Gamle metaforer

Dansk humanist opfinder den dybe tallerken

Ny bog
»Mange mennesker har ufrivilligt hjulpet til at levere materiale til denne bog. I var fremragende som studieobjekter.«
Sådan lyder de første, noget uheldige sætninger i Anders Fogh Jensens bog Metaforens Magt. Desværre rammer de bogen på kornet. Metaforens Magt er nemlig ikke nogen dårlig bog, den er det, der er værre: på en gang middelmådig og selvtilfreds.
Med sin bog placerer Fogh Jensen sig solidt indenfor et voksende humanistisk fagområde, som undersøger dagligsprogets (eller rettere: dagliglivets) metaforer og disses betydning for vores erkendelse. Som så ofte før er hovedmodstanderen »den traditionelle vestlige metafysik« og dennes forestilling om at man kan adskille forestillingskraftens billeder fra fornuftens begreber.
Alternativet finder Fogh Jensen hos Nietzsche, Wittgenstein, Heidegger og Foucault, men først og fremmest hos de amerikanske kognitive semantikere Lakoff & Johnson. Hos samme forfattere finder man de fleste af bogens pointer. Det gør dem ikke dårligere – men nok mere kedelige, man har hørt dem før. På den anden side ville det i sig selv være en bedrift, hvis Fogh Jensen fik sine væsensforskellige og egensindige inspirationskilder til at gå i hak med hinanden. Faktisk kan bogens intellektuelle forløbere kun dårligt med hinanden.
Desværre ignorerer Metaforens Magt de mange forskelle. F. eks. må læseren selv medtænke Foucaults, Heideggers og Lakoff/Johnsons forestillinger om det menneskelige subjekt, og overveje hvordan disse kan forenes. Personligt kunne jeg godt have brugt en hjælpende hånd.

Kulturkritik
Bogens kulturkritiske clou er, at den vestlige kulturs instrumentelle fornuft kan føres tilbage til et netværk af grundlæggende metaforer, der mere eller mindre styrer vores syn på verden.
Argumentet lyder, at vi omgås verden ved hjælp af »kvantificerende metaforer«, altimens vi i samme bevægelse tildækker tingenes egentlige væsen. Et eksempel: Vi har en tendens til at tænke livet som en ressource, vi kan få meget eller lidt »ud af«. Man aner i bogen, at det både kan og bør forstås på en anden måde, men Fogh Jensen får den aldrig helt formuleret.
Hvis det lyder bekendt, så skyldes det at kritikken gentager både Heideggers og romantikkens opgør med den instrumentelle fornuft. Igen: det gør den hverken mere eller mindre sand. Men påpeger nok, at al metaforteorien ikke bidrager med væsentligt nyt.
Indeholder Metaforens Magt da ingen nyheder eller selvstændige tanker? Jo, en enkelt. En rød tråd hos Fogh Jensen er, at man med fordel kan tænke sproget som en krop. Og ikke, som man gør i dag, som en beholder.
Kritikken af »sproget som beholder« er en gammel traver, krops-metaforen til gengæld ny. Den er også uigennemtænkt. Det er rigtigt at vi, som Fogh Jensen påpeger, umiddelbart føler os hjemme i den egne krop, på samme måde som vi føler os hjemme i sproget. Og jo, vi orienterer os kropsligt i rummet – på samme måde som vi ordner verden gennem vores sprog.
Men »sproget som krop« skjuler sprogets kommunikative funktion. Metaforen skjuler, at sprog er noget, vi faktisk bruger til at meddele hinanden ting med. Med al respekt for den kongelige ballet tror jeg ikke, at man kan danse sin indkøbseddel med samme præcision, som man kan skrive den. Fogh Jensen eller eventuelle læsere er velkomne til at føre (gebærde? gestikulere?) et modbevis.
Summa summarum: Metaforens Magt er et eklatant eksempel på den humanismens dybe tallerken. Flødeskum på en filosofisk kage, som tidligere tænkere har bagt. Spis den, hvis I har lyst. Mig gav den kvalme.

*Anders Fogh Jensen: Metaforens Magt. 252 sider. 278 kr. Forlaget Modtryk

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu