Flyfabrikanter bruger millioner på at sælge Danmark kampfly

De fire deltagere i kampfly-konkurrencen bruger millioner af dollar, euro og kroner på lobbyisme over for politikere, journalister, eksperter, forsvarsrepræsentanter, bloggere, borgmestre og fagforeninger. Men den danske påpasselighed gør det stadig vanskeligere for lobbyisterne at købe sig til indflydelse

’Flyv en tur med Eurofighter Typhoon. Kom og prøv vores simulator på Højbro Plads’. Sådan lyder et af de fascinerende tilbud til journalister, der skriver om kampflykøbet. Det er tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, der er ansat til at sælge flyet til beslutningstagerne.

Tor Birk Trads.

Eurofighter har hermed fornøjelsen af at invitere dig til at deltage i en unik Master Class … hvor du kommer i nærkontakt med både flyet og eksperterne bag det. Vi tilbyder en serie »’flyve’-lektioner, mulighed for at prøve vores flysimulator, tale med vores testpiloter og deltage i en særlig middag i unikke omgivelser med en hemmelig taler.«

»Vi vil med glæde tage os af rejse og indkvarteringsudgifter. Venlig hilsen Simon Shrouder, pressechef, Airbus, Tyskland.«

Invitationerne til at deltage i det ene arrangement efter det andet vælter ind fra flygiganterne Lockheed Martin, Boeing, Airbus og Saab, når man er en af de journalister, der dækker Danmarks kommende kampflykøb.

Medlemmerne af både forsvarsudvalget og finansudvalget hører til blandt dem, de fire flyprocenter gør mest for at påvirke. Men det er ikke kun politikerne, der i denne tid er genstand for ekstrem opmærksomhed fra de fire flyproducenter og deres danske PR-bureauer. Det er også repræsentanterne for den danske forsvarsindustri, medlemmerne af Forsvarsministeriets kampflygruppe, topofficerer i Forsvarskommandoen, Forsvarets Materieltjeneste og Flyvevåbnet, departementschefer og ministre i Forsvarsministeriet, Finansministeriet og Statsministeriet samt en lang række sekundære aktører som journalister, universitetsforskere, bloggere, fagforeningschefer og lokalpolitikere. Lobbyismen i forbindelse med Danmarks-historiens største offentlige indkøb er i særklasse, bekræfter flere af dem, der har været udsat for den.

»Den er i en liga helt for sig,« siger Erik Holm, der har dækket kampflykøbet i flere år for ugeavisen Ingeniøren og nu er ansat på Jyllands-Posten.

»Det virker, som om de laver nogle meget nøjagtige stakeholder-analyser over alle, der kan tænkes at have interesse for eller indflydelse på flykøbet,« siger han.

Og det er forsvarsjournalist og blogger Andreas Krog, der udgiver nyhedssitet nytkampfly.dk, enig i.

»Alle de fire kandidater bruger millioner af kroner på at influere alt fra politikere til embedsmænd, industri, fagforeninger, eksperter og journalister,« siger han. »De har bl.a. hyret danske PR-firmaer og politiske rådgivere, de har også deres egne kampagnechefer, som kommer til Danmark for at holde møder med nøgleaktører og medier, ligesom de også deltager i de årlige danske air shows med fly, simulatorer og lommerne fulde af merchandise

Flyvende politik

Frontløberne på lobbyfronten er helt klart Boeing og Eurofighter. Og metoderne til at påvirke danske beslutningstagere og meningsdannere er mange – og dyre. En af de dyreste er Boeings gentagne tilbud til toneangivende danske politikere og embedsmænd om at afprøve deres kampfly i luften.

»Boeing vil gerne benytte lejligheden til at tilbyde orienteringsflyvninger til en række danske beslutningstagere … én person fra hvert parti« lyder invitationen den 15. maj i år til medlemmerne af Forsvarsudvalget.

»Flyvningen er en unik mulighed for at se flyet på nærmeste hold, stille spørgsmål, snakke med piloterne og deltage i en kort flyvetur. Vi håber du har lyst til at deltage … Venlig hilsen Rick McCrary, international direktør for Super Hornet.«

Til forskel fra de andre kampfly har Boeing den helt store fordel, at deres fly findes i en tosæders udgave, og den forskel udnytter de maksimalt. Sidste gang Danmark kiggede på kampfly, tog adskillige folketingspolitikere imod det fristende tilbud om at se verden fra cockpittet i et moderne kampfly, heriblandt Kristian Pihl-Lorentzen og Karsten Nonbo fra Venstre samt Julie Rademacher, Morten Bødskov og forsvarsordfører John Dyrby Poulsen fra Socialdemokratiet. Denne gang er politikerne dog væsentlig mindre interesseret, og John Dyrby Poulsen har åbenlyst fortrudt.

»Jeg tog imod flyveturen sidste gang, men det vil jeg ikke gøre igen. Det var en drengedrøm, der løb af med mig. Jeg synes ikke, det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik at tage imod flyture, rejser, gaver eller dyre middage,« siger han i dag. Også Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen afviser flyveturene.

»Det siger jeg klart nej tak til. Hvis jeg skulle sige ja til Boeings tilbud, skal jeg også sige ja til de andre kandidater, og det kan jo ikke lade sig gøre, eftersom nogle af flyene ikke kan have passagerer med,« siger han.

Påpasselige politikere

Generelt er politikerne på Christiansborg mere påpasselige med at tage imod flyfabrikanternes invitationer i denne omgang. De har desuden aftalt at dele sol og vind så lige som overhovedet muligt. Når man har drukket kaffe med en sælger fra den ene producent, er det god tone også at drikke kaffe med de andre.

Eller helt at lade være, hvilket stadig flere af politikerne gør.

»Jeg smider deres invitationer direkte i papirkurven. De har sjældent noget nyt at fortælle, og jeg har hørt deres salgstaler flere gange, så det gider jeg ikke bruge tid på,« siger en forsvarsordfører, som ikke ønsker sit navn frem. En anden siger også, at det er spild af tid.

»Jeg kan alligevel ikke forholde mig til de tekniske forskelle mellem flyene. Vi har en professionel kampfly-gruppe i Forsvarsministeriet, som evaluerer kandidaterne, og når de er færdige med det, skal jeg nok tage politisk stilling. Jeg er politiker og skal ikke være kampflyekspert,« siger Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Adspurgt, hvor grænsen for den acceptable lobbyisme går, siger flere af ordførerne, at grænsen går ved en gratis frokost.

»Jeg synes, det kan være nyttigt at mødes med kandidaterne, men det er ikke noget, jeg synes, vi skal bruge meget tid på som politikere,« siger de konservatives ordfører Lene Espersen. »Der er ikke noget galt i at sige ja til en frokost, men det er bedre selv at være vært for en kop kaffe på kontoret end at blive set med den ene eller anden kandidat ude i byen.«

En af de mere liberale er pudsigt nok SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen.

»Jeg har ikke noget imod en frokost, og jeg synes egentlig også godt, man kan tage imod en flyvetur, hvis de alligevel er i Danmark, og det ikke koster dem ekstra,« siger han.

»Men hvis de f.eks. vil betale for, at jeg tager konen med til USA, så er det klart grænseoverskridende.«

Fagforeningskortet

Frokoster, flyveture, briefinger, simulatorture og besøg på flyfabrikkerne med alt betalt er imidlertid ikke de eneste redskaber i kampflyproducenternes lobbyskuffe. Da Danmarks sidste gang var ved at købe kampfly, var Saab f.eks. helt fremme i skoene over for fagforeningen Dansk Metal, der har mange medlemmer ansat i forsvarsindustrien – og traditionelt set et stærkt bånd til Socialdemokratiet. Og netop Dansk Metal har Saab, Boeing og Joint Strike Fighters PR-teams stadig en varm linje til. Sidste gang gik Saab ifølge sekretariatschef Michael Bay Hansen dog for vidt. Det fortæller han om i Lobbyistens Lommebog, som er skrevet af PR-konsulenterne Susanen Hegelund og Peter Mose.

Under et besøg på Saabs flyfabrik spillede svenskerne det ultimative fagforeningskort. Ved en middag for den danske Metal-top dukkede Stefan Löfven, daværende formand for Metals svenske søsterorganisation, op for at overtale danskerne til at bakke op om Gripen-flyet.

»Vi får mange henvendelse fra lobbyister, der lover os guld og grønne skove, men når tillidsfolk fra et naboland tager fat i os, kan vi ikke sige nej,« fortæller Michael Bay Hansen. Kort efter gik Saabs PR-folk bag om ryggen på Metals ledelse og kontaktede i stedet en række lokale formænd for at så splid i forbundet, der ellers er mest stemt for Joint Strike Fighter.

Det brød Metalts ledelse sig bestemt ikke om, fremgår det af Lobbyistens Lommebog, der også afslører en række præfabrikerede støttebreve for Gripen, som Saab forsøger at få lokale fagforeningsfolk og lokalpolitikere til at sende til deres ledere i København og på Christiansborg.

Sværere at være lobbyist

Noget tyder imidlertid på, at kampfly-lobbyisterne har fået lidt sværere kår i denne omgang. Det er både blevet vanskeligere at få politikerne i tale og mere kontroversielt at smøre beslutningstagere med VIP-tilbud, gaver og eksklusive middage.

Det bekræfter flere af de PR-bureauer, som er ansat til at fremme de fire kandidater. Ingen af dem ønsker dog at lægge deres metoder åbent frem. Begrundelsen lyder, at så kan de konkurrerende bureauer jo bare kopiere deres gode ideer.

En af de mere bekostelige metoder, som stadig bruges over for både beslutningstagere og meningsdannere, har Information selv mødt. Nemlig tilbuddene om at besøge de forskellige flyfabrikker I USA, Tyskland og Sverige for ved selvsyn at konstatere, hvor fantastiske produkter, kandidaterne har at byde på.

»Det er nogle ret vilde ture,« fortæller Erik Holm, der har besøgt alle fire flyproducenter, mens han var journalist på Ingeniøren.

»Men det er tilsyneladende meget normalt i den branche. Jeg har i al fald mødt mange udenlandske forsvars- og flyjournalister, som er vant til VIP-behandling.«

Slut med ludere

Andreas Krog fra kampfly.dk har også sagt ja tak til en del af de gratis tilbud, han får, heriblandt en tur med Boeings Super Hornet over Danmark.

»Ligesom flere andre journalister tog jeg mod tilbuddet. Jeg har ikke fingeren på afstemningsknappen i Folketingssalen, og en flyvetur ændrer ikke ved mine vurderinger af flyene,« siger han.

»Desuden gav det mig en god idé om, hvad det vil sige at være jagerpilot.«

Trevor Taylor, der er forsvarsekspert ved Royal United Services Institute i London, bekræfter at forsvarsbranchen generelt er vant til at bruge meget store summer på at promovere deres produkter – ikke mindst på kampfly-området, hvor milliardordrer er på spil.

»Det er nogle meget dyre kampagner. Det ved alle. Men det er stadig peanuts i forhold til, hvad det koster at lave kampfly og i forhold til de milliardhandler, kampagnerne skal have i hus«, siger Taylor.

Han understreger, at Forsvarsbranchen generelt er kendt for at være korrupt, men mener, det er blevet lidt bedre de senere år.

»USA har bl.a. indført nye regler mod bestikkelse, og det har hjulpet. Der er nu meget strikse grænser for, hvad man kan gøre som lobbyist, og hvad man må give af gaver,« siger han.

»Og den samme tendens gør sig gældende i mange europæiske lande.«

Der er imidlertid fortsat god grund til at holde øje med lobbyisterne – og deres ofre, mener han: »Forsvarsbranchen overholder formentlig loven i forbindelse med det danske kampflykøb, men der er ingen tvivl om, at de altid vil gå så langt som muligt inden for lovgivningens rammer,« siger han.

»Også selv om de er holdt op med at købe ludere.«

Hos politikerne på Christiansborg tikker en ny mail ind. Denne gang fra PR-bureauet Advice, der har hyret Gitte Lillelund Bech (V) til at stå for politikerkontakterne:

»Hej! Eurofighter Typhoon åbner kontor i København. Kigger du forbi? Mange hilsner Gitte,« lyder invitationen fra den tidligere forsvarsminister.

Rettelse: I den oprindelige udgave af artiklen omtales en invitation med alt betalt, som flyfabrikanten Eurofighter har sendt til journalister. Af artiklen kunne man få det indtryk at den konkrete invitation var sendt til medlemmer af Forsvarsudvalget. Vi beklager, red.

Kampfly-lobbyisterne

Super Hornet: Boeing bruger PR-bureauet Vespa Crabo, der også leverer politisk rådgivning. Derudover kommer Boeings internationale salgschef, Rick McCrary, jævnligt til Danmark. Boeing har netop deltaget i Danish Air Show i Karup med to Super Hornets, hvor politikere og andre beslutningstagere er blevet tilbudt flyveture.

Deres kampagne beskrives som professionel, offensiv og omfattende.

Eurofighter: Cassidian/Airbus bruger PR-bureauet Advice, der bl.a. har ansat tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) til at sælge flyet. De leverer også politisk rådgivning, mens tidligere testpilot Lars Jørgensen er ansat som salgschef. De har netop haft en flysimulator opstillet på Højbro Plads og deltaget i Danish Air Show i Karup. De var også med på Folkemødet på Bornholm, hvor centrale aktører bl.a. blev inviteret til luksusmiddag på Hammershus. Eurofighter har i øvrigt en dansk Facebook-profil.

Holdet fører kampagne fra et nyåbnet kontor på Rådhuspladsen, og deres kampagne beskrives som intens og offensiv.

Gripen: Saab bruger primært deres egne kommunikationsfolk i Sverige og har bl.a. oprettet hjemmesiden Gripen til Denmark. Politisk rådgivning får de af PR-bureauet Rud Petersen. Desuden er salgschef Robert Björklund jævnligt i Danmark. Gripen har netop deltaget i Denmark Air Show i Karup. De fører primært deres kampagne fra Sverige og fra Saabs fabrik i Sønderjylland.

Deres kampagne beskrives som mindre offensiv end de øvriges.

Joint Strike Fighter: Lockheed Martin bruger PR-bureauet Another og får politisk rådgivning af bureauet Lead Agency. Derudover kommer salgschef Yung Le til Danmark med få ugers mellemrum. JSF har desuden hyret en række tidligere militærfolk til at åbne døre. De har netop deltaget i Danish Air Show i Karup med en kopi af deres fly. Holdet fører kampagne fra lånte kontorer et stenkast fra Udenrigsministeriet og Christiansborg.

Kampagnen beskrives som professionel, tilbagelænet og sejrssikker.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Det er et spørgsmål om tid før der er en der opfinder en drone der afgiver en ordentligt emp-puls og så er det kun fly uden chips der flyver videre. Det er en billig og effektiv måde at forsvare sit territorie på. At dronen også ryger med er af mindre betydning så længe den er ekstremt billig at producere i forhold til det et kampfly koster bare at have stående klar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

I sender et jagerfly ind over vores grænser og vi får det til at falde ned. Så længe der sidder en pilot fysisk placeret i jageren har en fjernstyret fordel i forhold til at opspore og jagte et kampfly. Ganske enkelt kan dronen klare flere G-kræfter end piloten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Jeg er sikker på at der er mange måder at chikanere elektronik på hvis man bare kommer tæt nok på. Dronen kan nå hastigheder og lave manøvrer kampflyet ikke kommer i nærheden af. Dronen vil være voldsomt begrænset i rækkevidde og er derfor ikke et first-strike våben. Men som misil-skjold og anti-jager misil tror jeg det kan være effektivt nok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Mit drone-program understøtter følgende scenarie: en sværm af recon-droner overvåger et bestemt område og hvis de ser et mål så kan de opspore det og finde ud af hvad det er og er det fjendtligt kan operatøren tagge det og så sende en drone afsted for at uskadeliggøre målet. Jeg hved ikke hvad der er hurtigst et misil eller en drone og umiddelbart siger jeg misilet men kan man ikke styre et misil på samme måde som en drone? og i takt med at radius (for selve pulsen) forøges bliver behovet for præcision mindre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Curiosity klarer sig rigtig godt på solkraft så måske kan man bruge en langtids-recon drone der oplades via solceller på overfladen. På Arktis eller Østersøen tror jeg det kunne være et ret godt middel til overvågning hvis en drone kunne holde sig i luften i op til 6 måneder. Som sagt har jeg ikke problemer med at sende droner afsted (har selv leget med fjernstyrede biler og fly som lille) jeg vil bare ikke have dem i samme by som jeg bor i. Sådan tor jeg de fleste har det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dan Johannesson

Vrøvl og latin, at der skulle være en 'proces'. Beslutningen er taget. Vi køber de amerikanske fly der ikke kan flyve, og som i test bliver kaldet sitting ducks, lige til at baske af alle andre fly. Det er ikke til diskussion, for det handler ikke om forsvar, det handler om eksisterende underhåndsaftaler, og sammenkobling af EU og US. Færdig.

Brugerbillede for Willy Johannsen

Ja, Putin har - trist nok- gjort det her med nye kampfly til noget af en folkesag. Jeg ville helst være foruden. Ærgerligt nok, at der - mig bekendt - endnu ikke er opfundet droner, som kan matche Sukhoi 35 for da slet ikke at tale om Sukhoi 50, så vi må jo nok bide i det sure æble og anskaffe en afløser til vores F 16ere, som vi jo efterhånden har haft i snart 35 år. Måske nogen husker al den diskussion, der var dengang, da de blev anskaffet. De har i det mindste vist sig at være langtidsholdbare.
Skal vi have nye fly, ville jeg foretrække de billigste i forhold til de smæk, de kan give en angriber. Vi skal jo ikke selv angribe nogen.
Jeg læste af nysgerrighed lidt om franske Rafale, som åbenbart kan nogle ting, som de andre ikke kan. Jeg ved ikke, hvorfor det fly ikke er blevet inddraget i debatten?
http://en.wikipedia.org/wiki/User:AirCraft/European_fighter_comparison

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Jeg tror godt at man kan opfinde sådan en drone som jeg nævne. Altså et hurtigt manøvredygtigt "misil" der bare skal indenfor et par meter af et fly eller misil så tænder det en magnetisk puls (der er noget med elketricitet og magnetfelter) der "slukker" målet. Det kan godt udvikles for under 30 milliarder Danske kroner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Og bruger man sværm-mode kan man arrangere sine droner i et grid så ingen af dem rammer hinanden. 2 - 3 rækker efter hinanden så har man et effktivt missil skjold. Det er også grunden til den centraliserede hoveddel. Man fjerner en masse styring og elektronik der ikke har med dronens fysiske funktion men kontrollen af dem at gøre. Altså billigere. Det gør også at dronen er klar når den er blevet tændt via en fælles hukommelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

en case: patruljering af arktis. der er koldt og det blæser og for det meste er der sne og måske en isbjørn. en drone bygget til at ligge i høj højde ()her er solceller og elkraft en god ide) og reagere på bevægelse. den sender bud efter en anden type drone der er designet til at opsamle information i form af lyd og billede. operatøren kan hurtigt finde ud af om det er en isbjørn eller et jagerfly uden synlige kendetegn. er det ikke en isbjørn har man muligheden for at sende en anden drone der får hvad som helst til at falde ned.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Helene Nørgaaard Knudsen,
tak for dine inspirerende indlæg om droner, blot kan jeg ikke lade være at tænke på,
om du er en anbefaling af, at man lader piger (og tag gerne drenge med) lege med elektronik og fjernstyrede fly eller det modsatte?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

@Niels Engelsted: jeg anbefaler at lade piger og drenge selv vælge hvad de vil lege med :-)

en hurtig drone med et hurtig skydende våben og en rutineret jagerpilot ved fjernbetjening tror jeg kan lave nogle manøvrer der ville være umulige uden remote. her handler det om for operatøren at mindske afstanden og give dronen et godt afsæt. og når en gunstig mulighed viser sig aktiveres angrebsprogrammet som i sin enkelthed går ud på udelukkende ved hjælp af optik, data på afstand, retning og hastighed bringer sig selv tæt nok på til at kunne skade målet. 2 droner i sværm mode med et hurtigskydende våben kunne rive 4 jagere fra hinanden udelukkende grundet fordel af acceleration og manøvredygtighed. og med en jagerpilot ved roret tror jeg det er næste generation drone våben.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

»Vi vil med glæde tage os af rejse og indkvarteringsudgifter. Venlig hilsen Simon Shrouder, pressechef, Airbus, Tyskland.«

Det den glade og venlige Simon Shrouder mener er, at Airbus midlertidigt vil lægge pengene ud. Omkostningerne indkalkuleres naturligvis i flyenes pris, og betales således af køberne af flyene.

Det udtrykker den glade og venlige Simon Shrouder på den noget kunstige måde, at det 'vil vi tage os af'. Han ved selvfølgelig også godt, at vi er helt klar over sagens rette sammenhæng.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende for alt det andet PR halløj. Ved jagerfly er det skatteborgerne der betaler gildet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Willy Johannsen

@ Helene Nørgaard Knudsen

Kære Helene
Du har afgjort nogle interessante ræsonnementer, og jeg er egentlig slet ikke i tvivl om, at dine tanker vil blive realiseret på et tidspunkt. Selvom jeg tror, i betragtning af, hvor lang tid der går med udvikling af avancerede flyvende objekter, om det så er fly eller droner, at det ikke bliver muligt at realisere dine tanker i denne tidsmæssige omgang.
Jeg var selv engang - for 35 år siden - på besøg med en journalist gruppe hos Airbus´ forløbers tyske afdeling, hvor vi sluttede af med et møde med den øverste chef, professor Madelung, som i øvrigt var en nevø af Anden Verdenskrigs mest legendariske tyske flykonstruktør Willy Messerschmidt.
På et tidspunkt under mødet spørger jeg ham, hvad han mener om muligheden af et elektrisk drevet fly. Hvilket resulterede i en længere tænkepause fra han side, Som en af mine tyske kolleger, der deltog, bagefter sagde: Der fik du ham godt nok til at spekulere.
I forrige uge så jeg på TV, at Airbus faktisk prøvefløj et elektriskdrevet fly.
Jeg burde måske have en eller anden form for "finders fee" om ikke andet.. :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Medens flyfabrikanterne , våbenindustriens "baroner" forsøger at sælge deres eget " lort", for at få gang i deres egne arbejdspladser, så mener jeg, ligegyltigt hvilket fly danskeren vælger så bør mindst halvdelen af arbejdsydelsen foregå i Danmark. Kære dansker husk på, at det er jer, som skal betale gildet.

I øvrigt mener jeg, at diskussionen er værdiløs , Danmark har ikke brug for kampfly. Droner og måske et krigsskib med drone bevæbning, til indsats overalt, samt et intelligent missil forsvarssystem, også gerne, selv om missilerne, leveres af russerne eller kineserne. Hvad missilerne angår, så har russerne et udmærket ry.

Vores gamle fly kan sagtens klare sig nogle år endnu, indtil de falder ned af sig selv.

Min fornemmelse om hele diskussionen vedr. kampfly eller ej, bygges på udpræget korruption, fra både politisk som forsvars side. Ingen gider tænke sig om på grund af bonusbetalingen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen

Danmark skal selvfølgelig indkøbe nye jetfly, men de skal ikke være konstrueret så de medfører død og ødelæggelsesspreder, men derimod med gyllespreder, således at Danmark uden varsel kan spreder gylle over alle krigsparter i konflikter og derfor ikke spreder død og ødelæggelse, men derimod gødning.

Samtidig skal der nedsendes plastikkort, hvorpå der med parternes eget sprog står:

Det du står med i hænderne er noget lort, så smid det og kom i gang med noget konstruktivt og livsbekræftende.

Med venlig hilsen

den danske befolkning

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen

@Ture
Når jeg foreslår gylle, er det for at latterliggøre krigsvåben (dødens og ødelæggelsens redskaber) og ikke så meget for at latterliggøre de mennesker der står med dødens og ødelæggelsens redskaber i deres hænder.

Mennesker skal ophøjes ikke latterliggøres. Det er dødens ødelæggelsens redskaber der skal bekæmpes og en af måderne er at latterliggøre dem eller at gøre dem smudsige og ækle at røre ved.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

lars - jeg tror nu også, jeg vil anbefale en love bomb - kan huske i de glade 60-70 ere hvor nogen spiste lsd og lign, at tanken opstod om at komme lsd i drikkevandet. Jeg tvivler på, at vanviddet ville overgå det eksisterende, helt surreelle afsind.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Det drone system jeg har beskrevet er et avanceret 6-mands luftforsvars system med 16 jagere. Men controlleren kan styre hvad som helst. Det er op til dronen at tolke kommandoerne. En enkel er angrib men det kan være patrulje men det behøver ikke være en drone der flyver i ring. Forestil dig en minerydder-drone. Den og vennerne i sværmen for ordre til at patruljere et område det vil sige rydde området for miner. Er det så dumt at gå efter den her form for drone teknologi?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Teknologien kan også bruges til at gøre rent på et hospital hvor man her kan planlægge en rute på en etage udfra hvad der sker den dag. Der er allerede adskellige algoritmer der kan finde den korteste eller hurtigste vej når man rejser med DSB og det kan bruges her.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Willy Johannsen

Ærgerligt, at dansk ikke er et sprog, som ret mange forstår, for denne her debat har født en del ideer, som sikkert kunne skabe en vis international opmærksomhed. Ideen om at sende gyllespredende fly ind over en slagsmark er jo - selvom den aldrig ville kunne realiseres - et forslag som alle fredselskende mennesker vil kunne tilslutte sig. Krig er jo nu engang gylle...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Karlsen

følelser og æstetik sælger nu éngang bedre end pragmatiske og tekniske fakta, og selv folk med høj teknisk ekspertise bliver ofre for den sandhed (de kan f.eks. finde på at købe en iPhone bare fordi den har højere status og bling-effekt).

Det ved den dygtige sælger og derfor er det ikke techno-nørder der sendes ud for at overbevise politikere og journalister om de forskellige flys velsignelser, men derimod PR, salgs- og marketingsspecialister.

Det kunne så også være ok, for i sidste ende er der ikke den store grundlæggende forskel på hvad to forskellige grupper af teknikere kan præstere for den samme pose penge, når blot grupperne er rimeligt store.

Men sælgerne har også mere magt over produktet end teknikerne, - det er nemlig også dem der sætter prisen på produktet og så er det op til teknikerne at levere de features som sælgerne har lovet kunden til den pris som sælgeren har givet kunden ... hvilket f.eks. er en af de primære årsager til at vi har diverse offentlige IT-systemer der fungerer dårligt og at store anlægsprojekter overskrider alle budgetter.

Hvorfor? Fordi sælgeren er ansat af en direktør, som er ansat af en selskabsbestyrelse - selskabsbestyrelsen administrerer ikke en produktionsvirksomhed, men derimod nogle store kapitalinvesteringer; aktiekapitalen, og aktiekapitalen påvirkes mere i positiv retning af en god salgskurve, end den påvirkes i negativ retning af at man leverer et dårligt produkt.

anbefalede denne kommentar