Litterær mini vejledning til danske ø romaner
SOMMER-TILLÆG
Ø romaner
Der er meget godt at vælge imellem for den, der vil have en ø-roman med på sin ø-ferie i sommer. Uomgængelig er jo Martin A. Hansens Løgneren (1950), om den sandheds- og kærlighedssøgende degn Johannes på den af isen isolerede Sandø. Mener man at vide alt, hvad der står i dén bog, kan man i stedet læse Henrik Ljungbergs monografi Den falske dagbog (1994), der som en krimi afdækker nye lag i fiktionen.
Traditionen for ø-romaner kan føres tilbage til Harald Kiddes klassiker Helten (1912), der på nutidsplanet foregår på Anholt. Her beretter en aldrende, ja, op gennem bogen døende degn for præsten og dennes hustru om sit omtumlede ungdomsliv, sin flugt eller forvisning til øen og sit samliv med særlinge dér. Frem af fortællingen stiger: forkrøblede skæbner, forstødte eksistenser, men også en vision af et liv i enhed med Gud og kosmos.
Tråden blev taget ærgerrigt op af Vagn Lundbye i hans Anholt-trilogi (1978-82, samlet udgave 1991), hvis første bind Tilbage til Anholt gennem titlen spiller på Kidde. Her drejer det sig atter om at finde en Mening Med Tilværelsen, men samtidig om at finde hjem gennem opklaring af dunkle gåder.
Et kvindeligt svar på Lundbyes roman indløb med Hanne Marie Svendsens meget solgte og læste ø-roman Guldkuglen (1985), hvor vi ser formødre tone frem i historier fra slægtens erindring.
Det synes, som om vi skal ud, før vi kan komme hjem. Som om vi skal tilbage, før vi kan nå frem. Som om vi helst skal på afstand for at komme tæt på hinanden. Ø-romaner gør store spørgsmål klare ved at etablere topografiske laboratorier, sådan som det også sker i Leif Hjernøes ferieberetning Fugleøen fra 1977.
Eksistentielt fortæller ø-romanerne os noget væsentligt om dimensioner i tilværelsen, om de afstande i tid og rum, som vi må måle op, hvis vi vil hitte ud af, hvor stort eller lille et menneskeliv er. Derfor er den sidste ø-roman nok heller ikke skrevet endnu, skønt verden siges at være skrumpet og flere og flere øer får bro.
For dén romanlæser, der vil supplere sin nydelse af isolerede eksistenser med historiske og topografiske kendsgerninger, er der ingen vej uden om Achton
Friis' trebindsværk De Danskes Øer (1926-28) og Erik Aalbæk Jensens heltemodige ottebindsopfølger hertil Livet på øerne (1981-87)
