Er Cain medlem?
7. MAR. – Den 6. marts skrev Geoffrey Cain, at jeg var galt på den: Han var ikke medlem af Den Danske Forening og kunne derfor ifølge sagens natur ikke dér starte en studiekreds om antisemitisme.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke vidste, at Cain havde meldt sig ud af foreningen, som han blev meldt ind i så langt tilbage som i 1989. Så sent som i 1997 kunne foreningens blad Danskeren aftrykke et læserbrev fra Cain, hvori han gav udtryk for, at »Den jødiske elites støtte til masseindvandringen har drevet en kile ind mellem jøderne og befolkningen, der nu er i syv sind med hensyn til jødernes danskhed.« Denne klare udmelding hilste Danskerens redaktør velkommen med ordene: »Det er heldigvis ikke alle med jødisk baggrund, der lider af samme sygdom som Arne Notkin: Forfatteren af denne læserbrevskommentar til mødet, Geoffrey Cain, er selv jødisk!« Jeg må ind-rømme at jeg tog den kammeratlige tone som et udtryk for at Cain stadig var medlem. Det undskylder jeg.
Men måske han kunne finde et andet godt sted at starte en studiekreds. Den er stadig tiltrængt.

Morten Thing, Livjægergade 41
København Ø

Folkeskolen
7. MAR. – Det danske samfund er i en rivende udvikling. Derfor er det vigtigt, at folkeskolen er rustet med nødvendige midler, for at kunne skabe gode og engagerede elever.
For at kunne nå det mål kræver det bl.a. ordentlige arbejdsforhold. Dvs. gode møbler, 15 elever i hver klasse (gennemsnittet 19,72 elever) nyere undervisningsmateriale deriblandt IT og et godt skole-hjemsamarbejde for at optimere elevernes hverdag.
I en folkeskole skal der være plads til alle. Elitens børn skal ikke på en privatskole, men derimod i den lokale folkeskole. Vi ser gang på gang elever fra privatskoler som opgiver elever og derefter sender (ekskluderer) dem i folkeskolen, så folkeskolen har problemet. Det bør ikke finde sted.
Jeg betvivler ikke på noget tidspunkt lærernes kompetence og kvalitet, jeg mener at de gør et kæmpe stykke arbejde til gavn for mange. Folkeskolen får mange penge i løbet af de næste år takket være Socialdemokratiet og SF’s samarbejde i Finansloven 2001.

Niels Andersen
København, 14 år, elevrådsformand

Bordbøn
6. MAR. – Jeg har lige læst Trine Pertou Machs ’Kommentaren’ den 5. marts, og jeg græmmes over hendes manglende indsigt i den kristne kultur hvad angår religionsudøvelse, for når hun vedrørende arbejdskulturen skriver: »Så, alle kristne. Drop bordbønnen«, så ved hun ikke, at en kristen bøn har fuld gyldighed selv om den udtrykkes diskret med stumme læber i stedet for – som hun skriver om den muslimske bøn: »Seks-syv minutter på et bedetæppe,« hvor vi andre også ved, at der regelret skal følges et bestemt ritual, og det selv midt i arbejdstiden. Jeg håber ikke, at hendes kommende ytringer vil være af samme kaliber.

V. Brogaard Nielsen
Ballekjær 18, 6880 Tarm