Brugen af vækstfremmende kobbertilsætning til svinefoder truer miljøet alvorligt på langt sigt. Det fremgår af beregninger, som tre sidste-års biologistuderende ved Københavns Universitet har foretaget.
Grisene udnytter kun selv en ganske lille del af kobberet – cirka fem procent. Resten ryger igennem dem, og bare via deres gylle spredes der årligt 280 ton kobber ud over danske landbrugsjorder. Ophobning af kobber i jorden kan efterhånden betyde faldende udbytte på markerne og rummer også en potentiel risiko for afstrømning til vandmiljøet af det giftige tungmetal.
Det mener de tre næsten færdiguddannede biologer, Frederikke Munk Sørensen, Camilla Just Hansen og Steffen Pedersen. De kom ved et tilfælde til at interessere sig for de enorme kobbermængder, der tilsættes svinefoder. Steffen Pedersen besøgte en bekendt, der er landmand, og blev her opmærksom på den udstrakte brug af kobber, som i dag anvendes i stedet for antibiotiske vækstfremmere.

Tavs miljøstyrelse
De tre besluttede at analysere problemet ud fra alle tilgængelige data og tidligere undersøgelser og beregnede sig frem til et resultat, der var så opsigtsvækkende, at de henvendte sig til Miljøstyrelsen midt i juni i år og spurgte, om man der var opmærksom på problemet. Det har de endnu ikke fået nogen form for reaktion på, og det er deres opfattelse, at kobber i miljøet ikke tages særlig alvorligt, fordi skadevirkningerne er langsigtede og især vil blive kommende generationers problem.
Det får de tilslutning til fra lektor ved Københavns Universitet Ib Johnsen, der er specialist i tungmetallers påvirkning af miljøet:
»Den langsomme tungmetal-forurening af naturen er en af de priser, vi betaler, for en meget intensiv landbrugsdrift. Men den overses let på grund af andre og mere aktuelle miljøtrusler. Cadmium, som vi får gennem landbrugsgødning, fra biler og luftbårent nedfald, er f.eks. endnu farligere end kobber, og her ligger de humane grænser lavere,« siger Ib Johnsen.

Mætning og misvækst
»Når det gælder kobber, skal regningen først betales af vore børnebørn,« erklærer Frederikke Munk Sørensen.
»I øjeblikket sker der ikke nogen opkoncentration af kobber i grundvandet, og det udgør ikke nogen fare for mennesker gennem kødet hos dyr eller planter, men på et tidspunkt når man et mætningspunkt, hvor jorden og de mange smådyr, der lever nær jordoverfladen, ikke kan klare mere.«
»Så får man misvækst – dårligere afgrøder og faldende udbytte. Og vandmiljøet kan også blive ramt.«
»Der er i dag ikke nogen grænseværdier for, hvor meget kobber, der må være i den gylle, der udledes – til gengæld findes der grænseværdier for, hvor meget, der må indeholdes i spildevandsslam fra kommunale rensningsanlæg. Bønderne siger selv, at de ikke vil have spildevandsslam kørt ud på markerne, fordi det er for forurenet – men vi har fundet ud af, at kobberindholdet er højere i gylle, end det er i slam.«
De tre studerende har sammenholdt tal for, hvor meget kobber der bliver brugt til foder hvert år, hvor meget den enkelte gris optager, hvor mange svin, der er i Danmark samt hvor meget landbrugsjord, der spredes gylle på.
»Kobber er et tungmetal og giftigt, men man interesserer sig langt mere for, hvor giftigt for eksempel bly er. Og da vi så fandt ud af, at de vejledende, men ikke lovfæstede grænseværdier for kobberindholdet i jorden er lavere, end de er for bly, og at der altså burde accepteres mindre kobber end bly i jorden, fandt vi det temmelig opsigtsvækkende med de mængder, der i øjeblikket ledes ud i miljøet,« siger Frederikke Munk Sørensen.
»Der er fastsat grænser for, hvor meget kobber, der må være i foderet, men ikke for, hvor meget der må være i gyllen. Og grænsen for det kobberindhold, der må være i foderet, er sat så højt, at det, der løber lige gennem grisene og kastes ud med deres urin, bliver til enorme mængder. Der produceres årligt omkring 18 millioner svin i Danmark. Vi har også fundet ud af, at noget af det kobber, der bliver tilsat – cirka 30 procent – er i en opløsning, som grisen ikke engang kan optage og som derfor ryger direkte igennem den.«
I deres rapport peger de studerende på behovet for et bedre og sundere staldmiljø. Jo bedre staldmiljøet er, jo mindre brug har dyrene for vækstfremmere og stoffer med antibiotikalignende virkning. Sunde grise får sandsynligvis slet ikke forbedret deres produktions-økonomiske egenskaber ved tildeling af ekstra kobber. Men i stedet symptom-behandler man og kompenserer for et dårligt staldmiljø med en overdreven kobber-tilsætning, der fører til, at man for at opnå en kortsigtet udbytteforbedring på fem-seks procent ødelægger jorden for kommende generationer.
Ud over kobber fra svinegylle på markerne føres der også kobber ud i miljøet via anden husdyrgødning, så der i alt bliver tale om 380 ton kobber årligt fra gylle og husdyrgødning. Andre kilder er nedfald fra luften, slagteriaffald, wc-skyl og slam, så at den danske jord i alt tilføres 654 ton kobber om året, har de tre unge biologer beregnet.