Udstilling
Måske engang i 1950’erne klappede kernefamilien med bollebagende mor, pengetjenende far og Ota Solgryn til morgenmad. I dag står vi efter 30-40 år med skilsmisser, sammenbragte børn, kollektiver og andre alternative boformer, og hvad så? Jo, minsandten, kernefamilien spøger stadig og stædigt som en skabelon for familielivet og hjemmet. Hjemmet er dér, hvor familien trygt kan samles i HTH samtalekøkkenet. Samtidig har det en repræsentativ funktion, hjemmet er vores prestigeprojekt, vi viser frem for omverdenen som en afspejling af vores værdier og sociale status.
Lige nu stortrives materialismen og Bo Bedre perfektionismen. Men hvad med familien. Er den også i trivsel? Tja. Det er ved at være på høje tid med det realitetstjek, Aarhus Kunstmuseum har sat i scene med udstillingen Home Sweet Home, hvor syv danske og ni udenlandske kunstnere reflekterer over forholdet mellem ideelle og reelle hjem.

Familiebilleder
Kunsten er et gunstigt sted at blive klogere på hjem og hjemlighed, fordi den har samme visuelle værktøjskasse som den billedkultur, mange af forestillingerne om hjemmet er hægtet op på, og derfor kan tematisere dem ’indefra’ og nuanceret. Ikke bare har det intime liv være et yndet motiv i kunsthistorien. Kig i ethvert familiealbum og det står klart, at familiens selvforståelse i vid udstrækning bygger på billedlig repræsentation. For nu slet ikke at komme ind på reklamer og de ad nauseam svulmende livsstilssider i aviserne.
Et prima eksempel på, hvordan kunsten kan tematisere den visuelle repræsentation af familien, er den som altid interessante filippinsk-danske kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen.
Hendes bidrag til udstillingen er Family Composition, 720 tæthængende farvefotografier i familiesnapshot-formatet 15x12 cm. Fotografierne viser da også hendes familie, men langt fra i de sædvanlige bredt smilende Kodakøjeblikke. Formelt er projektet en statistisk undersøgelse af, hvor mange kombinationsmuligheder de seks familiemedlemmer (kunstneren selv, hendes forældre og søskende) har på seks pladser. Arrangementet er stift, som på gulnede, opstillede familiefotos med en række siddende mennesker forrest og en række stående bagest. Positivt viser Cuenca Rasmussens fotovæg et alternativ til familiehierarkiet: Her er alle lige, alle kan indtage alle pladser i deres indbyrdes kommunikation. Mens den negativt kan ses som en kritik af, hvor ensformigt og konformt det familiære samliv vises frem på fotografier. Familiefotografier ligner til forveksling hinanden, man kan næppe se, om det er julen 2001 eller 2002, man sætter i album. Og hvad mere er, albummet er knap til at skelne fra naboens, fordi der hersker nogle faste koder for familiefotoet. Der er simpelthen noget alment over de fotografier, som privat betyder mest for os.

Indeklemte stuer
Familiefotoet bliver også problematiseret hos tre fotografer, briterne Richard Billingham og Nick Waplington og danske Nicolai Howalt, der tager billeder i den såkaldt ’nyrealistiske’ stil, som var allestedsnærværende i senhalvfemserne.
Bevidst skødesløst mimer billederne familiefotoets autofokus, blitz og farver, når de zoomer ind på hjem, der som regel kan indplaceres på de lavere trin af den sociale stige. Øjensynligt er det sværere for fotograferne at komme med whiskybæltet på lokum. Skønt billederne stilistisk ligger familiefotoet nær, er de motivisk stik modsat. Fotografierne viser nemlig de øjeblikke, hvor familiemedlemmerne har mistet kontrollen over deres eget billede og udstiller sig selv og deres interne relationer.

Hjemmebrændt bimmelim
Lad os kigge nærmere på den efter min mening mest spændende af d’herrer, Billingham. Han er en af kunstscenens darlings, men lad nu det ligge, for fotografierne og videoerne tåler gensynet. Billingham har gennem en årrække rettet linsen mod sin dårligt fungerede arbejderklassefamilie, hvor faren trisser rundt i en hjemmebrændt bimmelim, mens den overmåde tykke mor indtager mere eller mindre truende positioner i det rodede, nipsbelæssede hjem. Som udstillingsarrangør Gitte Ørskou skriver i sin velturnerede katalogtekst, oplever betragteren hos Billingham en genkendelse af familiefoto-formatet. Derfor bliver det så meget desto mere urovækkende at se det anvendt på et hjem som det billinghamske, hvor man formeligt kan fornemme lugten fra de indeklemte stuer. Hjemmet er lige så meget et ydre som et indre rum, viser Billingham. Vi former hjemmet, og det kommer til at forme os.
At dømme efter Sam Taylor-Wood og Philip-Lorca diCorcias billeder fra højglanspolerede overklassedomiciler er de ikke mindre klaustrofobiske og isnende. Hvordan får vi lys og luft ind i de traumabefængte hjem? Toland Grinell og N55’s konstruktioner af mobile hjem peger utopisk frem mod alternativer til de tætsluttende fire vægge, og gør op med, at hjemmet partout skal være bundet til et bestemt geografisk og socialt sted.

Den hvide kube
Udstillingen er, med et ord fra kataloget, lagt ’kalejdoskopisk’ an. Vi er altså endnu engang inviteret til bunkebryllup i nutidskunsten, hvor værkerne skal give forskellige vinkler på det overordnede tema. Skal man være venlig betyder det her, at vi præsenteres for mangfoldige bud på ’hjemmet’. Men samtidig må det siges at være en svaghed, at værkerne ikke går i dialog med hinanden, hvilket ikke mindst skyldes den lidt stive, modernistiske ophængning, hvor kunsterne er hegnet ind i hver deres hvide kube. Udstillingens samlede udsagn kunne altså være mere pointeret og skarpt. Alligevel er det værd at tage hjem til Århus. Værkernes differentierede, humoristiske sociologiske og eksistentielle kulegravninger, maner til eftertanke og diskussion om hjemmet, der jo er så forbistret tæt på, at det næsten er umuligt at få øje på.

*Home Sweet Home, Aarhus Kunstmuseum, katalog 128 kr, til 4.5.