Man så altid Østeuropa for sig som sort/hvide tjekkiske børnefilm… Men sandheden er, at der i dagens Europa ikke skrives mere spændende
litteratur. – Opsang før østudvidelsen

Tro & Filosofi
Gennem min barndom i 70’erne er jeg opvokset med tjekkoslovakiske animationsfilm og polske børnefilm, og konsulterer man gamle programmer fra Filmmuseet i København, vil man finde utallige kavalkader med film fra Østeuropa.
Det var dengang den russiske forretning Sputnik foldede sig ud på Vester Voldgade i København med røde bannere, billige grammofonplader og kedeligt trælegetøj. Børnefilmene handlede gerne om ’Pavlov’ fra en eller anden forstad, som kæmpede for at komme på ishockeyholdet.
Det var inden vi fik farvefjernsyn, og det var næsten umuligt at tænke på disse lande uden at se dem for sig i sort/ hvid. Østeuropa var muligvis gråt og stalinistisk og alt muligt andet skodaagtigt, men samtidig besad det en aura af romantik og eksotisme. Det var anderledes, og det var let at føle sympati med de undertrykte, så længe det ikke kostede noget.
Det var dengang. Efter Murens fald er det som om Østeuropa ikke rigtig længere rykker, og tilbage er kun forestillingen om deres kiksede tøj, afblegede hår og biler af blik. Østeuropa er kort sagt usexet. Så var det andre tider dengang brutale diktatorer gav kindkys foran potente militærparader og forfatterne dannede hemmelige foreninger.
Denne arrogance gælder ikke kun politisk, den er ligeså prægnant kulturelt set. Nu gider vi ikke engang at høre deres historier, og det netop hvor de endelig kan skrive som de har lyst til. Censuren, forfølgelserne og truslerne er borte, men det samme er også læserne. At der trods alt oversættes en del til dansk skyldes udelukkende filantroper i forlagsbranchen, for i princippet kunne de ligeså godt udgive en brosten. En oversat polsk forfatter er det samme som en stensikker lagersucces.
Murens fald burde have bragt os nærmere til naboen i øst, men har i realiteten, gennem fordomme og indifferens, blot forøget afstanden. Billedligt set er ’Pavlov’ som ishockeyspiller eller kuglestøder i sort/hvid blevet udskiftet med amerikanske og engelske serier. Og langsomt men sikkert er fortroligheden med østlandene, som den kulturelle import havde fået stablet på benene, gået tabt.
Ikke desto mindre er der al mulig grund til at vende blikket mod øst igen; det er her den nye verdenslitteratur skrives, og det er gennem den at vi kan blive klogere på de mennesker som vi nu nærmest betragter som andenrangsmennesker, som barbarer fra den sibiriske tundra. Med henblik på den skrantende tilslutning til østudvidelsen ville det da også fra politisk hold være oplagt at promovere den østeuropæiske litteratur.

I litteraturen fra Østeuropa skrives der på de erfaringer som livet under et totalitært regime påtvang den enkelte, og der reflekteres over hvorfor nogle blev bødler og nogle blev ofre.
Konklusionen er ofte, at bødlerne ikke udøvede deres ugerninger imod ofrene, men i stedet for. En provokerende påstand, der ikke bliver mindre interessant når det er et tidligere offer der fremsætter den. I det hele taget er den østeuropæiske litteratur, med fare for grove forenklinger, en uhyre kompromisløs litteratur der starter der hvor de fleste romaner ender.
Med andre ord, det er en litteratur der virkelig har noget på hjerte, den er skrevet med baggrund i nogle af de største tragedier fra det 20. århundrede og den er ikke bange for selv at få snavsede hænder. Alt skal frem i lyset:
*Den altgennemtrængende kedsomhed, der langsomt æder én op, og gør dig til stikker inden du ved af det, ikke af ondskab, men fordi det ene kan være lige så godt som det andet, når det alligevel ikke kan være anderledes.
*Diktatorens allestedsnærværende øje, der ser dine mindste bevægelser og hører dine fjerneste tanker.
*Løgne der ikke bare toner ud af radioen og fra aviserne, men som til sidst også tager plads omkring dig selv og dine nærmeste; resignation; angst; tomhed.

De østeuropæiske forfattere indtager en mærkelig mellemposition (mellem socialisme og fri markedsøkonomi), og det er fra denne mellemposition at de også giver en kritik af vores samfund og vores måde at indrette os på, og det ofte på en anderledes og særdeles provokerende vis.
Kort sagt har de også noget at sige den vesteuropæiske læser som er træt af lidelses- og undertrykkelseshistorier. To eksempler på en sådan litteratur er Szczypiorski fra Polen og Brussig fra det tidligere Østtyskland.
Polakken Andrzej Szczypiorski (1924-2000) deltog i Warszava-opstanden i 1944, og blev senere interneret i kz-lejren Sachsenhausen. Under undtagelsestilstanden i Polen i starten af 80’erne blev han, som så mange andre intellektuelle, arresteret og sat i fængsel.
Han er ikke nævnt med ét ord i den nyeste danske Verdenslitteraturhistorie (udkommet på Gyldendal), og det til trods for at han ved sin død var sit lands største forfatter.
Mærkeligt nok er alle hans hovedværker oversat til dansk. I romanen Selvportræt med Kvinde fra 1994, inviteres en polsk forsker til Schweiz for at medvirke i en radioreportage om omvæltningerne i Polen efter kommunismens sammenbrud. Imidlertid fortæller han ikke det den kvindelige journalist vil høre, om politik og samfundsforhold, men om kvinderne i sit liv. Her kan man tænke på Kieslowski, der på spørgsmålet om betydningen af Murens og kommunismens fald, tørt svarede, at folk stadig ville dø af kræft og vente på bussen. Med andre ord, de store historiske begivenheder kan komme og gå, hverdagen forbliver den samme.

Szczypiorskis roman handler om den lemfældighed som kærligheden omgås med i de forkælede vestlige lande, og om den manglende ydmyghed over for livet. Journalisten forsøger at politisere forskeren, at gøre hans liv under kommunismen til en lidelseshistorie som man kan græde og ynkes ved, og repræsenterer samtidig den sentimentale forestilling om at den undertrykte besidder en større åndelig rigdom end den som ’blot’ er opvokset med fred og velstand. Kort sagt: Ideen om at lidelse har værdi som åndelig erfaring.
I Vesten er vi blevet forskånet for store dele af denne lidelse, men vi savner den som noget ukendt der kunne give kolorit til vores udtørrede følelser. Eksempelvis skrev Politikens anmelder Jes Stein Pedersen om den tjekkiske forfatter Michael Viewgh, at han har »haft det fantastiske privilegium at vokse op i et kommunistisk samfund, og det har en gang for alle givet ham et fængslende stof, en nødvendighed at skrive ud fra.« (Politiken 12. maj ’01).
Men der findes ingen rigdom i denne lidelse, der findes ingen rigdom i afhuggede lemmer og lemlæstede sjæle. Romanen er et opgør med denne romantisering, og et forsvar for kærlighedens altafgørende rolle her i livet. At miste sin elskede svarer til fem år i Buchenwald, lyder det provokerende. Men tager man det ikke alvorligt, vil man for altid leve i en falsk tro.
At man i Tyskland er mere optaget af østudvidelsen end herhjemme kan vel ikke undre, de deler ikke bare grænser med Polen og Tjekkiet, men er også fælles om en stor del af deres historie.
En af de tidligere østtyske forfattere der har fået mest opmærksomhed er Thomas Brussig (f. 1965). Hans værker har solgt i tusindvis, og hans to seneste romaner er begge blevet filmatiseret. Denne popularitet skyldes i høj grad den grove humor og den ubesværede stil, hvad der kan forekomme blasfemisk når emnet er det tidligere DDR (jvf. balladen omkring Roberto Benignis film Livet er smukt).

Brussigs gennembrudsroman, Helden wie wir fra 1995, er en burlesk skildring af en ung mands opvækst og karriere som topagent for Stasi. Men ligesom hans seneste roman Am kürzeren Ende der Sonnenallee fra 1999, er den ikke specielt skrevet for et østtysk publikum. Den sidstnævnte roman, der omhandler en teenagers problemer i Østberlin (kærester, forældre, fester, etc.), er blevet udskældt for at idyllisere tiden under kommunismen, men tager i bund og grund fat på de normale menneskelige fortrængningsmekanismer.
Hovedpersonen, den unge Mischa, konkluderer til sidst i romanen: »Lykkelige mennesker har en dårlig hukommelse og rige erindringer,« og til sidst i filmatiseringen, der slutter med Murens fald, kigger Mischa tilbage på sin ungdom i DDR:
»Det var den bedste tid i mit liv; jeg var sytten år og forelsket.« De store historiske begivenheder kan komme og gå, hverdagen…
Det, der først og fremmest binder disse forskellige forfattere sammen, er deres evne til at løfte deres fortællinger op over en specifik historisk ramme, og gøre dem almene.
De tager udgangspunkt i deres erfaringer med totalitarismen, men gør det i et forsøg på at blive klogere på, og ikke for at dømme den menneskelige natur. Imidlertid er det som om vi allerhelst så jerntæppet synke ned igen, så vi kunne slippe for deres miljøproblemer og billige arbejdskraft. I stedet for at lytte til deres historier, lukker vi øjnene for at Østeuropa rent faktisk er Europa, og ikke en forstad til Sibirien.
Med den kommende østudvidelse som en snarlig håndgribelig realitet, er det politisk set tåbeligt ikke at dreje den åndelige parabol østpå; et bedre og mere realistisk kendskab til de en gang så eksotiske lande ville utvivlsomt fjerne de værste og mest naive fordomme.
Derudover skrives der ikke en mere provokerende, tankevækkende og litterært udfordrende litteratur på hele kontinentet end den som kommer fra øst, hvad der i sig selv er grund nok til at gå i lag med den.

*Morten Lassen er stud.mag. i litteraturvidenskab, Københavns Universitet