Uden Julie, ingen Romeo

Den Kgl. Ballets elskede ballerina Heidi Ryom døde pludseligt lørdag, bare 58 år gammel

Heidi Ryom var en af Den Kongelige Ballets mindste ballerinaer. Men hendes udstråling og karisma var enorm. Hun blev solodanser i 1982 og dansede alle de store partier i de efterfølgende 15 år. i 1997 dansede hun af i ’Svanesøen’.

SVEND ÅGE MORTENSEN

Da Heidi Ryom dansede Julie, kunne man godt forstå, at Nikolaj Hübbes Romeo styrtede af sted efter hende. For hun var så uimodståelig. Og hun fik den 12 år yngre Hübbe til at gennemføre selv de umuligste spagatløft. Men da hun drak sin sovedrik og lå død, var det så livagtigt, at man næsten ikke kunne holde det ud.

Sådan lyser bare et af de mange erindringsglimt ved den sørgelige nyhed om Heidi Ryoms død. Hun fik hovedpine fredag og var død lørdag. En hjerneblødning fik bugt med denne ukuelige danser, der ellers aldrig mistede balancen på scenen.

Heidi Ryom var en af Den Kongelige Ballets stærkeste solodanserinder. Et spinkelt nips med den reneste teknik, de højeste spring og de mest strålende øjne – og en kvindesjæl blussende af forelskelse og fortrydelse. Gennem de seneste 15 år var hun også en instruktør med sine meningers mod.

Hun blev solodanser i 1982 og dansede alle store partier frem til 1997, hvor hun dansede af i Svanesøen. I modsætning til ballerinaen i filmen Black Swan havde Heidi Ryom ikke noget problem med at danse både den hvide svane og den sorte. Hun havde den hvide svanes enkle poesi og den sorte svanes æggende flirt.

Da hun til sidst som hvid svane forlod Nikolaj Hübbes knuste prins og trippede baglæns på tåspidserne ind mellem svanerækkerne for at dø, blev ulykken uudholdelig – sådan som det også kan ses i fotobogen af Tine Harden.

For Heidi Ryom kunne få tilskuerne til at føle. Ikke ud fra en intellektuel rolletolkning, men med sin intuitive forståelse for desperation og afgørende valg.

Disciplin og humør

Selv valgte Heidi Ryom disciplinen. Supplerede sit talent med træning og atter træning. Gerne med muskeltunge morgenklasser. »Jeg ville gerne være bedre til at springe, så derfor trænede jeg tit med herrerne,« fortalte hun grinende i tirsdags. Jo, i tirsdags var det, for da fik hun overrakt Ballettens Venners Hæderspris – og da fik jeg æren af at interviewe hende.

Igen roste hun sine instruktører, ikke mindst Henning Kronstam, der gav hende rollen som Sylfiden. »Jeg var 36 år gammel, så jeg havde opgivet at få Sylfiden,« fortalte hun grinende.

På mange måder var Heidi Ryom en meget jordnær danser. En tilsyneladende helt almindelig pige med godt humør. Måske var det netop derfor, at hun gjorde så stort indtryk i Henning Kronstams opsætning af Giselle, hvor hun var gysende uhyggelig som bondepigen, der blev vanvittig, da hendes forlovede bedrog hende. Lykkeligvis foreviget i filmen Giselle fra 1991 af filminstruktøren Anne Wivel. Og på beundrende fotos af dansefotografen John R. Johnsen.

Forrygende partner

Heidi Ryom blev en favoritpartner for de unge talenter i 1980’erne. Hun har været et forrygende match for den nuværende balletmester Nikolaj Hübbe. Det samme gjaldt for Ulrik Wivel, der senere dansede ved New York City Ballet, og for Lloyd Riggins, der i dag er balletmester ved Hamburg Ballet.

For 25 år siden dansede hun Månerenen af Birgit Cullberg. Dengang sad jeg tilfældigvis som studerende og overværede prøverne. Ved prisoverrækkelsen i tirsdags gentog Heidi Ryom, at Månerenen var hendes mest krævende parti nogensinde: »45 minutter nonstop«.

Vi morede os over, hvordan hun altid stoppede sine tåspidssko med nogle grå håndklædeservietter. Ikke noget med fine, lyserøde silikoneindlæg til hendes hårdtprøvede tæer. Nej, Heidi Ryom var bare praktisk og beskeden. Papirservietter var godt nok til hende.

Heidi Ryom var en kunstner af de mest givende. Og mest elskede.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Kommentarer