Anslag - Normalitet
Engang var ulykker noget, som skete, men sådan er det ikke længere: Nu er ulykker noget, som ikke bliver forebygget. Nu tilsiger den allestedsnærværende indbildskhed os, at der findes viden om alle tænkelige farer og midler til at bremse dem, hvorfor, hvis man alligevel rammes af en ulykke, så er den ledsaget af skyld – som om vi åndelige arvinger til Paulus og Luthers sorte dogmer ikke allerede havde nok gylle i følelsessystemet.
Det er ikke uvæsentligt, at skylden også på dette punkt er blevet installeret som en uundgåelig del af livet. Uundgåelig, fordi ulykker stadig sker uden anden årsag end tilfældet. Nu findes der jo dem, som hævder at sligt ikke findes, at Skæbnen eller Gud står bag det hele, men det ser herfra ud til at være begreber skabt af mennesker og i retrospekt, og derfor uden forbindelse til den faktuelt eksisterende virkelighed, der ikke er udstyret med bakspejl.
Men det var en parentes, for i virkeligheden sker ulykker, og nu skal man føle skyld over, at man ikke tog alle tænkelige forholdsregler og købte den rigtige forsikring. Bemærk at man kan betale sig ud af skylden: Konsensus i det kapitalistiske samfund dikterer, at syndsforladelsen ligger i nye behov for nye produkter. Følgen er en tryghedsnarkomani, der pindes ud i genstande.
Et eksempel kunne være nutidens narrehat, cykelhjelmen, der ganske muligt bliver lovpligtig i nærmeste fremtid. Et andet eksempel leverede den frederiksbergske andelsforening, hvor jeg bor for tiden. Sidste år blev baggården renoveret for en betragtelig sum; der blev bl.a. lagt gummifliser under gyngerne og opsat støbejernslåger om kælderhalsene. En dag kort tid efter at arbejdet var færdigt ringede det på døren. Det var en kvinde, som samlede underskrifter i samtlige foreningens 47 lejligheder.
Åbningsreplikken var: »Vi er nogle bekymrede forældre, som …« Sagen var, at lege-øen ude i gården, en forkølet firkant med to gynger, et legehus og en sandkasse, var blevet omkranset af en fire cm. høj kantsten, og den ville den bekymrede forælder nu have fjernet for fællesskabets regning. Tankegangen bag denne kvindes handlinger er jo, undskyld sprogbrugen, aldeles forskruet:
Hun vil opdrage sine børn i en verden uden kantsten. De stakkels små mennesker ender med at være uegnede til at begå sig i den virkelige verden, hvor kantsten og slige sager simpelthen bare findes.
Det virker ikke tilfældigt, at det netop er her i kvarteret, at den berygtede, internet-overvågede vuggestue ligger. Indretningen af de emotionelle knuder, som poderne kan udvikle heraf, kan man kun gisne om og gyse ved.
For det er hvad dette handler om: Når den enkeltes frihed, under ansvar over for fællesskabet, bevares, men alligevel, indskrænkes af tryghedsnarkomaniens materielle forlængelser. Hvad enten det opfattes som symptom eller sygdommen selv, så er faktum, at normalitetstyranniet langsomt, men sikkert, strammer sit kvælertag om sjælene i denne vor fluelort på verdenskortet.