Med udpegelsen af de nye medlemmer i Statens Kunstfond i fredags kunne man se et konkret Brian Arthur Mikkelsen’sk fingeraftryk på medlemslisten. Der er nemlig kommet nye, udenlandske boller med i kultursuppen. En række internationale repræsentanter figurerer nu i alle udvalg på nær Tonekunstudvalget for rytmisk og klassisk musik og Billedkunstnerisk udsmykningsudvalg. De udenlandske medlemmer tæller notabilteter som Svend Hakon Rossel, Christoph Stroschein, Carl Henrik Svenstedt og Jorunn Veiteberg, og Mikkelsens hensigt er formodentlig hermed at undgå indspisthed, når de kunstfremmende midler skal uddeles. Spørgsmålet er bare, hvem der egentlig har udpeget de udenlandske medlemmer og hvad kulturministeren egentlig har tænkt sig at de skal garantere. Er en dansk litterat i Beijing mere kyndig når det gælder udpegningen af hjemlig kvalitet? Hvem siger at der ikke er kæpheste, der rides, blot fordi man ikke bor i Danmark. Og er det i sig selv en selvfølge, at man er ’internationalt orienteret’ blot man bor i ’udlandet’? Hvem siger, at Svend Hakon Rossel, bosat i Wien, har øre for bevægelser i kunsten, selv om han naturligvis selv sagde det modsatte i gårsdagens Information?
Nok har han »en følsom finger på pulsen,« men hvem der mærker den, er jo det store spørgsmål.

En helt anden sag er, at flere af de udenlandske hoveder er akademikere og ikke udøvende kunstnere. På universiteterne har man traditionen tro blikket rettet bagud og skulle de kunne fornemme, hvor det kunstnerisk spændende sker lige nu, ville det i givet fald være en nyhed. Kunstfondens medlemmer betales for at være smagsdommere og eksperter og deres viden om kunstnerisk vigtighed er afgørende for, at det er prisværdige projekter, der bliver støttet.
Mistroen mod Statens Kunstfond har været stor lige siden grundlæggelsen i 1964. Og Mikkelsen må have interessante rådgivere, hvis han mener, den hidtil har fungeret for indspist. Så vil vi nemlig have dokumentation på bordet, lige som man lige så passende kan kræve en evaluering for, hvordan det så går med det nye hold efter den udståede tre-års periode. Litteraturprofessor Anne-Marie Mai påpegede i går det ulogiske i, at den spareivrige regering nu skal bekoste rejseudgifter, hver gang udvalgene skal mødes, lige som ansøgningerne i flere tilfælde skal oversættes, før de vurderes.

Det penible ved diskussionen om kunstfonden er naturligvis, at kunstnerisk kvalitet og fremme af samme i høj grad er en subjektiv vurdering, som er meget svær at efterprøve. Samtidig er det livsnødvendige ydelser, vi taler om, da modtagerne i mange tilfælde vil være henvist til denne ene indtægt i en periode for at bevise og bestyrke det kunstneriske talent. Netop derfor er det afgørende for vægten af tillid til støtteuddelerne, at disses troværdighed og ubestikkelighed ikke kan beklikkes. Så langt er vi enige med ministeren. Men mens ministeren med den ene hånd beflitter sig på at forny udvalgene med andre end Tordenskjolds soldater, holder han sig for øjnene med den anden. For hvordan ellers forklare, at et af medlemmerne af udvalget for den rytmiske musik, Henrik Strube, er lønnet redaktør af Dansk Musikerforenings fagblad Musikeren. Av min arm(slængde) kunne man fristes til at sige.
Samtidig behøver man ikke megen viden om ny musik, både med og uden noder, for at kunne forestille sig musikkyndige, der er mere fremme på beat’et end f.eks. Strube, Tonekunstudvalgets samlede formand, Irene Becker og Sven Erik Werner – med al respekt. Omvendt må traditionen så siges at være sikret, og det er jo i god konservativ ånd, uagtet at ministeren af strukturelle grunde har arvet disse indstillinger fra det forrige repræsentantskab.

Tilbage bliver indtrykket af en vaselineindsmurt minister, der i stil med regeringens følelsesspillende signaler, lover godheder af et bankende hjerte og glider sig ind hvor han tror det nu er mest skudsikkert. Lige så let Mikkelsen tror det er at vinde genklang med dyre ord, lige så forpligtet er han på dem, når de skal stå deres prøvelse og om nogen steder er kulturområdet sensitivt for tankeløsheder. De nys udnævnte ’profiler’ tyder på om ikke tankeløshed, så en gevaldigt slingrende kurs, hvis skarp- og nysyn ikke er til at få øje på. Og hvorfor er det så så vigtigt? Fordi der i disse år er en kulturel ombrydning i gang inden for kunstarterne. Der eksperimenteres på ny, grænser nedbrydes, genrer muterer, nye kunstneriske tolkninger er med andre ord i gang som svar til de ændinger samfundet undergår. Tonedøve øren vil ikke kunne se, hvad det er som sker, og vi kan virkelig få en slugbar konservativ kunst kørt i stilling, hvis det står til regeringen.
Det gælder om at støtte det nysgerrighedsvækkende og belønne det øjenåbnende, ikke nødvendigvis let fordøjelige, der foregår parallelt herhjemme og i det store udland.tobi & cl