Intermetzo
For at begynde med begyndelsen: Saxo Grammaticus, den gamle svinger, findes i to tilgængelige, fine oversættelser: Fr. Winkel Horns fra 1898 med illustrationer af Louis Moe og en ny fra 2000 af Peter
Zeeberg med billeder af Maja Lisa Engelhardt. Zeebergs kan meget vel – og bør – opnå samme klassikerstatus som Horns.
I tidens løb er der dertil lagt nogle som regel mislykkede genfortællinger af Saxo – også af nyere dato. Ilde anbragt leflen for det facile og for at gøre Saxo læseværdig i en eller anden salgbar nutidsforstand lemlæster skribenterne den gamle kronikørs egen fortælleautenticitet og dermed kildeværdien af den enestående fremstilling. Saxo skal ikke genfortælles, men oversættes eller gendigtes, da rytmen, tidens åndedrag, bestemt ikke er uden betydning.
I virkeligheden er Peter Zeebergs leverance af teksterne bedre end Horns. Mere sammenhængende i sproget, paradoksalt nok mere
latinsk. Zeeberg har åbne sanser for den middelalderlige metriske stilistik, der selvsagt var Absalons begavede propagandists og som sagt tidens særkende. Sådan skrev en rigtig latiner. Man skal heller ikke glemme, at Saxos formentlig nidkære arbejdsgiver kunne kigge sin hushistoriker over skulderen. Den militante biskop måtte siges at være en højlærd mand, uddannet som han jo var – måske ligefrem med Saxo som studiekammerat – på Europas fineste højere læreanstalt, Sorbonne i Paris.
Der er ingen tvivl om, at Saxo i sin store livsopgave med at skildre danernes bedrifter med særlig henblik på kong Valdemars og Absa-lons forenede bestræbelser – og vel at mærke for at give disse to oprindeligt noget omstridte magthavere legitimitet i en solid fortidsforankring – gjorde alt, hvad han kunne for at opleve så meget af sin samtids bedrifter ved selvsyn. Med andre ord fungerede han som spindoktor i kongepartiet, juntaen, the family, eller hvordan man skal betegne den datidige danske konges hushold med indlagt biskop. Således drog Saxo efter alt at dømme med som krigskorrespondent på felttog til Rügen og bivånede på mere eller mindre nært hold danernes erobring af vendernes stronghold, Jaromarsburg, på den høje kridtklint nord for Puttgarden, lige ud for Kap Arkona. Her inde på det betragtelige borgareal, som mere præcist var en by, en hovedstad, Arkona, og som den dag i dag fremviser den respektindgydende borg-banke, befandt sig ikke alene blomsten af det vendiske militær, men tillige vendernes førstegud: Svantevit. Denne optræder i adskillige versioner og var i øvrigt udbredt i store dele af det førkristne Nord- og Centraleuropa. Overalt fremviste Svantevit dog samme skræmmende træk i gestalten, som gjorde mangen en god kristen slap i betrækket og bleg om næsen: fire hoveder! Altså ikke en treenighed, men fireenighed. Som om religionernes grundlæggende strukturer ikke er arketype.

I Arkonas – ifølge Saxo – pragtfulde centraltempel var denne kæmpemæssige trægudestøtte anbragt inderst som i det allerhelligste, hvor en udvalgt præst kun måtte muge ud, mens han holdt vejret, med soklen gravet ned i jordsmonnet. Svantevit syntes altså at stå direkte på tempelgulvet, hvad der sikkert har forhøjet realismen og hyggen. Så meget desto stærkere var det, da Absalon efter erobringen af borgen lod guden fodhugge. Flere gange under denne kristne missionshandling lød advarslerne: at statuen i faldet ikke skulle ramme de omkringstående og slå dem fordærvet. Det ville unægtelig have set grimt ud – især fordi det kunne opfattes som om, den omnipotente vendergud straffede sine angribere.
Danskerne klarede selve erobringen af det – i almindelig vurdering – uindtage-lige Arkona ved en listig
manøvre foran porten. Oven over de efterhånden let sammenskredne græstørv, som venderne oprindeligt havde stablet op til beskyttelse af hovedtårnet, udnyttede en særlig vaks dansker simpelthen det således opståede hulrum og stak med en fakkel og med adskillige bundter hø ild til portens blottede træværk. Man kan med Saxo ved hånden stille sig nogenlunde, hvor kongen ifølge reportagen har siddet og overværet slagets gang, og Absa-lon stået under den videre erobring. Bispen ville helst have klaret det med trusler alene, fordi han mente, at de øvrige vendiske byer derved ville falde til patten uden kamp. Men det danske mandskab ville her og nu have plyndring, øl og hornmusik, samt hvad dertil hører. Så sagen udviklede sig, og venderne fik bank.
Udflugten til Arkona med de to fyrtårne og borgfundament er i vore dage som en pilgrimsfærd med tyskere i stimer – endog i møgvejr. Stedet er forbundsrepublikkens Lands End. Man kommer ikke nordligere, før det er Bornholm. Voksne og børn, unge og gamle, sågar folk på krykker og i kørestol vælter sig fra parkeringspladsen den lange vej ud til Absalons livs højdepunkt. I klart vejr står klinten som dengang med den grønlige Østersø dybt nede. Pølser fås i boder, lakrids i løs vægt og kaffe i pap. Men oplevelsen er rå og oprigtig naturlig derude på Wittow, som Saxo mente var en ø, adskilt fra Rügen ved et smalt stræde, hvad Wittow måske var i de tider. Eller også vidste Saxo ikke bedre besked. I hvertfald hænger Wittow i dag sammen med Rügen via tangen Schaabe ud imod Tromper Wiek og på den anden side af den smalle tange Grosser Jasmunder Bodden.

Syd herfor, men i næsten lige linje og som i en anden verden, ligger Putbus midt i et smilende storbakket bondeland med marker og lunde, landsbyer og overdrev. Det meste af byggeriet er præget af DDR-tiden, d.v.s. trist og gråt med grimme vinduer som i Danmark, men også en stor og bevaringsværdig bygningsmasse, der så småt er ved at ændre karakter. I de bedst bevarede småbyer restaureres den gammelpreussiske arkitektur med sirlige døre og porte, høje vinduer i nøgne facaders gyldne snit. Gaderne i disse byer er brede, ofte med stortorv til kvægmarked.
Og så pludselig sker det. Efter et sving ude fra markerne åbner sig en vid plads. I førstningen tror man, det er en hallucination. For meget røget ål med snaps aftenen før i Stralsund! Men madame ser det samme, og var ikke på røget ål: En plads midt i marken, en byplads, en square, på størrelse eller snarere større end Kgs. Ny-torv. Og pænere. Og under alle omstændigheder en plads til en by af betragteligere størrelse end Putbus med sølle 5.000 nutidige
sjæle.
Det var fyrst Wilhelm Malte den 1. (lyder som noget fra Tintin), der i begyndelsen af 1800-tallet besluttede at omforme den ubetydelige by til residensstad. Det betød, at han omkring en cirkelrund anlagt plads på godt 200 meter i diameter lod anlægge 14 palæer i senbarok, tidlig klassicisme. Således havde det bedre selskab på besøg noget at bo i, og i den nærliggende park lå fyrsteslottet, med hvad dertil hører. Det hele var holdt i hvidt som også byens anden rektangulære og lidt mindre prangende markt. Allee-strasse, der tangerer de to pladser, prydes ligeledes af palæer, hvoraf ét i dag er teater og koncertsal for Putbus og omegn.

Siden fyrsten takkede af, overgik den elegante by til badegæsterne, men Putbus stod ikke distancen i så henseende. Da friluftskulturen gik amok, ville folk helt ud til kysten, og det nærliggende Binz og i mindre grad Lauterbach stik syd vandt kapløbet om kunderne. I DDR-tiden blev anlægget opfattet som noget overklassegrisefy og fik lov til at forfalde. For at understrege regimets mening om de dele, lod man engang i 1960 rask væk slottet rive ned, fordi det havde hul i taget. I vore dage kan Putbus’ gæster således få lov at stå på den tilbageblevne terrasse og forestille sig al fortidig pragt i den herlige park.
Putbus er som Absalons erobring en rejse værd, ålen værd at æde.