Kildeskrift
»Der er ingen gud, og der er ingen konge. De er i Rom og i Kastillien,« skrev den efter eget udsagn oprigtigt kristne indianer, Felipe Guaman Poma de Ayala, til sidst i sit livsværk El primer nueva Corónica y buen gobierno (Den første nye krønike og om den gode styreform). Dette enestående håndskrift på 1.188 sider, herunder 398 helsides stregtegninger, har i over 200 år været i Det Kongelige Biblioteks eje og blev i 1999 optaget på UNESCO’s liste over den internationale, ’umistelige’ kulturarv. Inka-krøniken, som den kaldes, er tidligere udgivet i 1936 i Paris i en faksimile-udgave og i 1980 i Mexico i en videnskabelig udgave, og siden i går ligger den på Internettet i en udgave, der er behørigt introduceret på engelsk og spansk og indholdsfortegnet på kryds og tværs af Rolena Adorno, som er professor ved Yale og verdens førende ekspert på Inka-krøniken (og i øvrigt ikke i familie med Theodor Wiesengrund).
Den 14. februar 1615 skrev Guaman Poma fra Santiago de Chipao i Lucanas-provinsen (syd for Huamanga, det nuværende Ayacucho) til Kong Filip den 3. i Madrid, at han netop har færdiggjort en krønike, der indeholdt alt, hvad han i sine firs leveår havde lært om andinsk historie og det spanske herredømme i området. Han tilføjede, at han gerne skulle sende værket til kongen om denne ønskede det.

Kosmologi
Guaman Pomas krønike havde to formål: At gengive de andinske folks historie fra tidernes begyndelse og oplyse kongen om den krise i de andinske samfund, der stadigt forværredes af den spanske kolonisering. Krøniken præsenterer meget kort fortalt en særdeles detaljeret kosmologi, der væver den andinske fortids dynastier ind i en kristen model for universel historiefortælling. Des-uden viste han, at inkaerne ikke var det eneste store andinske herrefolk, men blot det seneste, efterfølgere som de var til Yarovilcaerne, som Guaman Poma selv hævdede at være efterkommer af.
Hvad den gode styreform angår, søgte han at bevæge kongen til at standse den ødelæggelse af det andinske samfund, der var konsekvensen af at de sociale hierarkier var »vendt på hovedet,« som han skrev. De indfødte blev tvunget til slavearbejde i markerne og i minerne, og for at undgå deres onde skæbne flygtede de ind til byerne, hvor de endte som tyveknægte og prostituerede. Fra Guaman Pomas andinske synspunkt var en de største trusler den hurtige vækst af mestizoer (raceblandede). Han forudså sit folks endeligt som følge af raceblanding, vold, udnyttelsen af indfødt arbejdskraft og epidemiske sygdomme.

Idolatriske traditioner
Guaman Poma havde arbejdet som tolk og retsskriver og som ung mand akkompagneret missionæren Cristóbal de Albornoz på rejse rundt i landet for at ’uddrive idolatriske traditioner’, og som livslang tjener for kolonimagten påberåbte han sig ret til at skrive til kongen. Dette gjorde han en i lang prosatekst på spansk, isprængt afsnit på quechua (det præ-columbianske lingua franca (fællessprog), der stadig tales af adskillige millioner mennesker).
Han komplementerede sin tekst med 398 tegninger spredt ud over værket og forklarede dette med en bemærkning om, at han havde hørt, at kongen yndede billedkunst, men han har utvivlsomt også betragtet tegningerne som det mest effektive medium til at få budskabet igennem, særligt hvad over-grebene på de indfødte angår.
Han skriver til kongen, at han gerne så sit værk trykt og udgivet og udarbejdede også manuskriptet i overensstemmelse hermed, men det er uvist om Filip den 3. nogensinde fik krøniken i hænderne.
I det hele taget fortaber manuskriptets vej til København sig i historiens tåger, selv om talrige lærde i det 20. århundrede har gisnet lystigt. Men en del af grunden til, at manuskriptet havnede i det protestantiske Nord var utvivlsomt det billedlige bidrag, som det gav til katolikkernes Sorte Legende. Det Kongelige Bibliotek huser af samme grund en meget vigtig samling af materiale om Den Spanske Inkvisition.

Skælven i stemmen
Guaman Poma kaldte sin krønike for ’først’ og ’ny’, fordi den fortalte historien om det præ-columbianske Amerika og dets erobring fra det andinske synspunkt i modsætning til de spanske mis-
sionærers. Guaman Poma var ganske vist kristen og skolet i de europæiske litterære og ikonografiske konventioner, men også i sin egenskab af at være historien fortalt af den overvundne part, er Inka-krøniken et enestående kildeskrift.
Genstanden selv, det uvurderlige håndskrift, blev tirsdag fremvist (i en aflåst montre, naturligvis) for de tre fremmødte repræsentanter for den danske verdenspresse.
Bibliotekets direktør, Erland Kolding Nielsen, fortalte, at papiret langsomt går i opløsning på grund af syreindholdet i blækket. De håber, at den nødvendige teknologi til at standse processen vil blive opfundet, inden det er for sent. Også derfor har det hastet med internetudgaven.
Rolena Adorno, der skrev doktorafhandling i 1974 om Nueva Corónica y buen gobierno og senere medvirkede til udarbejdelsen af den videnskabelige udgave, indrømmede med et charmerende anstrøg af skælven i stemmen, at det kun var anden gang i hendes liv, at hun så »the object itself.«
Virtuelt er samtlige håndskriftets 1.188 sider nu tilgængelige for enhver med et modem, og det i en gengivelse, som – hvis ellers skærmen er god nok – skulle være bedre end set med det blotte øje.

*www.kb.dk/elib/mss/poma

*Websidens introducerende essay ’Guaman Poma and His Illustrated Chronicle from Colonial Peru: From a Century of Scholarship to a New Era of Reading’ udkommer i en illustreret og tosproget (spansk og engelsk) udgave på Museum Tusculanums forlag 25. maj

*Rolena Adorno holder idag kl. 16 i Blixen-salen et foredrag betitlet Appreciating a New World Artifact in an Old World Setting: Guaman Poma’s Illustrated Chronicle