SOUSSE – Tunesiens hemmelige politi er på vagt. Information er netop kommet på besøg hos menneskerettighedsforkæmperen Moncef Marzouki, da det banker på døren. Vi har sat os ud i haven, fordi han er bange for, at hans hus bliver aflyttet. Selv om det er det samme, han har sagt om manglen på demokrati i Tunesien de sidste mange år, er det aldrig rart, at nogen lytter med.
Vi hører tydeligt dørhammeren mod den tunge havedør af metal. Moncef Marzouki ignorerer først den intense banken, men den bliver ved. Efter et stykke tid rejser han sig og går ned til den anden ende af haven. Mens han er væk, nyder jeg stilheden i velhaverkvarteret, hvor han bor. Der er kun 15 minutters kørsel ind til turistmagneten Sousse med alle dens restauranter med lysende menukort på fem sprog og souvenirbutikker med kameler a la carte. Her i haven er der fred og ro. Vi sidder under et lille halvtag formet af frodige vindrueranker og kan skimte turisterne spille golf på den saftigt grønne bane, der støder helt op til Moncef Marzoukis have.
»Det var det hemmelige politi,« siger han, da han kommer tilbage.
»De ville ikke noget. Bare stå og sludre. Du har hørt om de to fra Amnesty International, der efter et besøg hos mig for nylig blev udspurgt og fik taget deres notater, ikke? Du må nok forberede dig på at blive afhørt, når du går,« siger han.
Jo mere Moncef Marzouki fortæller, jo mere krakelerer billedet af et sorgløst ferieland. Palmerne vejrer ganske vist i vinden, som de skal, og turisterne nyder de mange gode tilbud om ture rundt i landet til romerske ruiner, berberlandsbyer og Saharas sand. Men for tuneserne er dagligdagen anderledes barsk. De to fra Amnesty blev efter besøget hos Moncef Marzouki og en anden menneskerettighedsforkæmper anholdt af uniformeret politi, kørt til et øde område, hvor de blev slået og fik stjålet deres notater og computer.
Moncef Marzouki fortæller om de civile betjente, der døgnet rundt sidder uden for hans hjem, følger hans mindste skridt og overvåger, hvem der går ind og ud af huset. Overalt hvor han går, er han fulgt af civil klædt politi. En gang har han konfronteret sine forfølgere og bedt dem trække sig lidt tilbage.
»Vi har ordre til at følge dig så tæt så muligt, doktor. Vi må ikke tabe dig af syne,« var deres svar.
Indtil for halvandet år siden var Moncef Marzouki universitetsprofessor i folkesundhed, men han blev fyret – efter eget udsagn på direkte ordre fra præsident Zine el Abidine Ben Ali. Siden er Moncef Marzouki blevet idømt et års fængsel for at stå i spidsen for et ulovligt parti og for at sprede falsk propaganda. Men Ben Alis regime tør ikke fængsle ham af frygt for, at offentligheden vil protestere voldsomt.
I stedet for at afsone straffen i et egentligt fængsel har menneskerettighedsforkæmperen derfor siden august befundet sig i en de facto husarrest. Udover den konstante overvågning kan han ikke forlade landet, og han formoder også, at hans telefon er aflyttet – i hvert fald bliver den afbrudt med mellemrum.
For nylig blev en af Moncef Marzoukis venner og menneskerettighedskolleger gennemtævet og efterladt blødende på gaden og for resten af det lille, men højtråbende aktivistmiljø er jævnlige fængslinger, trusler og chikanerier blevet hverdag.
»Hvis ikke jeg havde støtte i folket, ville jeg være blevet dræbt for længe siden. Folk smiler og hilser på gaden, selv om politiet prøver at skræmme vores sympatisører. Det viser, at vores arbejde ikke er spild af tid.«
Officielt foregår der en demokratidebat, og officielt har Tunesiens statsstyrede presse fået konkurrence af oppositionsaviser, men reelt er det hele snyd og bedrag. De såkaldte oppositionsaviser er allerhøjest talerør for oppositionen i parlamentet, men da alle partier skal godkendes af præsident Ben Ali, er det så som så med pluralismen blandt de tunesiske folkevalgte og dermed også oppositionspressen. Moncef Marzouki har forsøgt at etablere et parti, men med sin dom er det nu umuligt, at det sker med ham som leder. Personer, der er idømt fængselsstraffe, må ikke stå i spidsen for et parti og har i det hele taget ingen civile rettigheder.

I sommer bragte tunesisk fjernsyn to timelange og direkte tv-debatter om demokrati i Tunesien. Men debattørerne var håndplukkede af regimet, og siden de to tv-debatter har der ingen offentlig debat været overhovedet. Moncef Marzouki kalder debattørerne »latterlige«, men glæder sig over, at befolkningen godt kan gennemskue kvaliteten af debatten. Som over resten af den arabiske verden er det i stedet tv-stationen al-Jazeera i Qatar, der får lov at levere de egentlige nyheder og debatter om demokrati og reformer.
På trods af, at den offentlige tunesiske debat reelt ikke fører andre steder hen, end der hvor præsident Ben Ali vil have, den fører hen, har præsidenten med tv-debatten fået et alibi, der kan bruges over for enhver, der måtte mene, at demokrati og opposition har trange kår i Tunesien.
At det er gået, som det er gået, og Tunesien er blevet, hvad Moncef Marzouki ikke tøver med at kalde et diktatur, er paradoksalt. Tunesien har gennem historien haft alle chancer for at blive den arabiske verdens første fuldbyrdede demokrati. Helt tilbage i 1800-tallet lod Tunesien sig påvirke af europæerne og gik forrest i den arabiske verden med regionens første, men ganske vist kort-livede, forfatning i 1861.
Senere lod Habib Bourguiba igen Tunesien gå i spidsen for den arabiske verden med det første forbud mod polygami og udstrakt ligestilling for landets kvinder.
Bourguiba ledte, først som ministerpræsident og siden præsident, landet efter selvstændigheden fra Frankrig i 1956 og gjorde det efter vestligt-europæisk forbillede.
Det gik uacceptabelt hårdt ud over den islamisk-religiøse del af befolkningen, der dels måtte se deres ledere fængslet, dels finde sig i en række grove krænkelser af deres ret til at praktisere deres tro. Blandt andet fik Bourguiba lukket mange koranskoler og fik stort set forhindret al religiøs indflydelse på samfundet, sådan som det ellers ses i det meste af den øvrige islamiske verden.
Bourguiba gik så vidt som til at forsøge et forbud mod højtideligholdelsen af fastemåneden Ramadanen. Det skete ved på alle tuneseres vegne at erklære Jihad – Hellig Krig – mod ’fattigdommen’. Hellige krigere er undtaget fra fastemåneden, de kan således få mere ud af arbejdsdagen og dermed bidrage til kampen mod fattigdom. Den krigserklæring, som nok snarere var mod religionen end fattigdommen, var der ingen, der hoppede på, og planerne måtte droppes.

Men resultatet af Bourguibas kamp mod Islam ses tydeligt i dag: Der er praktisk talt ikke en eneste tuneser i gadebilledet, der med slør, langt skæg eller klædedragt afslører, at de er troende. I hvert fald viser de det ikke offentligt og det siger også noget om religionens stilling i det tunesiske samfund.
Bourguiba var med sin fremfærd over for den islamiske opposition i særdeleshed, men også den verdslige, alt andet end en demokrat. Set i lyset af samtiden og de demokratiske tilstande regionen i øvrigt, blev han imidlertid set og hyldet som en fornyer og en, der kunne trække først og fremmest Tunesien op på fode med Europa, der har og har haft så stor indflydelse på Mellemøsten og den arabiske verden.
Bortset fra det med de nok så vigtige religiøse rettigheder lykkedes det ham faktisk et langt stykke hen ad vejen, og Tunesien er i dag et af regionens mest vestligt-orienterede og influerede lande. Men med undtagelse af kvindernes relative ligestilling er det gået tilbage for borgerrettighederne lige siden Ben Ali fik tiltusket sig magten ved et paladskup i 1987. Tydeligst ses det ved regimets voldsomme undertrykkelse af oppositionen. Udadtil er netop kvindernes muligheder for uddannelse, arbejde og indflydelse blevet endnu et af præsidentens gode argumenter, når det ubehagelige emne ’menneskerettigheder’ bliver bragt på bane i udenlandske aviser eller ved statsbesøg. Der er nu virkelig også grund til begejstring, når man ser på de tunesiske kvinders rettigheder og muligheder, men det er bare ikke godt nok, mener Moncef Marzouki.
»Ben Ali er en diktator. Menneskerettighedsaktivister bliver generet, og efter den 11. september er det hele blevet forværret. Regimet kalder alle for terrorister. Man kan sige, at terrorangrebet på USA kom som en gave til Ben Ali og alle diktatorer. De sætter nu sikkerhed over frihed og benytter lejligheden til at skjule deres egen korruption,« siger Moncef Marzouki.

Ben Ali var general i hæren, før han blev en berygtet indenrigsminister blandt andet med ansvar for at holde oppositionen i ave. Siden han med en gruppe læger i ryggen erklærede Bourguiba »ude af stand til at varetage sine forpligtelser« og selv overtog magten, har han i første omgang forsøgt at skabe sig et bedre forhold til den islamiske opposition. Blandt andet skulle en stærkt opreklameret pilgrimsfærd til Mekka understrege og tydeliggøre præsidentens positive sindelag over for religionen.
Også politiske fanger blev løsladt og tunesere drevet i eksil under Bourguiba inviteret til at vende hjem. Men lykken varede kort. Ved det, der skulle være et frit og åbent parlamentsvalg i 1989, blev Ben Ali genvalgt med ikke færre end 99,27 procent af stemmerne. Det er der i sagens natur ikke ret mange andre end Ben Ali selv, der tror på, og siden er det kun gået ned af bakke for det spæde demokrati.
Ifølge Tunesiens forfatning kan en præsident ikke genvælges i det uendelige, så når tuneserne i 2004 skal vælge præsident, er Ben Ali udelukket fra at stille op – uanset hans ’fine’ stemmetal ved de foregående valg. Men hvis man skal tro annoncerne i dagbladene som blandt andre La Presse, vil befolkningen det anderledes. Med jævne mellemrum indrykker en tilsyneladende skønsom blanding af privatpersoner, virksomheder og foreninger store annoncer under overskrifter som ’Nye tilsagn om støtte til Ben Alis kandidatur’. Annoncernes underskrivere, der ikke bare kommer fra Tunesien, men også Frankrig og Italien, opfordrer til en forfatningsændring, der skal gøre det muligt for Ben Ali at stille op igen.
»Han vil gøre alt for at beholde magten, og vi vil gøre alt for at give magten til folket,« siger Moncef Marzouki. ’Gøre alt’ skal, ifølge menneskerettighedsforkæmperen, ikke forstås som, at han og hans ligesindede er villige til at gribe til våben for at nå deres mål. Slet ikke. Deres kamp skal føres med de fredelige, demokratiske midler, de selv taler for. At de så alligevel kan risikere at blive involveret i en væbnet kamp er en anden sag. Moncef Marzouki frygter, at yngre generationer med tiden vil tabe tålmodigheden med de venstreorienterede, fredelige modstandere af styret og selv gribe til våben.
»Jeg frygter, de unge en dag siger: ’Nu har I prøvet jeres metode – den har ikke hjulpet. Nu prøver vi vores’.«
Hvis det sker, frygter Moncef Marzouki, at demokraterne bliver fanget som en syndebuk et sted imellem styret og den nye opposition. De unge vil kunne anklage menneskerettighedsforkæmperne for med deres pacifistiske og resultatløse kamp at have tjent Ben Alis sag. Præsidenten vil på sin side kunne gå i krig mod den militante opposition og i samme omgang tage pacifisterne med og anklage dem for at have opildnet til modstand mod styret. I øjeblikket er det ikke aktuelt at tale om en ny, yngre opposition i Tunesien, men den lurer i horisonten, hvis ikke snart der sker bedringer i retning mod mere demokrati, mener Moncef Marzouki.
I kraft af den hårdhændede indsats mod den islamiske opposition i sidste del af forrige århundrede er der ingen åbenbar fare for, at ’den nye opposition’ i Tunesien vil blive islamistisk, sådan som tilfældet er det i nabolandet Algeriet. Her har en blodig magtkamp mellem det verdslige diktatur og en militant islamisk opposition raset siden begyndelsen af 1990’erne.
Historisk har Tunesien derudover været et åbent vestligt-orienteret middelklassesamfund, der i modsætning til det algeriske bondesamfund aldrig – heller ikke før Bourguiba – har ladet religionen få stor indflydelse på samfundet.
På grund af Vesten og Europas manglende interesse for menneskerettighedssituationen i Tunesien er det småt med resultaterne. Flere aktivister har forsøgt sig med sultestrejker og Moncef Marzouki er også klar til at gå den vej, når krigen i Afghanistan lader rum til det i mediebilledet. Men han opfordrer også kraftigt til, at Vesten lægger større pres på Ben Ali i stedet for at stille sig tilfreds med præsidentens ’alibier’ som kvinderettigheder og tv-debatter om demokrati. Det er heller ikke nok kun at omtale aktuelle menneskerettighedssager en gang i mellem, mener Moncef Marzouki. Der skal et helt andet pres til, før det fredelige og drømmeagtige Tunesien fra turistbrochurerne bliver virkelighed også for tuneserne.

Efter interviewet forlader jeg Moncef Marzoukis hus og de golfspillende turister i baghaven med historien om de to Amnesty-folk i baghovedet og notatblokken gemt af vejen mellem buksekanten og maven. Udenfor på gaden er det hemmelige politi ikke umiddelbart i syne, og jeg fortsætter ned mod hovedvejen og forhåbentlig en ledig taxa. En mand i hvid skjorte og grå bukser går et par meter bag mig, men går tilsyneladende i egne tanker, og jeg priser mig over, at jeg tilsyneladende er sluppet for en konfrontation og for at skulle forklare, hvorfor jeg laver interviews med systemkritikere, når jeg er rejst ind i landet på et turistvisum.
Netop som jeg et par minutter senere sætter mig ind i en taxa, ser jeg ud af øjenkrogen manden i de grå bukser springe ind i en hvid Peugeot med en bule i kofangeren. Hele vejen ind til Sousse by ligger Peugoeten 30 meter bag taxaen, og jeg følger den konstant i spejlet.
Imens passerer vi det ene luksushotel efter det andet og chaufføren fortæller begejstret om, hvor dejligt et land Tunesien er. Efter 15 minutters kørsel er Peugeoten stadig i syne. Først da vi holder ind ved en cafe nær strandpromenaden, forsvinder den.
Men kun for et øjeblik. For da jeg efter en lille spadseretur ned ad promenaden vender om for at gå tilbage, kører en hvid Peugeot med en bule i kofangeren med det samme ind til kantstenen i den modsatte side af vejen. Trods varmen, en behagelig brise fra havet og tyske turister på souvenirjagt er der alt andet end behageligt i Sousse.

Jeg sætter mig på en cafe med ryggen mod muren, så jeg kan overskue hvem, der kommer og går. To unge mænd fanger min opmærksomhed. De virker som om de ualmindeligt lang tid om at få sig samlet sammen til at forlade cafeen, men efter tøjet er blevet rettet flere gange, og snørebåndene er bundet, går de. Lige før de når ud på fortovet, vender de sig om og kigger direkte på mig. Det samme gør de fra den anden side af vejen og en tredje gang, da de er kommet lidt længere væk endnu. Inde i hovedet på mig er det svært at skille realiteterne fra fantasien, og utrygheden har for længst spredt sig til hele kroppen.
En times tid senere i den gamle by, Medinaen, begynder jeg at føle mig sikker. En lille skæv gade stiger langsomt op mod et lille museum. Foran indgangen er der en fin udsigt ned ad gaden og ned til vandet. 50 meter nede ad gaden kommer en mand i mørkeblå skjorte gående op mod museet. Jeg så ham et kvarters tid forinden, men han forsvandt i mellemtiden.
Mens jeg står og nyder udsigten og gør kameraet klar til at tage et billede, stikker han pludselig hovedet ud fra sidegaden igen for hurtigt at trække det til sig igen.
Jeg blev aldrig stoppet og kunne forlade Tunesien dagen efter uden problemer og med notaterne i god behold – om end lidt våde efter en hel eftermiddag mellem buksekanten og en svedende mave. Jeg ved ikke en gang om det tunesiske hemmelige politi var på krigsstien den dag. Måske var de, måske var kun frygten for dem.