Pop i øjenhøjde

I anledning af den nye plade – Ude på landet – mødtes Information med Souvenirs, hitduoen fra Suldrup

Pop
Skulle der ved navnet Souvenirs ikke bimle nogen klokke i baghovedet på læseren, så har han eller hun så godt som garantrisset alligevel hørt ørehængende radiobaskere som ’Jeg hader Susanne’ og ’Jeg troede, du var hos Mikael’. Bag disse popsange med en tydelig – men alligevel uplacérbar – skævhed står en popduo fra Suldrup, der kalder sig Souvenirs. Den klare sopran tilhører Sofie Bonde, og Nils Torp komponerer musikken, spiller flertallet af instrumenterne og skriver teksterne sammen med Johannes Voss, makkeren fra deres gamle band, Kliché. I næste uge kommer deres nye plade, Ude på landet, og i den anledning talte de til Informations båndoptager om bl.a. universelle sandskorn, flagskibe og et meget gammelt egetræ.
– Jeg hører tre lag i jeres musik: Øverst overfladen, selvfølgelig, så et karikeret eller ironisk lag og nederst et lag, hvor alting alligevel tages gravalvorligt. Eller er det noget vås?
Torp: »Der er fra vores side ikke nedlagt nogen bevidst ironi.«
Bonde: »Måske humor.«
T: »Humor gerne, men ikke ironi, som vel er når man siger noget andet end det, man mener. Det er ikke tilfældet med vores tekster. Jeg er ked af at få begrebet ironi hæftet på mig, fordi det er en enkel og færdig kasse, hvori man kan lægge et bestemt, klart defineret dansk livssyn, som jeg ikke eksponent for. Forhåbentlig da ikke.«

Ikke specielt strukturelt
– Egentlig ville jeg gerne ned i det tredje lag, dér hvor I er solidariske med hverdagens konkreter, fordi livet for filan bare er sådan …
T: »Vi møder mennesker hver dag og samler erfaringer og oplevelser, som vi gengiver i form af historier, og det prøver vi at gøre solidarisk og uden at fortolke. Vi ønsker at kommunkere lige ud, i øjenhøjde med folk. Johs og mig skriver vores tekster som så mange andre digtere gør: Vi begynder med at skrive noget, og så ser vi, hvad der står og om der kan graves eller fiskes noget frem. Teksterne springer sjældent ud fra en fast idé om, at nu skal vi fandme lige nagle den her situation, eller noget i den dur; vi ser, hvad der er gang i. Blandt fordi vi er to, der skriver og ingen af os er specielt strukturelt tænkende mennesker.«

Hovedet i væggen
– Teksterne selv er jo meget strukturerede, f.eks. ’Jørgenprinsen’ (hvis første ud af ti vers lyder: der var engang en jomfru skøn / i suldrup by hun sad i løn / til squaredans i forsamlingshus / hun mødte jørgen fra den dagligbrugs) er jo meget fast bygget op med rim og rytme …
T: »Det er den, men den er ikke opstået fast. Den er opstået efter flere timers banken hovedet mod væggen på en uoplagt dag. Der lå en stabel af ubrugelige skod-ideer, og bare for at komme frem greb vi tilbage: Hvad ved vi overhovedet noget om? Der er Brugsen i Suldrup, den kender vi da, og så fik vi hende placeret, og så kørte den.«
– I en anmeldelse af jeres forrige plade skriver Klaus Lynggaard at jeres numre falder i to grupper: De populære, socialhumoristiske og de mere reflekterede, balladeagtige, og så mener han, at det er nr. to slags sange, der vil stå tilbage, når støvet har lagt sig …
T: »Det ligger i sagens natur, når man laver en popplade, at der skal siges HALLO, her kommer vi, hør vores plade, og det kan ikke gøres med en ballade – det skal være up-tempo. Der skal være nogle slagnumre. Sammenligner man med gamle komponister, f.eks. Bach eller Haydn, som i perioder var tilknyttet kirken eller et kongehus, så skulle de levere en fast mængde. Det er jo utroligt, hvad Bach præsterede: Hver søndag skulle der falde et postludium, et præludium og en kantate – det var bunker! Vi skal producere meget mindre og kan lave hvad vi vil, bare det er kommercielt. Det skal det være.«
– Fra jeres side eller pladeselskabets?
T: »Fra pladeselskabets skal det. Den gamle direktør herinde sagde engang: ’Jeg er ikke statens kunstfond.’«
B: »Det er nu også fra vores side – vi ønsker jo at ramme flere end fem mennesker.«

’Hey, hvor det kører’
– Har I nogle yndlingsnumre på den nye plade?
T: »Den tekst, der hedder ’Souvenirs’, er jeg glad for, og ’Bregneskoven’ er jeg ikke bare stolt, men pavestolt af. (Citat: jeg drømte mig en drøm i dag / i lange lyse stykker / med bjørnegræs som underlag / imellem grønne skygger, red.) Det har måske også med processen at gøre: Vi er ude og cykle i Hornsherred, i Nordskoven, hvor Danmarks ældste væsen er. Et egetræ, som er omkring 2.000 år gammelt. Det har været 14 meter i omkreds, nu er det syv. Stammen er idag bare sådan en skal, hvorfra der skyder unge træer op, under 100 år gamle. Der står man så med alle sine talenter overfor så gammelt et væsen – vikingetid, middelalder, Kierkegaard, Grundtvig – det har overlevet hele lortet og står stadigvæk og siger: ’Hey, hvor det kører!’ På den cykeltur var der også nogle fantastiske lysting inde mellem træerne, og slutbilledet er som klippet ud: Der lå en chokoladebrun snog på stien. Vi var også faret vild. Det er længe siden, at jeg har været med til at skrive en sang, som har fat i en så gammel tradition.«
– Både musik og tekst citerer jo ’Drømte mig en drøm’ …
T: »At den musikalsk griber tilbage – Fuck det! Det kan jeg lave til hver en tid, du skal bare ringe, men at skrive en tekst i vores tid, der ser sådan ud, er ikke nemt. Den har fat i Højskolesangbogens tradition, og det ser man ikke hvert år. Den er selvfølgelig ikke halvvejs guddommelig – jeg er bare pissestolt af den.«
– Egentlig er I jo mere berømte for de finurlige rim fra den hypervirkelige verden, som f.eks.: jeg har købt artiskokker i Aldi / skal de blancheres eller hvad skal de / nej jeg koger dem bare med lidt salt i – hvorimod Bregneskoven er noget andet …
T: »Den er meget stille. Hvis vi lavede en plade med udelukkende sange i den boldgade ville den måske blive anmeldt i Information, men ellers snige sig hen over jorden og være fremmed for medierne.«
B: »Men vi får jo lov at lave begge dele, og det er absolut heller ikke, fordi vi ikke kan lide flagskibene. Glem ikke det.«
T: »Vi er priviligerede: Vi kan lave hvad vi vil.«

Universet i et sandskorn
– I bruger ofte de små konkrete ting eller sansninger. Hvordan kan det være at et backstagepas fra Skanderborg er mere lyrisk potent end et selvmord begået i affekt?
T: »Skriveteknisk er det en banalitet: Det gælder udvælge de ting, der tænder det rigtige billede. Backstagepasset er en ting, der har en historie: Den specifikke sommer osv. Det handler om at udvælge de små ting, der klinger ud i det store rum. At fange universet i et sandskorn. Vi har jo det liv, den hverdag, vi har. Der findes sikkert rige, berømte mennesker, som er bedre begavede og har et mere spændende liv, men det vi har, er det vi har – så lad os se storheden i det. Det samme med teksterne: Vi skriver nogle små, knastørre ting, som forhåbentlig anslår nogle universelle værdier eller temaer. Og det lykkes da nogle gange.«

*Link: www.souvenirs.dk