(2. sektion)

Videokunst
Zbigniew Rybczynski er en af eksperimentalfilmens og videokunstens 80’er-fædre. Tilbage i 1982 fik han en Oscar for den otte minutter lange Tango, der benyttede sig af den teknik, der siden skulle blive emblematisk for ham: Multikomponentbilledet. Forskellige billedloops af personer, der uafhængigt af hinanden kommer ind i det samme rum, foretager en handling og går ud igen. Det begynder og slutter med en bold, der hopper ind gennem vinduet og drengen, der henter den, hvorefter der lægges flere og flere gentagelser ovenpå: Den grædende kvinde, der sætter sig på sengen. Den gamle mand, der sætter sig ved spisebordet. Bokserfyren, der stepper ind og ud. Da det går heftigst til, er billedet mere befolket end kahytscenen i Marx Brothers’ Monkey Business (1931).
Samlet kan den lille strimmel læses som en metafor for livet, intet mindre, men man kan også nøjes med at more sig med at konstruere små narrative forløb mellem de mennesker, der ellers ikke ænser hinanden.
De fortællende forløb i multikomponentbilledernes tilsyneladende lagkagekaos er endnu tydeligere i hovedværket L’Orchestre fra 1990, som er en iscenesættelse af seks stykker klassisk (i betydningen velkendt) klassisk (i betydningen kompositions-) musik og en tour de force af datidens tekniske muligheder.
F.eks. panoreres der – til tonerne af Ravels Bolero – op langs en uendelig trappe, hvor kommunismens historie udspiller sig gennem et utal af skikkelser, der klippes ind i billedet. Blandt andet dratter Karl Marx ud af sin kiste og bumper ned ad trinene.

Teknikaliteter
I 1977 flyttede Zbigniew Rybczynski fra Polen til Østrig, og senere derfra til New York. I dag er han 51 år og ansat som professor ved Kunsthochschule für Medien i Köln, hvor han beskæftiger sig med billedmedie-teknikaliteter som motion control, non-polygonal computergrafik og de gode, gamle bluescreen-optagelser. For nylig var han i København i forbindelse med en visning af hans film i Cinemateket og et seminar sammesteds.
Zbig, som han kalder sig, er en mand af den type, der blot skal trykkes på maven, så vælter ordene ud i kaotiske guirlander, og derfor har jeg valgt at bortredigere de få spørgsmål, jeg fik indført. De blev alligevel kun brugt som springbrædder ind i ordstrømmen.
»Jeg er et billedmenneske. Først var jeg maler, men nåede så den konklusion, at maleriet er dødt. Jeg søger den virkelighedstro visualisering af det, vi kan forestille os, men ikke nødvendigvis fange med en linse. Film og fotografi er den naturlige fortsættelse af det realistiske maleri, men med to vigtige tilføjelser: Tid og bevægelse. Jeg besluttede at studere film, som om jeg var maler.«
»Jeg har lavet forskellige eksperimenter med gamle film (f.eks. i Steps fra 1987, der parafraserer trappesekvensen i Panserkrydseren Potemkin, red.). Man må drage fordel af traditionen. Eksperimentet er for mig den grundlæggende metode for udvikling. Man kan ikke vågne op en dag og have fuldstændig nye ideer.«
»Det største mysterium i den menneskelige hjerne er evnen til arbejde kreativt og tænke abstrakt. Vi er en race, som konstant gentager, hvad vi allerede ved. Som f.eks. sprog og opførsel. Vi skriver historier, som vi allerede kender. De fleste elementer i vores organiske aktiviteter er kun gentagelser. Så for at lave noget nyt og anderledes er vi nødt til at opstille en eksperimentel situation, ændre på betingelserne. Der skal være et stort ukendt element. Nysgerrighed skal være drivkraften.«
»I 25 år har jeg arbejdet med de forskellige aspekter i at konstruere billeder, mestendels flerkomponentbilleder. Almindeligvis tager man kun ét billede med et kamera, og derfor er man nødt til at konstruere et slags teater foran linsen, hvor alting er parat til at blive filmet. Med flerkomponentbilleder sammensætter man filmen af adskilte elementer, som er fotograferet på forskellige tidspunkter og steder, i forskellige størrelsesforhold osv. Det er mere som maleri.«

Effektmageri
»Special effects er en særlig genre. Gennem hele filmhistorien, siden Lumière-brødrene, kan man se, at special effects er en tiltrækkende del af filmskabelsen, men desværre er det et område, som ikke er standardiseret. Der er ingen skole, som har udviklet en alment accepteret metode. Hvert studie har gjort sine egne opfindelser, og det betyder, at alle konstant genopfinder hjulet, og det gør det meget dyrt og besværligt at lave noget, der ser overbevisende ud på skærmen. Men jeg tror, at fremtiden vil bringe en demokratisering af disse teknologier. I en ikke særlig fjern fremtid vil folk sidde derhjemme og lave special effects, og jeg arbejder med udviklingen af den teknologi, de skal bruge. Det er en skandale, at det skal koste millioner af dollars at lave få sekunders overbevisende effekter.«
»I fremtiden vil vi måske kunne filme den fortid, der har udspillet sig et givent sted. Hvis vi kan definere, at noget eksisterer, så kan vi forestille os, at den tilsvarende teknologi kan bygges. Et eksempel kunne være stjernehimlen, hvor vi ser flere tider med det blotte øje. I nutiden ser man personen foran sig, men i baggrunden ser man begivenheder, som er hundredetusind år gamle. Hvis man simpelt hen ser det fra den modsatte side, ser på Jorden fra den store afstand, så findes der steder, hvor Jorden endnu ikke findes. Tidsfaktoren er indiskutabel.«

Tankepåvirkning
»Måske vil det også blive muligt at visualisere tankeprocessen. Den effekt, der hedder morphing, som f.eks. kan ses i skurken i Terminator 2, ligner vores måde at tænke på.«
»Teknologien påvirker os. I dag hører man folk forklare noget med termer som, ’jeg oplevede det i slowmotion’, eller ’han zoomede direkte ind på mig’. Det har taget lang tid for publikum at acceptere mekanikken i filmsproget. I dag konstruerer vi betydninger lynhurtigt ud fra billedernes sammenhænge, men hvis vi oplevede virkeligheden som en klippet film, ville vi ryge direkte på sindssygehospitalet. Fjernsynets sprog har påvirket vores fantasi og virkelighedsopfattelse, men, tror jeg, også virkeliggjort noget, der allerede findes i vores hjerner.«
»Reklamernes billedsprog er efterhånden temmelig surrealistisk. Jeg så en reklame, hvor man ser gennem en flues øjne, og da den så dør, er det fuldstændig som et tv, der slukkes. Det er da interessant, at manden med leen er blevet forvandlet til slukknappen på et tv.«
Skulle man have fået lyst til at se Zbigniew Rybczynskis videoer, kan man forsøge på sit lokale folkebibliotek, der overraskende ofte er leveringsdygtigt, især hvis man bor i en større by og gider ofre frimærket på en reservering. Københavnerne kan være sikre på at finde dem i videoteket i Filmhuset i
Gothersgade.

*Link: www.zbigvision.com