Festival
OUAGADOUGOU – Hvornår har du sidst set en afrikansk film? Indrømmet: spørgsmålet er tæt på at være absurd, men hvorfor i grunden? At Afrika ikke savner filmtalenter, kunne man bl.a. forvisse sig om på årets panafrikanske filmfestival i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. Og skønt afrikansk film endnu er forholdsvis ung – den fylder 40 år i år – og er oppe imod svimlende økonomiske og strukturelle problemer, så står kvaliteten af de film, der faktisk bliver produceret, ikke tilbage for andre verdensdeles film.
Fespaco (Festival Panafricain du Cinéma à Ouagadougou) er ikke en filmfestival som enhver anden. På den ene side er det en folkefest, der tiltrækker så store menneskemasser, at det kan være lidt af en udfordring (selv for juryen!) at tilkæmpe sig plads i biograferne. Og på den anden side er festivalen stedet, hvor alle med tilknytning til afrikansk film mødes, forhandler, diskuterer, afholder seminarer, lægger strategier for fremtiden osv.
På et kontinent præget af mange former for katastrofer kan det være let at overse de kulturelle behov, men i erkendelse af Fespacos position i hjertet af afrikansk film har Danida de sidste mange år udmærket sig ved at optræde som festivalens hovedsponsor.
Med det danske regeringsskifte mistede Fespaco imidlertid pludselig 30 procent af sit budget! Livremmen var derfor blevet spændt mærkbart ind, men heldigvis lykkedes det at gennemføre festivalen alligevel. For de fleste er enige om, at uden Fespaco ville afrikansk film slet ikke kunne eksistere.

Nødsignal
Eksistensbetingelserne er ellers vanskelige nok. Når der i år kun var 15 spillefilm i konkurrence (mod normalt 20), skyldes det ifølge festivalens leder, Baba Hama, at der siden sidste Fespaco for to år siden kun er produceret ganske få film i Afrika. En helt utilfredsstillende situation, som fik juryens formand, den burkinske instruktør Idrissa Ouedraogo, til direkte at udsende et SOS.
Økonomisk går det meget dårligt for afrikansk film i øjeblikket, hævder han, fordi filmene skal finansieres af især europæiske kasser, som flere og flere sultne filmskabere flokkes om. Ikke alene er der ikke penge nok, det er selvfølgelig også dybt utilfredsstillende, at Afrikas film skal skabes på Europas nåde.
At dømme efter tilskuerskarerne i den uge festivalen varer, er der et potentielt marked for afrikanske film i Afrika, men uden for festivalperioden bliver filmene praktisk talt ikke vist på kontinentet, fordi man ikke har nogen distributionsstruktur. En direkte absurd situation!
Temaet for årets festival – Skuespilleren – skal bl.a. ses i dette lys. De medvirkende er som regel uuddannede og under-/ubetalte, så der er lang vej til et afrikansk stjernesystem. Men måske det alligevel kan betale sig at investere i uddannelse og løn til skuespillerne for på sigt at skabe kendte ansigter, som publikum vil betale for at se… Tjoh, omend næppe en ’løsning’, der kan stå alene!
Mod alle odds eksisterer afrikansk film imidlertid! Og hurra for det! For en tilsvarende fabulerende fortælleglæde finder man ikke mange andre steder.

Voldtægt og it
Som noget nyt havde festivalen sat særligt fokus på dokumentarfilmen – en ellers noget overset, men essentiel genre for et kontinent, hvis virkelighed hovedsagelig repræsenteres af vestlige medier. Hovedparten af de film, der laves, er oplysningsfilm om aids og omskæring, men der findes også en lille håndfuld fremragende afrikanske dokumentarister.
Størst indtryk gjorde to film om henholdsvis voldtægt og it. Nous sommes nombreuses (Moussa Touré, Senegal) gik tæt på en række kvinder, der var blevet voldtaget under krigen i Congo. Af skam havde de hemmeligholdt det selv for deres nærmeste, men nu, flere år efter, fortalte de så deres historier til kameraet. Det var stærkt! Ikke flæbende og medlidende, men en studie i menneskelig råstyrke.
Fra en helt anden ende af det komplekse afrikanske spektrum tog Afro@Digital (Balufu Bakupa-Kanyinda, Congo) fat på de digitale muligheder og udfordringer i en afrikansk kontekst. F.eks. kan traditionel medicinkunst tilsyneladende fint forenes med mobiltelefoner og internet, og film kan produceres og forevises digitalt for få midler… En fascinerende og højst tankevækkende film!

Musik og farver
To af de 15 spillefilm i konkurrence – L’Afrance af debutanten Alain Gomis fra Senegal, og Moi et mon blanc af den burkinske veteran St. Pierre Yaméogo – beskæftigede sig med afrikanske studerendes kummerlige forhold i Paris, den første som uforsonligt realistisk drama, den anden i komediens form. Og flere film behandlede, i vidt forskellige forklædninger, forholdet mellem tradition/myter og moderne viden. F.eks. Kabala (Assane Kouyaté, Mali) om en livgivende og hellig brønd, der pludselig tørrer ud. Skal man sprænge sig ud af problemet eller vente på, at guderne bliver mildere stemt? Eller den farvestrålende musical Nha Fala (Flora Gomez, Guinea-Bissau) med musik af Manu Dibango – på overfladen en dansende let og glad sag, men samtidig en fabel om nødvendigheden af at begrave fortidens myter.
Nævnes skal også den farvestærke og skæve sædekomedie Madame Brouette (Moussa Sene Absa, Senegal) og, ikke mindst, det mytiske drama Le prix du pardon, hvor instruktøren Mansour Sora Wade (også fra Senegal) lader farver, musik og scenografi gå op i en højere enhed. En sjældent helstøbt film, der kan minde om et græsk drama, selv om inspirationen er hentet i Afrikas orale fortælletradition.

At hvile i nuet
Festivalens hovedpris gik til Heremakono – En attendant le bonheur af Abderrahmane Sissako fra Mauretanien. Han har tidligere lavet La vie sur terre (1998) om årtusindskiftet set fra faderens landsby i Mali, og den delvist selvbiografiske Heremakono er et kompromisløst og aldeles betagende stykke visuel poesi om en ung fyr, som på vej fra Mali til Europa gør ophold i moderens mauretanske landsby, hvor tiden synes at stå stille.
Han forstår ikke sproget, er udenfor, men bruger øjnene, mens han venter. Tilskueren inviteres til at gøre det samme og samtidig hvile i nuet, for i Heremakono er der ingen fortælling, ingen fremdrift. Lykken er i nuet, i landskabet, menneskene og de menneskelige relationer. Og hvilke mennesker!
Heremakono bliver vist på Natfilm Festivalen senere på måneden under titlen Waiting for Happiness. Se den! Skønt den er helt sin egen, kan man ikke ønske sig nogen mere fornem introduktion til afrikansk film. *www.natfilm.dk