Interview
Torgny Lindgrens prosa er smuk og klar som ubevægeligt vand,
og hans historier konstruerede med udsøgt præcision. En skønlitteraturens urmagermester. Hans seneste roman, Pölsa, er netop udkommet, og vil blive
anmeldt senere i disse spalter, men i denne artikel lader vi den lattermilde västerbottning selv tale:
»Egentlig er det en utroligt mærkelig måde at leve sit liv på. Jeg har aldrig haft til hensigt at blive forfatter. Det er bare lykkedes mig at leve et unyttigt og mærkeligt liv. Lyttet til musik halvdelen af tiden, rejst omkring og siddet på cafeer, boet på pensionater med min familie. Efterhånden er der kommet bøger ud af det. Jeg har aldrig sat mig ned for at skrive en bog.«
»At skrive er et vældig naturligt produkt at af leve. Meget lystfyldt. En fantastisk fornøjelse.
En luksus. Som skrivende menneske føler jeg mig så privilegeret, at jeg næsten skammer mig over det.«
– Hvorfor det?
»Fordi jeg måske burde udføre en art menneskelige pligter. Bygge huse, som mine forfædre gjorde, starte fabrikker, grave grøfter i skoven. Hvad jeg gør er bare en slags leg.«
– Men mange mennesker lever af din ’leg’?
»Nå, ja.«
– Du skriver langsomt?
»Jeg skriver i erindringen. Jeg går omkring og memorerer. Jeg arbejder på mine tekster i årtier, før jeg skriver dem ned.«

Helbredt for tuberkulose
– Jeg må spørge: Der er optræder en dødsmærket, lille dreng ved navn Torgny Lindgren i bogen?
»Det er mig, i virkeligheden. Det var sådan. Alle forventede af mig, at jeg skulle dø. Jeg svigtede mine forældres forventning ved ikke at dø. Jeg begriber stadig ikke, hvorfor jeg ikke døde. Da jeg var 13-14 år gammel, sagde lungelægen, at min tuberkulose var fuldstændig helbredt. Han sagde præcis, som der står i bogen: ’Du er ikke bare rask. Du er immun. Du kan spise tuberkulosebakterier med ske.’ De døgn glemmer jeg aldrig. Hele mine forestillingsverden var indstillet på, at mit liv skulle slutte i 15-17-års-alderen, og det havde givet mig en vis tryghed. Det var meget besynderligt pludselig at indse, at jeg skulle leve et helt, langt menneskeliv. Jeg var forvirret og frem for alt forbavset. Forundret. Pludselig så jeg alting på en anden måde. Frem til det øjeblik havde jeg set på blomsterne, lyngen, træerne og tænkt: ’Det er smukt, også det skal jeg miste’, men nu kunne jeg pludselig se noget smukt og føle, at jeg fik lov at beholde det. Denne birk, denne pelargonie, de er mine livskammerater, mine medrejsende gennem livet. Og denne forundring har aldrig sluppet mig siden. Måske derfor holder jeg så meget af at rejse og høre musik og føler en sådan forundring over livets ufattelige rigdom. At få lov at leve et liv på jorden som frit menneske er vidunderligt, ufatteligt. Og samtidig er det så forfærdeligt, at der så mange mennesker, som ikke har denne mulighed.«

Musil, Kafka, Mann
– Hvilke forfattere kan du lide?
»Der er så mange. Som læser er jeg meget forankret i en tysk tradition. Skal jeg nævne bare nogle få navne, må det være Musil, Kafka, Mann. Der er så ufatteligt mange. Det behøver ikke være så stort og mærkværdigt. Morgensterns Galgenlieder er en bog, som man kan læse mange gange. Proust. Det var fantastisk, da jeg læste Ulysses. Jeg læser Brødrene Karamazov en gang om året. Jeg føler en besynderligt frændeskab med Kurt Vonnegut. En schweizer ved navn Max Frisch. Ham stemte jeg på til Nobelprisen (Lindgren er medlem af Det Svenske Akademi, red.). Og en østriger ved navn Thomas Bernhard, som jeg også forsøgte at give Nobelprisen til, men så gik han hen og døde. Han er fantastisk.«
– Du er også æresdoktor i filosofi…
»På to universiteter! Ja, det er komisk. I Tyskland er jeg Herr Doktor-Doktor.«
– Filosoffen Bernhard Bolzano nævnes i bogen…
»Han er den eneste, der nævnes ved navn, men der er meget Schopenhauer i Pölsa, og Wittgenstein, især. Wittgenstein var for mig en slags sproglig renselse. Ham læste jeg allerede i 60’erne. Jeg var begyndt med fænomenologerne, Husserl osv., men denne skeptiske holdning til sproget var velgørende. Man skal være mistænkelig over for sproget.«
»Når jeg læser nutidige, realistiske romanforfattere, hvad jeg til tider tvinges til, så syntes jeg, at de er mere end tilladeligt naive i deres tro på sproget. De tror, at man kan beskrive. Et hus eller et menneske. Det kan man naturligvis ikke. Tager man realismen alvorligt, så er man barnlig og dum. Realismen er derimod en teknik, som man kan bruge, når man skriver. Man kan bruge de gamle værktøjer fra Balzac, osv.«

Sand og løgnagtig
– Der står i bogen, at man som skrivende må være »fuldkommen sand og uindskrænket løgnagtig«.
»Netop. Sådan er det. Alle andre måder er ikke at forholde sig til problemet.«
– Men hvis man ikke kan beskrive, hvad kan man så?
»Skrive. Der er et reelt spring fra at beskrive til at skrive. Det skrevne har en anden virkelighedstendens end det talte. Begge dele lader til at foregå i tid og rum og etablere en art virkelighed. Men det talte er flygtigt, vibrationer i luften og intet andet. Skriften derimod etablerer sin egen virkelighed og er i et vist omfang bestående. Farven på papiret består, så længe papiret består. Det er en vis forskel. Men i begge tilfælde etablererer sproget en virkelighed.«
– Begrebet »virkelighed« er vel også lidt problematisk?
»Meget. Men det er dét, der gør det så satans underholdende at skrive, for man kan uafbrudt bedrive dette bedrageri. Man kan stille spørgsmålstegn ved virkeligheden. Men samtidig har man en skjult overenskomst med læseren: Vi leger virkelighedslegen sammen i denne skrift. Det er vidunderligt. Det er bevidst.«
– Denne bogs forhold til begrebet fiktion er så… øh…
»Ambivalent. Det skal det være. Det er sjovt at lægge disse pseudorealistiske træk ind. Jeg morede mig med at lægge disse hyperrealistiske notits-blokke ind. Den fakticitet, som man ellers bare findes i opslagsværker. Opslagsværker er forfærdeligt morsomme. Har du aldrig haft lyst til at skrive et opslagsværk?«
– Jo, er du vimmer!
»Jeg kender en tysk bog betitlet Leksikon der Irrtümer, men den er så satans tysk. Den beskriver så velkendte fejltagelser, at man aldrig bliver overrasket.«

Folk vælter ind
– Sælger dine bøger?
»Ja, som ind i helvede. De er oversat til over 30 sprog. Jeg forstår det egentlig ikke, for de indeholder så megen kundskabsteoretisk og teologisk pessimisme, men de bliver solgt i lastvognsfulde. Når jeg læser op i Sverige, så vælter det ind med folk. Jeg begriber det ikke. Men egentlig tror jeg, at hvis ikke jeg selv havde skrevet dem, så ville jeg købe mine bøger.«
– Man skriver vel også de bøger, man gerne selv ville læse?
»Det tror jeg. Man skriver de bøger, som de andre ikke nåede at skrive, før de døde. Peter Seeberg f.eks. Han var forbandet god. Det var utroligt, hvad han kunne lave på lidt plads. Kan du lide fodbold?«
– Ja!
»Spillet i små områder. Som Totti i Roma, der kan lave mirakler på bare en kvadratmeter. Det er, hvad Peter Seeberg gjorde.
Og med humor. Humor er noget underligt noget. Det ikke det,
der fremkalder skraldlatter. De store humorister er for mig
Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche.«