Moralsk knaldroman

Den svenske bestsellerforfatter Unni Drougges roman om en kvindelig pædofils utallige drengeknald er smagløs, og tillige ensformig læsning

Ny bog
Moralens grænsevogtere har mange våben; formynderiske forbud, blokerende tabuer, tåkrummende dundertaler, kælne fornuftsargumenter, pædagogiske peptalks, forbilledlige idealer eller udpenslende skræmmehistorier.
Og moraliseringen i den 45-årige svenske bestsellerforfatter Unni Drougges roman Hella Hells bekendelser, der netop er udkommet i dansk oversættelse, er heller ikke til at tage fejl af. Romanen er en slibrig beretning om en overflade-succesfuld kvinde i begyndelsen af 40’erne, der går planken ud og realiserer sin hemmelige perversion; hang til purunge drenge. En venindes 14-årige søn får safterne i kog hos den pædofile kvinde, og da hans mor dør under sygdom, og faderen er interneret på et narkoafvænningssted sydpå, ser hun sit snit til at bortføre drengen på et hæsblæsende bileventyr – med masser af sex, drugs and rock’n’roll – rundt til mere eller mindre dekadente feriemål i Europa. Imens holdes drengens far og forførerskens 14-årige datter hen med endeløse kaskader af snak, nødløgne og røverhistorier.
På turen oplæres den unge dreng villigt som hårdtpumpet skødehund, og Unni
Drougge overlader ingen detaljer i det umage pars seksuelle udfoldelser til læserens fantasi. Selvom bogen er spækket med sex i alle vinkler og huller og lokaliteter, er det ikke en opstemmende erotisk drejebog, man sidder med, men derimod et sarkastisk udpenslende skræmmebillede, en dybt moralsk fortælling om sædernes forfald og konsekvenserne af den totale moralske løsagtighed.

Noget skidteras
På sin egen indiskrete og krasse facon er Unni Drougges roman en besk kommentar til senmodernitetens ekstreme seksualisering af teenagere, af ungdommen, af det næsten-uskyldige. Til at småpiger og drenge får vredet seksualiteten af led af forskruet kultur, der i profitten eller perversionens tegn hylder den purunge krop så godt som afklædt og behængt med tunge sexsymboler i reklamer, tøjmode og spice- og boybands. Og til at unges primære seksuelle erfaringer ikke bliver gjort i ro og mag i hinandens eller natlampens selskab, men med afsæt i den virkelighedsfjerne porno, der pumper ud på alle kanaler efter sengetid.
At det er noget rigtig skidteras for den lærevillige, følsomme og seksuelt vågne ungdom kan de fleste vel erklære sig enig i, og det er denne selvfølgelighed, hvormed man må lægge afstand til bogens hovedperson – som i ordets egentlige betydning er fucked up – som gør bogen til kedelig og ensformig læsning i længden. For allerede efter de første udpenslede sexscener – det være sig anale, orale eller urinale – mellem den næsten 14-årige dreng og den 42-årige kvinde er afstanden lagt, og man er overbevist om smagløsheden i forholdet og bogens ironisk-moralske standpunkt. Men derfra er der mange knald og et utal af sider til hovedpersonen endelig må falde afgrundsdybt, og romanen langt om længe forløses.

*Unni Drougge: Hella Hells bekendelser. Oversat af Maiken Maigaard og Anette Dina Sørensen. 326 s., 298 kr. Tiderne Skifter

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu