Terrorekspert: Samarbejde mellem PET og imamer bar frugt trods dobbeltspil

Efterretningstjenestens samarbejde med en flok imamer under Muhammedkrisen var vigtigt og klogt, vurderer svensk terrorekspert. Naser Khader er uenig, han mener, det legitimerede imamerne, der kommer til at fremstå mere moderate, end tilfældet var

Samarbejdet mellem PET og en række imamer efter Muhammedkrisen var både betydningsfuldt og positivt, vurderer svensk terrorekspert. Og det på trods af, at nogle af imamerne arbejdede med en skjult dagsorden som beskrevet i den tidligere imam Ahmed Akkaris nye bog. Her fortæller han, hvordan han og fire andre imamer rejste rundt i Mellemøsten for at hidse bl.a. ledere af Hamas og Hizbollah op mod Danmark på grund af Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

I den givne konflikt gav det umådeligt meget mening at få både en dialog og et samarbejde op at stå med dem, der havde indflydelse i de muslimske kredse, mener den svenske terrorekspert professor Magnus Ranstorp fra Forsvarshögskolan.

»Samarbejdet med imamerne har båret frugt. Det blev begyndelsen til en god dialog mellem det muslimske samfund og politiet på flere niveauer. Jeg tror, at det har styrket forholdet mellem PET og de muslimske samfundsledere - uanset om nogle af dem spillede dobbeltspil,« siger han.

Ifølge Ranstorp har efterretningstjenester i både England, Sverige og Holland med succes benyttet sig af samme fremgangsmåde for at forhindre polarisering og radikalisering.

Naser Khader, der er seniorfellow ved Hudson Institute i Washington, mener modsat terrorforskeren, at samarbejdet mellem PET og imamerne har haft negative følger: »Imamerne praler med deres PET-samarbejde. De har let ved at sige: Hvis jeg var farlig, ville PET ikke samarbejde med mig. De har brugt det som en statsanerkendelse, og de kommer til at virke mere moderate, end de i virkeligheden er,« siger han.

Overrasket over PET

I gårsdagens avis udtaler den tidligere operative chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, at PET ikke var opmærksom på, at Akkari og andre imamer forsøgte at opildne konflikten.

Det overrasker den svenske terrorforsker, der har fulgt Muhammedkrisen tæt, at PET ikke kunne gennemskue, at nogle af imamerne talte med to tunger og i virkeligheden forsøgte at optrappe konflikten.

»Det lykkedes ikke PET at gennemskue dobbeltspillet. Men det hele gik så hurtigt dengang, og konflikten udmattede hele den statslige maskineri,« siger han.

Det fremgår også af Akkaris nye bog, at gruppen af imamer, der rejste rundt i Mellemøsten for at eskalerede konflikten, tog forholdsregler, når de skulle koordinere den hemmelige optrapning. Akkari skriver blandt andet, at de kun talte om følsomme emner på en måde, så udenforstående ikke forstod sammenhængen. Ord som drab, attentat og terror ikke blev brugt, og at eskaleringen blev planlagt i ganske små grupper, hvor risikoen for afsløring var minimal.

Ifølge Magnus Ranstorp var den danske efterretningstjeneste ikke erfaren nok til at gennemskue imamernes dobbeltspil. Og så påpeger han, at det bestemt ikke var let at kortlægge imamernes mange forbindelser, der gik på kryds og tværs af grænser.

»Forbindelserne var en mosaik af nationale baggrunde og religiøs orienteringer,« siger han.

»PET manglede erfaring og kendte ikke meget til de forbindelser, forskellige personer havde uden for Danmark, selv om de godt var klar over, hvem nøglepersonerne var i Danmark. PET ikke tilstrækkelig analytisk viden nok til at opdage det dobbeltspil, der blev spillet,« siger han.

Naser Khader mener, at PET i stedet for at bruge resurser på dialogmøder bør infiltrere de miljøer, de vil have indsigt i.

»Vi kan ikke forhindre terror ved at sidde rundt om et bord og tale. Der skal rigtige infiltrationer til. Jeg tror ikke, at dialog ville have forhindret terrorangreben i London. Men en informant kunne måske have afsløret dem,« siger Naser Khader.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Og når man tænker på at Politiet gladeligt betaler 40.000 for at få en drug-deal sat op og PET gerne hacker sig ind på mistænktes computere og "piller" ved folks dokumenter er det skræmmende at tænke på at på trods af de beføjelser og magt får de så uendelig lidt ud af det. Hvad er der sker?

Her er et forslag: Drop kampen mod hash, skrot overvågningen og brug ressourcerne på at styrke PET og FE så de reelt kan beskytte Danmark. Det her viser at overvågning aldrig kan være en løsning på de virkelige sikkerhedsproblemer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

Dejligt at høre at forholdet mellem hemmelige tjenester og "de muslimske samfundsledere" er styrket. Det lyder da betryggende. Også rart at høre at det har 'båret frugter' - jeg ser frem til at høre om det var pærer eller bananer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Janus Leth

Endnu en gang har DRs proaktive medarbejdere lagt bolden op til vennerne fra Venstre og LA med "Akkari og Khader ...", som satte gang i denne "debat". Producenten fortjener at blive nævnt: Thomas "De Røde Lejesvende" Hedemann. Nice touch med en særlig DR-tak på rulleteksterne til Foghs mangeårige spindoktor, Michael Ulvemann, som hjalp Fogh til magten med sine svinske og uvederhæftige artikler i Jyllands Posten op til valget 2001. Koordineret med Venstres valgkamp, naturligvis. Åhja forresten ... Postens journalistiske chefredaktør dengang hed Ulrik Haagerup, nu DRs neoliberale propagandaminister (nyhedschef). Det var ham, der i 2008 knæsatte "konstruktive nyheder" som nyt "journalistisk" princip. Og en undskyldning til krigsforbryderen Fogh er da temmelig "konstruktivt". Der er nu noget ved den personkreds: I ledelsen af "Seniorfellow" Khaders Hudson Institute finder vi "Scooter" Libby, Dick Cheney's stabschef, som blev idømt 30 måneders fængsel for sin rolle i tilsløringen af løgnene omkring Irak-invasionen. Connections ;)

anbefalede denne kommentar