Mesterligaen
»Hvilket problem er der i at være praktisk,« spurgte træneren for Juventus, Marcello Lippi, efter at hans hold havde sendt F.C. Barcelona ind i en dantesk helvedessang, hvor klubbens hovmod i Champions League smuldrer i en smerte uden martyrium, mens et voldsomt uvejr og ruinen truer.
Spillerne fra Italiens industrielle ’Petrograd’ - som filosoffen Antonio Gramsci engang kaldte Torino – har næppe læst Dante Alieghieris berømte komedie. Jo, måske har den lyshårede tjekke Nedved, der scorede et ufatteligt smukt mål i en ellers kedelig og steril match, hvor Barça nok besad bolden, men ikke forstod at synge den op i Juves netmasker.
Juventus er praktisk anlagt som Fiats industrifabrikker, og så har de en beskidt kommisær kaldet Davids løbende rundt med solbriller på midtbanen til at sparke folk ned, der skiller sig ud fra mængden. Man kan blive helt trist ved tanken om, at den elegante Nedved er endt i denne klub, der har forvandlet selv angriberen Del Pieros talent til den kolde evige regn uden rytme og poesi, som Dante beskriver i den tredje helvedeskreds.

Den evige straf
Internazionale fra Milano med de blåsorte trøjer er de evige straffes rige, der fryser fodbolden fast i evig ødelæggelse. Inters træner Hector Cuper fik igen hævn over sin gamle klub, Valencia. Som en anden Lucifer forsøger han at destruere alle spillets glæder, som den lille elegante dribler Aimar og den polyvalente midtbanemand Baraja stræber efter at udfolde. Mens Inters målmand Toldo fældede Valencias forhåbninger om at nå semifinalen, og den danske dommer Kim Milton overså to oplagte straffespark til Valencia, svedte Inters arbejdere om kap for at ødelægge spillet.
Inters spillere ligner ’de trænede gorillaer’ fra fordismens samlebåndsfabrikker, som Gramsci skrev om i sine fængselsnoter. Det er den industrielle rationalitet og mekanisering overført til fodbolden. Er de industriarbejdere fra Den Tredje Internationale – uden egen vilje, uden vilje til at spille fodbold – der afstår fra alt, som kan give livet glæde? De ’laver’ bold uden spiritualitet – fordømt til små gavtyveagtige lykketræf, som da Vieri bare fem minutter inde i kampen fik en gave i fjendens felt og udførte dødsdommen. I hele denne kamp fik/skabte Inter kun én chance til, men det var nok. Inter er ikke bare praktisk anlagt med momenter af spirituralitet og voluntarisme, som Juventus besidder. Hos Inter er praksis brutal kynisme i en mekaniseret operation. Spillerne ligner ikke Fiat-arbejdere, men snarere kulminearbejdere, der stiger ned som mørkets triste skygger.
Kan Inter i semifinalen besejre AS Milan – som ved et lykketræf vandt over et boldbesiddende Ajax med 3–2 på hjemmebane, da indskiftede Jon Dahl Tomasson skubbede en bold ind kort før tid – er europæisk fodbold sendt ind i en smertende skærsild.
AS Milan, der på et tidspunkt forsøgte at sprænge den destruktive italienske fodboldkalk i stykker med mere offensivt spil, er på det seneste faldet tilbage til de gamle synder.
Med verdens bedste forsvarsspiller Maldini og med Nesta ved hans side har de noget at falde tilbage på, men træneren Ancelotti virker som grebet af angst for det, der må komme. Med Rivaldo på bænken har holdet opgivet at dominere og kreere spillet på midtbanen. Det er et held, at de stadig har angribere som Inzaghi, der tre gange i onsdags reddede AS Milan på mirakuløs vis fra den totale ydmygelse.
Hvis Milan overvandt forsvarsmentalitetens stejle bjerg kunne de efterlade naboerne fra Inter i skærsilden, men en semifinale med smerte, spark og sortstribet destruktion uden nåde truer på San Siro stadion den 7. og 13. maj.

Håbet på Old Trafford
I moderne fodbold er der ingen himmelsk Beatrice, som venter hinsides helvedets flammer. Der er altid omvandrende gavtyve, midtbanemordere og udspekulerede taktiske trænere, der lurer på deres chance og et glimt af berømmelse. Men der er Real Madrid og Manchester United!
Hvilken velsignelse. Og hvilken dyst. Onsdag aften på Old Trafford gav de to mesterhold endnu en opvisning i, at flot og fascinerende offensiv fodbold ikke er et kapitel fra Pelés og Alfredo Di Stefano forældede historiebøger, der er brændt i stykker af den nye industrielle ordens skærsild.
Ronaldos tre fortryllende scoringer blev mødt af stående klapsalver på Old Trafford, som var Pelé genopstået. Han blev momentvis akkompagneret af Zidanes og Gutis fornemme afleveringer på Real Madrids midtbane, men alligevel nægtede de røde djævle fra Manchester at opgive håbet.
De ville trække sig tilbage med værdighed.
3-1 nederlaget i det forrygende opgør for fjorten dage siden sad i sindet, men alligevel rejste de røde djævle sig overfor et ekstremt sårbart og vaklende Real Madrid forsvar. Igen og igen. Indtil David Beckham blev skiftet ind af Sir Alex i 2. halvleg og udlignede med et frisparksmål så smukt, at selv englene må synge – og til sidst sikrede en ærefuld og minderig 4-3 sejr til hjemmeholdet. Det er en kamp, der vil blive husket i mange år.
Nu er der kun Real Madrids angrebsivrige stjerner til at stoppe italienernes grå industrialisme i at etablere et overherredømme i europæisk fodbold.