Chomsky: Boykotvåbenet mod Israel bør bruges med omtanke

Boykot og sanktioner var effektive, da Sydafrikas apartheidregime skulle tvinges i knæ, men der er væsentlige vanskeligheder forbundet med at anvende de samme taktikker over for Israel

Den israelske ’adskillelsesbarriere’ holder palæstinenserne adskilt fra de israelsk besatte områder på Vestbredden

Abir Sultan

I dele af Israels opinion kan man jævnlligt støde på stigende bekymring over den herskende elendighed, som denne stat forårsager i sine ulovligt besatte områder, hvilket selvfølgelig er en elendighed, som har stået på i årevis, hvor disse dages excesser i Gaza kun udgør det seneste eksempel.

Klarest i mælet er ofte Gideon Levy, kommentator i avisen i Haaretz, der i en af sine seneste klummer skrev: »Israel bør fordømmes og straffes for at have skabt utålelige levevilkår under sin besættelse, og fordi det som et land, der hævder at høre til verdens oplyste nationer, udsætter et helt folk for vedvarende overgreb, dag og nat«.

Levys pointe er uafviselig. Men vi bør tilføje en pointe mere: For også USA fortjener at blive fordømt og straffet. Det er jo USA, der leverer den afgørende militære, økonomiske, diplomatiske, ja sågar ideologiske støtte til disse forbrydelser. Og i det omfang USA fortsætter ad det vildspor, er der ikke skygge grund til at forvente, at Israel skulle formilde i sine brutale politik.

I en analyse af den reaktionære nationalistiske bølge, der skyller hen over hans land, bemærker den ansete israelske historiker Zeev Sternhell: »Besættelsen vil fortsætte. Ny jord vil blive konfiskeret til bosættelsesudvidelse fra dens palæstinensiske ejere. Jordan-dalen vil blive udrenset for arabere, det arabiske Jerusalem kvalt af jødiske kvarterer. Og enhver form for røverisk konfiskation og dumhed, der kan tjene den jødiske ekspansion i byen vil blive hilst velkommen af ​vores højesteret. Kursen mod Apartheidstaten er afstukket, og den vil ikke blive fraveget, før Vesten stiller Israel et ultimatum: »Stop annekteringerne og gå i gang med at afvikle de fleste af jeres bosættelser – eller bliv udstødt af det gode selskab.«

Afgørende for konfliktens videre forløb bliver, om USA vil høre op med at underminere den internationale konsensus, som støtter en to-stats-løsning langs den internationalt anerkendte grænse (’den grønne linje’, som blev etableret ved våbenhvileaftalerne i 1949), med garantier for »suverænitet, territorial integritet og politisk uafhængighed for alle stater i området, og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser« – dette var ordlyden i ​​en resolution, som blev bragt for FN’s Sikkerhedsråd i januar 1976 af Egypten, Syrien og Jordan med støtte fra alle arabiske stater, men mødt med et veto fra USA.

Veto mod sin egen politik

Det er ikke første gang, Washington har blokeret for en fredelig diplomatisk løsning. I 1971 støttede Henry Kissinger Israels beslutning om at afvise det fredsudspil, som Egyptens daværende præsident, Anwar Sadat, havde fremsat, og i stedet satse på territorial ekspansion fremfor på sikkerhed. Det er en kurs,  Israel har fulgt lige siden – og med støtte fra USA.

Til tider kan Washingtons position antage et næsten komisk skær, som da Obamas regering i februar nedlagde veto mod en FN-resolution, der ellers tilkendegav støtte til det, som skulle forestille at være officiel amerikansk politik, nemlig modstand mod flere israelske bosættelser. For kendsgerningen er, at bosættelsesudvidelserne fortsætter – også med amerikansk støtte, uanset eventuelle hviskende misbilligelser.

Det er ikke udvidelserne af det enorme bosættelses- og infrastrukturprogram (herunder den israelske adskillelsesmur), der udgør problemet. Det er selve eksistensen af et sådant program, som er ulovligt i alle henseender. Programmets lovstridighed er gentagne gange fastslået FN’S Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol, og anerkendes af så at sige hele verden, bortset fra Israel og USA, som i præsident Ronald Reagans periode valgte at nedgradere ’ulovligt’ til ’en hindring for fred’.

Sanktioner

Hvilke midler kan vi så gribe til for at bringe Israel tilbage på et fredspor? I 1997 anbefalede den israelske fredsgruppe Gush Shalom at boykotte produkter, der stammer fra de ulovlige israelske bosættelser. Det initiativ er siden blevet betydeligt udvidet. I sidste måned besluttede Amerikas presbyterianske kirke at trække alle sine investeringer fra tre amerikansk baserede multinationale selskaber, som med deres aktiviteter gør sig meddelagtige i besættelsen.

En vis succes har politisk direktiv fra Den Europæiske Union kunnet notere. Det forbyder indgåelse af samarbejdsrelationer, det være sig finansielle, forskningsmæssige osv. til enhver israelsk virksomhed, som har »direkte eller indirekte forbindelser« til de besatte områder og deres ulovlige bosættelser. Lande som Storbritannien har desuden påbudt sin detailhandelssektor at indføre mærkater, der »skelner mellem varer fra palæstinensiske producenter og varer fra ulovlige israelske bosættelser«.

Human Rights Watch formanede for fire år siden Israel om at leve op til »dets internationale juridiske forpligtelser«, fjerne bosættelserne og indstille sin »åbenlyst diskriminerende praksis« i de besatte områder. HRW opfordrede også USA til at suspendere sin finansielle støtte til Israel i et omfang, der »svarer til de omkostninger, Israel oppebærer ved at yde økonomisk støtte til fortsatte bosættelser« og til at undersøge, om eventuel skattefritagelse for organisationer, som bidrager til Israel »er i overensstemmelse med USA’s forpligtelser til at sikre respekt for folkeretten, herunder forbud mod diskrimination«.

Flere andre initiativer til at boykotte Israel eller trække investeringer tilbage fra landet har set dagens lys i det seneste årti. Nogle af dem har også berørt det afgørende spørgsmål om fortsat amerikansk støtte til israelske forbrydelser. Seneste har vi nu fået den såkaldte BDS-bevægelse (som opfordrer til ’boykot, frasalg og sanktioner’ – Boykot, Divestment and Sanctions) og ofte henviser til de vellykkede boykotpolitikker, som verdenssamfundet indførte imod apartheidtidens Sydafrika. Lad os se nærmere på dette initiativ.

Abir Sultan

Folkeretslige krav

BDS-bevægelsen opstod i 2005, da en gruppe palæstinensiske intellektuelle formulerede en erklæring med krav om, at Israel retter fuldstændig ind efter folkeretten, dvs.:

(1) afslutter sin besættelse og kolonisering af alt arabisk territorium, som det har holdt besat siden juni 1967, og river Adskillelsesmuren ned.

(2) anerkender, at de arabisk-palæstinensiske borgere i Israel har grundlæggende ret til fuld ligestilling.

(3) respekterer, garanterer og fremmer de palæstinensiske flygtninges ret til repatriering og generhvervelse af tabte ejendomme som fastsat i FN-resolution 194. Dette udspil fik med rette stor opmærksomhed.

Ligger de undertrykte palæstinenseres skæbne os oprigtigt på sinde, bliver vi imidlertid nødt til at gennemtænke og evaluere boykotvåbens muligheder og chancer for succes.

At meningen at forfølge mål (1) på ovenstående liste – afslutning af israelsk besættelse – giver for mig at se glimrende mening. Det er både klart formuleret og letfatteligt for Vestens relevante målgrupper, hvilket da også er grunden til, at en række af de initiativer, der har orienteret sig ud fra netop dette mål, har været relativt vellykkede. Disse inititiaver har ikke blot ‘straffet’ Israel. De har også stimuleret andre former for modstand mod besættelsen og den amerikansk støtte til den.

Det samme finder jeg dog ikke er tilfældet for mål nr. (3) – retten til repatriering mv. Hvor der findes næsten universel international støtte til (1), findes der stort set ingen opbakning til (3) uden for BDS-bevægelsen selv. Ej heller har (3) støtte i folkeretten. Teksten i FN-resolution 194 er betinget, og under alle omstændigheder er den kun en anbefaling, der savner den retskraft, som findes i sikkerhedsrådresolutionerne (og som Israel løbende overtræder). At insistere på (3) vil næsten helt sikkert være ensbetydende med fiasko.

Skal (3) realiseres på anden måde end for et symbolsk antal repatrierede flygtninge, vil det kræve, at udviklingen på længere sigt fører til afvikling af de imperialistiske og illegitime grænser, som blev påtvunget af Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig. Dette ville kunne åbne op for en ’ingen-stats-løsning’ – efter min mening den optimale model og i den virkelige verden vel ikke mindre plausibel end den ’én-statsløsning’, der ind imellem bliver bragt i forslag som muligt alternativ til den internationale konsensus omkring tostatsløsningen.

Argumenterne for (2) – fuld ligestilling til palæstinensere – er mere tvetydige. At folkeretten forbyder diskrimination er selvfølgelig korrekt, hvilket også HRW bemærker. Men at forfølge (2) vil øjeblikkeligt åbne op for anklager for selektivitet: Hvis vi fx skal boykotte Tel Aviv University, fordi Israel krænker menneskerettighederne for dets egne borgere, hvorfor skal vi så ikke også bokytte Harvard for USA’s langt mere omfattende skurkestreger? Forudsigeligt nok har initiativer, der har fokuseret på (2) næsten alle slået fejl. Skal de have en chance for succes, vil det kræve en intensiveret pædagogisk indsats for at forklare en bredere offentlighed, hvorfor dette mål er væsentligt. På samme måde som vi så i forbindelse med kampagnerne mod Sydafrika under apartheid.

Værre end Apartheid

Mislykkede initiativer skader de undertrykte palæstinensere i dobbelt forstand. Dels fordi de leder opmærksomhed væk fra deres situation og over til irrelevante spørgsmål (antisemitisme på Harvard, akademisk frihed, osv.). Dels fordi de risikerer at forpasse de nuværende muligheder for virkningsfulde skridt.

Hensynet til de undertrykte palæstinensere må være det afgørende for valget af taktik. Vi må være omhyggelige med at anerkende, hvad der er lykkedes eller mislykkedes, og hvorfor. Og samme overvejelse må diktere, at vi udviser omhu for fakta. Tag fx analogien til Sydafrika, der bestandig drages frem i denne sammenhæng. Den er i visse henseender ret tvivlsom. Der er gode grunde til, at BDS-taktikker blev brugt mod Sydafrika, mens den aktuelle kampagne mod Israel må begrænse sig til boykot og frasalg, ikke sanktioner: I førstnævnte tilfælde havde en stærk aktivisme skabt så overvældende en international modstand mod apartheid, at de enkelte stater og FN for længst havde indført sanktioner, årtier før 1980’ernes BD-taktikkerne omsider fik momentum i USA. Det skete, da USA’s kongres selv begyndte at vedtage sanktioner og tilsidesatte Reagans vetoer i dette spørgsmål.

Men allerede flere år før – i 1960 – havde globale investorer trukket sig ud af Sydafrika i så stort et omfang, at det halverede apartheidstyrets finansielle reserver. Selv om landet i et vist omfang genvandt sin økonomiske styrke, var skriften på væggen ikke til at tage fejl af. I modsætning til dette strømmer de amerikanske investeringer fortsat ind i Israel. Da Warren Buffett sidste år købte en israelsk værktøjsproducent for 2 mia. dollars, betegnede han Israel som det mest lovende land for investorer uden for USA.

Og selv om der omsider kan spores et voksende mishag i den amerikanske opinion med USA’s støtte til Israels forbrydelser, har det ikke tilnærmelsesvis de proportioner, vi så i tilfældet med det sydafrikanske apartheidstyre. Det nødvendige pædagogiske arbejde er ikke blevet gjort. Talspersonerne for BDS-bevægelsen tror selv på, at de har nået deres ’Sydafrika-øjeblik’, men det er ren indbildning. Hvis en taktik skal være effektiv, må den bygge på en realistisk vurdering af de faktiske omstændigheder.

Meget af det samme gør sig gældende for apartheid-analogien. I selve Israel foregår der utvivlsomt en omfattende diskrimination mod ikke-jøder – her er jordlovene blot det mest ekstreme eksempel. Men det er stadigvæk ikke apartheid i sydafrikansk stil. I de besatte områder er situationen til gengæld langt værre, end den var i Sydafrika, hvor de hvide nationalister havde brug for den sorte befolkning: De udgjorde jo landets arbejdsstyrke, og hvor grotesk systemet med bantustans end var, så afsatte Pretoria et vist mål af ressourcer til at sørge for sine sorte indbyggere. I skarp kontrast til dette ønsker Israel kun at skille sig af med sin palæstinensiske ’byrde’. Den nuværende udvikling fører ikke frem mod det sydafrikansk scenario, som det almindeligvis påstås. Men mod noget meget værre.

Israels politik vil fortsætte

Som Sternhell bemærker, er Israel opsat på at fortsætte sin nuværende politik. Det vil stræbe efter at fastholde sin ondartede belejring af Gaza-striben og holde den adskilt fra Vestbredden, som USA og Israel har gjort, lige siden de accepterede Oslo-aftalerne i 1993. Selv om Oslo udtrykkeligt erklærede Palæstina for at være ’en enkelt territorial enhed’, er Vestbredden og Gaza i den officielle israelske sprogbrug blevet til ’to adskilte og forskellige områder’. Og som sædvanlig holder det sikkerhedsmæssige påskud ikke for en nærmere granskning.

På Vestbredden vil Israel fortsætte med at stjæle alt, hvad det finder af værdifuld jord- og vandressourcer, forflytte eller sprede den stadig mere betrængte palæstinensiske befolkning og samtidig integrere sine nye konfiskationer inden for et Stor-Israel. Dette vil omfatte det markant udvidede ’Jerusalem’, som Israel har annekteret i strid med sikkerhedsrådets ordrer foruden al jord på den israelske side af den ulovlige adskillelselsmur, de korridorer mod øst, der skaber ikke-levedygtige palæstinensiske kantoner; Jordan-dalen, hvorfra palæstinenserne systematisk fordrives, i takt med at jødiske bosættelser etableret og enorme infrastrukturprojekter, der forbinder alle disse ekspansioner til selve Israel.

Vejen frem fører ikke til et Sydafrika, men snarere til en stigning i andelen af jøder i det stor-Israel, som er under opførelse. For et stor-Israel er det realistiske alternativ til en to-stats løsning. Der er ingen grund til at forvente, Israel vil acceptere en palæstinensisk befolkning det ikke ønsker.

John Kerry blev mødt med forbitrede fordømmelser, da han gentog den også i Israel velkendte klagesang, at medmindre Israel accepterer en form for tostatsløsning, vil deres land blive en apartheid-stat, der hersker over et område med en undertrykt palæstinensisk flertal og stå over for det frygtede ’demografiske problem’ i form af alt for mange ikke-jøder i en jødisk stat. Men denne kritik forholder sig til et rent fatamorgana. For så længe USA støtter Israels ekspansionistiske politik, er der ingen grund til at forvente, den vil ophøre.

Så længe USA er positivt stemt

Én sammenligning med Sydafrika er dog realistisk og signifikant. I 1958 erklærede Sydafrikas daværende udenrigsminister over for USA’s daværende ambassadør, at det ikke betød alverden, hvis Sydafrika blev en pariastat. FN kunne fordømme Sydafrika så meget det ville, så længe USA som den vestlige verdens førende stemme, stillede sig positivt. I de over fyrre år, som er gået, siden Israel valgte ekspansion fremfor sikkerhed, er samme vurdering blevet anlagt herfra.

For Sydafrika holdt kalkulen stik i ganske lang tid. I 1970 kom det således til amerikansk og britisk veto imod en sikkerhedsrådsresolution om at indføre blokade mod det racistiske regime Sydrhodesia. Dette gentog sig i 1973. Men i 1980’erne vendte billedet, og i 1987 gik selv Israel – velsagtens på det tidspunkt det eneste land, der overtrådte våbenembargoen mod Sydafrika – med til at »slække sine bånd til Sydafrika for ikke at lægge sig ud med den amerikanske kongres«, som generaldirektøren for det israelske udenrigsministerium formulerede det. Bekymringen var, at Kongressen kunne straffe Israel for dets overtrædelse af nyere amerikansk lovgivning. Privat forsikrede israelske regeringsembedsmænd dog deres sydafrikanske venner, om at de nye israelske sanktioner vil være rent ’vinduespynt’. Et par år senere opgav Sydafrikas sidste tilhængere i Washington imidlertid ævred og sluttede sig til verdens konsensus, hvorefter apartheidregimet snart kollapsede.

I Sydafrika blev der indgået et kompromis, som tilfredsstillede landets elite og USA’s erhvervsinteresser: Apartheid var forbi, men det skæve socioøkonomiske regime kunne leve videre. Der ville fra nu af måske nok komme enkelte sorte ansigter i limousiner, men den herskende klasses privilegier og profitter ville ikke blive grundlæggende påvirket. I Palæstina er der ikke et lignende kompromis i sigte.

© The Nation og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Engelsted

Tusind års rabbi-kultur fornægter sig ikke i denne lange og tænksomme sagsfremstilling, hvis konklusion ved første læsning syntes at være, at man skal vente med at boycotte Israel til man er klar til at lave sanktioner mod USA først, fordi det i sidste ende er amerikanernes skyld. Hvilket vel svarer til argumentet om, at indgreb mod klimatruslen er nødvendig, men først når man har fået hele verden med, eller argumentet om, at en finansskat vil være det rigtige, men først når alle lande er med, eller argumentet om, at vi selvfølgelig skal gribe ind over svinelandbrugets forsyndelser, men først når vi har fået alle landbrugets konkurrenter med.

Brugerbillede for Torben Selch

men mon ikke tingene begynder at gå stolpe ind mere end stolpe ud.
Kineserne er tæt på en kontrakt på at bygge en kanal i Nicaragua, som alternativ til den USA kontrollerede Panama kanal.
BRIC landene har indgået aftale om et fælles alternativ til IMF.
Flere af disse lande er begyndt at undersøge, om dollaren nødvendigvis skal være global reserve valuta.
Ukarine krisen hvor man ikke tænker pro og con ifm sanktioner, synes at give bagslag, kurserne rasler faretruende nedad. Kurserne rundede i DK noget der lignede historisk 812-15 stykker men er tilbage i kurs 790. Og flere og flere US investeringes fonde råber vagt i gevær, eller som en amerikansk investor udtrykte det. Merkel bør være mere bekymret for deres små 300 t guld i fort knox, end amerikanernes dobbeltagenter. Desuden har kineserne sænket deres opkøb af US Bonds væsentligt.
USA jagter udenlandske banker som ikke makker ret, imens de skåner deres egne, samtidig med de plyndrer alle de nationalbanker for guld, som de besætter - herunder Ukraine. Virker som ren Pirates of The Caribbean - plyndrings togter.
Lugter BRIC landene blod og mærker USA økonomiske svaghed - tipper balancen, og derved også Israels nuværende evne til at opføre sig som de gør.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Artiklen mangler en række elementer, som hører med, hvis man vil lave en total-vurdering.

Konflikten er ikke "bare" en konflikt mellem palæstinensere og israelere - var den det, så ville det nok være nemmere at få fred i den del af verden.

I den samlede "ligning" indgår også
- at nogle stater i området gerne ser Israel "nedlagt"
- at områdets stater i vidt omfang er barske diktaturer
- at der er borgerkrige (Syrien, Irak mv ) i området , hvis mulige udfald ikke er positive
- at der er massive religiøse modsætninger mellem sunni'er, shia'er, kristne , jøder m fl.
- at menneskerettigheder ( ligestilling mellem kønnene, trosfrihed , retssikkerhed m v) ikke respekteres, men tilsidesættes af navnlig religiøse ledere og despoter i området
- at EU's afhængighed af olie stækker EU's handlefrihed i området betydeligt ( - afhængigheden trækker politisk set i retning af at "ofre" Israel på samme vis, som den trækker i retning af at "bakke ud" i Ukraine).

At lave holdbare løsninger er næppe gørligt i de nærmeste år - bare det at holde "låget på kedlen", så det hele ikke eksploderer , er i sig selv en slags succes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

At vente på USA er håbløst. For USA ser både Israel og Storbritanien som sine nærmeste allierede. Da USA ikke vil miste Israel som allieret, vil dette altid vægte tungere end USAs "venlige" kritik af Israel.

Desværre er der intet nyt i, at økonomisk politik vejer langt tungere for stort set alle politikere end menneskerettigheder og forfølgelse af mindretal. Derfor er chancen for at få indført økonomiske sanktioner mod Israel nærmest lig nul.

Kunne det virke uden USA? Dette er jeg til gengæld ikke i tvivl om. For hvis EU kunne blive enige om total boykot af israelske varer, indtil Israel havde trukket sine bosættere tilbage, så ville de økonomiske konsekvenser for både Israel og USA blive for store. For selv USA ønsker ikke at lægge sig ud med hele Europa af økonomiske grunde.

Men som sagt vil også de europæiske politikere i stedet kigge på økonomien og frygte, at en boykot af Israel vil gå ud over alle de europæiske firmaer, der samarbejder med blandt andet Israel. Så Israels bosættelser og apartheidpolitik vil desværre bare fortsætte.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Fundamentalisme kan ikke gradbøjes, det er sagens natur, støttes den ene part, er diplomatisk løsning umulig.
Danmark har nu egen erfaring på området, efter Irak og modtager, formodentlig snart, en ny lektion i Afghanistan.

Men det handler ikke om fred, det ved de fleste godt, hvis man føler rigtigt godt efter, dybt nede i maven.
På samme måde, som de 30 milliarder kroner til nye kampfly i Danmark, der ikke kan flyve, vel et formidabelt godt billed på, at Danmark også har politikker, der ikke er ærlige, at folkestyret i Danmark også er en frase, derfor har Danmark ikke meget, at lade nogen andre høre, det er da også larmende danske politikkeres tavshed, der møder denne massakre, på kvinder og børn og nogle ganske få fundamentalister, der er under opsejling nu.

Brugerbillede for Dennis Berg

Engelsted:
Der mener jeg du tager fejl i din konklusion.

Derimod mener jeg, at opgaven er, på samme måde som i sydafrika-eksemplet, at foretage en pædagogisk øvelse, som kan vende opinionen ikke bare i verden, men allervigtigst i USA. Derpå vil der komme et pres igennem det amerikanske politiske system, som til sidst vil tvinge Israel i knæ - ligesom landet blev i sydafrika-spørgsmålet. Chomsky mener her, at det er vigtigt at opstille klare mål og bruge energien på disse, istedet for svært forklarlige og uopnåelige mål, som kun vil dræne energi fra bevægelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

Philip, fundamentalisme betegner nogen, der tager religiøse skrifter meget bogstavelige. Altså her enten det gamle testamente eller koranen.

Ser vi på palæstinenserne, har de ingen tradition for dette. De betragtede oprindeligt kristendom og islam som næsten det samme, hvilket også fremgår af følgende citat fra den engelske version af wikipedia:

"Religion as constitutive of individual identity was accorded a minor role within Palestinian tribal social structure until the latter half of the 19th century.[100] Jean Moretain, a priest writing in 1848, wrote that a Christian in Palestine was "distinguished only by the fact that he belonged to a particular clan. If a certain tribe was Christian, then an individual would be Christian, but without knowledge of what distinguished his faith from that of a Muslim."[100]"

Opstandene fra palæstinenserne og deres krav om en selvstændig stat har heller aldrig rigtigt haft karakter af noget religiøst - undtagen i Israels og Vestens propaganda. Det var også dette, der gjorde, at USA og Vesten fejlagtigt troede, at palæstinenserne da bare kunne eksporteres til nabolandene, da de jo havde samme sprog og religion. Men de undervurderede totalt palæstinensernes tilknytning til området, som deres forfædre og deres klaner havde beboet i århundreder i fredelig sameksistens med især kristne, der var rejst dertil på grund af Bibelens beskrivelser af det hellige land.

Israels politik er derimod i høj grad påvirket af fundamentalistiske jødiske zionister. For selvom disse fundamentalister udgør et mindretal, så har de stor politisk indflydelse. Især, fordi de jo kan spille på resten af befolkningens frygt for såvel islam som nabolandene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Ernst Petersen
Det handler om fundamentalisme, både i religiøst og i meget bredere geopolitisk forstand, men pointen er, at det handler ikke om fred og det ved de fleste godt, hvis man føler rigtigt godt efter, dybt nede i maven, hvilket jeg også læser er, hvad du også er inde på.

Men det er det politiske spil, der skal få det til at se ud, som om det er fred det handler om, jeg mener vi skal forstå, at Danmark også er en del af, det er spil for galleriet, som når danske politikkere køber for 30 milliarder kroner kampfly, der ikke kan flyve.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

Fra wikipedia:
"Fundamentalisme er en generel betegnelse for en form for religiøsitet, hvis udøvere læser deres hellige skrift(er) meget bogstaveligt.

Ofte bruges betegnelsen fundamentalisme om en ekstrem gruppe tilhængere af en given religion i modsætning til en moderat gruppe. Alle større religioner har i dag tilhængere, som er fundamentalister."

Fra Den Store Danske (Gyldendal):
"Fundamentalisme: bogstavtro religiøsitet, der kan være forbundet med et politisk og/eller ideologisk program. Begrebet er vanskeligt at afgrænse, fordi det ofte i faglitteratur og dagligsprog bruges upræcist som fællesbetegnelse for vidt forskellige religiøse grupperinger, der selv mener at adskille sig radikalt fra hinanden.

Ordet fundamentalisme bruges ofte negativt, synonymt med fanatisme og irrationalitet, men fænomenet er i sin kerne snarere et alternativ til sekulariserede samfunds relativistiske skriftsyn og dets tillid til naturvidenskabelige landvindinger. Det er et moderne fænomen trods paralleller til tidligere tiders skriftsyn.

Sociologisk og psykologisk er fundamentalisme søgt forklaret som udtryk for en gruppes forsøg på at skabe sig et fast orienteringspunkt i et samfund præget af sociale forandringer og politiske spændinger."

Palæstinenserne tager ikke afstand fra naturvidenskabens landvindinger, og de baserer ikke deres krav på området på religiøse skrifter overhovedet. Derfor er de ikke fundamentalister bare, fordi de mener at have ret til at bo der, ligesom deres forfædres klaner jo har gjort i århundreder.

Der er heller ingen grund til at tro, at palæstinserne ville have sværere ved at acceptere jøder i området, end de tidligere havde med de kristne, som de levede fint sammen med. Problemet er derfor udelukkende, at zionisterne ønsker at bevare Israel som en ren jødisk stat, hvor palæstinenserne aldrig kan få indflydelse.

Brugerbillede for Michael  Bruus

Militær-politisk er Israel et fremskudt brohoved ind i ”den stykke ulvs verden” (den muslimske verden) og Israel er muligvis verdens mest militær trænede land, mænd og kvinder gør militær tjeneste, for kvinderne er det mindst 2 år og for mændene er det mindst 3 år og specialstyrker har længere tjenestetider, derudover genkaldes alle i en lang årrække efter aftjent militærtjeneste vært år, så uden at blinke mere end to gange vil Israel kunne stille med mindst en million våbenkyndige folk. Hertil kommer at Israel også har A våben.
Militær-politisk må Israel anses for så vigtig for USA, at sandsynligheden for at USA på nogen måde vil risikere at sætte denne vigtige brohoved alliance i fare for nærmest udelukket.

At det spiller ulykkeligt "fint" sammen med Israels angst, angst for sine egne indre konflikter, sine mange forskelige befolkningsgrupper imellem, angst for sine omgivelser og sin omverden gør kun problemet endnu mere komplekst.
På en dårlig dag kunne jeg forfalde til at kalde Israel en angstbider og USA udnyttelse for overgreb.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Nielsen

@ Torben Selch

De palæstinensiske raketter er for upræcise til overhovedet, at ramme så lille et mål. Det er altså, hvis raketterne ikke allerede er skudt ned af det raketskjold, som amerikanerne har foræret israelerne. Skulle en raket alligevel ramme Dimona-reaktoren, så er beton-skallen rundt om så tyk, at de med deres ringe størrelse ikke engang kan lave skrammer i betonen.

Det virkelige problem er vel egentlig, at Dimona ligger der fuldstændig uden international kontrol og producere masseødelæggelsesvåben til et små-psykotisk regime.

Brugerbillede for Jens Nielsen

@ Robert Kroll

En samlet Arabisk Liga tilbød i 2002, ikke bare at indgå en fredsaftale med Israel, men også at ville normalisere handelsforbindelser m.v. Den eneste betingelse var, at Israel skulle overholde FN's resolutioner, og dermed trække sig tilbage fra Golan-højderne, Øst-Jerusalem, Vest-Bredden og Gaza. Israel svarede aldrig på tilbuddet. Tilbuddet står stadig ved magt.

Brugerbillede for Egon Maltzon

Problemet for palæstinænserne er at de vælger nogle uduelige ledere, som satser på hurtige fix, som nu truslen fra Hamas mod alle israelere.
Ordskvalder, som israelerne bare kan samle op og bruge til at demænisere den civile palæstinænser.
PLO/Hamas selvmordsterror mod civile i Israel var et tilsvarende selvmål, som israelerne kan bruge efter forgodtbefindende til at retfærdiggøre deres overgreb..

Vendepunktet for ANC kom jo netop fordi de kunne få fremstillet Sydafrika som den eneste skurk, og dermed fratog dem argumentet for at undertrykke de sorte.

Det er sq for nemt for israelerne at skyde alle anklager ned med (korrekt) henvisning til den adfærd som palæstinænserne (og de arabiske naboer) lægger for dagen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

Egon, det er ikke uduelige ledere hos palæstinenserne, der er årsagen. For uanset hvad, så er det umuligt at forhindre Israel i at beskylde palæstinenserne for hver eneste forbrydelse i Israel. Og det er også utænkeligt, at en palæstinensisk leder skulle være i stand til at forhindre, at en eneste palæstinenser lod sig provokere af en jødisk højreekstremistisk bosætter.

Derfor vil Israel altid kunne fremprovokere eller udnytte begivenheder til at slå hårdt ned på palæstinenserne og afbryde de fredsforhandlinger, som Israel reelt overhovedet ikke ønsker.

Brugerbillede for Claus Jensen

Niels Engelsted:

Jeg må erklære mig enig med Dennis Berg, du er nødt til at sætte læsehastigheden ned. Det er den pædagogiske indsats, der skal rettes mod USA. Og det svarer da heller ikke til et krav om, at alle skal være med, før man gør noget. På nogen måder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Guttorm

@Egon Maltzon
Ja, det siger man i Israel, mens man sørger for at dræbe samtlige opkomlinge der kunne vise sig, og som ikke er en del af det nuværende, korrupte palæstinensiske selvstyre. Vi får virkelig transmitteret en omgang historier fra de syv have fra det officielle Israel efterhånden. For et øjeblik siden stillede man i TV-Avisen spørgsmålet, hvordan ISRAELERNE ville håndtere en invasion af Gaza - ikke hvordan befolkningen i Gaza ville håndtere en invasion på baggrund af over 70 døde på få dage. I sandhed en vinkel, der ligger lige for. Snart begynder man vel at interviewe indbrudstyve om, hvordan de føler sig tilpas over det forestående røvertogt. Her gælder det bare livet og ikke kun ejendelene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Simonsen

Mærkelig at der aldrig er nogen, som spørger, hvorfor USA støtter Israel?

Hvem er det som bestemmer, at en amerikansk politiker ikke kan vælges til Kongressen og Representanternes Hus, hvis hun eller han ikke har en paragraf sit valgprogram om, at man støtter staten Israel? (Hvilket er fuldstændig grotesk.)
Hvem sidder som presidentens rådgivere? Hvem sidder på medierne? Hvem sidder på bankerne? Hvem sidder på alle de multinationale virksomheder? Hvem sidder på våbenindustrien og dens håndlangere? Hvem er de grå eminenser i UN?

Hvad er AIPAC og 'The Jewish Congress' og hvad er gør de egentlig? Og hvad er det blevet af Neocon-bevægelsen og deres 'New World Order', som ikke hørs tale om i medierne længre?

Og kan de få verden at kollapse, hvis alle nægtede at lade sig manipulere?

Måske var det på tide at gøre op med denne 'diktators' selvovervurderede storhed og offer-selvynk og fortælle ham, hvor skabet skal stå.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Jens Nielsen ( kl 15.02)

Den arabiske liga tæller ikke en eneste demokratisk stat – der er tale om diktaturer, borgerkrigshærgede stater og i det hele taget stater, der afviser basale menneskerettigheder ( trosfrihed, ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder, accept af seksuelle minoriteter o m a).

Et ”godt tilbud” fra sådanne stater er vist ikke noget værd ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Boykot er det eneste våben, som et samfund har, når dets demokratisk valgte ledere ikke vil eller kan følge med.

Jeg har selv boykottet alt hvad der kom fra Israel ( næsten), så længe jeg kan huske, min boykot mod USA opstod da de valgte en ( "Bush" mand), som præsident .

At min boykot ikke virker er jeg klar over: Idet jeg nogenlunde har forstået "finansindustriens" krogede og kringlede veje. Det er bare ikke veje som jeg ønsker at betræde, så derfor forsøger jeg stadig at "boykotte".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

Bente, "Mærkelig at der aldrig er nogen, som spørger, hvorfor USA støtter Israel?"

Hjemmesiden for Jewish Virtual Library giver følgende svar:

"The U.S.-Israel relationship is based on the twin pillars of shared values and shared interests. Given this commonality of interests and beliefs, it should not be surprising that support for Israel is one of the most pronounced and consistent foreign policy values of the American people.

Americans have long viewed Israelis with admiration, likely because they see American heritage in Israel's pioneering spirit and struggle for independence. Like the United States, Israel is a nation of immigrants that has produced a multicultural society with citizens who hail from more than 100 nations. Approximately four in ten Israelis are Eastern or Oriental Jews who trace their origins to the ancient Jewish communities of the Islamic countries of North Africa and the Middle East.

Israel has also common, deep commitment to democracy. All citizens of Israel - regardless of race, religion or sex - are guaranteed equality before the law and full democratic rights. Freedom of speech, assembly and press is embodied in the country’s laws and traditions. Israel’s independent judiciary vigorously upholds these rights. The political system in Israel is based on free elections with divergent parties. And though Israel does not have a formal constitution, it has adopted Basic Laws that establish similar legal guarantees.

Israel also share America’s passion for education. Israelis are among the most highly educated people in the world. No fewer than twenty-nine daily newspapers are published in ten languages. More books are published per capita in Israel than anywhere else.

These shared interests form the pillar of the continued U.S.-Israel relationship. Since the 1980s, Shared Value Initiatives between Israel and the United States have covered a broad range of areas - the environment, energy, space, occupational safety and health, among many other fields. Hundreds of American institutions in nearly every state have received funds from binational programs with Israel and other relationships, like the Free Trade Agreement, the Cooperative Development Research Program, the Middle East Regional Cooperation Program and various memoranda of understanding, demonstrate the depth of the special relationship."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

Sådan som jeg læser Chomskys artikel, så skriver han jo blot at man ikke skal brænde alt sit krudt af på at opfordre til boykot, før man har tilstrækkelig opbakning til at boykotten rent faktisk vil virke. For at få det, må man først oplyse befolkningerne i vesten, og i særdeleshed i USA, tilstrækkeligt meget om de israelske terrorangreb og den israelske Lebensraum-politik.

Og det lyder da meget fornugtigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Riisgaard

Det er vist meget sigende for Chomskys position, at hans centrale pointer i forhold til problemets ideologiske aspekter fremsættes som erklæringer uden argumentation:

Med den retoriske finte "-Dette ville kunne åbne op for en ’ingen-stats-løsning’ – efter min mening den optimale model og i den virkelige verden vel ikke mindre plausibel end den ’én-statsløsning’, der ind imellem bliver bragt i forslag som muligt alternativ til den internationale konsensus omkring tostatsløsningen" - Undgår han meget bekvemt at forholde sig seriøst de analyser der anfægter hans præmis om den stadigt mere påtrængende både moralske og politiske nødvendighed, som Et-statsløsningen repræsenterer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Følg pengene - find de ansvarlige. Den økonomiske verdensorden er i komplet modstrid med og stadigt underminerende egne retsprincipper - ikke så mærkeligt at situationen er kaotisk og uholdbar.
Israel er - som sagt et sted i tråden - USA's brohoved i Arabien - derfor!
Så før verdenssamfundet får gjort op med historisk arvesynd og dermed forbundet paranoia og ptsd, er det op ad en stejl bakke med global freds-og konfliktmægling.
Hippierne forsøgte med love bombs - det må vi vist have noget mere af ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ellen nielsen

...du ved nok meget bedre, hvem der sidder hvor, og hvordan de tænker. Det vil ikke ha' nogen mening at give sig ind i et ordkløveri med dig.

Bente Simonsen...

Du har ret! Dét kan nemt blive ordkløveri, når dine postulater

Hvem sidder som presidentens rådgivere? Hvem sidder på medierne? Hvem sidder på bankerne? Hvem sidder på alle de multinationale virksomheder? Hvem sidder på våbenindustrien og dens håndlangere? Hvem er de grå eminenser i UN?

mangler fakta!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Nielsen

@ Randi Christiansen

For mig at se, så er Israel en blindgyde for USA i mellemøsten. Hvis Israel derimod tog imod den Arabiske Liga's tilbud om fred og samhandel, tilgengæld for overholdelse af FN's resolutioner, så ville Israel pludselig blive relevant for USA.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

ellen - fakta er ikke tilgængelige, hvilket er mistænkeligt - fx kender vi ikke vore kreditorer, vi ved ikke hvem, der ejer vores gæld, hvem vi, staten, skylder. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at ansvaret er ligefrem proportionalt med formuens størrelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan  Mogensen

Jeg er generelt meget uenig med Chomsky, men hans artikel rammer hovedet på sømmet.

Af alle de mange debatindlæg der har været, har der ikke været et eneste der prøver at løse konflikten, alt er brandslukning, den palæstinensiske side prøver ikke at skabe varig fred, fordi de ikke vil lade Israel eksistere om det så er på 67 grænser eller ej, læg mærke til hvor mange indlæg der fordømmer Israel, men ingen der kommer med en løsning til at løse konflikten der kan spises af både israelere og palæstinensere.

BDS er udemærket klar over at deres 3 punkt plan aldrig bliver til noget, så hvorfor have en sådan en?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Postbanned whocares

Striden kan ikke løses lokalt, det er op til stormagterne at blive enige, og her ophører konsensus. Medmindre det kommer fra Israel selv, men det er der intet der tyder på. Palæstinenserne udgør ikke en trussel, og netop derfor - kan - Israel, agere som de gør, ellers havde de selvfølgelig været villig til forhandling. Det må forventes der kommer modstand når man besætter et område, alt andet end lige, så ville det være historisk kontrært.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan  Mogensen

Randi: jeg vil gerne høre om disse, chomsky siger jo netop at insisteren på punkt 2 umuliggør fred .
Jesper:selvom palæstinenserne er militært underlegne gør det jo ikke automatisk deres krav til rimelige, et presset hamas vil stadig ikke snakke om mere en max en våben hvile på 10 år Hvis Israel trækker sig til 67 grænser

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Postbanned whocares

Hamas er en modstandsbevægelse, ikke det palæstinensiske folk. Hvad Hamas vil er sådan set ligegyldigt, særligt i kraft af deres terror status. At de har raget politisk magt til sig, i takt med fortsatte tab, er ikke så underfundigt. Havde det nu været en suveræn nation, havde billedet måske været lidt anderledes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Chomskys argument mod pkt 2 er ude i hampen. At ligeværfighed ikke bliver respekteret andre steder i verden - hvilke - i øvrigt irrelevante - skurkestreger på harvard taler manden om? - kan da aldrig være et argument for , at det så heller ikke kan lade sig gøre ifht palæstinenserne.
Denne sag er så betændt som en krimigåde - de egl skyldige gemmer sig og hvorfor mon ? Mit gæt er, at de har en rigtig dårlig sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan  Mogensen

Jesper, enig så måske skulle palæstinensere og israelerne stemme en gang for alle om hvad de er villige til at gøre af indrømmelser. Så kan verden bagefter bedømme dem på den baggrund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Jan - skyldige i hvad? Er du kun dum eller også flabet?
Selvf bør man levere tyvegods tilbage - hvorfor ikke? Fordi tyven er den stærkeste?
Forbrydelsen mod palæstinenserne kan ikke skjules med påstande om, at det er for kompliceret at etablere retfærdighed. Det begynder med at indrømme palæstinensernes rettigheder - de boede der lissom, da verdenssamfundet forærede deres land til jøderne som afbigt for disses frygtelige lidelser under ww2. Man gør bare ikke en uret god, ved at begå en ny. Selverkendelse derimod er den første vej til forbedring - når jøderne kan vise det storsind, som de af alle bør vise palæstinenserne, er vi på rette vej. Hvorledes det kan lykkes at fortrænge denne indlysende sandhed, er det store mysterium.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan  Mogensen

Randi, for det første formuler dig pænt hvis du ønsker en saglig debat:
Den stærkeste har altid vundet uanset om det er retfærdigt eller ej ,kig dig omkring i verden, tror du at Tibets moralske ret vil skaffe dem landet tilbage fra Kina?

Skal vi så også tage Skåne og Holstein tilbage? - de blev også taget med vold fra Danmark, der er ikke noget der hedder historisk retfærdighed, bare spørg serberne, græsk-kyprioterne og kurderne som sjovt nok aldrig får samme opmærksomhed...

Israel vil aldrig give efterkommere af 800.000 palæstinensere adgang til at bo i Israel selv, det ville være nationalt selvmord og er fuldstændigt udelukket selv fra den yderste venstrefløj,området er desuden på størrelse med Jylland så det vil være ressourcermæssigt selvmord for alle i området.

At de skal have mulighed for at bosætte sig i Vestbredden, Østjerusalem og Gaza skal selvfølgelig komme på tale.

At du som mange andre enten ikke nævner eller bevist udelader at 800.000 jøder blev udplyndret og fordrevet i perioden efter 1948 fra de arabiske lande er ikke noget nyt.

Jeg forstår stadig ikke dine hentydninger, hvis du har noget på hjerte så skriv det
.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Jan - hvis man af praktiske grunde ikke kan være retfærdig, må man i det mindste erkende det - første skridt i en ligeværdig proces. Dernæst må man se på, hvad der er praktisk muligt. Det kan ikke være sandt, at en løsning på fordrivelsen af palæstinenserne ikke kan findes - der må være tale om sabotage. Fra hvem og hvorfor?
Jeg var ikke klar over, at 800.000 jøder har lidt den skæbne - det må naturligvis ikke forties, og må indregnes i en løsning. De to folk er nødt til at leve i fred og som naboer, de er nødt til at deles om landet. Det burde der overhovedet ikke være tvivl om.

anbefalede denne kommentar

Sider