Kvinde, hold din kæft!

I al vores seksuelle frigørelse og kvinde kend din krop har vi glemt, at manden er andet end et redskab for vores lyster. Den mandlige seksualitet bliver nedgjort i en grad, at jeg undrer mig over, at de til stadighed orker at gøre kur til os

Kronikøren mener, at det er kvinderne og ikke mændene, der er stagneret seksuelt – i en antikveret forestilling om, at mændene skal kunne tilfredsstille dem og gøre alt arbejdet.

Per Morten Abrahamsen

For et stykke tid siden mødtes jeg med en god veninde over en kop kaffe. Eftersom det var en rum tid siden, vi sidst havde set hinanden, var der en del på samtaletapetet. Herunder naturligvis også en udbasunering af en af singlelivets store kilder til både fornøjelse og frustration: Status over sexlivet! Under statusopgørelsen dukker den samme mand frem. I begge lejre. Det er sket før og på den måde ikke noget, der resulterede i hverken løftede øjenbryn eller forsmåede følelser. Manden er smuk. Både med og uden tøj på.

Han er begavet, sympatisk og har tilmed humor. Sagt med andre ord, burde han være årsag til alle mulige følelser af taknemmelighed. Både hos mig, såvel som hos min veninde. Alligevel sker der det tåkrummende pinlige, at vi i bred enighed får trukket løst på skuldrene over hans seksuelle præstationer. Jeg opdager ikke det hovedrystende og usmagelige ved dette, imens jeg befinder mig i situationen, men på vej hjem, tænker jeg: Hvad helvede sker der for dig, dame?

Sagen er, at han intet fejler. Hverken seksuelt eller, så vidt vides, generelt. Det var sent om natten, da scoringen fandt sted, der var røget et par cocktails indenbords, og vi kendte ikke hinanden særligt godt. Det siger derfor næsten sig selv, at jeg på intet tidspunkt fandt mig selv hængende i lysekronen, alt imens litervis af ejakulationsvæske sprøjtede ud af mine nedre regioner.

Det er ellers blevet så moderne, at man som kvinde er i stand til at levere, hvad der svarer til syndfloder. Som et slags meget synligt bevis på mandens fingerfærdighed og seksuelle ekvilibrisme. Jeg er stor tilhænger af, at man udforsker sin krop og sin seksualitet.

Jeg ser det som et sundhedstegn, at man udviser interesse for alt, hvad kroppen har at tilbyde os, og indimellem kræver dette, at vores tilgang bliver af en mere teknisk eller mekanisk karakter. Men jeg oplever et kapløb, hvor kvinderne i min generation er seksuelt snotforkælede og vant til at blive serviceret i hoved og røv. Altså, i bogstaveligste forstand.

Dette kan der jo siges meget positivt om. Men det er som om, at det ikke rigtigt hænger sammen med den feminiserede seksualdebat. Der har nemlig aldrig været så lidt fokus på mandens seksualitet. Kvinderne har taget ejerskab over liderligheden, og hvis mændene vil have et stykke af kagen, må de først tage et kursus i tantrasex.

Derfor er jeg også lodret uenig med Jakob Olrik, når han i P1 onsdag den 29. januar udtaler, at mænd er stagneret seksuelt. Det er de ikke! Det er kvinderne, der er stagneret i en antikveret forestilling om, at mændene skal kunne tilfredsstille dem og gøre alt arbejdet.

Vi er ikke længere ligestillet

Jeg skal gerne indrømme med det samme, at når kønspolitikken drejer sig om ligeløn, kvindelige bestyrelsesposter, øremærket barselsorlov m.m., så læner jeg mig tilbage og sætter min lid til, at nogle dygtige mennesker vil varetage disse opgaver til gavn for samfundets bedste. Jeg er simpelthen ikke interesseret nok til at tage aktiv del i debatten. Men når talen falder på den kønslige seksualpolitik, så stiller jeg gerne op.

Som kvinde har jeg vel en stor del at takke mine forældres generation for. De banede vejen for, at jeg kunne uddanne mig på lige vilkår med mænd. De gav mig muligheden for, at jeg kan vælge at trække mig fra et forhold, jeg ikke trives i og stadig klare mig – økonomisk som praktisk. De frigav aborten og pornoen og legaliserede kvindens ret til at tage ejerskab over sin lyst og sin seksualitet.

I mine øjne er problemet, at en så voldsom omvæltning af kønskonventionerne tager længere tid at skabe balance i, end de 50 år der er gået. Jeg færdes i et netværk, hvor ordet mandebevægelse flere gange har været til diskussion, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ved at være godt træt af den generelle feministiske kønsrasen. Jeg nægter at skamme mænd ud, fordi de går til prostituerede.

Jeg nægter at italesætte porno (som jeg i øvrigt selv er en flittig bruger af) som nedgørelse af kvindekønnet, og jeg bliver træt, når mænds seksualitet bliver omtalt som enkel, brovten, forudsigelig og stenalderagtig. Jeg har prøvet at indkredse de situationer, hvor jeg samfundsmæssigt set ikke føler mig anset som ligeværdig med mænd. Og måske er jeg stæreblind, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om et eneste sted, hvor jeg føler mig nedgjort, eller ikke føler mig ligeværdig med det modsatte køn.

Omvendt har jeg det faktisk sådan, at jeg finder mandekønnet seksuelt nedgjort i en grad, at jeg frygter, de løber skrigende bort en dag. Det gør de gudskelov ikke. I stedet oplever jeg, at de kaster sig ud i alle de seksuelle aspekter med en rørende generøsitet så stor, at den burde kunne få den feministiske kønsdebat til at skride ligeså voldsomt ud, som en flodhest på stylter.

Mand, kend din kvinde

Jeg er seksuelt nysgerrig og har befundet mig på diverse seksuelle portaler, sites og i klubregi igennem de sidste år. Her har det slået mig hvor stor fokus, der er på den seksuelle tilfredsstillelse af kvinden. Ve´ den mand, der ikke ved, hvordan man giver sin partner en sprøjteorgasme.

Skam over ham der ikke kan binde japanske, kunstfærdige knuder, eller ligger inde med både massageolie, pisk og paddles og en dertilhørende viden om, hvordan man bruger dem. Det, der griber mig om hjertet, er, at moderne mænd gør alt ovenstående med den største selvfølge.

Og groft sagt kunne man vel ikke bebrejde nogen mand i at mene, at hvis kvinder forventer ligeværd, så gælder dette også i seksuelt regi? Men sådan fungerer det ikke. De gængse seksualdiskurser fungerer i bedste velgående efter nogle prædefinerede koder fra dengang, hvor der hverken var kønslig ligestilling eller ligeværd.

Ganske vist kræver nutidens kvinder om muligt nok et helt andet og mere nærværende fokus på deres krop end tidligere, men samtidigt forventer de at kunne læne sig tilbage i sikker forevisning om, at manden nok skal gætte sig til, hvad hun kan lide og ikke lide. Og sikkert og vist er det, at kvinden forventer, at han skal være aktiv, og ‘rive hende rundt på lagenet‘ (et meget yndet udtryk blandt kvindelige profiler på datingsitet scor.dk).

Det forventes af ham, at han selv holder styr på, at de fingre, der så lystigt stimulerede hende analt, ikke bagefter giver hende sprøjteorgasme, for det kan give hende en grim underlivsbetændelse. Og midt i det hele skal han også huske kondomet, som han selv må tage på, for på nuværende tidspunkt er damen alt for liderlig til at kunne samle sig om noget så lavpraktisk og banalt som kondomer, midt i alle de vaginale serieorgasmer.

Det er min erfaring, at mænd har én seksuel regel, som i al sin enkelthed bare går ud på, at du som kvinde fortæller dem, hvad der tænder dig, og hvad du fantaserer om. Hvis du kan samle energi til en sådan kraftanstrengelse, så sender de dig gladeligt mælkevejen tur-retur uden så meget som at kny, og det tilmed helt uden at forvente de samme galaktiske oplevelser til gengæld.

Er det ligeværdigt? Næ. Det synes jeg ikke. Jeg håber og beder derfor til, at den mandlige del af befolkningen ikke kører metaltrætte i deres vidunderlige måde at være seksuelle på. Jeg beundrer mænds seksualitet og priser mig lykkelig for, at jeg som kvinde kan nyde godt af deres overskud og storsind.

Måske trænger vi slet ikke til en mandebevægelse? Måske trænger vi bare til, at kvinderne snart holder deres kæft? Igen? Bare lidt?

Rikke Grosell er cand.pæd.psyk

Relaterede artikler

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Når skribenten er tilfreds med sine forventninger til mandekønnet,
og hun er tilpas med mandekønnet af eget bekendtskab,
og hun er tilfreds med sin egen adfærd i forhold til mandekønnet,
skal det så forstås sådan,
at det er scor.dk-debatten og andre seksualitetssites tone på kvindesiden, hun er utildreds med?

I så fald er det da lidt underligt at brokke sig over andre kvinder og seksualitets-debatten på seksualitetssites
på Information.dk.
Synes jeg.
Men jeg har måske ikke forstået budskabet.

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Der er blevet så langt imellem historier om, hvad der sker imellem ørerne på mennesker, der er forelskede.
George Elliot Middlemarch bind 1 og 2 er en lang nydelse. Selv bryllupsejsen beskrives med udgangspunkt i det skønne samvær, der er imellem to mennesker over bæltestedet.
(The rest will follow)
Do you want to make love-som hun sagde-no he said I just want some sex.
Vi har nu overtaget den rolle vi engang henførte til kaniner, sanseløs mekanisk bolleri, som nogen så kan skrive om igen og igen og få udløsning den vej ,indtil næse udløsning, indtil næste udløsning,indtil..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Tak for en herlig Kronik,

Men som de to ovenstående kommentarer undrer følgende "Omvendt har jeg det faktisk sådan, at jeg finder mandekønnet seksuelt nedgjort i en grad, at jeg frygter, de løber skrigende bort en dag. Det gør de gudskelov ikke."
Faktisk er der mange statistiske indikationer på at denne bevægelse allerede er godt i gang.

Jeg har selv erkendt at hverken sex eller samvær er godt eller interessant nok til at opveje besværet ved en morderne dansk kvinde i mit liv.
Det er et stort tab, men som sagt, de mindste af to onder.

Brugerbillede for Toke Ernstsen

Al respekt for en kvindelig debattør, der tager det snart fuldførte matriarkalske samfunds problemstillinger op i relation til lagengymnastikken - på mændenes vegne. Men hun overser en vigtig detalje, og det er, at det 'selv for en mand' sagtens kan være en nydelse at bringe andre nydelse - såvel i som udenfor sengen.

Mænd har som udgangspunkt to højdepunkter i scoringsprocessen: 1. selve scoringen og den tilfredsstillelse den giver psykologisk, og 2. det endelig punktum i processen, udløsningen/orgasmen. Alt derimellem er eventyret - eller mareridtet, afhængig af forløbet.

Ligestillingen har heldigvis ført til, at det som mand er blevet fuldt ud legalt at sige nej tak. Fx. til en gentagelse af dårlig sex. Fordi vi har været fysisk sammen, skal vi ikke nødvendigvis være det sjæleligt også. Vi skal ikke giftes, bare fordi vi har knaldet. Det er en frihed, vi som mænd længe har drømt om, og som det oveni købet er kvinderne, der nu har fået 'indført'. De har med andre ord selv ønsket en frihed, der tilfældigvis indfrier et urgammelt 'ønske' hos mændene.

Det eneste alarmerende i den proces kunne være, at mens det endnu kun var mændenes ønske, gik den ikke. Havde du knaldet hende, måtte du også gifte dig med hende. Færdig. I dag ønsker kvinderne den samme frihed som os, og vupti - kan det pludselig godt lade sig gøre.

Tidligere var det i de fleste tilfælde suverænt kvinden der afgjorde, om det blev til noget eller ikke - medmindre der var tale om tvangsægteskab eller voldtægt. Sådan er det for så vidt også i dag, dog med den variant, at nu kan mænd også sige fra uden at virke vattede eller 'bøssede'.

Og vi skal pinedød heller ikke længere levere det helt store romantiske følelsesshow, for at komme i trusserne på hende. I dag er en skovl en skovl, og sex er sex. Så hvad er problemet egentlig?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Theil

Jeg er alt for konservativ og blufærdig til at kaste mig ud i en offentlig kønsdebat, men dit, Rikke Grosell, enestående ærlige indlæg fortjener al den påskønnelse, som jeg - der i min ungdoms vårs kådhed var stærkt medvirkende til at ’legalisere’ rødstrømpebevægelsen, og hvad deraf fulgte - kan mobilisere.

Brugerbillede for Laust Holst

For mig, som for de allerfleste mænd, repræsenterer KVINDEN 'al jordens herlighed' og som følge deraf også en god del af dens smerte!
Hvem har ikke villet 'bestige Mount Everest' for at få adgang til al den feminine mystik, det gådefulde kvindeunivers og sex ikke at forglemme, som kvinden står for?

Derfor hjertelig tak til dig, Rikke Grosell, for mod, indsigt og ikke mindst humoristisk kapacitet til at kaste lys over den omvendte verden du påpeger!

Jeg er dog uenig i at laste kvinderne ensidigt, de har vel bare taget den plads, der umiddelbart kunne overtages? Jeg er en halv generation ældre end 68'erne, også vi lod os villigt 'forføre', først og fremmest af os selv, for al den herlighed, dette paradis på jord bare vi gik 'i kirke' og fremsagde de rigtige 'skriftsteder' så ville paradis
indfinde sig!

Lovlig sent gik det op for mig, at dersom du forråder dig selv- og din seksualitet - da komme du i Helvede uanset HVOR skøn 'ypperstepræstinden' i paradis end er!

Langt hen ad vejen var en af de senere års ypperstepræstinder i medierne, Joan Ørting, uimodståelig - også for mig - indtil det gik op for mig, HVOR BIASED hun var, fordi hun overså hvad Francesco Alberoni 'åbenbarede' for 35-40 år siden: Hvis du forlanger noget den anden IKKE KAN GI', da er begge parter prisgivet!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Sørensen

Ja, endelig. Hold din kæft, kvinde, og respektér din skæbne og dit køn. Manden er dig langt overlegen og vil til enhver tid kæmpe for ro, orden og regelmæssighed.
Lige nu er hersker hunkønnet så meget, at selv alphahannerne er blevet i tvivl om deres evne eller ret til at forplante sig.
Ned med damerne og al den uro, de har skabt med deres luder/madonna fremturen og kunstige smil.
Skal verden genoprettes og menneskeheden bestå, må magten tilbage til det fornuftige mandsideeal.
Kvinder skal lære at lystre, og når de vil købe sig et par bryster eller en forvrænget overlæbe, må de selv betale.
Skal de ovenikøbet køre rundt i store biler, som de selvfølgelig ikke kan styre eller selv har råd til at betale for, må de finde sig i at ligge nederst.
Hold da op, hvor jeg elsker dette snart udryddede køn, som jeg herskede forgæves over i så mange år.
Det er lige før, jeg kommer til at savne en ligestillingsudfordring...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Postbanned whocares

"Det gør de gudskelov ikke."

Måske du blot ikke møder dem, sagens natur taget i betragtning. Fin artikel, det har altid været til stor forundring, hvorfor, det var envejskommunikation.

"nu kan mænd også sige fra uden at virke vattede eller 'bøssede'."

Det nuancerer jo manden i et helt andet lys, desværre er der tryk på fordomme, som holder ånden i live. Jeg har som TA givet op, det er ganske enkelt ikke det værd, jeg mener så ikke det er et tab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise V

Fine pointer!
En vinkel, der sjældent lægges på den kønslige seksualdebat (og som denne artikel måske mangler) er, at ikke alle mænd har lyst til sex døgnet rundt.
Et perspektiv som man (/jeg) meget sjældent støder på, og som jeg tror kan være ligeså (omend ikke endnu mere) skadeligt end problematikken i denne artikel. For hvad med de mænd, der slet ikke ser porno og de mænd, der ikke kan genkende sig selv i skildringen af manden, der smider alt han har i hænderne så snart en smuk, nøgen kvinde(eller mande-)krop er i sigte? Og for at trække den helt ud: hvad med de aseksuelle mænd?
Her synes jeg man kan tale om marginalisering!
For hvor er vi, hvis lysten og liderligheden er det, der definerer en "rigtig" mand?
Og er denne problematik måske også gældende for kvinder (jeg har mange erfaringer med at de mest spændende samtaleemner i venindekredsen (og diverse tv-programmer) er seksuelle erobringer og "vildere er bedre").

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Generaliseringerne står i kø i denne artikel. "Kønspolitik" , "kønskonventionerne"og "feminiseret sexualdebat".
Hvad med en frigørende, privatiseret ansvarlighed i stedet for de sædvanelige brugsanvisninger, som udbydes til salg til bange, uselvstændige, selvoptagede mennesker M/K.
Ikke flere terapeuter, ikke mere snak - handling eller ikke , ærligt og efter egen temperament.
Det sku` da lige være den skønne Ørting - ups.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for emil groth

Manden skal være 185 -190 cm høj, han skal veje 85 kilo. Så skal han have mørkt, pænt hår og skal hedde Thomas eller Jesper. Så skal han have en minimums uddannelse på 4 år. Han skal være normal, normal humor, normal tankegang, så skal han hvile i sig selv.
Kvinden skal bare have pæne øjne, så kan hun slå alle ihjel.
Det skal være rigtigt og ikke forkert, fordi hvis det er forkert, så er det ikke rigtigt.
I dag er fantasi rigtig eller forkert, og det skulle gerne afføde endnu flere singler i fremtiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Hvis der er noget medierne elsker at lægge spalteplads til, så er det fantasifulde uhyrligheder om, hvordan kvinder er, og især når det kommer fra en kvinde. Det er sgu træls i længden, ikke mindst at se visse mænd hoppe med på svineriet og dermed udlevere egne usympatiske og hadefulde sider.

Brugerbillede for Bob Jensen

Jeg anbefalede emils indlæg blot fordi det med overlæg begyndte at gå ud ad den absurde tangent. An del af indlæggene gør det utilsigtet. Visse dele af artiklen gør osse. Men selv om en del af artiklens indhold ligger uden for mit erfaringsunivers, kan jeg da godt nikke genkendende til den type kvinder der bare læner sig tilbage og forventer at jeg kan alttting og kan gætte resten. På den anden side er der også mange kvinder i min noget ældre generation hvis psyker og kroppe ikke helt har været i stand til ar følge med frigørelsen, og derfor hverken ved hvad de vil have aller kan tale om det, selv om de osse prøver. Den faktiske internaliserede frigørelse halter en hel del bagefter den formelle. Men det er da alligevel en forfriskende og underholdende artikel, så tak for det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Taitto

Tænk. Jeg troede lige, at Anne-Sophia Hermansen havde skrevet en klumme herinde. For det der navlebeskuende sludder har jeg altså set tusinde gange før.

EJ. Den dag den moderne kvinde erkender sin egen position i dag, så kan vi tage fat på debatten. Og den dag selverkendelsen falder på plads, er der ingen grund til debat. Indtil da giver aviser, dagblade, ugeblade og bloggersites forunderligt stadig plads til kedsommelige monologer og selviscenesættelser.
Christ.. Kan I ikke bare fatte, at så længe selvindsigten mangler, så vil vi kun kneppe jer, være lidt småromantiske dagen efter, så vi er garanteret mere fjams næste gang vi ringer og intet andet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Ribens

Den franske sociolog Pierre Bourdieu spørger: Hvad er det for historiske mekanismer, som er ansvarlige for eviggørelsen af strukturen i den kønslige opdeling? ..Han påviser, at det der i historien fremtræder som evigt, blot er resultatet af et eviggørelsesarbejde, som udføres af en række indbyrdes forbundne institutioner - f.eks. familien, kirken, staten skolen eller i andre sammenhænge sporten eller journalistikken. Man kunne uden videre tilføje medierne. Dette udsagn fra Pierre Bourdieu er for mig så indlysende rigtigt. Man behøver sådan set "bare" læse det Gamle Testamente. (Hvis nogen i dag orker det)

Brugerbillede for Nic Pedersen

"Hvis der er noget medierne elsker at lægge spalteplads til, så er det fantasifulde uhyrligheder om, hvordan kvinder er, og især når det kommer fra en kvinde. Det er sgu træls i længden, ikke mindst at se visse mænd hoppe med på svineriet og dermed udlevere egne usympatiske og hadefulde sider."

Glimrende udtrykt!

For at få balance/ligestilling og sandfærdighed i tingene, her et lige så rigtigt udsagn:

Hvis der er noget medierne elsker at lægge spalteplads til, så er det fantasifulde uhyrligheder om, hvordan mænd er, og især når det kommer fra en mand. Det er sgu træls i længden, ikke mindst at se visse kvinder hoppe med på svineriet og dermed udlevere egne usympatiske og hadefulde sider.

Brugerbillede for M. Behnke

Ikke enig... Men det er da et interessant perspektiv fra en kvinde som åbenbart nyder objektifiseringen. Bare ærgerligt at dette perspektiv potentielt undergraver den kamp for ligeværd, som kvinder har kæmpet for i cirka 100 år ( hvilket Morten Sørensens og Peter taitos indlæg feks er et antydende bevis på). Mit perspektiv på sexdebatten er et andet - man skal for det første ikke tro at 100 år er nok til at udligne alle de ubalancer flere tusindårs undertrykkelse har medført. For det andet må man stoppe med at bebrejde både mænd og kvinder for at være ofre for den kultur vi har i dag, og i stedet se på de ressourcer den enkelte har for at leve i og give sit besyv med til suppedasen. Bebrejdelserne lærer vi ikke meget af - feks; hvis kvinden er for afventende i hele scoreprocessen er hun rigid, er hun for udfordrende er hun en Bitch - er hun afventende og da udfordrende har hun snydt manden som forventede noget andet, er hun først udfordrende og derefter afventende er hun en narrefisse. Samme opstilling kunne man lave over bebrejdelserne af mænd. Altså - hvad skal vi bruge det til? For mig at se er det en no-win situation at blive ved med at arbejde i generaliseringerne. Hvad med om vi i stedet støttede hinanden i at det enkelte menneske møder et andet menneske a begge parter behandler hinanden ordentligt, og finder i ro og mag ud af, om de passer sammen ? Tror dette perspektiv ville være meget mere konstruktiv i sexdebatten og kønsdebatten...

Brugerbillede for Johannes Aagaard

@ Lise Lotte Rahbek,

Jamen, jeg tror faktisk du har misforstået budskabet. Rikke Grosell græmmer eller skammer sig jo netop over sig egen og - i den konkrete situation - venindens reaktion med brokkeri og latterliggørelse, selv om de generelt egentlig er ret godt tilfredse. Og nej, jeg oplever aldrig - aldrig - et tilsvarende reaktionsmønster fra mænd i forhold til kvinder.

@ Inger Sundsvald,

Når det nu i din optik er sådan, at medierne elsker at lægge spalteplads til "fantasifulde uhyrligheder om, hvordan kvinder er", så forklarer det jo fint, hvorfor du altid er på mærkerne til at påpege "visse" mænds såkaldte "usympatiske og hadefulde sider". Og dermed fik du så i dit univers aflivet både artiklen her og Rikke Grosell.

Tak til Rikke Grosell for nogle gode og relevante betragtninger. Det er altid sundere at kunne rette blikket mod sig selv end at have hovedet oppe i røven på sig selv - det være sig såvel kvinder som mænd.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Johannes Aagaard

Meget muligt.
Jeg kender ikke dette univers af kvinder, som skribenten afskyer så meget, at hun synes det er relevant at inddrage Informations læsere i det.
Kvinder, der foragter (andre) kvinder generelt, og forsøger at skærme de stakkels mænd mod furierne og lissom skabe et fristed for staklerne, ved at beskrive afskyelighederne hos kvinder i bekendelsestaler som ovenstående, har jeg dog mødt andre eksemplarer af før.
Det er en ældgammel kvindelist.. men det er ok.
Den virker jo stadig.
(Nogle) mænd har stor fornøjelse i at få bekræftet, at kvinder er træske.

Brugerbillede for Johannes Aagaard

@ Lise lotte Rahbek,

Rikke Grosell anfører intetsteds, at hun foragter kvinder. Og uanset ens kendskab til det univers, som hun øjensynlig også færdes i, så har dette jo specifikt intet med hendes oplevelse at gøre.

Jeg kender i øvrigt ikke til nogen mænd, der ser en fornøjelse i at få bekræftet, at "kvinder er træske"; noget, Grosell i øvrigt slet ikke forholder sig til.

Brugerbillede for Johannes Aagaard

@ Lise Lotte Rahbek,

Stop nu den stråmandsargumentation og mistænkeliggørelse af folk, der mener noget andet end dig. Du brillerede ved indledningsvis at misforstå Grosells budskab totalt, hvorefter du uden nærmere ræsonnement blot springer videre til den næste misforståelse ved nærmest konspirativt at mene, at Grosell nok har en særlig gedulgt og uudtalt mission.

Næste påstand bliver vel, at Grosell nok skriver under synonym og i virkeligheden er en mand, der hader kvinder ...

I sig selv en glimrende illustration af, at Rikke Grosell tydeligvis har fat i noget af det rigtige.

Brugerbillede for John Hansen

Jeg synes at indlæggets forfatter har fat i noget af det rigtige. For det første er det dejligt forfriske at læse fra forfatteren, at hun personligt er seksuel nysgerrig og gerne ser på pornosites.
Hun forsøger efter min mening at udvide det seksuelle normalbegreb til også at omfatte folk, der frekventerer swinger klubber og går til prostituerede.
Som mand, kan man også se, at der fremkommer flere og flere lukkede sites, hvor folk af samme køn søger hinanden, også selv om de er i et heteroseksuelt forhold.
Det kan skyldes nysgerrighed - eller måske bare lysten til at prøve at blive serviceret seksuelt og turde bede om noget, som man ikke kan få sin egen "faste" partner til af egen drift.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Geert Larsen

Johannes Aagaard
15. februar, 2014 - 13:23
skriver :
" @ Lise Lotte Rahbek,
Stop nu den stråmandsargumentation og mistænkeliggørelse af folk, der mener noget andet end dig."

Du er jo ikke 'folk', du er en 'mand' - Skam dig, din slemme kvindehadende chauvinist !
Altså, er der 2 der altid er gode for fantasifulde uhyrligheder om hvordan mænd er -
Ja, læs bare kommentarerne her og i stort set alle andre tråde hvor der kan graves en feministisk skyttegrav ..

Brugerbillede for Morten Balling

@Marianne Pilegaard:

"Jeg kender ingen kvinder, der er som Rikke Grosell beskriver."

Det gør jeg (alle dem hun beskriver), og jeg er ret sikker på at det ikke kun skyldes at jeg bor i en anden del af landet. Jeg betragter ikke alle kvinder som værende ens, men jeg har både mødt dem der går i swingerklub, dem som kritiserer mændenes præstationer blandt andre "tøser" og dem som passivt liggende på maven, med næsen i lagenet, forventer at komme op og bimlebamle :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Jeg kan godt forstå vi skal møde hinanden på internettet. Det kan umuligt ske ude i de virkelige liv.

Alle går med snotten nede i en smartphone og ved ikke hvad der er op eller ned.

Men ok. Som mand kan man bedre glo uhæmmet på pigerne uden at det bliver uhøfligt eller pinligt. For de ser intet. Så på den måde er det da ok. Men at få kontakt er ikke muligt.

Den smartphone er en pest. Jeg reddede engang en smuk kvinde fra at falde i banegraven på spor 11/12 på Hovedbanegården. Hun gloede konstant på sin smartphone. Hun anede ikke hvad der var op eller ned.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

"Det er min erfaring, at mænd har én seksuel regel, som i al sin enkelthed bare går ud på, at du som kvinde fortæller dem, hvad der tænder dig, ... så sender de dig gladeligt mælkevejen tur-retur uden så meget som at kny, og det tilmed helt uden at forvente de samme galaktiske oplevelser til gengæld.
Er det ligeværdigt? Næ. Det synes jeg ikke. ..."
Er hun da helt forskruet ?

anbefalede denne kommentar

Sider