(2. sektion)

Novelle
Gravgaver af Tur Ulven, der for nylig udkom på dansk, 14 år efter sin fremkomst på norsk, gør et sted sin tålmodige læser opmærksom på, at det franske ord tête, det latinske testa, som jo betyder hoved, oprindelig var ment som en spøg, en godmodig påmindelse om, at et hoved ligner en krukke.
Nok værd at huske på, når man læser det nyeste udspil fra Mikkel Thykier, avantgarde-poeten, der i 1997 debuterede med Skyggerne er kun flygtige, 17 brede blade, som læseren møjsommeligt måtte folde-ud for om muligt at følge-med. Uden megen diskussion den mest krukkede bog det år.
Daglig tale, udsendt i dag, erklærer et sted sin sympati for krukkeri og arrogance med dét argument, at den slags gør folk tydeligere som mennesker, og måske gør det tydeligt, hvor svært andre har det med at være mennesker. Bag spillet og masken kan ligge en smerte, eller maskespillet kan være den eneste måde, hvorpå en person over hovedet kan nå frem til at udtrykke sig.

Leg med identitet
Bogen former sig som en leg med identiteter og køn, og med litterære genrer. To kroppe, ’Frederik’ og ’Emily’, anbringes i samme rum, og alt imens tiden tikker, baglæns fra midnat til klokken atten, seks timer rundt regnet, samtaler de om alverdens ting, dog mest om kunst og kærlighed og sex. Det sære er blot, at dialogen kun forløber som monolog. ’Frederik’ fører ordet, ’Emily’ må nøjes med at grine og fnise.
Den tolkning er nærliggende, at samtalen udspiller sig mellem to principielt ligeværdige instanser i den samme person. Til denne gennemførte dobbeltkønnethed svarer på det genremæssige niveau en total ubestemmelighed: Teksten kan læses som dramatik, som drejebog til en film, som mininovelle, eller som et ultraprivat dokument. Og alt efter hvilken ramme man vælger, får bekendelserne en ny betydning. Jeg er den, du tror, siger bogen – og dens forfatter.

Sekulariseret bøn
Ordet krukkeri rækker ikke til at karakterisere Mikkel Thykiers eksperiment. Dets grundlov hedder: intensitet, og ud fra denne præmis fungerer dets springende blanding af intellektualitet og intimitet. Et sted udkastes den teori, at intimitet kan være et alternativ til det sublime i kunsten! Men aldrig så snart har forfatteren påbegyndt et essay herom, før ’Frederik’s kværnende associationer har ladet sig føre et nyt sted, har ladet sig forføre af sprogets egen bevægelse og dén mærkværdige tillid, der kan opstå, når man snakker med sig selv, men giver sin eftertanke ind under en andens blik. Muligvis er det utilsigtet, men jeg vil mene, at Daglig tale egentlig bedst lader sig læse som en art »sekulariseret bøn« om at blive lyst i kuld og køn trods forfatterens modvilje over for det at bære ét og kun ét sølle køn.
Mikkel Thykier taler flere steder om »at have brug for et indre helvede at oplyse det ydre med«. Det kan, som så meget andet i bogen, opfattes på flere måder. Som lidenskabens, passionens stråler, der breder sig i verden. Som genkendelsen af én selv i den elskede eller forelskede anden. Som vilkåret for overhovedet at se.
Selv er hans bog et dristigt forsøg på, med et af dens yndlingsudtryk, at komme i øjenhøjde med det vanskeligste af alt. Den vanskeligste af alle: dig selv. Som bog bæres værket af et krukkeri hinsides enhver normallitterær rimelighed, og dog fungerer dets alvor. Dens daglige tale bliver en intens, og alt andet end dagligdags, fordybelse i det at være til.

*Mikkel Thykier: Daglig tale. 49 s., kr. 150. Gyldendal. Udkommer i dag