EU-aftale om bankunion hviler på falsk sikkerhed

EU’s politikere sælger den nye aftale om en bankunion som et afgørende slag mod uansvarlige banker. Men det er stadig højst usikkert, hvem der i sidste ende kan komme til at betale regningen for bankerot i de store europæiske banker

Forhandlingerne om en bankunion resulterede i et kompromis – blandt andet fordi Tyskland havde adskillige forbehold.

Alain Jocard

De europæiske politikere sælger EU-landenes nyindgåede aftale om bankunionen som et kompromis, der tjener de europæiske borgere og skaber sikkerhed i den europæiske finanssektor.

Natten til i går blev EU-landene enige om de omstridte regler for den kommende bankunion. Reglerne, der skal sikre en fælleseuropæisk ramme med henblik på afvikling af rådne banker, sigter til at beskytte EU-landenes statsbudgetter og skatteydere mod de finansielle risici, der knytter sig til såkaldt systemrelevante banker med uholdbare regnskaber.

Aftalen møder imidlertid stærk kritik fra finanseksperter, der peger på, at rammeaftalen ikke tager højde for de mest alvorlige scenarier. På grund af manglende mod til at tage det nødvendige opgør med de store banker, der var med til at udløse finanskrisen i 2008, er aftalen ikke effektiv i bestræbelserne på at forhindre en ny finanskrise.

»At ændre på det (det manglende mod, red.), ville netop have været en af de vigtigste lektier efter finanskrisen. Ingen bank bør være så stor, at den ikke kan fejle. Men ingen politikere tør nærme sig den opgave. Derfor er besværgelsen af den nye sikkerhed bedragerisk,« skriver finanskommentatoren Richard Wiens i den østrigske avis Salzburger Nachrichten.

»Aftalen er ikke det, som man ønskede sig, for det tillod Tyskland ikke. Men den er den aftale, der var mulig, og under alle omstændigheder bedre end ingenting«, lyder vurderingen i en leder i den liberale portugisiske avis Diário Económico.

»Men det er godt, at der overhovedet eksisterer en fond, der skal forhindre, at EU-staterne rammes – som det skete med Irland – når rådne banker kollapser.«

Utilstrækkelige midler

Med kompromiset er EU-landene blevet enige om en række detaljer for en midlertidig ordning, der fra 2016 etablerer en tiårig fælles fond, som bankerne selv skal finansiere. Efter planen skal bankunionen i 2026 etablere en fælles fond, der med en størrelsesorden på 55 mia. euro (410 mia. kr.) ideelt set skal holde europæiske skatteydere skadesfri i tilfælde af bankerot. Samtidig skal aftalen garantere privatkunders indskud på under 100.000 euro.

De afsatte fondsmidler er utilstrækkelige, mener kritikerne: »I 2026 vil der være tale om 55 mia. euro. En enorm sum, men alligevel for lidt i tilfælde af, at et af de største finansinstitutter kommer i vanskeligheder. Så vil staterne, hvor bankerne har hovedsæde, alligevel være tvunget til at skride ind, og hvis det heller ikke slår til, må den europæiske redningsfond, ESM, træde til. I begge tilfælde er skatteyderne med om bord«, skriver Richard Wiens i Salzburger Nachrichten.

Tyskland satte sig imod

Forhandlingen af bankunionens anden fase, de fælleseuropæiske regler for bankafvikling, har på grund af tyske forbehold over for manglende klarhed over, hvorvidt tyske skatteydere i værste tilfælde kan komme til at betale for eksempelvis svage spanske banker, været genstand for mere komplicerede forhandlinger.

For præcis et år siden blev man i EU enige om første led i etableringen af den europæiske bankunion, idet man valgte at overdrage overvågningen af medlemsstaternes systemrelevante banker til den europæiske centralbank under den såkaldte ’Single Supervisory Mechanism’, der efter planen træder i kraft i efteråret 2014.

Ikke desto mindre giver den nyindgåede aftale stadig mulighed for nationale vetoer over for afviklingen af dårlige banker. Hvis en bank får problemer, skal nationale bankopsyn i fællesskab med EU-Kommissionen beslutte, om den skal afvikles. Hvis EU-Kommissionen i dette tilfælde anvender sin vetoret til at modsætte sig afvikling, har medlemsstaternes finansministre det sidste ord.

Selv tyske kommentatorer beklager, at eventuelle beslutninger om endegyldig afvikling af belastede banker fremover skal finde sted på nationalt niveau: »I de næste ti år forbliver bankunionen en national foranstaltning. Spanien beslutter således stadig, om en spansk bank skal lukkes eller ej. Spanien skal også selv finansiere det. Den tyske skatteyder kan læne sig tilbage«, skriver den tyske økonom Wolfgang Münchau i en kommentar for magasinet Spiegel.

 

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Hele planen er både god og rigtig - både delvis og i sin helhed.

Men det er korrekt, at den europæiske bankkrise har kostet tusindvis af mia. Euro - faktisk helt gigantiske beløb. Og det er korrekt, at der ikke umiddelbart vil komme penge nok i puljen, til et tab i denne størrelse.

Men denne aftale er, hvad man har. Og alternativet er, at skatteborgerne igen må til lommerne, hvis bankkrisen fortsætter. Til gengæld må man forvente, at hvis puljen bliver tømt, så vil der blive skudt flere penge ind. Det er trods alt Euroéns troværdighed, det gælder.

Og det er også korrekt, at Tyskland er imod at sætte flere penge i puljen. Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, har simpelt hen kørt en populistisk skræmme-kampagne for at gøre sig selv og partiet populære forud for valget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Det kan heller ikke være nemt, når man som de europæiske ledere står med tre sammenkoblede korthuse, der står for fald: Udover den i artiklen nævnte finansielle og umulig at tilbagebetale gældsboble, den omsiggribende og mere og mere desperate amerikanske sikkerhedstat med dens vaklende dollar, og --- som et coup de grace --- klimaopvarmningen, der også i år har sat rekord.

Brugerbillede for Karsten Kølliker

Hvis jeg var ansvarlig leder ville jeg forlange, at en sådan aftale anviste fornuftige tiltag indenfor fire forskellige scenarier:

1. Nyt opsving

2. Stagnation

3. Krise

4. Kollaps

Det uhyggelige er, at det sidstnævnt scenarium er helt reelt, men politikerne gør som om det slet ikke findes. Politikerne gør som om de aldrig har læst ”Grænser for vækst”. Selv på trods af at vi følger denne undersøgelses standardscenarium meget præcist, og dette netop viste et sammenbrud af vores fødevare- og energiforsyninger et par årtier inde i det 21. århundrede.

Blandt ”Grænser for Vækst”-standardscenariets primære forudsætninger var, at politikerne ikke ville være i stand til at gennemføre væsentlige forandringer i sindelag og adfærd hos sig selv og i deres befolkninger, og det må man sige, at det har de bevist endnu en gang.

Vi lader virkeligheden styre os, fremfor vi styrer virkeligheden. Og forandringer er således noget der rammer os, fremfor noget vi skaber.

Lad os se om politikerne overhovedet kan holde økonomien flydende indtil aftalen træder i kraft i 2016.

Brugerbillede for randi christiansen

Karsten - I hvis interesse kan det tænkes at være at lade 'økonomien' kollapse? De, der kontrollerer pengetankene, er vel trods alt heller ikke interesserede i kaos? Eller siger du, at de er for dumme til at fatte egen rolle - eller at systemet måske er ude af kontrol?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

randi,
jeg mener bestemt heller ikke der er nogen der bevidst går efter et kollaps, men vi har fået bragt os i en slem knibe.

Ethvert begreb om økonomi må vel være hængt op på en værditilvækst der sker i realøkonomien. Selv på dette helt basale plan er vi udfordrede, for hvad der blev opgjort som værditilvækst indenfor den liniære ekstraktionsøkonomi, er ofte ikke en værditilvækst indenfor kredsløbsøkonomien.

Men selv hvis vi så godtager en værditilvækst som den hidtil er blevet opgjort, så er der stadig et helt overdrevet misforhold mellem hvilke afkast, der opnås indenfor realøkonomien i forhold til afkastene indenfor spekulationsøkonomien. Disse fuldkommen uforholdsmæssige afkast indenfor spekulationsøkonomien har drevet priserne på enhver form for aktiver helt uforholdsmæssigt i vejret, hvilket igen har muliggjort en helt uforholdsmæssig gældsætning af de samme aktiver.

For at gendanne en sund realøkonomi skal værdierne af aktiverne igen sættes i et fornuftigt forhold til den reelle værditilvækst, hvilket er ensbetydende med nogle dramatiske nedskrivninger af alle aktiver. Værdierne skal muligvis reduceres til et sted mellem en fjerdedel og en tiendedel af deres nuværende værdi, hvilket selvfølgelig vil udløse en tilsvarende bølge af mere eller mindre forcerede gældssaneringer.

Sådan opfatter jeg vores omstændigheder og afslører dermed også, at de to første scenarier i mine øjne er forbeholdt jubeloptimisterne. Med en kompetent ledelse, dvs. en ledelse som stiller sig på befolkningens side og som tør forholde sig til realiteterne, er der stadig en mulighed for at manøvrere igennem denne justering af økonomien som en krise. Med en inkompetent ledelse taler vi sandsynligvis om et mere omfattende kollaps.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Karsten - Nej, svært at tro, at nogen går bevidst efter kollaps, men jeg mener efterhånden, vi kan tale om dumme men bevidste undladelsessynder.

Og om i hvilket omfang hvem egentlig bestemmer hvad? Den kompetente ledelse er svær at øjne - er nuværende ledelse dumme eller svinebundne af gældsætning? Og hvor bliver det lovede opgør med spekulationsbankerne af - ti år om at polstre sig mod egne tab?

Det er mine spørgsmål.

Ligner et system ude af kontrol, og de, som kunne ændre det, har åbenbart ikke fattet, at de saver den gren, de sidder på.

Omstilling til decentral, økologisk, selvforsynende økonomi er nok for stor en mundfuld for middelmådighederne, som ikke ser vores nedtur på 1.kl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

De 55 mia. EURO kan vel bedst sammenlignes med hvad en skrædder forslår i helvede!

Ser man på de tabte værdier siden krisen giver det slet ingen fornuftig politisk eller økonomisk holdbar mening.

Hvor pengene skal komme fra er fortsat uklart for alle parter, - og når forbrugerne ikke kan friholdes af politikerne, trods deres skattepenge allerede er blevet brugt til at "hjælpe" banksektoren, er det nærmest som at give sektoren "frit slag i bolledejen" overfor forbrugerne, og lade banksektoren køre løs mod afgrunden igen, - for "staten betaler"(med borgerne penge til banksektoren igen)!!

Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet om bankpakkerne egentlig var givet sø godt ud allerede fra starten, når den finansielle sektor åbenbart ført fyldte deres egne huller og lommer, og ikke ville låne penge ud til ellers fornuftige projekter, og derved medvirkede til endnu mere stilstand for virksomhederne,

Måske havde det været endnu bedre at give forbrugerne skattelettelser til forbrug som virksomhederne kunne have haft gavn af såvel salg, produktion og finansiering udenom den finansielle sektor og dens selvforståelse.

Virksomhederne havde beskæftigelse når forbrugerne forbrugte, ledigheden ville være lavere, virksomhederne kunne selv finansiere sine egne produktioner, og staten ville via skatten også få de fleste af penge igen enten som direkte skat eller punktafgifter.

Hvis vi blot antager at 60 % ville staten få igen på dette arrangement, ville staten samtidig også få en besparelse på dagpengene, der også skal indregnes i resultatet, så det ville nok have været en langt bedre "forretning" for samfundet som helhed.

Vi så desværre en liberal regering i modstrid med egne stærke principper om; "at sætte tæring efter næring" i den finansielle sektor ikke blev efterlevet særlig godt, snarere tværtimod!

Argumentet om at være en systemisk bank, der ikke må gå ned, holder desværre slet ikke i det normale liberale tankesæt, hvor der altid vil være andre der vil tage over, der hvor andre fejler!

Dertil kommer at den finansielle sektors selvforståelse nok havde taget en anden og mere nøgtern retning om deres rolle i samfundet!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis G. M.  Jensen

En god indikator på aftalens manglende beskyttelse af borgerne og halelogren overfor bankerne, er vel at den liberale højrefløjs larmende tavshed...
Hvis aftalen reelt beskyttede borgerne, staterne, ville Vestager, Barfoed og ros forbande den, aftalen, langt i i helvede.

Intet er ændret. Business as usual, og med en fond SÅ mager, kan enhver regne ud at staterne og borgerne igen må til lommerne, næste gang korthuset falder sammen.

I krisetider tjenes de største penge, når folk og regeringer render hovedløse rundt og søger den lette, hurtige løsning på et problem de reelt ikke forstår eller tør angribe, er vi, mennesket, stærkt tilbøjelig til at acceptere og omfavne tiltag og løsninger der skader mere end de gavner, men som på kort sigt, giver følelsen af handlekraft og magt.

Den omtalte fond kan vel bedst sammenlignes med en stor tube glidecreme; Næste gang finanshusene tager os bagi, ved vi det nu på forhånd, men det er trods alt ikke tør-anal!

anbefalede denne kommentar