HENNING er landet, hulkede massemedierne, og med dem adskillige titusinder hjertensgode danskere, der har spyttet i kassen for at få fløjet den trafikulykkesramte, alvorligt hjerneskadede turist Henning Hedegaard hjem fra et sygehus i feriebyen Phuket, Thailand.
Nu er alt så godt igen, lige bortset fra denne skandale: »Ekstra Bladet fulgte i går aftes med Henning til Rigshospitalets neurologiske afdeling for at høre til hans tilstand her og nu. Her oplevede en målløs far og mor samt Hennings lillesøster og lillebror, at Ekstra Bladets journalist og fotograf blev truet med at blive smidt væk af portører,« skriver Ekstra Bladet.
Tænk en gang – synes Ekstra Bladet at anråbe sine læsere – nu har vort uegennyttige frokostblad opslidt mindst 38 computertastaturer for at skrive om den stakkels mand, der risikerede at rådne op på et i sagens natur mistænkeligt fjernøstligt lazaret, og på hans vegne trynet tonsvis af papirnussere og politikere, og iværksat en kæmpeindsamling og nærmest med en papirflyver møjsommeligt foldet af egne massageannoncer befordret den bevidstløse mand hjem. Og så er takken fra et nævenyttigt, arrogant og infektionsforskrækket rigshospital at sætte vore kyndige journalister og endog fotografer (hvilket århundrede lever Rigshospitalet egentlig i) på porten. Der er vist noget det danske hospital har misforstået.
Er det virkelig ikke gået op for dem, hvem der ejer Henning nu?

HER SKAL ikke lyde et eneste ondt ord om den ægte medfølelse, som har bølget Henning Hedegaard og hans sørgende familie i møde, men snarere om den politiske chancesejlads og pressemæssige kynisme, som har gjort ’Henning-sagen’ til en magtkamp mellem på den ene side en imponerende lang række af statens borgerlige konger og på den anden side kongen af Ekstra Bladet, chefredaktøren, der aldrig blev borgerlig statsminister.
Ekstra Bladet så hurtigt, at her var en folkelig sag med to afgørende ingredienser: Masser af lommetørklæde-potentiale til glæde for de følsomme. Samt masser af brok over systemet, hvilket er godt for de galsindede.
Hvilken fryd har det ikke været for chefredaktør Hans Engell at fremsætte det urimelige krav om hjemtransport fra Langtbortistan på det offentliges regning, at tvære dette krav i hovedet på hovne ministre som Venstremanden Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer over sundheden. Lars Løkke Rasmussen er jo ikke lige typen, der prædiker, at det slet ikke er op til den enkelte at sikre sin egen lykke og forsikre sig mod ulykke her i samfundet.
Hvilken dobbelt fryd må det ikke have været for
Ekstra Bladets frelsende engel at se og udstille Lars Løkke Rasmussen under lydelig stønnen dreje 180 grader på sin ministerielle tallerken og tillade offentlig hjemtransport af den forulykkede og uforsikrede turist til en enkeltbilletpris på en lille million kroner. Bare vent, den flybillet skal nok vende frygteligt tilbage som fråds og manglende prioritering af skatteydernes penge, når Ekstra Bladet en dag får brug for at endevende sundhedsministerens embedsførelse.
Sundheds-, social- og udenrigsministrene havde intet andet valg end at hoste op med pengene (via Frederikssund Kommune og med læserindsamlingen som lommepenge). Sådan er politik nemlig nu om dage: Hjertet bestemmer over hjernen, selv når sidstnævnte er en nytiltrådt, liberal og konservativt regelret af slagsen. Statsræsonen er ikke stivere i koderne, end at den må bøje sig, når en del af civilsamfundet rejser sig i vrede, samler ind, skriver spandevis af læserbreve og mumler om at stemme på oppositionen ved næste valg.
Det er egentlig oplivende, hvis det ikke var for den professionelle omklamring, som er strammet til under hele forløbet.
Måske havde medfølelsen også været mere velanbragt hos andre nødlidende, men sådan kan sindsbevægelser ikke styres.

HAVDE mennesket hjerne til at fatte alle de uheldssvangre informationer, som vi løbende fyldes med fra hele kloden, ville hjertet givetvis briste. Tag nu blot gårsdagens Information, som på forsiden kunne fortælle – med foto og hele svineriet – at 100 mennesker hver dag dør af sult i Angola, fordi nødhjælpen ikke når frem i tide.
Den slags er bare for meget for de fleste danskere, det er ikke til at rumme. Der er for mange barneøjne, som lukkes for evigt, det er ikke til at holde ud at tænke på, og derfor må man tænke på noget andet. Henning for eksempel.
Henning er et offer, man kan forstå og næsten nå. Der er et velgørende roligt forløb i historien, hvor identifikationen, usikkerheden og håbet kan foldes ud, lag for lag, kapitel for kapitel som en livsroman, der tilmed er delvist interaktiv.
Den samme øvelse har store dele af den amerikanske offentlighed lige været igennem. Som stedfortrædere for alverdens lidende og fejlanbragte mennesker har man åndeløst og døgnet rundt fulgt ni minearbejdere, som i fire dage var indespærret 70 meter under jorden i en vandfyldt mineskakt i Pennsylvania.
Var de i live? Ville man finde dem? Kunne de overleve, mens redningsholdet borede ned? Lod det knækkede bor sig reparere i tide? Kom de alle op? Græd deres familier af lykke? Var det Guds værk?
Ja! Og i morgen slår heldet i uheldet, også kaldet den gode ulykke, måske til i en by nær dig. lieb