»Universal happiness keeps the wheels steadily turning; truth and beauty can’t. What’s the point of truth and beauty when anthrax bombs are popping all around you? … People were ready to have even their appetites controlled then. Anything for a quiet life. It hasn’t been vey good for truth, of course. But it’s been very good for happiness.«
Fra Huxleys »Fagre Nye Verden« 1932

DA DEN engelske forfatter Aldous Huxley i foråret 1931 lagde øret mod jorden for at pejle sig ind på den fremtid, der kom gungrende, var han i syv sind. Han kunne ganske enkelt ikke beslutte sig for om hans kommende roman Fagre Nye Verden skulle være en grov samfundssatire, en mareridtsprofeti eller en opskrift på et efterstræbelsesværdigt samfund. I mellemtiden har udviklingen i den non-fiktive verden imidlertid på mange måder forvandlet værket fra en morbid fremtidsroman til en aktuel samtidsroman.
Som læser i 2003 kan det derfor være vanskeligt at beslutte sig for, om man skal le eller græde. I stedet kan man overveje at flytte læserbrillernes fokus fra litteraturen til samfundet. Ikke alene vil man hurtigt kunne aflæse en række sammenfald. Med Huxley i baghovedet vil man også kunne se konturene til en fremtid, som kan risikere at bringe alt andet end universel lykke, selv om intentionerne ellers oprindeligt var gode nok.

FAGRE NYE Verden er historien om realiseringen af det ideelle samfund, hvor alle er lykkelige! Hvor alle er tilfredse med de klonede race-adskilte roller, som de i laboratorier er blevet skabt til at udføre her i livet. Hvor status quo holdes intakt ved bl.a. at give børn fra de lavere kaster elektrochok ved synet af bøger og blomster, så man er sikker på, de aldrig vil forfalde til at spilde tiden på nydelse af kunst, men i stedet passe deres arbejde og sikre at hjulene i samfundet fortsat holdes i gang.
I Fagre Nye Verden er individet blevet befriet fra alt tyngende ansvar. Det er sågar fritaget for at tænke selvstændige tanker i denne totalitære velfærdsstat, hvor der hverken findes krige, konflikter, social ustabilitet eller utryghed. Alle borgere rider nemlig på en konstant kemisk rus takket være daglig indtagelse af soma tabletter. Et prozac-lignende vidundermiddel, som giver det daglige skud eskapisme, og derfor aldrig får borgerne til at stille spørgsmålstgen ved tingenes tilstand.
Hvis angsten og usikkerheden alligevel kommer snigende, er der altid medborgere, som står klar til at tilbyde ekstra soma tabletter, der lige tager den værste bismag af den barske virkelighed, hvor både hjem, troskab, familieliv, moderskab og kærlighed er blevet afskaffet for at sikre den lykke og stabilitet, som er selve forudsætningen for Fagre Nye Verden.

DRØMMEN OM den universelle lykke i en verden af milde, muntre og medgørlige medborgere, som alle tænker og handler ens og forudsigeligt, virker ikke kun lokkende for politikere, som er nærige med at levne plads til divergerende opfattelser i kampen om sandhedsproduktionen i samfundet. Den giver også virksomhedskonsulenter, terapeuter og medicinalindustrien kronede dage i en verden, hvor der tales meget om individualitet, men hvor alle alligevel helst vil tænke og handle ens for dermed at få del i den universelle lykke.
Men hvad er der i vejen med at benytte sig af bioteknolgi, hvis det kan udrydde al psykisk smerte, seksuel ulyst og mindreværdskomplesker én gang for alle? Der er det problem, at der kun er tale om symptombehandlinger. Der er desuden også det problem, at vi ikke for alvor stiller spørgsmålstegn ved eksplosionen i antallet af depressioner og psykiske lidelser. Vi konstaterer blot i stedet, at flere og flere danskere konsumerer lykkepiller og/eller går til psykolog/pskykiater/NLP/healer/terapeut. Vi glemmer at spørge os selv, om ikke én af årsagerne måske er, at vi har mere ondt i samfundet, end vi har i hovedet eller i sjælen? Vi vælger at tro på symptombehandling og afholder os fra at diskutere, om vi ikke har skabt et samfund, som stadigt flere finder det stadigt vanskeligere at leve i?

I HUXLEYS Fagre Nye Verden, hvor der findes kemiske løsninger for alle problemer, er ingen lykkeligere af den grund. Der er hverken, følelser, kreativitet eller nye ideer. I stedet fremstår alle borgere som en flok lallende, savlende, naive og egoistiske individer, som lever i et evigt bandomsland, hvor de er travlt beskæftiget med at passe deres roller som effektive produktionsenheder og dyrke uhæmmet sex i fritiden, så de ikke behøver at tænke så meget.
Huxleys Fagre Nye Verden burde være en rollemodel for det samfund, som vi tilsyneladende drømmer om at skabe. Som læser må man dog desværre konstatere, at ikke alene forekommer livet på soma i Lykkeland røvsygt. Det virker heller ikke særlig sundt for hverken demokratiet eller samfundet som helhed.kns