’Jeg er blevet min egen læge på et illegalt marked’

I årevis har der cirkuleret oplysninger om, at medicinsk cannabis kan have helbredende virkning på kræft. 80-årige Eva Jensen er en af de mange, der har spist cannabisolie i håbet om at mindske eller helt fjerne den kræft, der tog hendes venstre bryst. Men da cannabis er forbudt i Danmark, er der ingen til at vejlede. Derfor er Facebook-grupper blevet hendes rådgivningscenter

Eva Jensen var ikke i tvivl, da datteren foreslog hende at prøve cannabisolie mod kræft. Heller ikke selv om det er ulovligt og også kan være nervepirrende, om olien bliver taget i tolden på vej fra Holland. Foto: Sigrid Nygaard

For fem år siden fik Eva Jensen at vide af lægerne, at hun ville dø med kræft, men ikke af den. Det var efter, hun havde fået fjernet sit venstre bryst og mange lymfeknuder.

I februar i år fortalte lægerne hende, at hun var uhelbredelig syg. Brystkræften havde bredt sig til knoglerne, leveren, maven og bughinden. En udvikling, der ikke var blevet opdaget ved de halvårlige kontrolundersøgelser, som Eva Jensen har gået til, siden operationen i 2008.

Den triste besked fik Eva Jensens datter, Anne Jensen til at foreslå noget, der i første omgang lød vanvittigt. Cannabisolie. Men Eva Jensen greb hurtigt ud efter tilbuddet.

»Jeg ved jo, hvilken vej det går, hvis jeg intet gør, så jeg kan da lige så godt prøve noget. Alt andet er da helt tåbeligt,« siger den 80-årige dame i sit rækkehus på Fyn.

Eva Jensen kan slet ikke forstå, hvorfor folk bruger cannabis til fornøjelse. Hun har kun prøvet det i en kop te én gang for mange år siden.

»Jeg gør det kun, fordi jeg nægter at lade stå til og tror, at der er en chance for at blive helbredt eller i det mindste få forlænget livet lidt,« siger hun.

Ingen hjælp at hente

Eva Jensen beskriver virkningerne af den cannabisolie, hun smører under tungen fire gange om dagen:

»Det er som om, mit hoved er pakket ind i vat. Jeg hører ikke rigtig og ser heller ikke rigtig – det strammer om øjnene. Jeg er lidt halvsvimmel hele tiden. Det er også helt galt med at fokusere. Jeg har en masse papirer, der skal sættes på plads, men jeg kan ikke holde styr på dem, og jeg har normalt styr på tingene,« siger hun og kigger flovt ud på sin have, der er fyldt med blomster, som hun mangler at plante ud, fordi hun ikke har haft tid eller overskud.

Men til trods for de mindre behagelige virkninger, fortsætter Eva Jensen, fordi hun tror og håber på cannabisoliens helbredende effekt.

Det er meget forskelligt, hvad der er i olien, fordi den bliver produceret på det illegale marked.

Kort sagt består cannabisolien af noget, der hedder cannabinoider. Der er over 85 forskellige cannabinoider i cannabis og to af dem er af THC og CBD. Begge stoffer er til stede i olien, og begge stoffer er psykoaktive, men TCH er mere end CBD.

Eva Jensen og hendes datter køber olien i Holland og får det sendt til Danmark. Datteren har selv fundet stedet ved at søge på internettet.

»Det er nervepirrende at tænke på, at olien kan blive konfiskeret i tolden. Man føler sig som en kriminel,« siger datteren, der hjælper sin mor med det hele.

Eva Jensen viser en flaske frem. Der er 4 milliliter i. Hun har fået at vide, at hun gerne skal tage én milliliter om dagen, men den mængde vænnede hun sig først til efter to måneder. Et sted har datteren læst, at det er, fordi CBD-indholdet i olien er for lavt, da det dulmer de psykoaktive reaktioner. Der er nemlig mere TCH, end der er CBD i, og ifølge det, hun havde læst på internettet, skulle det være én til én.

»Der er et væld af oplysninger og nogle gange modstridende oplysninger. Du står helt alene og har kun dig selv til i sidste ende at træffe de endelige afgørelser,« siger datteren, der bruger dage og nætter på at læse udenlandske undersøgelser og spørge andre brugere til råds i Facebook-grupper.

Alternative veje

Eva Jensens viden afhænger af, hvad hendes datter søger sig frem til på internettet og i Facebook-grupper,for her blomstrer et miljø, der afsøger de medicinske muligheder i hampplanten.

»Jeg er blevet min egen læge på et illegalt marked. Det er absurd, at skodderne stadig er fuldstændig lukket i Danmark. Med al det der er forsket i og undersøgt ude i verden. Jeg fatter det simpelthen ikke,« følger Eva Jensen op på sin datters frustrationer.

Ifølge Eva Jensen har hun ikke på noget tidspunkt fået råd og vejledning fra sygehuset om, hvad hun selv kunne gøre.

»Det er jo gratis at oplyse folk, om hvad de selv kan gøre i kampen mod kræft. Men det gør sygehuset bare ikke. Det eksisterer ikke i deres verden. Jeg fik det bare konstateret, og det var det,« forklarer Eva Jensen, der selv er uddannet inden for sundhed og ernæring.

Efter hun i februar havde fået beskeden om, at kræften havde spredt sig, begyndte hun derfor selv sammen med sin datter at undersøge alternative muligheder og gik i gang med en omlægning af kosten. De fik en læge i Aarhus til at sende en blodprøve til et laboratorium i Stutt-gart, der meddelte hende, at hendes dræberceller snorksov. Dræberceller er celler i immunforsvaret, der kan genkende og dræbe kræftceller. Dem skulle hun have vækket igen, fik hun at vide, og det kunne hun gøre ved hjælp af tre naturprodukter.

»Jeg skulle vælge ét af disse naturprodukter, men vævede rundt, og kunne ikke finde ud af, hvilket jeg skulle vælge. Så kom min datter og sagde, at hun havde læst noget om cannabisolie, og i det øjeblik, hun siger det, siger jeg ’ja’,« fortæller Eva Jensen og tilføjer, at hun godt ved, at det kan lyde fjollet i nogle folks ører, at hun beslutter sig så hurtigt.

Eva Jensen har været til scanning én gang på Odense Universitetshospital, efter hun begyndte at tage cannabisolien. Scanningen, som var i begyndelsen af juli, viste, at kræften ikke havde bredt sig yderligere, og at de små knuder i huden var blevet mindre. Flere var endda helt forsvundet.

På det tidspunkt havde Eva Jensen kun taget olien i to dage, så fremskridtet tilskrives i første omgang kostomlægningen. De vil først få et praj om, hvorvidt olien har hjulpet eller ej, når hun skal til scanning senere på måneden.

»Det er en tikkende bombe, du har i dig. Et enormt pres at vente på og ikke vide om du er købt eller solgt. Vi håber jo på, at scanningen viser, at metastaserne er formindsket. De mange udenlandske laboratorieundersøgelser viser, at medicinsk cannabis ikke bare hæmmer, men fjerner kræft - også aggressive kræftformer. Ude på internettet er der også mange positive historier at finde om den medicinske virkning af cannabis. Derfor fortsætter jeg,« siger Eva Jensen.

Mund til mund

De vigtigste kilder til information for Eva Jensen er grupper på Facebook, hvor folk deler erfaringer med cannabis og cannabisolie, men det tager datteren mange timer at finde rundt i de mange forskellige oplysninger.

»Det er jo virkelig mund til mund. De er støttende og omsorgsfulde på Facebook, men det er også kaotiske fora, hvor alle kan skrive hvad som helst. Det gælder jo også for internettet i øvrigt. Det tager tid, fordi man først skal prøve at danne sig et overblik, og i starten navigerer du nærmest i blinde. Efterhånden får du så en lille smule fornemmelse af, hvad det drejer sig om, og først dér kan du så begynde at forholde dig kritisk til kilder osv. Det er, som at skulle uddanne sig på rekordtid – ikke bare i ét, men flere fagområder,« forklarer datteren.

I begyndelsen tog Eva Jensen f.eks. olien sammen med varm te, som hun var blevet anbefalet. Men for nylig læste de på Facebook, at man i stedet skal lade olien, der er tyk som tjære, blive opløst i munden, »fordi alle de gode stoffer i olien så kommer direkte ud i kroppen,« som Eva Jensen forklarer.

»Jeg behøver ikke at drikke varm te for at få olien ned, og i går var jeg ikke så svimmel, som jeg plejer at blive, så det kan være, at det er en god måde, der gør mig mindre svimmel. Eller også er jeg bare ved at blive mere hærdet. Men de store og vigtige spørgsmål, der drejer sig om kvaliteten af olien – hvordan den er lavet, hvilket THC og CBD indhold den har. Dér kan det være fatalt at skulle prøve sig frem,« siger Eva Jensen.

De mener begge, at »det er en skandale«, at Kræftens Bekæmpelse ikke forsker i cannabis endnu.

»Der ligger så mange undersøgelser, der peger i retning af, at cannabis kan kurere kræft. Hvorfor skal vi så stadig famle rundt alene,« spørger datteren.

Eva Jensen og hendes datter synes, at det gør situationen endnu mere kompliceret, at cannabis er forbudt.

»Det burde i det mindste være et frit valg, om man vil bruge cannabis. Jeg har dog ikke et øjeblik været i tvivl om, at jeg ville gøre det – ulovligt eller ej. Nogle gange må man tage sagen i egen hånd,« siger den 80-årige dame.

 

Eva Jensen og Anne Jensen er pseudonymer, men Information er bekendt med deres rigtige navne.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Journal

Patienter på cannabis

Mange borgere oplever, at cannabis kan lindre smerter, kramper, PTSD, tics, kvalme, muskelstivhed og visse former for epilepsi. Mens 21 stater i USA og flere europæiske lande har tilladt medicinsk anvendelse af cannabis, har udviklingen i Danmark stået stille i 10 år. Mød kræft-, sklerose- og epilepsipatienterne, der ulovligt medicinerer sig selv med cannabis.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen

HUSK at spørge "din" politiker til valget den 19. november 2013:
Kan det være rigtig at folk der vil benytte Cannabis - fortsat skal være kriminelle?

For nyligt da Københavns Overborgmester Frank Jensen var på Christiania for at finde plads til nye ungdomsboliger, fik han i "Green Light District" tilråbet fra en medarbejder: "Hej Frank - vil du have en joint?"

Hvor til Frank Jensen kækt svarede: "Må jeg have den til gode!" (Thumps up, Frank!)

Bak selv op om kampagner for legalisering af Marihuana - Cannabis - The Erb / Urten - Pot - Hash - Weed (kært barn har mange navne).

Politiet har for nyligt i medierne i denne uge være fremme med en opfordring til folk om, at stoppe med at ryge hash, fordi de (politiet) ellers aldrig vil kunne bekæmpe den kriminelle handel!

Rigtig problemstilling - men forkert svar!
Det er bare ikke et sagligt argument for at fastholde hundrede-tusinder af gode danske medborgere i kriminalitet, fordi de finder behag/lyst til at udnytte Cannabis´ens mangeartede udnyttelsesmuligheder.

Antallet af cannabis-kriminelle i Danmark, skal nu måles i hundrede-tusinder - det er FOR ABSURD!

Nej - legalisering af Cannabis vil ikke kunne slå det illegale marked - helt ud af spillet.
Blandt andet fordi de kriminelle godt kender lov om udbud og efterspørgsel - og nogle brugere naturligvis vil være fristede, på linje med grænsehandel for at spare på egen økonomiske resssourcer.
Eller er under 18 år - og derfor - IKKE kan opfylde rygelovens aldersgrænse for køb (med mindre det er i form af småkager eller cupcakes).

Det bliver dog så nok en mere overkommelig opgave for politietat regulere det illegale marked, må man da gå ud fra.

Foruden naturligvis de der kan opnå helbredende virkninger af Cannabis. Det er ikke så få endda - hvis du også medregner de mennesker der ryger en joint i ny og næ, som alternativ til lykkepiller i en verden der er FUCKED UP (selv-medicinering)

Vil en legalisering ikke bare gøre alle til slaver af Cannabis?

Faktisk er Cannabis allerede så udbredt, at jeg påstår, at de der kan og vil bruge det - allerede er igang.

Det er klart, at mange så må komme til / eller er kommet til en erkendelse af, at de skal holde sig fra det - fordi de bliver handlingslammede, eller på anden vis ude af stand til at indgå i samfundet, og klare deres eget liv.

Misbrug skal behandles, og unge skal advares/vejledes om de negative skadevirkninger i forhold til at havne som tabere på kontanthjælp, fordi ungdommen gik op i røg eller druk.

Det må nogle af statens indtægter på Cannabis så finansiere.

Stadig ikke et sagligt argument for at kriminalisere HUNDREDE-TUSINDER af brugere af Marihuana / Cannabis i Danmark, mener jeg.

Forsøg med Cannabis i København vil blive blokeret af folketinget fordi cder er en lov imod det?

Måske - men kender DU en politiker - som ikke kan dreje på tallerken når folkestemningen vender?

Lad os se om HTS og Lille Lars ikke kunne bruge en historie der flytter fokus fra de store problemer!
Bolden er givet op, grib den dog :-)

God dag til alle der ude :-)

Brugerbillede for Daniel Mikkelsen

http://www.activistpost.com/2013/09/curing-cancer-with-cannabis-with-ric...

til dem som artiklen handler om; http://www.activistpost.com/2013/09/curing-cancer-with-cannabis-with-ric...

her er den kur der med sikkerhed virker og jeg kan bekræfte den første post, der kan købes cannabisolie på christiania for 200 flasken, de kan også fortælle dig om dosering pr dag ifølge Rick Simpson kuren.

Der er ingen grund til at eksperimentere med udenlandske produkter når man enten kan købe her til lands eller endnu bedre producere det selv....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aleksander Laursen

Interesserne i den globale krig mod narko er alt for stor for magthavere, politikere, virksomheder og..... De største mafiaer (eks Berlusconi og hans venner fra Sicilien).

Jo mere krig mod narko jo mere tilfredsstiller man befolkninger verden over selvom der kun fokuseres på de mindre fisk og selvom det ingen gavn gør for samfundet. Det vigtigste er at vise man gør noget!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Jeg vejrer morgenluft:

http://www.huffingtonpost.com/2013/09/10/colorado-first-state-rules-mari...

http://www.huffingtonpost.com/2013/08/29/eric-holder-marijuana-washingto...

To delstater i USA gør det lovligt for voksne at købe en joint i dertil indrettede privatejede gartnerier/butikker, både til medicinsk og rekreativt brug. Dog må man ikke købe mere en en ounce (28 gram) ad gangen, og man må ikke stå og stene den i salgslokalet. Der er ikke tale om hashcafeer.

Forbundsstaten i Washington udtaler, at det har den ikke tænkt sig at gøre noget ved.

War on Drugs is over?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Claus Jensen, lad mig dyppe min smøg i din cannabinol, så skal jeg fortælle dig hvor god den er;).

Jeg har handlet i Pusherstreet hele mit liv, og meget kan man sige om pusherne derude, men de har altid solgt god hash. Man skal selvfølgelig ikke købe den billigste, hvis det er virkningen man går efter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Wagner

Det er ikke svært at fremstille medicinsk cannabis. Om vinteren kræver det dog kunstigt lys, men selv indendørs i lejlighed kan man producere rigeligt i sommerhalvåret. Så ved man hvordan det er fremstillet og støtter ikke nogle organisationer.

Det største problem med cannabis her er så ikke, at man i teorien kan få en bøde for at have en plante i vindueskarmen, men at man kan google sig til udsagn der understøtter hvad som helst i forsøget på at behandle sig selv.

Ellers er det at være sin egen læge tilsyneladende ret udbredt. Man hører tit om fremskridt indenfor lægevidenskaben, om tidlig indsats, forebyggelse etc, men hvis man ikke går til lægen med åbent kraniebrud, er det yderst begrænset hvad man kan opnå på de max. ti minutter det tager for samlebåndet at passere. Ikke underligt det alternative har gjort så store fremskridt de seneste årtier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

Vores medicinhistorie bygger på planter af mange slags,
men lige netop cannabis er tåbeligt traumatiseret af lovgiverne.
- Mon det har noget med at det er bevidsthedsudvidende.

Og hvorfor skal det kun være lovligt, hvis man har kræft?
Mange psykisk syge har gavn af det, problemet med overforbrug
ligger trods alt i andre faktorer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus  Jensen

Ja tak, Niels Nielsen, nu er der trods alt lidt forskel på at dyppe en smøg for sjov i ny og næ for sjov og så at skulle selvmedicinere sig med meget fint afmålte mængder koncentrerede varer.

Jeg er i kontakt med den australske forskergruppe, der var blandt de første til at pege på den underliggende sygdomstilstand i kroppen, oxidativt stress, som nu er almen viden, tilbage i begyndelsen firserne, og de kan forklare, hvad sådan en som Rick Simpson har lidt svært ved, nemlig teorien bag, hvorfor noget virker og ikke virker.

Kemoterapi f. eks. slår kræftceller ihjel, men det forårsager også alment oxidativt stress, grobunden for kræft, hvilket er hvorfor kræften tit vender tilbage eller spredes i kroppen alligevel. Af samme grund skal man ikke ryge cannabis mod kræft, da rygning i sig selv oxiderer og derved modvirker eventuelle gavnlige effekter af cannabisolien.

Cannabisolie har både generelle antioxidative egenskaber og de mere specifike molekylære virkninger af cannabinolerne. Jeg synes derfor, det ser lovende ud, men mine forskervenner er faktisk ikke overbeviste; glutathione (også udbredt alternativ viden nu) er stadig deres favorit antioxidant.

Det er vel overflødigt at tilføje, at sådanne forskere ingen støtte kan få og hurtigt bliver bandlyst fra de mest prestigefyldte journaler, selvom, eller måske netop på grund af, at alle deres tidlige forudsigelser både om kræft og AIDS er blevet opfyldt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Jakobsen

Kan sagtens genkende historien. Der bliver lavet fase 1 forsøg i bred kam af alle disse skæbner uden, at de er læger. Det eneste man kan gøre er at forsøge, at dosere sig frem. Og for at få den bedste kvalitet, bør man faktisk selv lave olien.
Det er sørgeligt og uforskammet af politikerne, at det endnu ikke er legaliseret i det mindste til medicinsk forbrug - terminal patienter og kronisk syge.

Brugerbillede for Claus  Jensen

Skolemedicinen vil aldrig tillade det. Hele deres strategi, deres forretningsmodel op gennem historien, har været "opbevar kuren uden for patientens rækkevidde".

Cannabis og skovbær kan ikke placeres uden for folkemedicinens rækkevidde, så der er nul interesse for forskning i det. Der er således en grund til, at man regelmssigt hører nyheder som denne, men aldrig noget om videre forskning af den dyre slags:

http://well.blogs.nytimes.com/2009/01/22/the-power-of-berries/?_r=0

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Laust Holst

Undersøgelser, der er mere end 20 år gamle, viser at troen faktisk flytter bjerge - så længe 'bjergene' befinder sig inde i personen selv.

Helt nye undersøgelser mht. placebo viser det samme. Sidstnævnte anskueliggør endda, at placebo langt hen ad vejen har større og bedre virkning end kemien.

Troen - eller overbevisningen - sætter en positiv biokemisk reaktion i gang, som er afgørende for helbredelse også med kemiske produkter!

Jeg skal ikke gøre mig klog på OM cannabisolie har ren kemisk- og tillige en biokemisk virkning initieret af overbevisning, men det er uomtvisteligt, at at det psykologiske aspekt spiller en afgørende rolle i AL HELING! Underligt at krop og psyke stadig behandles som adskilte objekter i den almindelige lægevidenskab og læge/hospitals praksis

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for n n

"Nogle gange må man tage sagen i egen hånd,« siger den 80-årige dame."

"Eva Jensen" - Du har alt at vinde -

Pinligt at pseudomoralske elementer ligger til grund for seriøs forskning og brug af medicinsk cannanbis.

anbefalede denne kommentar