(2. sektion)

Tegneserie
Klichéer skal skrives som floskler. Gerne garneret med dramatisk prikprikprik og udråbstegn. Således åbner man en kriminalhistorie i den klassiske manér:
»Regnen havde væltet ned i dagevis. Nætterne var ingen undtagelse. Heller ikke denne nat…!«
Bjørn Ignatius Øckenholt indleder sin nye kriminaltegneserie med en kliché. Og fortsætter:
»Kommisær Andersson fra Københavns Politis Drabsafdeling var ikke i et godt lune…«
Og som der står i næste boks: »Det havde han heller ingen grund til at være…«
For en »smuk luderknægt« er blevet myrdet. Han ligger nøgen i en smadret lejlighed på Indre Nørrebro. Det er en grim sag: Offerets fingre er hugget af. Måske har han stukket dem ind de forkerte steder? Måske har han valgt de forkerte fjender?
Anderssons assistent vurderer, at sagen er suspekt:
»Der er noget muggent ved det her…«
Og der er noget muggent ved hele tegneserien. Der er noget, der er forsvundet: Bjørn Ignatius Øckenholt har begået en tegneserie uden tegninger. Fortællingens ruder er blanke. Der er kun talebobler og kommentarbokse og alt, alt for meget sex, vold og mystik.
Og som om det ikke var nok: Titlen Kommissæren følger op antyder, at tegneserien skulle indgå i en serie af fortællinger om kommisær Andersson.
Undertitlen bekræfter antydningens tendens: En Andersson krimi. Men kolofonen angiver ikke forgængere eller efterfølgere i serien om kommissæren.
Mystikken breder sig helt ud til rammen om mystikken. Hvor er de andre titler i serien? Hvem er Andersson?
Andersson er ikke nogen piberygende Maigret, og han er ikke som Dan Turells flanerende navnløse journalist.
Han undersøger mordet på Benjamin Savoy Hansen. Andersson følger sporene mod spidserne. Det viser sig, at en uspecificeret ’minister’ betjente sig af Savoy Hansen som trækkerdreng.
Mens Andersson afhører, snuser, drikker gin og tager telefoner midt om natten, bliver professoren Fischer fra Snapsetinget likvideret. Det vrimler med lig og afhuggede legemsgenstande, og en gammel sag dukker op igen: det bestialske mord på trækkerdrengen Anders i Tisvilde. Kriminalassistent Sussie resumerer:
»Drengene lignede hinanden. Kønne, hårløse og godt udstyrede…«
En forbindelse mellem ministeren og Anders fra Tisvilde etableres. Men kan den bevises? Hvor langt tør Andersson gå? Det vrimler med spørgsmål, og først på sidste side afsløres det, hvad kommissæren gør, når kommissæren følger op.

Hvad sker der?
Nogle ville mene, at Ignatius Øckenholt med tegneserien uden tegninger undersøger forholdet mellem skrift og billede; en modernistisk repræsentationskritik. Det barokke forhold mellem pittora og subscriptio undersøgt og sat på spidsen.
Fra en ganske anden vinkel kunne man forestille sig Kommissæren følger op tolket som en kritik af den skjulte censur i det liberale demokrati. Tegningerne er væk: Er der nogle billeder, vi ikke må se? Spørgsmålet for denne optik er ikke: Hvem er ministeren, som botaniserer med betalt selskab?
Spørgsmålet er snarere: Hvad er det for strukturelle mekanismer, der dækker forbryderens ansigt?
Andre ville givetvis fortolke illustrationernes fravær som en subjektkritik. Man ser ikke de talende. Man ser kun taleboblerne, fordi sproget udfolder en selvstændig logik, som den talende, subjektet, aldrig kan beherske. Måske er det det, Jacques Derrida kalder différance?
Den sobre kritik fastholder, at mordet på Benjamin Savoy Hansen i denne kontekst er væsentligere end tildækningen af den talende. Illustrationernes fravær skaber spænding. Alle virkemidler synes først og sidst investeret i en velkomponeret og dramatisk kriminalfortælling.

*Bjørn Ignatius Øckenholt: Kommissæren følger op. 40 s. 165 kr. Bjørn Ignatius Øckenholts Forlag. www.ignatius.dk