formentlig færre dødsfald på samvittigheden....

(Lad være med at lede efter en dybere mening)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Hugo Peiterse: Den dybeste mening, jeg kan skimte i dit indlæg, er mandens naive håb om, at der skulle findes rigeligt med kvinder, som, i hvert fald hvis Kirken og den feminiserede del af venstrefløjen ophørte med at moralprædike, ville komme ud af skabet og glæde sig over, at de frit kunne hengive sig til prostitutionens velsignelser.

Dit håb vil næppe nogensinde blive indfriet i et samfund, hvor borgernes sociale forhold er sikret. Villigheden til at prostituere sig er støt faldet med stigende velstand, selv i perioder, hvor sexuel frigjorthed har stået højt på dagsordenen. For attraktive kvinder har i reglen ikke ret megen lyst til at betjene de sexhungrende herrer, der står i kø for at betale for sexuelt samvær. Da fattigdom endnu var fremherskende, måtte mange kvinder prostituere sig, mens det i takt med velfærdens fremmarch fortrinsvis blev narkomaner og andre socialt udsatte grupper, som kunne hyres, mens ydelserne til gengæld blev dyrere.

Det er ikke tilfældigt, at Ukraine er arnestedet for en bevægelse som Femen, for med den øgede samfærdsel blev Østeuropa efterhånden storleverandør af de unge, billige og for den naive kunde tilsyneladende endda villige prostituerede, som ikke kunne fremskaffes blandt vesteuropæiske kvinder. Og det skyldes i bund pog grund ikke, at de østeuropæiske kvinder har større lyst til at befatte sig med dette erhverv, men at de, pga. de dybt forarmende og fornedrende sociale forhold i deres hjemlande, kan være fristet til at betragte prostitutionen som en udvej, især hvis de kan vinde indpas i det rige Vesteuropa. Så der står efterhånden stærke organisationer bag denne trafik, som lokker disse kvinder med falske løfter, og selv scorer størstedelen af fortjenesten.

Fattige kvinder vil ofte være lette ofre for sexistisk manipulation, og noget sådant har sikkert også været tilfældet i kredsen omkring Femen. Og det er på sin plads, at den slags kommer frem. Der er propagandaværdi - og penge - i bare bryster, det forstod også salig Simon Spies at udnytte, og Femen kan meget vel vise sig at være et fletværk, hvor adskillige aktører, også nogle af kvinderne, har grumsede motiver.

Udadtil er Femens budskab og berettigelse dog, at organisationen gør opmærksom på den massive sexistiske udnyttelse, som ukrainske og andre fattige kvinder er udsat for. Og det er et reelt og tiltalende budskab, ligesom venstrefløjens budskab om social retfærdighed, uanset om de enkelte deltagere ikke altid selv lever op til idealerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Robert

"Nic det er sgu da indlysende at hvis man er født, opdraget og uddannet i Sovjetunionen så vil venner selv i Langley, i Viginia i USA hurtigt begynde at ligne ens bedste venner, befriere og en fandens god ide. Det er altsammen indlysende. :)"

Det ER de medvirkende unge damer netop næppe gamle nok til, hvilket er aldeles indlysende for enhver, som ikke er helt låst i et forældet verdensbillede! ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Korrekt Nic, det ligner en fortalelse, men havde Robert mere korrekt henvist til de ex-sovjettiske lande, så passer hans konklusion vist ligegodt endda!

Og hvad den politiske konsulent og teoretier Viktor Sviatskij's motiver angår, så tør de vel over en kam betragtes som grundet i mandschauvinistisk ondskab, uanset om de har omfattet både sexistisk dominans og rollen som durkdreven mellemmand i den lukrative handel med bare bryster etc.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Åh kære Nic - nu var det jo deres påståede bagmand Viktor Sviatskij du omtalte. Men selvfølgelig har de der unge damer en rig baggrundsviden om deres samfunds syvmileskridt mod den lysende kommunistiske fremtid. Den er både videregivet dem af deres forældre og i øvrigt temmelig indlysende for enhver der er født og opvokset på stedet .

anbefalede denne kommentar