DR’s ledelse har misforstået betydningen af ’æter’

ANSLAG - Programpolitik
Ærindet her er ikke at beklage sig over almindeligheden. Vi er alle mest af alt almindelige, selve livet er almindeligt, og arter det sig anderledes, er det oftest til mere ulejlighed end glæde.
Derfor skal det også betones, at der sikkert ikke er spor i vejen med de nye studieværter på P1’s morgenflade fra klokken seks til otte. Som sådan. De er blot ikke er til at skelne fra alle de andre, permanent opstemte evighedsmaskiner på alle kanaler.
I forvejen har de sikkert en ulastelig, almindelig karriere bag sig, hvor kundskab om det emne, man ytrer sig om, intet har at gøre i cv’et. Tværtimod. Man er vel omstillingsparat.
Der er sandsynligvis også almindelige økonomiske grunde til, at P1 nu sender Skala, radioens hemmelige kanal, DR-Klassisk’ program, mellem seks og otte. Velsagtens har man derved sparet nogle stillinger, hvilket jo almindeligvis legitimerer enhver omkostning på andre fronter.

Protest
Alt sammen helt almindeligt og uden grund til ophævelser, hvis ikke lige der var sket det, at lytterne er blevet frarøvet ét af hverdagens få alternativer til DR’s udgave af almindelighed: Den meningsløst ellevilde, småspeede robotnik-pludren, der nu breder sig ud over timen, så klokken bliver både 37 og 38, før der atter er musik.
Dét er der ingen som helst grund til ikke at brokke sig over. Så højlydt protesterende, som muligt. I det mindste burde man som licensbetalende lytter kunne forlange, at den ansvarlige ledelse fyrede nummer femten og seksten på dusinet i stedet for institutionens sparsomme alternativer til den almindelige støj.
Væk er nemlig personlige stemmer som Troels Svendsens, Boye Marstals og Peter Ryoms. Og Helge Baun Sørensen er herrenhjælpeos også blevet fjernet – flyttet til om eftermiddagen, hvor det arbejdende folks chancer for at opdage, hvad han dér har at bestille, er begrænsede.
Ikke alene besad de nu forsvundne studieværter stemmer, der ikke fadede ud i den almindelige stormflod af forloren hektik. De var også kapaciteter, der ud over at tale som de personligheder, de er, havde grundig og omfattende teoretisk og praktisk forstand på musik. Når Peter Ryom øste af sin viden, holdt man inde og lyttede midt i tandbørstningen. Man vidste, man fik god besked.
Nu? Nu får man forulempelser som »Skalas skæve skive« tvunget ind mellem hammer og ambolt midt i morgenkaffen. Man kan selvfølgelig rejse sig og sætte en cd på, hvad der også bliver tilfældet, når man hjælpeløst føler energien sive ud af kroppen ved den stadige lyd af barbersprit-friske ligegyldigheder.
Men spørgsmålet er, hvorfor man egentlig skal betale licens til en institution, der tydeligvis sætter en ære i at omdanne æteren til en flade, der består af 90 procent vand (ud af ørerne) isprængt enkelte øer under stærk erosion.
Få gange i dagens og ugens løb – når det er tid til Orientering, eller når Jens Meulengracht-Madsen er gæst ved søndagsmorgenbordet – kan skibbrudne lyttere kan ånde lettet op. Men højst en times tid. Så vælter det bedøvende sludder atter ud.
Spørgsmålet er, hvorfor DR’s ledelse har misforstået betydningen af ’æter’. Er det kynisme, sadisme eller dumhed? Snork.