Punks iblandt os

’No Future’ er blevet overhalet af den kværnende tid. Overlevende punks beretter om dengang, fremtiden ikke var givet

Saltlageret, omtrent 1982: Michael Bonfils alias Fritz Fatal er på scenen med punkbandet Before, som han er forsanger i. Under koncerten tager han et glasskår og skærer sig selv i maven, det er et udtryk for hans indstilling til punken: Der skal være »ægthed i alt«. Måske iblandet noget ungdomshysteri, rationaliserer han i dag, han var jo kun omtrent 20 på det tidspunkt.

Det var dog så langt fra alle punks, der delte Fritz Fatals praktiske opfattelse af at være ’ægte’. Og det var netop pointen med punken, at her var et fællesskab, som bestod af individualister. Punken som sådan havde ingen ideologi, den var en negativ spejling af det bestående, en reaktion mod det samfund, man ikke kunne forliges med. Og som ikke kunne forlige sig med punken.

»No Future!« skreg de ægte punks mod omgivelserne for at udtrykke den desillusion, mange i miljøet dyrkede til det ekstreme. Nogle tog det bogstaveligt og er her ikke længere i dag, de kastede sig ud ad vinduer eller ind i et altødelæggende stofmisbrug. Men de fleste overlevede da, og i dag er de at finde i alle dele af samfundet.

For eksempel i Københavns Domkirke, hvor Inge Marie Shannon er kirketjener – og punker:

»Ligesom nøgleordet for hippierne var kærlighed, så tror jeg, punkens var ærlighed. Det er det, jeg søgte, og det er det, jeg stadig holder fast i. Jeg tror, det stadig lever i de mennesker, der var i miljøet, og har jeg bevaret den ærlighed, så må jeg stadig være punker,« filosoferer hun over en kop kaffe i personalets opholdsrum.

»Jeg var meget desillusioneret, og derfor kunne jeg ikke umiddelbart se nogen fremtid,« forklarer hun derpå om sit forhold til No Future-begrebet.

»Men jeg håbede og håber stadig, jeg prøver at tro på det gode, det er også derfor, jeg er sådan et sted her i dag,« siger hun med henvisning til kirken.

Det hændte i punkdagene, at Inge Marie Shannon blev hånet for denne tro på det gode. »Det passede ikke ind i det No Future-agtige,« som hun siger. Men det afholdt hende fra at glide over i den totale desillusion, som mange punks havnede i:

»Jeg tror da, jeg selv har været fascineret af de lidt mørkere sider. Der var et mørke i det miljø, som var en afspejling af lyset i verden. Det kunne man godt dyrke uden at være bevidst om det på den måde. Men mange glemte at lukke lyset ind, og det var det, de gik ned på. De kunne ikke komme tilbage igen,« siger hun.

Fritz Fatals lidt slidte fremtoning kunne tyde på, at han personligt har været på en længere ekspedition ind i mørket. I dag er han førtidspensionist og »arbejdsløs rocksanger«.

»Miljøet havde sine egne regler. Man skulle være ekstrem og ægte,« siger Fritz Fatal. »Det var i hvert fald en god idé at være ekstrem. Jeg viste for eksempel altid, hvordan jeg havde det, når jeg gik på gaden. Hvis jeg var i dårligt humør, så snerrede jeg ad folk, og jeg smilede til dem, hvis jeg var glad. Det var det ægte udtryk, i modsætning til al den plastic.«

Han tilføjer, at hvis man var ulykkeligt forelsket, kunne man for eksempel vise det ved at skære lidt i sig selv. Men han blev hurtigt træt af desillusionen:

»Det er begrænset, hvor længe man kan bygge sit liv på No Future og skæren i sig selv,« lyder hans begrundelse.

I sin tid tog han No Future begrebet meget alvorligt og regnede med, at verden ville gå under i et »atomragnarok«. Selv om det endnu ikke er sket, deler han ikke Inge Marie Shannons optimisme:

»Havde vi vidst, hvor overfladisk det ville blive, og hvor lidt de indre værdier ville betyde, så ville vi nok have begået kollektivt selvmord,« siger Fritz Fatal.

Det må imidlertid vurderes i lyset af, at punken jo bestod af individualister, der ikke havde nogen fælles ideologi, ikke noget fælles mål. Det nærmeste man kom et egentligt sigte for fremtiden, var den udbredte og Nietszche-inspirerede opfattelse, at alt skal rives ned, før nyt kan bygges. Det forblev dog teori, erkender Per Buhl Ács, der var med i punkgruppen No Knox og dengang hed Per Tuno Jakobsen.

»Der kom ikke nogen revolution ud af det, fordi det var et særdeles individuelt oprør. Det var netop meget vigtigt for os, at individet havde nogle rettigheder, ikke at det skulle stemme overens med nogle fælles vedtagne regler. Måske som en reaktion på hippiekulturen lå det os ikke på sinde at stå sammen og lave en forening. Den eneste bevægelse, der var, det var den musikalske,« forklarer Per Buhl Ács, som stadig i dag er musiker.

Var punken politisk, så var det på en apolitisk eller anti-politisk facon. Han beskriver et paradoks i punkmentaliteten, som lægger en dæmper på det samfundsomstyrtende aspekt:

»Det lidt absurde var, at så mange af os bare gik på ’sjasen’, så havde man en indtægt, man kunne leve af. Samtidig kunne man gøre, hvad man ville. Vi var enige om, at det var okay, så var man på kant. Men vi kunne da godt se, at vi i virkeligheden bare sugede på labben. Vi var vel praktisk anlagt, så ideologiske var vi heller ikke: På den ene side ville vi gerne melde os ud af samfundet, men på den anden side var vi ikke klar til at dyrke vores egne grøntsager eller på anden måde skabe en form for overlevelse,« siger han.

I en lille lejlighed i Farum sidder en mand, som er rørende enig med Per Buhl Ács, især når det kommer til musikkens betydning for punkmiljøet. Også han er gammel punk, af mange endda opfattet som punkens chefideolog i Danmark. Jesper Reisinger hedder han, og han definerer punk som »et rockmusikalsk anliggende, der så har inspireret tøj, holdninger og så videre«. Punken skal i hans optik ses som en reaktion på, at musikken var blevet så kommerciel, at den efterhånden var blottet for nerve:

»Punken var et brud. Det var den klassiske Warhol bemærkning om 15 minutters berømmelse til alle, som blev vendt om: Skulle man ikke hellere inddrage alles 15 minutter og i stedet for at dyrke folk som stjerner, så dyrke de stjerner, der hænger oppe i himlen,« lyder hans poetiske betragtning, som følges op af et eksempel:

»Punkscenen var en afmystificering af hele rockscenen. Forestil dig en koncert, hvor scenen er højst en meter høj. Nogle fra publikum går op og spiller, og så går de ned igen, og andre tager over. Der er ikke det der skel, det er et brud med smartheden. Det smarte er netop, at det ikke er smart,« forklarer Jesper Reisinger og tilføjer, at det ganske vist senere har vist sig ikke at holde helt stik. Der opstod fraktioner og afstande, »det er åbenbart et menneskeligt instinkt,« som han siger.

Man kunne tilføje, at visse punkbands, ikke mindst Sods – eller Sort Sol, om man vil – vel nok har opnået en berømmelse, der overskrider Warhols kvoter.

»Chefideologen« forklarer videre, at styrken i punkmiljøet netop skal ses i denne given-plads-til-alle filosofi:

»Det var en form for terapiproces for mange folk – men på et meget ustruktureret plan. Der blev skabt en platform, hvor alle de mennesker, der gemte sig i hullerne, kom frem og sagde: Nu er det vores tur. Man kunne gøre, hvad man ville, angsten for autoriteter og systemet blev lagt på hylden. I punk fandt man en ny styrke, en bevidsthed om, at man ikke var alene. Man mere eller mindre levede sammen med ligesindede, men det var ikke på bekostning af ens person. Der var ingen kompromiser i det. Det var det, der gjorde livsstilen stærk, og det var det, der gjorde én stærk.«

En af de, som søgte punken, var Michael Strunge. Der er delte meninger om, hvorvidt han nogensinde blev ’ægte’ nok, men han skrev da en digtsamling, Skrigerne, med punktekster. Digtet Apati rammer No Future på kornet:

Hun ved virkelig ikke
om hun skal ryge denne cigaret
færdig
og derved forkorte sit liv med ti
minutter
eller
kaste den ud ad vinduet
holde godt fast i den ene ende
og derved forkorte det med 50 år. Hun kan virkelig ikke
beslutte sig og skodder cigaretten
på armen.
Så kan verden se at den ikke er ene
om at pine hende og hendes krop

Michael Strunge valgte som bekendt at forkorte sit liv betragteligt, han kastede en radio ud ad vinduet og forsøgte ad samme vej at hente den. Men de fleste nøjedes med at ryge cigaretten.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu