Digte skrevet i sød tøs-genren

Det enkle og det banale grænser tæt op til hinanden i Birthe Arnbaks digtning.

Litteratur
Den er hurtigt læst, Birthe Arnbaks nye digtsamling, Det leende træ. Og jeg er bange for, at den også er næsten lige så hurtigt glemt igen. 33 små digte er der, som oftest bestående af en tre-fire sætninger og selv om der et sted står:
»Det sker / at sætningerne, / mens jeg skriver, / bliver slyngplanter, / kaprifolier, / efeu.«, så er det en temmelig tvivlsom metafor, for hvis Arnbak virkeligt skriver slyngede, sammenfiltrede sætninger, er det i hvert fald ikke dem, som er kommet med i bogen. Her er de enkle og korte og, hvis man skulle finde et positivt adjektiv for dem, fine.
Det er digtene også af og til, enkle og korte og med den ene eller anden fine metafor eller pointe. Som når digteren drømmer, at hun møder Salman Rushdie, og at de kunne skifte tilværelser, så han kunne få sig et stille liv i Skørping, og hun kunne overtage hans dødsdom, hun, der jo alligevel nærmer sig de 80, hvilket i sig selv er en lignende domfældelse.
Eller når hun tænker sig tilbage til sin barndoms jordbærbed:
»Langsomt skiller jeg bladene / finder, plukker / nipper og nyder / de sødeste, rødeste bær. // Det var sådan, / jeg som otteårig / troede / at kys smagte.«
Det er jo da netop meget sødt.

Poesibogen
Alderen og enkestanden og erindringen er nogle af de genkommende temaer.
Jeg vil ikke benægte, at der er noget næsten svimlende ved at anmelde en forfatter, som udsendte sin første bog, mere end et kvart århundrede før man selv blev født. Det siger sig selv, at der så må være stor forskel på de erfaringsrum, man har bevæget sig gennem og måske også på den hastighed, man bevæger sig med.
I hvert fald forekommer en række af digtene mig ganske stillestående, selv når de handler om store forandringer:
»Hvornår forandringen indtraf, / aner jeg ikke. / Årene var gået, / træerne vokset,/ landskabet ændret. // Jeg iagttog nok de ydre opbrud, / men ænsede ikke de indre, / følte næppe angstens ophør, / roen, / før jeg en skønne dag / befriet tog hverdagen på mig, / som jeg i sin tid / umærkeligt / havde forladt / barndommen.
Bortset fra det er det ikke fordi, det er de store og helt usædvanlige erfaringer, der berettes om. Det er mest strøtanker om vind og vejr og hvadsomhelst. Der er ikke rigtig nogen ambitioner om at overstige den poetiske fastholdelse af det ene eller det andet øjebliksbillede.
Den sidste trediedel af bogen er godt nok en suite af digte til en afdød elsket, Arnbaks mand formoder jeg, men her bliver digtene endnu kortere og mere antydende, desværre uden at de af den grund bliver mere betydende.
Det enkle og det banale er som bekendt meget nære naboer, og det er i det terræn, digtene befinder sig. Nogle gange bliver det nærmest himmelråbende banalt, når de hverdagsagtige scener må give plads for abstrakte beskrivelser:
»Helt uventet / hverdagsagtigt / mærker jeg / varmen fra dig. // Jeg holder vejret, / jeg må ikke røbe / din nærhed, min lykke.«
Men bevares, det er selvfølgelig forskelligt, hvor man hver især vil trække grænsen, og der skal såmænd nok være dem, der finder det både rørende og smukt at bladre i Birthe Arnbaks poesibog.

*Birthe Arnbak: Det leende træ – digte. Gyldendal. 52 sider, 150 kr. Er udkommet.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu