Politiet sætter ind mod internettrusler

Både højre og venstre side i Folketinget er tilfreds med, at justitsministeren forsøger at dæmme op for internettrusler

Politiets nye Nationalt Cyber Crime Center (NC3) kommer ikke bare til at bekæmpe hackergangreb, internetsvindel og pædofilringe. Justitsminister Karen Hækkerup (S) oplyser i en række svar til Folketingets retsudvalg, at en anden opgave bliver at holde øje med de mange trusler på de sociale medier.

»NC3 vil i løbet af efteråret 2014 yderligere styrke indsatsen med at følge udviklingen inden for forskellige kriminalitetsformer på nettet til brug for udarbejdelse af analyser og trusselsvurderinger. I den anledning vil NC3 være til stede i visse af de fora, hjemmesider mv. på internettet, som erfaringsmæssigt anvendes til strafbare forhold,« skriver Karen Hækkerup.

Justitsministerens svar kommer, efter at retsudvalget netop har bedt hende sikre, at NC3 kan overvåge og retsforfølge de trusler og injurier, der i stigende grad finder sted på nettet.

Senest har ekstremistforskere advaret mod Facebook-grupper som »Nej til kriminelle indvandrere« med over 6.000 medlemmer og indlæg som »Skyd dem«, »De skal udryddes fra Europa ligesom jøderne i 40’erne«, og »De svin pynter kun i en urne fyldt med svinefedt«. Grupperne kan medføre en radikalisering og i værste tilfælde Breivik-lignende angreb.

Københavns Politi har tidligere oplyst, at de ikke overvåger internetgrupper og derudover kun tager en sag op, hvis en forudrettet part anmelder en trussel. Hvilket sjældent sker, da der ofte er tale om lukkede grupper på nettet.

Karen Hækkerup understreger, at politiets efterforskning og forfølgning kræver en mistanke om, at der ikke bare er begået noget strafbart, men et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige. Da injurier er undergivet privat påtale, kan politiet ikke efterforske og forfølge overtrædelse af denne bestemmelse i straffeloven.

Derudover arbejder NC3 på en vejledning om forebyggelse og håndtering af chikane, ligesom centret i samarbejde med politikredsene vil anvende såkaldte bekymringsskrivelser eventuelt fulgt af samtaler med personer, der er i gang med noget, som kan medføre en overtrædelse af straffelovens bestemmelser.

Ikke låg på debatten

Både højre og venstre side i Folketinget er tilfreds med, at justits-ministeren sætter NC3 ind mod internettrusler og andre straf- bare forhold.

»Politiet har haft svært ved at håndhæve loven på internettet, fordi man ikke har haft ressourcer til det, så det er godt, at man endelig systematisk forholder sig til problemet, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, understreger dog, at hun ikke ønsker at lægge låg på debatten på internettet.

»Men der bliver indimellem sagt og gjort nogle meget rabiate ting på de sociale medier. Folk siger og skriver jo ting på en profil, som de aldrig ville gøre, når de møder et andet menneske,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, advarer om, at der er grænser for overvågningen.

»De sociale medier er en stor del af vores verden – og en virkelighed vi agerer i – og de kan være med til at radikalisere og skade andre mennesker samt blive til trusler og hadsk tale. Så der er bestemt god grund til at være til stede, men det skal selvfølgelig ikke være på en måde, hvor politiet overvåger og registrerer ganske tilforladelige politiske – eller andre – diskussioner på internettet,« siger Pernille Skipper.

I forvejen overvåger Politiets Efterretningstjeneste (PET) »relevante dele af internettet«. Det sker, efter at PET i 2011 i en rapport om politisk ekstremisme fastslog, at »internettet anvendes i stadig stigende omfang i ekstremistiske sammenhænge som led i planlægningen og gennemførelsen af ekstremistiske aktiviteter, ligesom internettet har væsentlig betydning for radikaliseringen blandt visse ekstremistiske grupper, netværk og enkeltpersoner«. Det har ikke været muligt at få Karen Hækkerup til at uddybe NC3’s arbejdsopgaver.

Fakta

Cyber Crime Centeret bygger videre på den erfaring og med de personer, der i dag er i Rigspolitiets nuværende afdeling for efterforskning af it-kriminalitet, NITES, samt i politiets aflytningscenter.

Antallet af sager, hvor NITES assisterer politikredsenes efterforskning, er steget fra 1.500 i 2008 til 1.900 i 2012. Mængden af data, som skal sikres af NITES, er ligeledes steget fra ca. 300 terrabytes i 2008 til ca. 830 terrabytes i 2012.

Cyber Crime Centeret kommer til at ligge under Politiområdet i Rigspolitiet, Ejby.

Kilde: Justitsministeriet

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu