Ny bog
I historien er det jævnligt forekommet, at kongeslægter har plaget deres undersåtter helt eller halvt ihjel. Nu om stunder sker det modsatte.
Arme monarker! Hvordan kan de udholde beluringen, sleskheden, nægtelsen af retten til at være sig selv?
Her er, hvad kronprins Frederik mener om den sag:
»Den største personlige fare er vel, at man bliver gal, ikke? Altså skingrende! Fordi verden udenfor vil gøre alt for at komme indenfor.«
Frederiks ord er nedfældet af interview-mesteren Ninka med det borgerlige navn Anne Wolden-Ræthinge. Hun har i de senere år gjort det til sin metier at føre samtaler med de kongelige.
I Ninkas 1996-bog En familie og dens dronning fremstod kronprinsen som den mest hudløse af Amalienborg-holdet. Dengang sagde han:
»Der har været nogle gange, hvor man har følt sig helt ude i tovene rent fysisk og psykisk, for de to ting hænger jo sammen. Men da har man sagt til sig selv: Du kan simpelthen ikke melde fra nu.«
Frederiks meget hyppige omtale af sin barske frømandsuddannelse i forsvaret lod ane, at den var ham en fysisk hærdelse mod sorgmod og uopfyldelige længsler.
Det indtryk bestyrkes i Ninkas nye bog Rejse i livet, hvor kronprinsen optræder solo i monolog over 200 sider. Han kredser stadig om frømandstiden, selv om bogens bærende historie er en ny fysisk bedrift: Frederiks 2.795 km. lange slædetur i Nordgrønland i første halvår af 2000.

Strabadsernes herre
Det er tydeligt, at overvindelsen af strabadser viser kronprinsen, at han er noget i egen ret, ikke bare én, der automatisk modtager ordensgrader:
»Grader har aldrig beskæftiget mig synderligt, ikke de seneste mange år. For mig er det mere et spørgsmål om, hvad man egentlig kan udvise, rent praktisk. Det er selvfølgelig et levn fra min tid i Frømandskorpset.«
Bøgernes verden ligger ham fjernere: »Mit udvalg er stort, fordi jeg ikke har læst så meget.«
Interviews med kongelige er en særlig stilart, for de må jo ikke sige noget, i hvert fald ikke noget kontroversielt. Alle skal stilles tilfreds. Ingen må glemmes, heller ikke bøsser og lesbiske. Hør f.eks.:
»Man bør have en bitte del af sig selv, som altid er alene. Selv når man er gift, har indgået partnerskab.«
Folkekirken siger ikke dens grundlovs-tvangsmedlem alverden:
»For min skyld må kirken godt være nogenlunde konform og konservativ.«
Derimod sværmer han for Østens mystik:
»Zen kommer af, at man lægger sjælearbejde eller også fysisk arbejde i et eller andet.«
Og:
»Mange af Østens mystikere bruger også de dér taoistiske tilgangsvinkler til livet. Dem vil jeg gerne sætte mig lidt mere ind i.«
Altsammen vældigt sympatisk, og Ninka er dygtig til at få sine ofre til at snakke. Også når de – som kronprinsen – ikke har alverden at sige.
Men stof til bogens 200 sider er der ikke. Det er træls for læseren. Og synd for kronprinsen, fordi tekstens gentagelser og fyld med snak i den blå luft kommer til at fremstille ham som åndeligt skrøbeligere, end han formentlig er.
Mon ikke Ninka skulle finde en anden personkreds at kaste sine utvivlsomme udfritter-talenter over?

*Ninka: Rejse i livet. 200 s. Indb. 299 kr. Hæftet 249 kr. Forum. Udkommer i dag