Min generation er ikke forberedt på livets knubs

Hvorfor ligger jeg vågen klokken 3 om natten og hader mig selv? Hvad er der galt med mig, når jeg ikke gider stå op om morgenen? Højst sandsynligt ingenting. Livet gør ondt på alle – det er vi bare mange i min generation, der ikke har forstået
iBureauet/Mia Mottelson

Jeg tilhører en generation af unge, der hele tiden møder overflader, som egentlig ser ret gode og rigtige ud. Og det kan gøre én ganske fortvivlet, når man ikke selv føler sig hverken god eller rigtig. Mange af os ved ganske enkelt ikke, hvor normalt det er at være nede og skrabe bunden.

Vi har øjnene stift rettet mod den hvide glasur og ser sjældent det, der er under den. Vi ser alle sammen på de andre, der umiddelbart ser ud til at have det meget federe end os, mens vi skammer os over den æske med kleenex, der står på sengebordet. Vi gør smertefulde krumspring for at se glade ud, når vi endelig kommer ud af sengen og går ud i verden. Vi har en spejlblank overflade.

I kulkælderen

Selv begyndte jeg for alvor at besøge kulkælderen i begyndelsen af 2.g. Jeg følte mig på et tidspunkt så langt nede, at mine forældre sendte mig til lægen, og efter en kort samtale henviste han mig til en psykiater, som kunne give mig nogle piller. Siden dengang har det været ind og ud af kulkælderen for mig. Senest for nylig da min kæreste og jeg gik fra hinanden, og jeg synes det var lidt lettere at drikke rødvin end at lave lektier. Jeg kunne ikke se den store mening i overhovedet at stå op. Det hele kulminerede, da jeg en dag måtte eskorteres hjem fra universitetet af mine studiekammerater, fordrukken og utrøstelig.

Men på overfladen ligner jeg en solstrålehistorie. En pæn ung mand med gode karakterer, et spændende studie og et godt studiejob, uden økonomiske problemer og med masser af venner. En god dreng, der kommer fra en tryg opvækst i en kernefamilie. Alt er godt. På overfladen.

Tager man overfladen fra mig, er der dog ikke helt så meget balance og velvære tilbage. Det har jeg efter diverse offentlige nedsmeltninger været nødt til at erkende over for venner og bekendte. Det gik ikke længere at have det elendigt for mig selv, når alle kunne se det, så jeg måtte jo i dialog med en masse mennesker. Og så fandt jeg ud af noget, der overraskede mig: Alle går sgu og har det skidt af og til.

Selv om det ikke er alle, der har ligget og rodet hjælpeløst rundt af bar hjertesorg, har alle det nogle gange svært. Lige fra veninden, der føler sig så ensom, at hun ser alting udefra og bedst kan sove oven på en lille en; til vennen, der ikke kan se nogen mening eller retning og helst vil sætte alting på pause. Der er forbløffende meget tungsindighed alle vegne, så snart man vender et par sten og stikker spaden i jorden.

#LigegyldigOgEnsom

Jeg ved ikke, om min generation har det værre end de tidligere. Når det kommer til stykket, har det nok altid været svært at være ung. I det hele taget har det nok altid været svært at være menneske. Men der er en væsentlig forskel på min og tidligere generationer: Det har nemlig aldrig været nemmere at foregive at man er lykkelig, selv om man er det præcis modsatte.

På Instagram kan man scrolle sig gennem én lang lektion i, hvor lækker mad folk spiser, hvor fede byture ens venner har, og hvor »overdrevet nice« det er at være på ferie i London eller Sydamerika. Der er ikke nogen, der lægger billeder op med #LigegyldigOgEnsom. Ikke i ramme alvor i hvert fald. Og selv om det faktisk er muligt, så er der aldrig nogen, der vælger at være i »et kompliceret forhold« på Facebook. Allerhøjst som en joke.

Happy-luja

Det hjælper heller ikke på situationen, at hele trenden omkring positiv psykologi fastholder os i at leve vores liv på overfladen. Af den kan vi lære, at så længe vi blot fortæller os selv, at vi har det godt, så får vi det også godt. Du kan altså selv styre det, og hvis du ikke kan finde ud af at være lykkelig, så er du selv ude om det. Du kan jo bare vælge at se det hele fra den lyse side. Hvis man ikke bliver lykkelig af den positive psykologis selvhjælp, så må man være ubehjælpelig og uduelig.

Tænder jeg min radio, er der en god sandsynlighed for at høre Pharrell Williams synge Clap along if you feel like happiness is the truth i det måske største hit i dette forår, »Happy«. Hvis jeg er heldig, kan jeg høre i radioavisen, at danskerne igen er blevet kåret til et af de lykkeligste folkefærd i verden. Happy-luja!

Går jeg på nettet, kan jeg finde mange gode anvisninger på vejen til lykken, så som: »Del din gode oplevelse med andre. Fortæl dem, hvor meget du værdsætter øjeblikket. Forskning viser, at det øger din nydelse.« Eller hvad med: »Hjælp dig selv til at huske den positive oplevelse ved at tage mentale fotografier eller en fysisk souvenir som f.eks. et fotografi eller en sten fra dit favoritsted på stranden. Fortæl senere andre om den.« Begge råd fremsat i B.T. af Ebbe Lavendt, cand.psych.aut og master i anvendt positiv psykologi.

Og man kan da sagtens klappe med Pharrell og hylde glædens sandhed med en sten fra stranden i hånden, mens man deler et billede på Facebook af en god oplevelse. Det lader i hvert fald til, at alle de andre også klapper i takt til lykke-mantraet … Alt imens man selv fortsætter sin vej nedad uden at forstå, hvorfor kuren dog ikke virker.

Erkend tristheden

Længere nede i kulkælderen har man for længst passeret alle de andre, tilsyneladende meget mere talentfulde unge, der har udrettet meget mere, end man selv har været i nærheden af. Dybest nede i kælderen kigger man op på alle de andres lykke. Jeg kommer ofte til at tænke på et pessimistisk citat fra en af mine yndlingsantihelte, Homer Simpson: »Ligegyldigt, hvor god du er til noget, er der altid ca. en million andre, der er bedre end dig.«

Vi spejler os konstant i hinanden, og det er der nok ikke nogen vej uden om. Jeg kigger på mig selv i forhold til dig for at finde ud af, om jeg er bare nogenlunde med på tilværelsens vogn. Men når man spejler sig i andres perfekte ydre, er man aldrig helt med. Det ydre er jo netop bare det ydre, og det kan det indre ikke konkurrere med, dertil er det alt for broget, komplekst og uperfekt.

Jeg tror ganske enkelt, at vi har brug for at erkende tristheden. Landsholdsdebutanterne, ungdomspolitikerne, de fremadstormende talenter i populærkulturen, din Facebookven, der fik 78 likes på sin selfie fra New York – de tuder alle og er lige så ynkelige, som du er en gang imellem. Alle kan have det ad helvede til. Det er bare efterhånden svært at få øje på.

Du må godt

I dag er jeg glad for, at mine forældre nægtede at medicinere mig, da min læge i sin tid henviste mig til en psykiater. Når det kommer til stykket, havde jeg slet ikke brug for det.

Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvor normalt det er at være i kulkælderen. Det var såmænd bare livet, der gjorde ondt.

Jeg havde ikke lært at grave mig ind under al den tilsyneladende succes. At bryde overfladen. Men det hjælper at opdage, at man ikke er alene om at drikke et glas vin mere, end man burde. At man ikke er den eneste, der ikke aner, hvor man skal gå hen med sin hovedpine og sin forvirring.

Du må gerne hade dig selv en smule. Du må gerne have svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Og det er ikke ynkeligt at græde natten lang, selv om det føles sådan. Lad din papæske med kleenex stå og lad være med at forveksle facader og overflader med lykke.

Selv om det kan se håbløst ud i en kælder sort som kul, allerdybest nede, så er du aldrig alene dernede. Gid de blanke overflader blev brudt noget mere.

Frederik Appel Olsen er studerende

Kommentarer

Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen

Kære Frederik Appel
For mig larmer advarsels-klokker altid, når det gælder Facebook!! ;o) Hvis man har behov for at vise hvor lykkelig, harmonisk, rigtig, dygtig, spændende man er, så er det jo netop fordi man IKKE er helt sikker på det er hele sandheden... Facebook er et forsøg på at bekræfte sig selv i noget man langt fra er sikker på. Dem der lever livet har ikke tid til at gå på Facebook. Eller behov for det?
Stor ros til dig for artiklen, som udstråler stor livsduelighed og sund livsfilosofi (læs evt. om Aaron Antonovskys definition af sundhed og hans 'flodmetafor' ;o)

Mvh. Anna Sørensen, en halvgammel pædagog og lærer ;o)

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Anne L.S.
"Dem der lever livet har ikke tid til at gå på Facebook. Eller behov for det?"

Årh, det ved jeg da ikke. Der er meget godt på facebook, som f.eks de forskellige grupper og samlingssteder, og nogle af os har også venner der, som godt kan tåle, at man har både kulørte og sorte opdateringer. Man skal bare finde sit eget fb-filter for personer og deltagelse.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Stærkt, Frederik Appel Olsen.

Lad mig tilføje at 'de blanke overflader' ikke forsvinder med alderen. Et kig ud af vinduet burde underbygge dén påstand :).

Husk også at dette blanke spejl har en irriterende evne til hele tiden at klinke sig selv sammen igen. Det er ikke nok at knuse det en enkelt gang, det må til stadighed slås i stykker. Hvis ikke det skal forblænde både en selv, og de andre omkring én, som rammes af dets døde refleksioner.

Med andre ord: modstå fristelsen til at lave et opslag på Facebook, hvor du nøgternt gør verden opmærksom på, at du skam har fået et indlæg optaget i Information. Det kan være svært for andre at spejle sig i :)

Brugerbillede for Postbanned whocares

Udmærket observationer, det skader bestemt ikke at reflektere over tilværelsen. At de andre ser forskræmte ud og fatter endnu mindre af det, bør ikke skræmme dig. Desværre kommer den (u)lykkelige uvidenhed ikke tilbage, og med tiden kan det godt føles som en byrde. Det hjælper at have nogen at dele det med, men det kræver jo kemien er til det.

Men husk, at rigtigt og forkert er en kulturel konstruktion. En gang havde grædekoner en funktion i diverse kulturer, dem har positivitets fascisterne nedsmeltet. Tiden det tager at hele er individuel, og har så mange tråde til det der engang var, samtiden og fremtiden. Det er en kompleks fase, at beskrive som en sygdom.

Piller kan aldrig give 'mening' med livet, ej heller forklare begivenheder der strider med ens opfattelse af ret og rimeligt. Så det har i sin natur en begrænsning. Det samme kan man sige om positivitets psykologien. Det kan være et fint redskab for en der er i relativ balance i den givne situation, men ved dyb sorg, der bør man selvfølgelig bearbejde de følelser der kommer til overfladen.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Næh, det er ikke et generationsspørgsmål - og så alligevel.
Vores positive, rynkefri og perfekte tilværelse er en løgn produceret af et eksplosivt, angstskabende globalt kaos af muligheder og ulykker.
Held og lykke Frederik, med at lære dig selv at kende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna Høyrup Andersen

Jeg arbejder som pædagog, og oplever ofte forældre der har der så skidt med at barnet græder. Jeg forsøger at fortælle dem hvor vigtigt det er, også at kende den slags følelser.. Måske kender de dem ikke selv? Hvis ikke man får lov at græde, skrige, være vred, være trist, være glad, være spændt, mærke det brede spektrum af følelser, så bliver de udfordringer vi møder som mennesker, rigtig svære at håndtere. Så hos mig, der er det okay at få et hysterisk anfald, græde på gulvet mens hænderne banker arrigt i gulvet. Og jeg er der, lige ved siden af, for ingen skal lades alene med sine følelser!

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Forestillingen om at have karakter er røget i glemmebogen. I dag har ingen karakter, men kun personlighed. Karakter er ikke længere noget man møjsommeligt former, træner og forbedrer. Karakter betyder noget andet, og hvor det tidligere var absurd at bruges flertalsform, er det i dag stort set udelukkende flertalsformen der florerer. Karakter er ikke længere resultatet af et individs bestræbelse på selvdisciplinering og formning til at være fornuftig og dydig. Karakter er den smagsdom de, der temporært er hersker over én, tildeler én. Des bedre én er til at lyste sine temporære herskere, des bedre 'karakterer' vil blive én givet. Det er ikke længere sigtet at have en god karakter, med at de modtage karakterer er bedre eller bedst, for god er ikke godt nok.

Frederik Appel Olsen tilhører ikke første generation af arten homo, hvorom man generelt kan tvivle på i hvilken grad 'sapiens' fortsat er et passende tilnavn. Udueligheden har været tiltagende gennem generationer.

Stor ros til Frederik Appel Olsen, der synes at være have fornemmet at noget er gået galt, at noget ikke er som det burde være, at påstanden om nutidig viden og visdom nok ikke holder stik, at fortællingen om hvad et menneske er og burde være, er fordrejet, at forestillingen om 'verden' måske ikke holder vand. Tillykke. Fat mod - der er meget mere at græde over...

Brugerbillede for Ernst  Petersen

Engang sagde folk ting som "Livet er ikke en dans på roser", "Enhver er sin egen lykkes smed" og "Når bare man har et godt helbred og aldrig skal gå sulten i seng, så skal man ikke klage."

Men det er mange år siden, at folk var så nøjsomme. Dengang knoklede folk hårdt, og de havde næsten aldrig fritid. Alligevel var de egentlig ikke utilfredse, og stort set ingen hverken begik eller overvejede selvmord. Der var heller ingen (undtagen i overklassen), der fik spiseforstyrrelser eller begyndte at skære i sig selv.

Så hvad har forandret sig?
Svaret er for mig at se indlysende. For dengang fik børn en barsk opvækst og blev hærdede til livet. I dag bliver de pakket ind i vat, beskyttet og puslet om, så livets problemer kommer totalt bag på dem, når de bliver teenagere eller ældre. De aner ikke, hvad de skal stille op. Men de bliver bare overladt til sig selv af voksne, der slet ikke forstår dem, eller som sender dem til læge. Lægen forstår dem heller ikke. For umiddelbart virker de jo ikke syge. Men hvis de virkelig har det så skidt, så må de vel bare have lykkepiller?

Selvmord, selvmordsforsøg, at skære i sig selv, depressioner og spiseforstyrrelser breder sig som epidemier. Men intet bliver gjort for at stoppe udviklingen, som naturligvis også giver arbejde til mange flere læger, psykiatere, psykologer og psykoterapeuter. Så elendigheden har naturligvis også sine "fordele".

Brugerbillede for Jesper Berg

They fuck you up, your mum and dad.
They may not mean to, but they do.
They fill you with the faults they had
And add some extra, just for you.

But they were fucked up in their turn
By fools in old-style hats and coats,
Who half the time were soppy-stern
And half at one another’s throats.

Man hands on misery to man.
It deepens like a coastal shelf.
Get out as early as you can,
And don’t have any kids yourself.

(Philip Larkin, This Be the Verse).

Brugerbillede for martin  sørensen

det handler om at give sig selv lov til at nyde livet, helt enkelt.

fridagen som man daser væk efter en uges hårdt arbejde, en tur ud og spise forkæl dig og din partner, lad være med at være negativ for livet er hårdt og der er nok af det, hvis man ellers er heldig, tag dette råd fra en nu 45 årig som der også som 20 årige opdagede jo, livet det er sku hårdt arbejde, med med og modgang, husk alt det som ikke knækker en gør kun dig stærkere som person og lad være med at være så stiv så man knækker ved det første pust, , nej vær som sivet som der kan bøje sig for vinden for at rejse sig igen.

min værdsætning af livet kommer som frugten af det hårde arbejde, det giver faktisk mening

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for martin  sørensen

og husk det starter med at tage en time af gangen som den er. der bliver til en dag uge månder og år,

denne danske salme fortæller det bedst at det er hverdags livet der er det rigtige liv, altid fredig når du går betyder at vi skal sku gå med ret ryg uanset om det er lidt hårdt og har lidt modstand, for ved at virkeligt stå fast på noget man mener så er det hele ikke så svært, og her i zapper tilværelsen der kan dette godt syntes som noget gammelmands ævel og faktisk så er det forkert at vi kun bruger denne samle som en begravelses salme for, den fortæller virkeligt noget til os, idag

det er ikke en salme. om døden men en salme, der fejer livet. jeg er ikke kristen eller religiøs men jeg mener at de ord som der er i denne salme kan bruges og giver mening uanset om man tror eller ej,

Chr. Richardt 1867.

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!
2
Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!
3
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

Op med humøret knægt. Find dig selv. Skid hul i hvad omverdenen forsøger at bilde dig ind. Skab en modtrend. For mig at se er det den manglende ærlighed i samfundet der er det altoverskyggende problem. Alt omkring dig er forlorent. Lær at gennemskue det og bekend kulør. Til sidst vil dine anstrengelser bære frugt og du vil samle en dedikeret skare omkring dig som rent faktisk værdsætter DIG - både på godt og ondt - og ikke den måde du fører dig frem på på nettet. Vælg derefter dem du kan bruge til noget i dit liv og smid resten på møddingen. Du er meget bedre end dem.

Hilsen en der har været boligløs og samlet flasker flere gange i livet. (Og når jeg smiler er det oprigtigt.)

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Når man tænker på, at man fødes ufrivilligt, at man opdrages af mere eller mindre kompetente, at man dør 'ufrivilligt, så er det man må stille spørgsmålet , hvad skal man med livet, hvor man formodes at tage ansvar for eget liv på et tidspunkt!
Selv uden et 'normalt' sygdomsforløb, kan man være psykisk uegnet til livet, søge problemerne, dvæle ved det negative, meget er afhængig af gener og opdragelse.
Har man derimod fået øje på livets muligheder og især en at dele dem med, står man stærkt og behøver ingen lommetørklæder.
Stor medfølelse med personer , der havner i selvmedlidenhed, jeg blamer dem ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

Ja, det er hårdt at have så meget fritid og så skulle holde sig opdateret på facebook ustandseligt. Så det er da forståeligt, at så mange overvejer selvmord og har store behov for lykkepiller.

For det havde jo været så mange gange simplere, hvis de havde været unge i 1914 i stedet for 2014. Dengang kom kun 3% ind på gymnasiet, og de flest flyttede hjemmefra som 14 årige for enten at blive karl på en gård eller ung pige på huset. Arbejdet foregik stort set fra de stod op, og indtil de gik i seng på deres uopvarmede værelser, og de fik ofte kun fri hver tredje søndag. Så livet var meget simplere, og facebook eksisterede slet ikke. Forståeligt nok overvejede de aldrig selvmord, og de havde heller intet behov for lykkepiller. Se det var tider!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Olesen

Over-kommunikationen, at være online og tilrådighed 24/7, i primært kommercielt funderede rum, hvori det drejer sig om at blive set, selv-iscenesætte og overgå andre, kan umuligt være en sund beskæftigelse, i det omfang det finder sted.

Online-mennesket hænger sprællende og poserende i et ultra-multi-dimensionelt rum, hvori den gensidige iagttagelse er den primære aktivitet, skarpt forfulgt af en cirkulær, parasitisk imitation, hvis ligegyldigheder og trivialiteter bliver til et mester-sprog, der eksponentielt fordummer og primitiviserer de ivrige deltagere.

10 % af "opdateringerne" hører hjemme i privatsfæren, mens 90 % hører til på ligegyldighedens mødding. På ryggen af denne "nye åbenhed" og bekendelsestrang, rider hæmningsløsheden og alle dens vanartede kusiner og fætre; bl.a. besættelsen af "de kendte" og selv at blive en af dem, med alle midler.

Der skal opbygges status, der skal skrabes flere "venner" ind, der skal "hypes", der skal uploades milliarder af Selfies med håndtegn og trutmund og man skal "like" alt og ingenting. Det hele for at positionere det skrøbelige selv, til endnu en pinefuld, multi-abrupt dag i et kaotisk kviksand af mangel på tilstedeværelse og nærvær.

Taberne er tydeligvis stort set alle der spilder deres tid og liv i disse fora, frem for at gå ud og møde, kommunikere med og omgås ægte mennesker af kød og blod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Så længe det er decideret personlige problemstillinger det drejer sig om, så må man nok sige at det er 'helt normalt' at man oplever livets skiftende stadier på forskellig måde. Livet har for de fleste mennesker på denne led aldrig været let.

Men er det samfundsrelateret, så er det en anden sag. Så er det åbent for debat.

Jeg tror det er vigtigt, at kunne sige fra overfor alt det der sker i dag. Verden er så massiv og kompleks. Det opleves som et psykedelisk kalejdoskop af mange af 'vi ældre'. Vi har overværet udviklingen fra de små rolige samfund til dette hæsblæsende, krævende og detaljerige samfund, der tager energien og fra dig, og forvirrer dig i en hidtil uhørt grad.

Men hvor mange har evnen, og modet, til virkeligt at sige fra, og bare lyttte til den person der er inde i en selv? Med de enorme krav der stilles fra alle sider, så er det MEGET svært for unge hjerner at se skoven for træerne. Essensen finder man jo som regel først med alderen. Nogle finder først harmonien i det øjeblik de allerede udmattet segner i fortvivlelse.

Brugerbillede for Bill Atkins

Bare rolig unge mand. Når du er færdig med din uddannelse så kommer det store moderdyr og griber dig. Putter dig ind på en hylde, og hvis du sparker godt i hamsterhjulet kan du springe et par hylder op i ny og næ - måske ramme den "rigtige" hylde. Du vil blive nurset i hoved og røv, med firmabil, teaterture, uddannelsestilbud, gode middage, wellness, helbredsforsikring, billige sommerhuse, konferencer, firmarejser, koncerter, jagt- og golfselskaber. Arbeit, arbeit, arbeit macht frei...... og ve dig hvis du falder af hamserhjulet. Det taler vi slet ikke om - for du er jo en vinder - og DU véd det.

...kan du ønske dig mere?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Livets knubs og knus fik du forhåbentlig allerede dengang du lå i vuggen. Husk på det er forbi nu. Nu handler det om dig selv i forhold til dine sameksistenser. Du er ikke længere kun dig selv, du er nu blevet en lille del af den store helhed.

En helhed, som ikke længere har tid til at give , hverken knubs, knus eller kram, en helhed, som forsøger at skabe ballanse, en helhed, som du med din "lille hed", også er i stand til at øve indflydelse på, hvis du tør stå op den næste morgen, og i fællesskab opleve solens genopstandelse. En vidunderlig duft vil suse gennem din næse, dine ører vil modtage fuglenes kvidren og dine øjne vil se en ny dag i sin begyndelse. Nyd livet på egen men ikke andres bekostning og selv store problemer bliver bagateller.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Søndergaard

Desværre lærer man ikke i skolen, at der ikke er nogen mening med livet. Den må man selv indskrive. Det er barske vilkår, både det første og det andet. Man bliver end ikke fortalt, at det er barske vilkår.

I fordums tid gav meningen sig selv for hovedparten af menneskeheden. Meningen med livet blev af ren og skær nødvendighed at skaffe sig føde, tøj på kroppen og varme. Den mening er ikke rigtig valid længere, fordi den slags for de fleste på vore breddegrader på forunderlig vis synes at komme nærmest ud af det blå.

Som erstatning serveres med tiltagende styrke et sublimat, der på kunstig vis skal forsøge at erstatte den manglende mening. Selv såkaldt intelligente mennesker har svært ved at vride sig løs af vrangforestillingen, som fx Simon Spies lod sig citere for, at "jeg ved godt, at lykken ikke kan købes for penge, men man kan købe noget, der tilnærmelsesvis ligner den". Han var ikke lykkelig og brugte kun sin såkaldte intelligens til at bilde sig selv og omverdenen ind, at han var det.

Held og lykke, Frederik. Refleksion over sig selv og omverdenen – og at dele den med andre – er et godt skridt på vejen til at finde en mening at indskrive. Eller bare at acceptere meningsløsheden som den er.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for peter knap

Jeg har været lidt i tvivl efter at have læst de sidst par indlæg fra de unge generationer, denne artikel og "Indrømmelser fra en ufaglært". De er da modigt skrevet, men der er også noget bekendelses litteratur over det, og det er interessant at se, hvordan de ellers så barske kommentatorer falder over hinanden for at pussenusse om de søde små. Livet er ikke en dans på roser, og kom så ud og provoker os gamle tusser i stedet for at søge vores medlidenhed og forståelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Lykken er ikke at være lykkelig. Dette ser overfladisk ud som et paradoks, men hvem kender ikke udtryk som "en glad idiot", "det glade vanvid", osv. Med andre ord: en vis tristesse er vist nok et grundvilkår for alle voksne, rimeligt intelligente mennesker i dagens verden. Allerede Gustaf Wied (der begik selvmord) udtrykte det - ganske vist ironisk-sarkastisk - sådan her "Kvinder, børn og dyr er lykkelige, Vi mennesker er det ikke". Francoise Sagan´s romantitel "Bonjour Tristesse" er et andet eksempel. Vi kan dulme tomhedsfornemmelsen via sanseløs arbejdsnarkomani, karriereræs, spirituøs beruselse, euforiserende stoffer, ved kaste os ud i selskabsliv med kammerater, sportsdyrkelse og mange andre fristende og for en tid dulmende eksistentielle flugtmuligheder, men den er der immervæk under overfladen og vil ikke sådan gå væk.

Mit bedste råd (tag det for hvad det er værd fra en, der har prøvet lidt af hvert inklusive masser af fejlskøn) er: Find dig et værdigt projekt at investere din energi i, der rækker ud over din egen forfængelighed og din egen personlige tilfredsstillelse. Sky falskheden, dorskheden og overfladiskheden og sæt livet på spil. Jeg siger ikke, at det er let, men hvem siger også, at det skal være det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Mayland

Kære Frederik,

Tak for en god artikel, som jeg tror, at mange vil kunne genkende indholdet af, når de ser nøgternt på sig selv... jeg er i hvert fald en, der kan følge den livsmodning, som jeg får ud af det du skriver.

Det er en god egenskab, at være mulighedssøgende og positiv overfor nye ting. Nye successer og muligheder for at udmærke sig, ligger hele tiden for næsen af en. Muligheder for ros, anerkendelse og happy life.
Bagsiden af den medalje kan være, at man også konstant vender kinden til livets små og store ubehageligheder og ikke opdager, at man måske bærer rundt på åg, der vil være endnu bedre at få løftet, end blot indkassere den næste lille "se mig" - enten overfor sig selv eller (en tand værre) for at vise sig overfor andre.

For vi har ALLE store eller små sten i skoen, som vi vil have godt af at erkende... og gøre noget ved.

Nå, egentlig ville jeg bare sige tak for din artikel - men det satte også lidt i gang, nu tastaturet lå og kiggede på mig ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Tak for nødråbet.
Men du har helt ret, hvilken generation er det.
Selv har jeg oplevet at min generation beskrev man i magtdukomentarserien som en Farlig Ungdom der var dømt til at gå til grunde. For der var ikke plads til den vi var alt for mange krigsbørn.
Vi voksede nu op med en ny skolereform, en ny lærlingereform, samtidi9g med at landet forandres fra at være et meget intensiv forbrugende landbrug af arbejdskraft, forandres til et samfund hvor landbrugets forbrug af arbejdskraft blev væsentlig reduceret, og i stedet voksede industrialiseringen frem, hvilket betød vandring fra landbruget til industrien, men gav også plads til at vi unge fik nye muligheder dels som arbejdsdrenge og dels som lærlinge.
Men med industrialiseringen blev velstanden stabiliseret i samfundet. Men vi skabte også et første skud på velfærdstræet. Nemlig retten til at nåede du en bestemt alder havde du ret til at få folkepension.
I slutningen af 60erne lavede man den anden kommission den såkaldte Perspektiv kommission.
Fordi faresignalerne var rejst om at vi unge eller ville være offentlig ansat end privat ansatte hvorfor der måtte iværksættes foranstaltninger der kunne imødegå den tendens.
Ellers ville Danmark ikke kunne klare sig.
Vi unge som af den ene eller den anden grund ikke kom på Gymnasiet vi fik muligheder i industrien når de stærke unge valgte den vej.
Ja vi kunne vælge og vrage, hvad vi ville være.
Det betød plads til os alle, vi skulle nu ikke mere koncentrere os om vi kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet hvorfor vi kunne bruge vores tid på dels at iværksætte ungdomsoprør for at få demokrati i samfundet ikke mindst på arbejdspladsen.
Her her 50 år senere oplevede vi at velfærdstræet, var vokset ud over sine grænser nedstte man for tredje gang en kommission velfærdskommisionen fordi balancen i samfundet var væltet, med generelle velfærdsydelser mm. Så det var en selvfølge at uanset hvilket job man havde haft havde man retten til at trække sig tilbage.
Her blev det de nedslidte, udslidte der måtte betale prisen.
En pris der startede med halvering af dagpenge og fordobling af indtjeningskravet for medlemskab.
Fortsatte med en førtidsreform,
Så jeg hare svært ved at se at den nuværende generation har større udfordringer end de tidligere generationer.
Derimod er jeg helt enig i at behandlingen af forældrene særlig taber familierne, mangler at kunne vise rollemodeller, for jer der er unge i dag. Det er en kendsgerning at når krybben er tom så bides hestene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Noget af det mest triste, jeg har læst vedrørende facebook, var svaret fra en yngre mand i en undersøgelse blandt brugere. På spørgsmålet 'Hvad er det værste ved facebook?', svarede han: At lave en opdatering og så ikke få et eneste 'like'.

Ovenstående kom jeg i tanke om, da jeg læste Frederik Appel Olsens: "Der er ikke nogen, der lægger billeder op med #LigegyldigOgEnsom." Nej, for det er nok et af de – ellers meget få – tiloversblevne tabuer i vores samfund. Stort set alt andet kan man erkende/ berette om sig selv og sin situation og debattere, men at være alene og ensom? Nej, dét er alligevel for pinligt, afslørende, selvudleverende … eller hvad?

Stort set kun når det drejer sig om andre, kan det emne tages op til diskussion. Og i de tilfælde drejer det sig så som regel ikke kun om andre men også om gamle mennesker.

Hvorfor mon dét er så svært at bekende, når nu stort set alt andet – negativt som positivt – er til offentliggørelse og debat?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Skolereformen skal formodentlig ses som et forsøg på at rette op på den mangel på karakterdannelse, som Heinrich R. Jørgensen peger på - og som er rygraden i et demokrati. Jeg tror bare ikke, den kommer til at virke på den rette måde, dertil er fokus trods alt for forkert.
Men der er ingen tvivl om, at børn pålægges for meget selvstændigt ansvar for tidligt, de mangler den voksne til at lede dem i den rigtige retning, som er forudsætningen for at kunne tage magten over eget liv og opbygge en identitet, der er mere end den overflade, Frederik Appel Olsen skriver om.
Litteraturen er et mægtigt værktøj i forståelsen af menneskers glæder og sorger, og den er et helt nødvendigt værktøj i en tid, hvor man netop med alt for meget held kan skjule personlige kriser, bl.a. ved medicinsk symptombehandling.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Torsten Jacobsen, modigt! Og uventet. Og – måske som en del af svaret på mit eget spørgsmål – lidt ubehageligt at blive konfronteret med? Mere afslørende end man – jeg, ønsker at være vidne til?

Jeg bladrede også lidt og fandt en tekst, som jeg allerede havde læst i en anden tråd hér, en af dem hvor jeg bare ydmygt og lyttende læste kommentarer, vel vidende at jeg selv intet havde at bidrage med og uden helt at kunne følge jeres tankegang(e), men ikke desto mindre fascineret. Alene tonen imellem jer var så smuk. Vemodig men smuk.

Tak for dit modige 'udlæg'. Som ingen røde knopper har fremkaldt hos mig. :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Vibeke hvorfor efterlyse billeder du kan gå ud og opleve i hverdagen.
Vi har et samfund der skaber singler og dermed et liv i ensomhed og kunstige fællesskaber uden indhold. Ligesom alkohol der i en tid hvor der er virkning i en kort tid, hvor lyset i tunnelen kan ses. Er væk nå tømrer mændene vender tilbage. Et sådan samfund er vi i dag på vej til at få, efter at vi har håndteret den skabte kriseøkonomi. på den mest usle måde det kunne gøres på.
Derfor har vi ikke brug for hverdags billeder, der fortæller om den skabte usselhed. Men brug for et oprør med alt som er en trussel mod hvordan vi skaber vi et samfund hvor alle ar lige muligheder. I stedet for at alle har ulige muligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johannes Aagaard

En del af de vilkår, som den studerende her føler sig underlagt, er (hvis vi antager at han er en ung mand) vel ganske normale - og har været det til enhver tid, hvor pendulets udsving er størst. Men jeg ser også en meget tidstypisk tendens, som er karakteristisk for app-generationen.

For app-generationen skal alting være umiddelbart og hurtigt tilgængeligt, der er ikke tid til fordybelse, netværket uden ventetid er ált, og man er bange for at blive "hægtet" af. Man er så fokuseret på øjeblikket, at faldet ned til at være off-line er så dybt og så fremmed, at det opfattes som en eksistentiel trussel, når batteriet løber tør for strøm og det uvægerligt indtræffer. Attituden er blevet alt afgørende, og ekstremet er blevet normaltilstanden i en sådan grad, at man slet ikke ser alternativer længere. Det er som med kost; man kan vænne sig til at leve af skrald i så lang tid, at alt andet ender med at smage forkert. Alternativerne er blevet så meget uden for syns- eller rækkevidde, at man desto mere holder krampagtigt fast i selv det, der nedbryder en.

Det skal dog siges, at der i dag stadig findes mange unge og yngre, der via opdragelse og opvækst i øvrigt, har fået formet en personlighed, hvor de finder det helt naturligt en gang i mellem også at være sig selv og som trives i deres eget selskab. Disse unge, der også evner og tørster efter fordybelse, er så typisk også de mest givende, når de indgår i fællesskaber, og de er gode til at sige fra over for dem, der dyrker den "blanke overflade" for overfladens egen skyld.

Umiddelbart lyder det til at være fint, at den studerende Frederik Appel Olsen undslap medicineringens svøbe, for sandheden er, at man som regel kan fornemme det, når andre er på psykofarmaka, og for mange vil dette i sig selv generere en distance og afvisning, som især for unge mennesker kan være ekstremt problematisk at opleve. For da oplever man sig som unormal.

Problemet, som jeg har med Frederik Appel Olsens beskrivelse, er - med mindre vi skal opfatte det som et nødråb, at han jo netop ikke formår at erkende "laget" eller normaltilstanden mellem den såkaldt blanke overflade og så det at være "nede i kulkælderen". Tværtimod trøster han sig selv og andre med, at er han i kulkælderen, er der nok også er andre at være sammen med dérnede. Og så kan de dyrke den blanke underflade, fristes man til at sige.

Alternativet - normaltilstanden - er hverken inden for ens række- eller synsvidde længere. Men med tabet af normaltilstanden, der tidligere udgjorde vel henved 90 procent af de flestes tilværelse, er også sket et tab af oplevelsen af det allermest frydefulde - og evnen til selv at bearbejde de situationer, hvor man har det sværest. Blot man er "sammen" og har det lige godt eller lige træls.

Dét finder jeg ikke attråværdigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen

Vi er på vej ind i en ny tid, hvor vi kan være noget mere forberedte på tilværelsen end vi har været i mange år, men det er klart, at da forberedelserne på tilværelsen gik fra mund til mund i familie og på arbejdspladser, der var folk på en anden måde forberedt på, hvad tilværelsen indeholdte end vi er nu.
- Udviklingen er endnu en gang på vej tilbage på en ny måde - bare vi husker på ikke, at blive bange for udviklingen, fordi det er det samme, vi går igennem igen og igen bare på på ny måder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Ole Vagn Christensen, vi skal vist helst fremelske et samfund, hvor folk har mulighed for at udnytte deres talenter og interesser ud fra de muligheder, disse giver, uden at det på nogen måde skal forringe eller forbedre den enkeltes status i samfundet. Det er så moderne at tale om lige muligheder - men vores samfund har brug for at neutralisere de forhold, der kan spænde ben for den enkeltes livslykke. Det handler ikke om lighed i udgangspunktet, men lighed i status.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Ole Vagn Christensen (12:40), jeg tror, du har misforstået min kommentar. Jeg efterlyser på ingen måde billeder. Jeg citerede fra artiklen.

Hvis jeg selv var "på" de "sociale" medier, tror jeg tværtimod, at jeg hurtigt ville føle mig kvalt i, ofte helt ligegyldige, billeder. Hvilket så ikke betyder – måske snarere tværtimod – at jeg ikke kan påskønne og blive berørt af fx en invitation til at se med ind i et privat billed-univers.

Det, jeg prøvede(!) at udtrykke i min kommentar, var – foranlediget af citatet fra artiklen – en undren over, at der tilsyneladende er et tabu omkring dét at være – og ikke mindst at stå ved at man er – alene/ ensom i en (medie)virkelighed, hvor ellers ikke ret meget andet synes at være fór privat til ikke at kunne "deles".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Peter du skriver om muligheder, hvem er herre når der er for få muligheder.
De som har netværk får forbedret deres status i samfundet.
Hvem behersker netværkerne, det gør de som sidder på flæsket, og besidder livslykken.
Man kan ikke tillade sig at bruge et ord som plattenslager, men som jeg læser det du skriver er det platte bemærkninger.
Hvem er neutraliseret g har ikke lige muligheder.
Er det ikke de 160.000 som har mistet deres arbejde, henvist til arbejdsløshed, to år efter henvist til kontanthjælp med dobbeltforsørgelse. Ikke mindst næste generation.
Er det ikke de langt flere lærlinge end mestrene vil antage der er neutraliseret på grund af manglende praktikpladser
Er det ikke den offentlige sektor på grund af tvivlsomme indtægter der forsvandt må fyre og skære ned.
Ja vi kunne blive ved som kronikøren skrev Min generation er ikke parat til livets knubs.
Peter når jeg taler om lige muligheder er det et samfund i balance hvor der er det nødvendige politiske ansvar. Omkring de konsekvenser politikkernes handlinger medfører for sin befolkning. De er der ikke i dag. Derfor trænger vi til et nyt oprør. Så Danmark an finde tilbage på sporet.
I forbindelse med 30 ernes krise var vi i stand til at kunne gennemføre en socialreform så flere blev inddraget i at løse krisen. Færre blev udstødt
Samme mønster så vi efter 50 ernes krise.
Men hvad er det vi ser i dag flere bliver udstødt.
Det er en udstødelse vi skal have et oprør imod. vis samfundet skal kunne hænge sammen som et helt samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

I udstøder flere, Ole Vagn Christensen§! Det er jeres nedskæringer på dagpengene, på kontanthjælpen, på førtidspensionen, der fører til udstødelse. I gamle dage var politikken at kompensere folk, når de var ude for en social begivenhed, og det er så langt, som socialdemokratiske politikere bør bevæge sig. Hvis erhvervslivet ikke efterspørger arbejdskraften, må man jo sørge for, at det bliver en bedre forretning for dem end at lade samfundet betale. Og det er såmænd den mekanisme, der forvanskes i teorierne om "arbejdsudbud". Arbejdspladser bliver skabt i det private, når alternativet er for dyrt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Og det er altså fuldkommen idiotisk, at Ole Vagn Christensen, at I har opfundet den latterlige tanke, at man bliver udstødt af samfundet, fordi man ikke har et lønarbejde! Det har fanme aldrig været sådan, og det har FANME aldrig været venstrefløjens politik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

- for vi er ikke i 30erne eller 50erne! Vi er i en verden, hvor tingene nærmere fremstiller sig selv med maskinernes hjælp, så vi har et mægtigt fordelingsproblem, når vore socialdemokratiske politikere ikke kan finde ud af at beskatte indkomst i virksomhederne, der ikke kan opkræves over de ansattes løn.

anbefalede denne kommentar

Sider