Tunnelen fra Allotria

for 20 år siden var flere end 1.000 betjente udkommanderet for at rydde det BZ’atte hus Allotria på Nørrebro. Men da politiet trængte ind i det barrikaderede hus, var det tomt. BZ’erne var forsvundet via en gravet tunnel. Med tunnelen fra Allotria undgik BZ’erne konfrontationen og vandt mediernes og befolkningens sympati – men de tabte også alle deres huse

I dag for 20 år siden var flere end 1.000 betjente udkommanderet for at rydde det BZ’atte hus Allotria på Nørrebro. Men da politiet trængte ind i det barrikaderede hus, var det tomt. BZ’erne var forsvundet via en gravet tunnel. Med tunnelen fra Allotria undgik BZ’erne konfrontationen og vandt mediernes og befolkningens sympati – men de tabte også alle deres huse Tirsdag formiddag den 11. januar 1983: Da den lille lastvogn med en blå presenning over ladet et par minutter over ni triller ud fra porten i Stengade, står der en betjent i lyseblå kampuniform og spærrer vejen. Resolut ruller chaufføren sideruden ned og siger på ravjysk, at med udsigt til al den ballade må han da hellere flytte sin bil med det samme. Men hvor skal han køre hen, hvis han vil parkere oppe ved Nørrebrogade? Betjenten smiler venligt, træder et skridt til side og forklarer, at han skal svinge til venstre. Med hånden vinker betjenten bilen gennem afspærringen – uden at ane, at bz’erne fra Allotria med tilbageholdt åndedræt gemmer sig inde under lastbilens presenning. Få minutter efter drejer bilen om hjørnet ved Nørrebrogade. Så udramatisk endte det, der ellers var forudset til at blive den hidtil mest voldsomme konfrontation mellem politi og nogle håndfulde unge bz’ere: Rydningen af den besatte (og velbarrikaderede) ejendom Korsgade 45, kendt i kvarteret som Allotria. Tilbage på den mennesketomme bygning hang bz’ernes afskedshilsen, et stort banner med teksten: »Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås!« ’Sikke en handlekraft’ I dagene og ugerne op til rydningen havde såvel politi som bz’erne ellers forberedt sig til det endelige opgør. En række mæglingsmøder var gået i vasken, og undervejs gik der hårdnakkede rygter om, at politiet ville være forberedt på, at en rydningsaktion kunne ende med tab af menneskeliv. At undgå konfrontationen med politiet ved at undslippe i tunnelen gav –– i løbet af bare en enkelt formiddag –– de ellers så udskældte bz’ere mediernes og befolkningens sympati på et sølvfad: »Faktisk skylder vi dem samfundets tak,« som Politikens chefredaktør Herbert Pundik skrev dagen efter. Og Ekstra Bladet citerede Ove Sprogøe: »Jeg beundrer de unge (...) sikke en handlekraft.« I løbet af morgen- og formiddagstimerne var mere end 1.000 betjente blevet udkommanderet. Med militærisk præcision blev den nedrivningsdømte ejendom for enden af Korsgade på indre Nørrebro omringet, og en stor kran hejste snart en container op ved gavlen. I tredje sals højde håbede politiet at omgå bz’ernes barrikader, og efter hektisk aktivitet lykkedes det for de første betjente at brække sig vej ind i Allotria. Den omfattende politiaktion, hvor kvarterets gader var afspærret og buslinjerne omlagt, blev fulgt af stort medieopbud foruden et frivilligt lægeteam samt nogle hundrede lokale. Men som minutterne og senere timerne sneglede sig afsted, og de forventede konfrontationer og anholdelser udeblev, gik det lidt efter lidt op for de tilstedeværende, at fusen var taget på politiet: Trods det massive fremmøde af betjente, køretøjer og endda en helikopter var korpset alligevel blevet den lille. BZ’erne var ganske enkelt forsvundet fra huset. Der gik flere timer, før de stadig mere desperate politifolk fandt ud af hvordan – og imens voksede munterheden blandt tilskuerne. Det angiveligt største politiopbud siden besættelsen havde ikke ført til andet, end at styrken og dets øverste chef var gjort godt og grundigt til grin. Nu blev politidirektøren trukket gennem trædemøllen: »Hvis det er at være til grin, vil jeg gerne være til grin,« sagde en sammenbidt Poul Eefsen i TV-avisen samme aften. 20 år efter er den nu forhenværende direktør stadig lige tavs: »Der er intet at skrive om,« som han kortfattet meddeler fra hjemmet i Søllerød. Den vellykkede happening blev på sin egen måde skelsættende for ’BZ-Brigadens videre udvikling. På trods af den åbenlyse sympati, som bz’erne kunne bade sig i, så snart de var ude af tunnelen, tabte de alligevel alle deres huse. Allerede inden det blev mørkt den tirsdag eftermiddag, var Allotria banket ned til en ruin, og i de følgende dage blev de andre bz-huse på Nørrebro molesteret: Den Lille Fjer, Bazooka, Aktivirus, Snehvide samt ’Slotsgade-besættelserne’, som var fællesbetegnelsen for en række besatte lejligheder i området. »Selv om vi var åh så populære, var der ingen, der løftede en finger, da politiet gik totalt amok og ødelagde alle de øvrige bz’atte huse, hvor der end ikke var givet nedrivningstilladelse,« siger Pernille, der som beboer i Allotria var med til at grave tunnelen. I dag er hun 36 år og leder af et genbrugsprojekt. »Den dag i dag ligger der bare en sumpet parkeringstomt der, hvor ’Bazooka’ lå i Baggesensgade,« siger en anden. Flere af tunnelgraverne er ikke i tvivl om, at oplevelserne de dage førte til en voldsom radikalisering af bz’erne, som i de følgende år udviklede sig til at blive ’det autonome miljø’, der frem til starten af 1990’erne blev stadig mere radikalt og militant. »Den folkelige popularitet, vi nok vandt med tunnelen, blev til gengæld sat helt over styr de næste par år,« mener Carster, der lidt efter lidt trak sig fra bz-miljøet efter Allotria. På linje med flere andre orkede han ikke endnu en gang at skulle opbygge et nyt kollektiv – og derudover var han blevet mere og mere utilfreds med den evige slåskamp med politiet. I stedet blev Carster skovarbejder. En forstenet blikkenslager Tilbage til beretningen om tunnelen: En af de mere pudsige episoder udspillede sig der, hvor tunnelen endte, dvs. 18-20 meter fra Allotria, i kælderen under ejendommen på den modsatte side af Korsgade. Her havde en lille gas- og vandmester værksted, men ved ni-tiden den formiddag blev blikkenslagerens fredelige kaffepause pludseligt afbrudt: Linoleumsfliserne under hans skrivebord blev brækket op, og op af tilsyneladende ingenting steg i hurtig gåsegang 35 unge mennesker, ens klædt i blå kedeldragter, gasmasker og raidhuer. Med et smil og et venligt »hej-hej« lagde de gasmaskerne og forsvandt derpå ud i baggården, hoppede over plankeværket til nabogården og ind under presenningen på den parkerede lastbil. Få sekunder senere var bilen forsvundet ud i Stengade. Den oplevelse kom blikkenslageren vist aldrig til at glemme: »Jeg kom op som en af de sidste. Da stod blikkenslageren stadig som forstenet med stirrende øjne og sin kaffekop halvt løftet. Hans kone henne ved vasken pegede uden en lyd på døren til bagtrappen, som om hun ville sige: De andre gik den vej!« fortæller KulturMartin, en anden af beboerne i Allotria. Han fylder 50 år om et par måneder og var den ældste af Allotrias beboere. Det var også ham, der fandt på ideen med tunnelen. Inspirationen fandt han i beretningen om de engelske soldater, der under Anden Verdenskrig gennem en gravet tunnel flygtede fra en krigsfangelejr i Tyskland. I løbet af efterårsmånederne 1982 kravlede han rundt nede i Allotrias kældre. »Under porten lå der er enorm olietank. Umiddelbart når man kiggede på den, så den ud til at fylde kælderrummet helt ud. Men jeg fandt ud af, at der var 60 cm mellem olietankens bagende og kældermuren. Lige nok til at man kunne brække murstenene ud,« husker han. KulturMartin spærrede en del af kælderen af og gik i gang. De første to-tre meter gik det forholdsvis hurtigt med at få udgravet en tunnel på 90 x 60 cm. »Det var sand og grus, og der lå et betondækken lige under asfalten, fordi der havde kørt sporvogne i Stengade,« fortæller han. Gruset blev kradset ud med en murerhammer og transporteret ud af tunnelen med et system, som KulturMartin direkte kopierede efter den metode, som de engelske krigsfanger havde brugt, og som han kunne huske fra filmen Den store flugt: »Vi havde været rundt og organiseret en masse gamle bradepander. Der blev bundet en snor fast til dem, og så blev panderne fyldt med jord og derefter trukket ud af tunnelen, tømt og trukket tilbage igen. Sådan kørte det.« Efterhånden som tunnelen blev længere, var det nødvendigt at få flere til at grave. En efter en blev beboerne i Allotria »sværget til tavshed«, som KulturMartin formulerer det, og derefter sat til at grave i hold. Jorden blev spredt i nogle af de andre kælderrum, som derefter blev muret til. Huset skulle brændes af »Jeg er da stolt af den tunnel, tag endelig ikke fejl af det,« siger KulturMartin eftertænksomt. Men at tunnelen skulle bruges til at undgå en konfrontation med politiet, indgik ikke i hans oprindelige plan –– tværtimod. »Jeg havde forestillet mig, at de fleste af os skulle forlade huset, før politiet kom. Tilbage skulle kun være en lille kommandogruppe, der skulle gøre lidt symbolsk modstand. Til gengæld skulle de så brænde hele hytten af, når politiet kom – og så at forsvinde ned gennem tunnelen,« fortæller KulturMartin. Ifølge ham var det specielt fordi Mette, en anden af beboerne i Allotria, satte sig voldsomt imod, at planen blev forkastet: »Hun ville have garanti for, at brandmændene ikke kom til skade, hvis de forsøgte at trænge ind i det brændende hus for at redde os. Og så faldt den plan,« siger han. »Vi ville opbygge noget. Vi ville gerne gøre noget sammen og i fællesskab. For mig var det nok mere en romantisk forestilling om en slags landsbysamfund midt i storbyen,« siger Mette, der i dag er 43 år og journalist. »Senere har jeg tit tænkt på, hvor usandsynligt heldige, vi var. Det var virkeligt ubehageligt at ligge ude i spidsen af tunnelen og grave. Man kunne mærke hver gang, busserne kørte oppe på gaden. I dag fatter jeg simpelthen ikke, at vi turde. Dengang må jeg have lukket øjnene for det,« siger Mette. Heller ikke Pernille ville i dag engagere sig i sådant et projekt: »Jeg ville nok synes, det var livsfarligt. Men det havde nok været mindst lige så livsfarligt at blive tilbage i huset og vente på politiet,« siger hun. »Som bz’er havde man i høj grad den der fornemmelse: Vi lever i dag – og så måtte resten tilpasse sig til det,« som hun tilføjer. »Personligt havde jeg det ikke særlig godt med udsigten til at være spærret inde i huset, når politiet kom, så der var virkelig en høj arbejdsmoral, når vi gravede. Vi arbejdede i gravehold døgnet rundt og var virkelig dedikerede, så det var også en sjov tid,« husker Mette. »Først senere med alderen kommer det med, at tilværelsen rummer flere nuancer. Dengang var vi bare overbevist om, at vi havde ret, og at alle andre måtte kunne indse det,« tilføjer hun. En nævenyttig hund »Det var næsten helt drengebogsagtigt,« erindrer Simon, der ikke selv boede i Allotria. Men på linje med de øvrige bz’ere i Den Lille Fjer, naboejendommen til Allotria, blev han indviet i projektet, da det var halvt færdigt. Beboerne i Den Lille Fjer blev også sat til at grave og formanet om ikke at nævne projektet over for områdets øvrige bz’ere. Der blev derfor banket hul i muren mellem de to ejendomme. »Den tunnel var fantastisk. Den gav mening med alt det, vi gik og lavede. Udadtil lagde vi op til en kæmpekonfrontation med politiet, men indadtil vidste vi, at vi bare ville smutte,« siger Simon. For de indviede var det forbudt at bruge ordet ’tunnel’. I stedet havde projektet skiftende kodenavne som f.eks. ’nybyggeren’. Bagefter var der meget surhed blandt de øvrige bz’ere over hemmelighedskræmmeriet, men sådan måtte det være, mener KulturMartin: »Hvis det overhovedet ville lykkes at få tunnelen færdig, havde den kun værdi som en overraskelse.« Efter de første meter i gruset løb tunnelgraverne ind i en række problemer. For at undgå sammenstyrtninger blev tunnelgangen omhyggeligt afstivet med tilskårne saneringsplader, der var hentet på byggepladser i nærheden. »Der har nok ikke været mange lægter og saneringsplader tilbage i kvarteret,« smiler KulturMartin. Der blev også hældt cement i alle kloakristene nær Allotria, fordi der tidligere var gået hul på regnvandsafløbene. »Det ville vi ikke blive skide populære af i kvarteret, så det skete helt diskret om natten. Men det var nødvendigt. Og takket være tilstopningen af kloakristene var tunnelen dejlig tør hele tiden. Men de rigtig store problemer kom først, da vi kom forbi hovedkloakledningen, der løb midt nede under gaden,« fortsætter KulturMartin. »På den anden side af den stødte vi på kompakt jord, som var stenhård. De sidste mange meter måtte hakkes ud med en brandøkse. Flere gange forlangte jeg, at en holdt mig i benene, så jeg kunne trækkes ud, hvis det skulle styrte sammen.« Lige efter nytår var tunnelen færdig. Nu manglede den bare at gå op gennem linoleumsgulvet i blikkenslagerværkstedet. Men blikkenslagerens hund havde fået færten af, at der foregik et eller andet nede under gulvet. »Den teede sig helt vanvittigt og kradsede i gulvet, så blikkenslageren og hans kone troede, de havde fået rotter,« fortæller KulturMartin: »Da der kun manglede ca. 20 cm, fik forskellen i lufttrykket mellem de to ejendomme blikkenslagerens gulv til at blive trykket nedad. Og mens jeg lå nede i tunnelen, kunne jeg se hans hund kradse i hullet.« Heldigvis for bz’erne var hullet skjult langt inde under et skrivebord. Møjsommeligt fik de hullet nødtørftigt tildækket, så alt var klar. Aftenen inden rydningen havde bz’erne fået flere henvendelser om, at en større politiaktion var nært forestående: Grønne politibusser var set køre mod Sjælland, koner til politibetjente mødte op og fortalte om, at deres mænd var ekstraindkaldt. Forinden havde beboerne i Allotria og Den Lille Fjer flyttet nogle af deres personlige ejendele. Når alarmen lød, havde hver beboer sin faste plads, når tunnelen skulle benyttes, og der ville ikke være plads til bagage. Til allersidst var det ved at gå helt galt. Helt efter planen fik KulturMartin og en anden beboer smidt salmiakspiritus og stinkbomber over alt i huset og især i kælderen, så politihundene ikke ville få færten. Og som de sidste kravlede de som planlagt ud gennem tunnelen. »Undervejs sparkede vi afstivningerne ned, så det ville være svært for panserne at forfølge os,« fortæller KulturMartin. Men Mette og Pernille var stadig inde i huset – i færd med at hænge beboernes afskedshilsen op. »Vi kunne høre politiet hamre på væggen ude fra deres container. Så da vi endelig styrtede ned i kælderen, kom vi lige ned i alt det skidt, der skulle forvirre politihundene. Heldigvis fik Mette hurtigt givet mig gasmasken på og fik mig gennem tunnelen,« fortæller Pernille. En halv time efter var bz’erne tilbage i området – nu uden kedeldragter. To og to bevægede de sig forsigtigt rundt i området og så på, mens Allotria med en enorm nedrivningskugle blev til en ruin. »Vi slap for slag, og vi slap for anholdelsen. Men det var også en meget sørgelig dag, for vi mistede jo det hele på én gang – samtidig med at alle folk jublede og klappede. Vi havde fået en god ide, men mistet alle vores huse. Det kom til at påvirke os meget, meget kraftigt i de følgende år,« som Pernille siger.

 

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

De sureste og mest selvretfærdige mennesker i den offentlige debat er påfaldende ofte religiøse mennesker og folk der har taget turen fra venstre til højre på den politiske skala.

Kombineres disse egenskaber får man mon så VIRKELIG sure og selvretfærdige mennesker?

anbefalede denne kommentar