DE DRÆBTE PÅ BALI tilhører to forskellige kategorier af menneskeheden. På den ene side de unge turister fra Australien og mange andre lande – herunder muligvis også tre unge danskere – som i disse dage begrædes af deres ulykkelige efterladte. Hver især repræsenterer de et liv fuld af muligheder, som nu aldrig vil komme til udfoldelse, fordi et meningsløst terrorangreb har slukket for deres livsbaner alt, alt for tidligt.
Det er med god ret, at deres familier sørger, og at ambassader, flyselskaber, hospitaler og myndigheder sætter alle ressourcer ind på at hjælpe de overlevende og de pårørende. Men der er en anden gruppe ofre, som knap nok nævnes i nyhedsmedierne. Et ukendt antal lokale indonesere er også blandt de dræbte, de sårede og de savnede. Enkelte rapporter fra Bali fortæller om, at de sårede balinesere har haft svært ved at få lægehjælp, fordi pladserne på hospitalerne var optaget af de mange udlændinge.
Således bliver tragedien i ferieparadiset i sig selv et billede på den dramatiske ulighed i verden: Nogle af os er mere mennesker end andre, selv i døden. Andre tilhører de navnløse, anonyme masser af fattige og udstødte, hvis individuelle liv, fremtid og forhåbninger er næsten intet værd.

INDONESIEN ER ET sørgeligt eksempel. Den indonesiske stat er en synkende skude, som kæmper for at bevare et vist greb om en megastat med 206 millioner indbyggere, hvoraf tre fjerdele lever under fattigdomsgrænsen. Indonesien er aldrig kommet sig ovenpå den dybe økonomiske krise, der ramte Asien i 1997, og som ganske vist gjorde en ende på Suharto-diktaturet efter 32 år – men ikke på de voldsomme regionale, etniske og religiøse konflikter, der hærger i landet.
Økonomisk er Indonesien rent ud sagt på spanden, og terrorangrebet på Bali gør kun ondt værre. Aktiekurserne i Jakarta styrtdykkede med ti procent umiddelbart efter angrebet, og man kan forudse at turistindtægterne, som står for 15-20 procent af landets indtjening, vil svinde ind til en brøkdel i den kommende tid. Indonesien forventes at bede de udenlandske långivere om en hjælpepakke på 3,5 milliarder dollar senere denne måned, men det vil langt fra være nok til at rette op på landets nødstedte økonomi.

DESVÆRRE ER INDONESIEN kun ét blandt stribevis af lande rundt om på kloden, som er i hel eller delvis opløsning som følge af fattigdom og indre konflikter. Sådanne ’fejlslagne stater’ er frodig ynglegrund for terrorbevægelser.
Ikke fordi fattigdom i sig selv er en forklaring på terrorisme – der er masser af fattige mennesker i verden, som ikke griber til terrorvåben, og i det indonesiske tilfælde vil bomben på Bali i høj grad også gå ud over de fattige selv.
Men når uligheder mellem fattige og rige bliver så afgrundsdybe, som de er i verden i dag, så vil det være mere end naivt at forvente, at fred og sikkerhed kan opretholdes på globalt plan. Ligesom de få privilegerede rige i luksusvillaerne i Jakartas forstæder må forskanse sig bag stålgitre og væbnede livvagter – sådan må vi også i den rige del af verden forberede os på en tilværelse i evig frygt for det næste angreb, den næste bombe. Hvis vi virkelig regner os som indbyggere i den samme globale landsby, så har vi ladet slumkvartererne brede sig og overset, at de fattige er begyndt at danne bander, der hærger klodens pænere villakvarterer.

TERROR SKAL BEKÆMPES med alle lovlige midler. Det gælder også de skyldige bag det afskyelige bombeangreb på Bali. Det er rimeligt at stille krav til Indonesiens regering om at efterforske og slå ned på terrorgrupperne.
Men det bør mane til eftertanke, at det såkaldte verdenssamfund har ladet Indonesien, Afghanistan og mange andre fattige lande sejle deres egen sø og synke ned i et stadigt dybere morads af økonomisk og politisk krise.
Terrorrisme kan ikke bekæmpes alene ved at kaste bistandspenge og handelsaftaler efter de fattige. Men det er tvingende nødvendigt, at det før omtalte verdenssamfund begynder at leve op til sit navn og gøre en indsats for at indlemme også de fattige slum-fætre i det gode selskab, hvor alle mennesker har en plads og en forhåbning om en fremtid. Det er det lange, seje træk, der skal til, hvis verden engang skal blive til et nogenlunde sikkert sted at leve. ds

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu