Ingen kontrol med grønlandsk uran

Grundlægger og hovedaktionær i det selskab, som har udsigt til at få licens til at udvinde uran i Grønland, har mildest talt et blakket ry. At danske og grønlandske myndigheder kan sætte deres lid til selskabet, indikerer store huller i kontrollen

I september varslede den nyvalgte grønlandske regeringsleder, Aleqa Hammond, at der skulle holdes en folkeafstemning i Sydgrønland om det store uranmineprojekt i Kuannersuit, når uranforbuddet var ophævet.

John Rasmussen

Kronik

I slutningen af oktober vedtog det grønlandske Landsting, Inatsisartut, med det mindst mulige flertal at ophæve forbuddet mod at udvinde uran. Den grønlandske regeringskoalition gik blandt andet til valg på at ophæve uran-nultolerancen. Under valgkampen lovede den, at offentligheden skulle inddrages i beslutningsprocessen på det bedst mulige saglige grundlag. Og så sent som ved åbningen af Inatsisartuts efterårssamling i september varslede den nyvalgte regeringsleder, Aleqa Hammond, at der skulle holdes en folkeafstemning i Sydgrønland om det store uranmineprojekt i Kuannersuit/Kvanefjeldet, når uranforbuddet var ophævet.

Men den grønlandske offentlighed blev på intet tidspunkt inddraget i denne proces. Grundlaget for beslutningen har vist sig mangelfuldt, og folkeafstemningen er tilsyneladende taget af bordet. På grund af uranspørgsmålet er befolkningen polariseret som aldrig før. Et af regeringspartierne, Partii Inuit, er ekskluderet af regeringskoalitionen, fordi det forlangte et bedre beslutningsgrundlag, og den grønlandske regering er på kollisionskurs med den danske.

I dette forløb er det mineselskab, der har udsigt til at udvinde uran og sjældne jordarter i Kuannersuit, blevet favoriseret på usædvanlig vis. Det er derfor relevant at se nærmere på, hvad det er for et selskab.

Pirateri og krænkelser

Kuannersuit-projektets omfang er enormt: Minen forudsiges at blive den tredjestørste uranmine og den næststørste åbne uranmine i verden. Kun uranminerne McArthur River i Canada og Ranger i Australien er større. Alene i kraft af uranproduktionen fra Kuannersuit bliver Grønland den femtestørste – ifølge nogle kilder den tredjestørste – uranproducent i verden. Uden sammenligning bliver Kuannersuit det mest forurenende industriprojekt i Rigsfællesskabets historie: Med en årlig malmtonnage på 11 millioner ton forventes minen i løbet af sin levetid at efterlade mange millioner ton radioaktivt affald i området omkring Kuannersuit, der forbliver farligt i tusinder af år.

Et uhyre stort ansvar hviler derfor på det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy Ltd. (GMEL), der ejer Kuannersuitminen. Man skulle derfor forvente, at GMEL var blevet grundigt undersøgt af de grønlandske og danske myndigheder, men det er ikke tilfældet. Også i de grønlandske og danske medier er firmaet en ukendt størrelse.

Selskabet har til gengæld været et tema i de seneste fem år i Australiens største og mest anerkendte aviser. Her har firmaets ejerforhold været gransket i talrige artikler.

Hvad den australske presse har fundet frem til, er intet mindre end rystende: GMEL’s grundlægger, tidligere og sandsynligvis nuværende hovedaktionær ejer aktieposter og selskaber over hele verden under mindst ni forskellige navne. Han har ingen fast kontakt- eller forretningsadresse. Ved flere lejligheder har han brugt en central figur i den italiensk-australske mafia som mægler i civilretslige stridsspørgsmål.

Men afsløringerne stopper ikke her: Den pågældende kontrollerer et selskab, der ejer eller har ejet olierettighederne i den somaliske Puntland-provins, hvis dominerende klaner mistænkes for at kontrollere piratvirksomheden langs Somalias kyst. Over en tre-årig periode betalte selskabet den omstridte regering i Puntland-provinsen næsten 50 millioner kroner. Udvindingsaftalen blev indgået med Puntlands finansministerium, og pengene fra olieselskabet bidrog til ministeriets budget, der blandt andet blev anvendt til våbenindkøb til »pacificering af tilgrænsende ikke-Puntland territorier«. Imidlertid mislykkedes forsøgene på at efterforske den østlige del af det omstridte Sanaag-område for olie på grund af modstand fra den lokale befolkning, der reagerede på Puntland-militsernes og olieselskabets krænkelser af deres territorium. 10 repræsentanter for lokalbefolkningen blev dræbt under sammenstød mellem militser, der var finansieret af selskabet, og lokalområdets stammefolk.

Tredobbelt svigt

De sjældne jordarter har global industristrategisk betydning, mens uran har militærstrategisk og sikkerhedspolitisk betydning. Derfor kan man undre sig over, at de grønlandske råstofmyndigheder og de danske forsvars- og udenrigsministerier ikke har gået GMEL’s ejerforhold efter i sømmene, før selskabet fik efterforskningslicens. Det indikerer desværre, at der heller ikke fremover bliver nogen kontrol med virksomheden, når der skal udvindes uran.

Den grønlandske regering taler om, at »de højeste miljø- og sikkerhedsstandarder i verden« vil blive overholdt, men den manglende kontrol af virksomhedens baggrund får det løfte til at klinge hult.

Det er også bekymrende, at hverken de danske eller de grønlandske medier har bragt sagen på banen, til trods for at historien har kørt i de australske medier i de seneste fem år. De grønlandske medier, der kun råder over ganske få journalister, er formentlig undskyldt, men det samme gælder ikke for de danske. De råder jo over økonomiske ressourcer til at gå i dybden med en sag som denne. Sagen er dokumenteret, og de australske medier er på intet tidspunkt blevet sagsøgt for injurier.

Undersøg mineselskab

Hvis GMEL begynder at udvinde sjældne jordarter og uran i Kuannersuit, kan det fremover blive meget svært at regulere selskabet. De forhold, der er beskrevet ovenfor, har derfor i høj grad sikkerhedspolitisk betydning, og det har GMEL’s håndtering af de enorme mængder uran, selskabet kommer til at udvinde, naturligvis også.

For nylig blev en dansk-grønlandsk embedsmandsrapport offentliggjort. Den viste, at dispositioner i forhold til udvinding og eksport af uran potentielt har vidtrækkende konsekvenser for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, der er rigsanliggender. Den danske og den grønlandske regering har tilkendegivet, at der er behov for et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland. Man må derfor gå ud fra, at sikkerhedsspørgsmål undersøges og løses af de to regeringer i fællesskab.

Vi skal derfor opfordre de grønlandske og danske myndigheder til at indlede en grundig undersøgelse af GMEL’s ejerforhold, før selskabet får lov til at udvinde uran og sjældne jordarter i Kuannersuit. Det er ikke sikkert, at uranforbuddet var blevet ophævet, hvis GMEL’s ejerskabsforhold havde været almindeligt kendt. Følgelig er det kun rimeligt, at den grønlandske regering opfylder det løfte om en folkeafstemning om Kuannersuit-projektet, som den gav for kun to måneder siden – og ikke kun for befolkningen i Sydgrønland, men for alle grønlændere.

Forudsætningen for afstemningen er, at regeringen oplyser seriøst om de miljø- og helbredsmæssige følger af uranudvindingen, og sammen med den danske regering undersøger GMEL til bunds. Det tidligere regeringsparti, Inuit Ataqatigiit, har netop rejst spørgsmålet i Folketinget. Det kan forhåbentlig give sagen den plads på den politiske dagsorden, som den fortjener.

Johan Lund Olsen er stedfortrædende medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit. Finn Sørensen er medlem af Folketinget for Enhedslisten. Mikkel Myrup er formand for Avataq, Niels Henrik Hooge er energirådgiver ved Det Økologiske Råd. Palle Bendsen er energiansvarlig for NOAH Friends of the Earth Denmark. Hans Pedersen er redaktør hos Vedvarende Energi

Kommentarer

Brugerbillede for ellen nielsen

Det vrimler med "guldgruber"
i Grønlands undergrund,
og alligevel vælger man at starte med udvinding af den mest farlige, uranen!
Uansvarlig ud over alle grænser!

Er de grønlandske politikere virkelig så uvidende om uran,
eller skal Selvstyret bare manifestere sig i forhold til
Fællesrådet for Mineralske Råstoffer's beslutning i 1988?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ellen nielsen

For nylig blev en dansk-grønlandsk embedsmandsrapport offentliggjort. Den viste, at dispositioner i forhold til udvinding og eksport af uran potentielt har vidtrækkende konsekvenser for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, der er rigsanliggender. Den danske og den grønlandske regering har tilkendegivet, at der er behov for et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland. Man må derfor gå ud fra, at sikkerhedsspørgsmål undersøges og løses af de to regeringer i fællesskab.

Alligevel udtalte den nyvalgte regeringsleder, Aleqa Hammond, fornyligt:

»Der er uenighed om, hvornår Danmark skal ind over, hvis vi udvinder sjældne jordarter med uran som biprodukt. Jeg kan godt forstå, at Danmark gerne vil blande sig og kalde det udenrigs- og sikkerheds-politik. Men Danmark skal respektere, at selvstyret har rettighederne til alle naturressourcer i Grønland. Vi vil gerne samarbejde med Danmark, men det er os, der har kompetencerne og rettighederne,« siger hun.

http://www.information.dk/comment/786973#comment-786973

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Hvis udsagnene i artiklen ovenfor om GMEL er korrekte, så er der vel dybest set tale om alvorlig organiseret kriminalitet , der spænder over flere lande.

Dertil kommer uran-aspektet, som berører sikkerhedspolitiske interesser.

Alt i alt, så er det vel netop sådan en "sag" som fortjener en grundig efterforskning og udredning af både FET og PET , der vel kan trække på deres internationale samarbejdspartnere for at få alle "sten" vendt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Vildmanden om "uran som biprodukt" benyttes igen og igen. De andre efterspurgte "sjældne jordarter" kan udvindes uden uran ved at grave andre steder på Grønland, så uran-produktionen er et bevidst valg, og ikke en bifangst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Grønland er grønlændernes land. Og det er svært, når vi her i Danmark har den kultur, at Grønland er - ikke blot Danmark men - vores land.
Udvinding af uran sådan som den ser ud til at være planlagt virker uansvarligt katastrofal. Måske burde den danske regering overveje, at bede FN se på det. PÅ den anden side.... Ingen andre lande i verden synes at bekymre sig. Måske tænker de, at Grønland er Danmarks ansvar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Lund-Andersen

GME´s ageren i Grønland er brolagt med dubiøs forretningsførelse, falske påstande, regulære børsmanipuleringer og politisk afpresning. Om der også har været tale om skjult korruption gennem de indkøbte grønlandske stråmænd kan man kun frygte.

Under alle omstændigheder har selskabet tålmodigt afventet Siumut-partiets tilbageerobring af magten og dette har kvitteret med en substantielt aldeles uargumenteret ophævelse af nul-tolerancen. Ligeledes er ethvert kritisk indslag omhandlende miljøspørgsmål, sikkerhed, bæredygtighed, samfundsøkonomisk effekt eller geopolitisk ansvarlighed ignoreret uafklaret til fordel for magtpolitisk selvophøjethed.

De demokratiske grønlandske institutioner der skal kontrollere alle forholdene i forbindelse med udvinding, eksport, miljøbeskyttelse og andet er enten ikke-eksisterende eller underudviklede og dette åbner op for udbredt korruption, Et forhold som Grønland længe har været underlagt i sin korte tid som autonom del af Rigsfællesskabet.

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar