Forspil til film og flyver

Henning Carlsen har lagt en fascination fast i bogform – den forbliver flyvsk

Ny bog
Filmskaberen Henning Carlsen er forundret, og lidt foruroliget af to fænomener: De levende billeder og de kunstige fugle, i hvis bug vi lader os transportere mellem Istanbul og Reykjavik. Nu har han gjort en bog ud af denne livslange fascination og givet den en dobbeltdækkende etiket: Flyvske Billeder. For ikke at blive hængt op på den helt store historiske nøjagtighed har han givet værket undertitlen En i princippet sandfærdig beretning.
Det er en vældig svævetur, Henning Carlsen tager læseren med på, fra fabuleren over Cro Magnon-folkets oplevelser til den aften, brødrene Lumière kunne vise film i Paris. Der er en drengebogsagtig betagelse af de mænd, der hele tiden er ude på noget, noget med maskiner der gør det sjovere end selve naturen. Henning Carlsen fortæller historier, og nogle af dem er rigtig gode, som beretningen om Thomas Rasmussen Walgenstein, en dansker, der godt kunne være lidt mere verdensberømt end han er.

Knokkelmanden
Født på Gotland i 1627 tilhørte han den videnskabelige revolutionsperiode, der pendlede mellem magi og eksakt forskning. Han arbejder for Frederik III, og laver fascinerende optiske maskiner, heriblandt et camera obscura – det interessanteste forstadie til filmens levende billeder. Det er overleveret, at han diverterede den danske konge med fremvisning af Døden som knokkelmanden med
leen, ganske kort før majestætens død – til hoffets vilde rædsel. I øvrigt var Walgenstein ikke ene om disse skrækscenarier, de var meget populære i 1600-tallet, hvor menneskene også foretrak teatralske effekter fremfor virkeligheden. Virtual reality er ikke et nyt fænomen.
Henning Carlsen holder meget af disse forstadier til filmene og dribler sig underholdende igennem det 19. århundrede, hvor der var så mange spillere på banen med deres patenter, at man bliver helt lettet, når en af dem forsvinder sporløst i Frankrig med sin opfindelse. Her har han hold på sine kilder, mens han slår nogle skævere i de arkæologiske og kunsthistoriske afsnit. Der går lidt OTA-bog i det, når han digter sig ind i Hieronymus Bosch’s og Leonardos tankeverden, til gengæld har han gode citater fra de store digtere om apparatet med det dejlige navn laterna magica.

Jovialt
Det virker også lidt vel jovialt, når han omtaler de lærde som ’en vis Giovanni Fontana’ og ’en vis Athanasius Kircher’ eller Christiaan Huygens som ’ikke en hr. hvem-som-helst’. Vi, der har fornøjelsen af at kende disse personer, bliver en anelse nedslåede over at få dem reduceret på den måde. Særligt Kircher kunne have fortjent en større nøjagtighed i gennemgangen af illustrationerne til hans værker og omfanget af hans forskning.
Og når vi nu er ved illustrationer: Hvorfor giver forlagene en god dag i den kunsthistoriske ekspertise, når der vises billeder? Den græske billedhugger Myrons diskoskaster er naturligvis en romersk kopi, Abildgaards laterna magica-billede på side 110 er en laveret pennetegning af mesteren selv og djævlebilledet på side 26 er ikke fra 1267, men findes hos Kircher i 1646-udgaven af hans værk om lys og skygge. Og Leonardo-portrættet er vist et falsum fra det 19. århundrede. Selvom Henning Carlsen er flyvsk, havde det klædt bogen med en konsulent til de historiske detaljer.

*Henning Carlsen: Flyvske billeder. En i princippet sandfærdig beretning. 240 s. ill., 248 kr. Gyldendal

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu