En bøn for jorden

Palæstinensiske bønder benytter fredelige midler for at beholde deres jord, men de ved også, at kampen er umulig

IZBET SALMAN – Kvinderne på hele egnen havde i lang tid forberedt sig på olivenhøsten. Frugterne hænger modne på træerne lige nu, og under normale forhold ville alle være af huse for at høste, mens børn og og socialt liv sideløbende udfolder sig mellem træerne.
Sådan skulle det slet ikke være i år i Izbet Salman – en palæstinensisk landsby på Vestbredden som så mange andre – for de israelske militære planlæggere kom høsten i forkøbet. Izbet Salman har nemlig det uheld at ligge, hvor den israelske hær er ved at bygge et grænsehegn, der forventes at afholde selvmordsbombere fra at trænge ind i Israel fra Vestbredden. Hegnet vil i meget store træk følge den grønne linje, der indtil 1967 var grænse, men vil sine steder afvige temmelig meget fra denne. Det bliver tilfældet her, og derfor er bønderne i Izbet Salman ved at blive jordløse.
»Hegnet bliver lagt, så vores jord kommer til at ligge på den israelske side, mens vi bliver på den anden,« forklarer en midaldrende mand ved navn Muhammed. Han ejer 30 dunam (en dunam er 1.000 kvadratmeter) god olivenplantage og er som omkring 500 andre mennesker – beboere i følge med israelske og udenlandske fredsaktivister – kommet til dagens demonstration for at vise sin modstand. Det er på forhånd aftalt, at aktionen skal være helt fredelig. Den former sig som en fælles bøn til Gud om at måtte beholde jorden. Gruppen står i stilhed på en af markerne, hvorpå man går i procession til landsbyerne Izbet Salman og Beit Amin, hvor tragedien også har ramt.
»Vi er allerede blevet flyttet to gange,« siger Muhammed.
»Min familie flygtede i 1948 fra det, som nu er Israel, og da israelerne besatte Vestbredden I 1967 blev vi flyttet en gang til. Denne gang bliver vi ikke flyttet, men de flytter vores jord, og det er for mig nogenlunde det samme.«

80.000 dunam
Shaarei Tikva, Oranit og Nirit er navne på tre bosættelser, der ligger omkring os i det smukke kuperede land. De er den formelle begrundelse for at hegnet her kommer til at slå en stor bue ind i Vestbredden, seks kilometer fra den grønne linje. Men den køber Muhammed ikke:
»Dette er den frugtbareste del af Vestbredden, så naturligvis er israelerne interesserede,« siger han mens vi går.
»Jorden er førsteklasses og der er masser af vand i undergrunden. De tager 32 gode brønde fra os.«
Vi bliver afbrudt, da en af de israelske soldater, som følger udviklingen lidt på afstand råber noget i en megafon. Alle lytter og flere udtrykker frygt for, at dette kan udvikle sig voldeligt.
Osama Qashoo fra International Solidarity Movement (ISM), som har arrangeret demonstrationen, oplyser at i området omkring byerne Kalkiliya og Tulkarem står 80.000 dunam god landbrugsjord til at blive konfiskeret.

Som en motorvej
»Hegnet bliver trukket som en motorvej gennem landet. Det kommer til at bestå af en militær patruljevej, og på begge sider af vejen vil der være elektroniske hegn, dybe render og mere pigtråd. Helt uigennemtrængeligt!« siger han.
»Dette kommer til at påvirke i tusindvis af mennesker, for ud over jordejerne mister også deres ansatte muligheden for at forsørge sig selv og deres familier, for der er ikke andet arbejde at finde på Vestbredden. Folk, som allerede har dybe, traumatiske sår, bliver igen behandlet dårligt, og det giver Hamas og Islamisk Jihad ny fremgang. Jeg fatter ikke, at israelerne ikke har indset det.«
Han fortæller, at soldaterne overbragte ekspropriationsmeddelelsen med løfter om, at der nok skulle blive sørget godt for de ramte. De håbede, at der ville blive fundet ny jord til dem og de sagde også, at manglede bønderne penge, skulle de blot sige til.
»Det sagde de jo bare for at undgå vanskeligheder,« fortsætter Osama Qashoo og beder Muhammed fremvise den skriftlige besked fra hæren. Den er håndskrevet på almindeligt linjeret papir.
»Det er et meget tvivlsomt dokument som udgangspunkt for en retssag,« siger han. »Desuden fik mange af landsbyboerne besked om, at de faktisk slet ikke har ret til at befinde sig på jorden."

Nye flygtningelejre
»Jeg tror, hæren tager dette her en lille smule alvorligt,« siger Lisa Nissan, som er eneste jøde blandt de 28 udenlandske fredsaktivister i demonstrationen.
»Aril Sharon og hans regering lader sig ikke rokke, men ud over at mindske risikoen for voldelige konfrontationer, håber jeg, at vores tilstedeværelse her er med til at henlede verdens opmærksomhed på palæstinensernes problem.«
Lisa Nissan, som er fra San Francisco, har tidligere boet et år i Israel og har også familie i landet. Hun er blevet inviteret til bryllup i Holon syd for Tel Aviv sidst på ugen.
»Det kan mine forældre godt lide, for så ved de, at i det mindste dér bliver jeg ikke arresteret,« griner hun, og tilføjer mere alvorligt: »Det her er svært for dem, men de er ved at acceptere, at jeg har valgt denne vej ud fra de værdier om fred og retfærdighed, som min religion har lært mig. Det er underligt at israelerne ikke kan forstå det.«
Trods den bagende sensommervarme og støvet, som hvirvles op af de mange fødder, virker egnen rig. Før intifadaen kom israelere i store tal hertil for at gøre indkøb i planteskolerne eller de 180 store drivhuse med grøntsager. Alt dette er ved at forsvinde.
»Israel har fundet en ny metode til at omdanne landsbyer til flygtningelejre. Vi ved end ikke, hvem årets olivenhøst tilhører,« siger Osama Qashoo alvorligt. »ISM prøver i det mindste at sikre, at bønderne får lov til at plukke deres oliven, eller at vore udenlandske aktivister gør det, inden deres jord forsvinder. Det er nok den bedste mulighed vi har lige nu.«

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu