Himmelråbende!

Intermetzo
Overskriften kan passe på så meget i tiden. Mangen en læser af denne klumme forestiller sig formentlig her at denne udgave vanen tro kommer til at dreje sig om regeringens håndtering af det ene eller andet. Ingenlunde. Skønt man sagtens kunne vride noget skidt ud af skærmen. Om ikke andet fortjener det omsiggribende lovsjuskeri, som juraens sagkundskab nu fordømmer, en kommentar. Eller Brian Mikkelsen.
Men det er påske, knaldhamrende. Sindet er stemt til liljer og højtid. Oder was! En frygtelig Gallup-undersøgelse afslørede for ganske nylig i Berlingeren at danskere i hobetal ikke aner, hvad påsken betyder, og hvad højtidens enkelte dage repræsenterer af begivenheder i den kristne myte. Kun en fjerdedel af danskerne svarede korrekt på rent ud sagt elementære spørgsmål. Som for eksempel: Hvad foretog Jesus sig sidste søndag for mange, mange, mange år siden. Hvis han da foretog sig noget, thi det er jo et helt andet spørgsmål, hvorvidt skikkelsen overhovedet er historisk. Men ifølge overleveringen i testamentet drog Han, hvis en og anden af denne publikations læsere skulle have glemt det, ind i den gyldne stad Jerusalem ridende på et asen, hilst af de i øvrigt så troløse jøder med palmeblade i hånd og jubelråb på læben.
En anden fjerdedel af de adspurgte, eller også var det den samme fjerdedel, var fuldt på det rene med at Påsken er kristenkirkens vigtigste kirkefest. Resten af svarene var galt afmarcheret. Mange mente således at juleaften er mest betydningsfuld, hvilken fejltagelse kan være vanskelig at bebrejde de uvidende, når man rettelig betænker det kommercielle og andet halløj i forbindelse med julefesten. Men alligevel.
Endog en inkarneret vantro som denne skriverkarl – bibelstærk som ind i helvede skal det dog understreges – kan den slags på fingrene. Og det uden at besidde et hverken aktivt eller passivt medlemsskab af Folkekirken! Klassefrøkenen i folkeskolen dengang i yngre jernalder var over ungerne som en høg hvad angik det evige liv og dets følger. Det hele var selvfølgelig også i de dage kronologisk nærmere på de store begivenheder i det hellige land.
Undersøgelsen af folkekirkedanskernes religiøse uvidenhed må selvfølgelig ryste institutionens medarbejdere og sympatisører, inklusive den politiske dimension i foretagendet. Kristeligt Folkeparti, der én gang for alle har profaneret det gode budskab og opslået deres politiske krambod i Herrens hus, ledes som politisk interesserede vil vide af den unge hr. Sjursen. Denne af regeringen og folketingsflertallet så tilsidesatte parlamentariske reserve, udtaler i anledning af vankundigheden, at det i virkeligheden ikke er indvandrerne, men derimod gammeldanskerne, der burde integreres lidt bedre i deres egen kristne kulturarv. Midt i tragikken er dette jo egentlig ganske morsomt udtrykt, og eftersom Kristeligt Folkeparti og dettes aktører ikke normalt bidrager påfaldende rundhåndet til den kollektive komik, bør man bifalde formandens usædvanlige slagfærdighed.

Nu skal man i efterslippet af Gallup-undersøgelsen ikke gå i panik eller begynde at rode sig ud i teologiske søforklaringer. På sæt og vis er det vel af mindre betydning, hvad folket har af viden om detaljerne i et religiøst trosforhold. Det gælder, må man jo gå ud fra, først og sidst om at tro, ikke at vide. Ydermere er som antydet begivenhederne i Kristi liv ikke just belagt med ja, undskyld – troværdige kilder, som om det var noget der stod i historiebogen. De fortællinger hvormed Kristus forkynder sit gudssyn, synes at være og må være hovedsagen.
Man kan, når det er sagt, i sit stille sind godt undre sig en smule over besvarelserne vedrørende for eksempel langfredag. Hvad skete der langfredag? lyder spørgsmålet i gribende enkelhed. 37 procent aner det ikke, 11 procent har andre forslag end korsfæstelsen, som 52 procent dog i det mindste har hørt om. Desværre fremgår det ikke af undersøgelsen, hvad folk der ikke ved hvad der skete på Golgata, mener Jesus med følge så foretog sig. Gik i biografen eller til bowling kunne de jo ikke så godt, da alting er lukket langfredag.
Hvad der hændte skærtorsdag, har 53 procent ingen anelse om. 28 procent har ikke hørt om den sidste nadver. 40 procent ved ikke at Jesus, ifølge evangelierne , som klimaks på den dramatiske påskeuge i Jerusalem påskemorgen – skøn ifølge psalmisten – stod op fra graven. Dette forhold er unægteligt tankevækkende, da den gode historie om død og genopstandelse ligesom er en forudsætning for kristendommen, paven, Luther, Grundtvig, folkekirken, missionærerne, landsbykirkerne, Søren Krarup, Kristeligt Dagblad, lam i dild, Tove Fergo, påskebryg og meget andet uomgængeligt i denne jammerdal.
Men der er mere, meget mere for kirken graverende resultater af undersøgelsen. At påsken er kirkens højtid nummer 1 A afficerer nemlig ikke i nævneværdig grad danskerne. 77 procent af de adspurgte kunne ikke drømme om at gå i kirke i påskedagene. 77 procent! Det er sgu mange. Dermed er jo ikke engang sagt, at de 33 resterende procent allesammen rent faktisk når hen i kirken eller blot åbner for radioen og lytter til transmitteret gudstjeneste, hvilket de måske heller ikke gør, men i stedet vender sig om på den anden side eller hører rock og rul.

Nu er disse linier ikke affattet af en taktløs hoverende hedning, der blot føler sig bekræftet i sine egne vildfarelser ved andres himmelråbende troløshed over for den nationale kirke. På ingen måde. Enhver er salig i sine religiøse følelser, og gid at det må gå dem godt i mange, mange år. Oprigtigt talt af et varmt, bankende hjerte.
Tankevirksomheden i forbindelse med undersøgelsen går langt snarere i en anden retning, nemlig følgende: Når danskere i disse så store og egentlig forbløffende tal, ikke ved noget så grundlæggende for folkekirkens forudsætninger og kristentroens basis som indtoget i Jerusalem, korsfæstelsen, nadveren og genopstandelsen, hvordan ligger det så med de samme procenttals paratviden om andre menneskers religion?
Mon ikke på denne baggrund demagoger som nævnte Krarup og hans klonede fætter i Folketinget, samt andre nationale fanatikere, har lidt for nemt spil i deres erklærede stammekrige mod andre bekendelser? Vi har før i historien haft ubehageligheder hvad angår de andres gudsforestillinger og religiøse ritualer. Med jævne mellemrum dyrkede som bekendt gode folk historien om jødiske mænd der i nattens mulm og mørke sikrede sig et passende stykke ungt kristent kød, helst en dreng, så det også smagte lidt af homo. Denne udvalgte ungersvend stak jøderne herefter med syle og tappede ham for kristenblod, som de vellystigt smaskede i sig i spandevis. Først da var deres forbandede bestemmelse som jøder opfyldt. Inden de ifølge smagfuldhederne gik hen og pissede i den nærmeste brønd. Sådan er jøderne nemlig. Og hvordan er det nu med Muhammed og muslimernes fornemmelse for blæsten, sandet og stjernerne?

Med andre ord giver undersøgelsen, før foragelsen vokser sig stor og stærk over uvidenheden om egne forhold, anledning til at indskærpe nysgerrigheden med hensyn til de andre. Til den ende anbefales som prioriteret læsning Frants Buhls klassiker fra 1903: Muhammeds Liv. Denne pragtfulde bog foreligger i tredje reviderede udgave ved Finn O. Hvidberg-Hansen, og er kommet i 1998 på Poul Kristensens Forlag. Læst med Koranen i udvalg, giver bogen indsigt og forstand i vore tilvandrede medborgeres åndelige bagage.
Man kunne godt, hvis man gad i den knaldhamrende påske, nævne et par stykker der i deres himmelråbende fordomsfuldhed kunne få gavn af gamle Buhl.