Gabriel ny dansk filmpris
*Danmark har fået sin første kirkelige filmpris ved navn Gabriel på 15.000 kroner samt en træudskåret statuette af ærkeenglen Gabriel.
I går var foruden vinderinstruktøren mere end 700 kirkelige repræsentanter således til stede ved overrækkelsen på Hotel Nyborg Strand.
De tre nominerede film var: Lukas Moodyssons Lilja 4-ever, Per Flys Arven samt Aki Kaurismäkis Manden uden fortid, der løb med prisen. Filmen er udvalgt blandt skandinaviske film, der har haft premiere i en dansk biograf inden for det sidste år.
Filmprisens erklærede formål er ikke blot at bygge bro mellem filmens og kirkens verden, men også at fremhæve filmskabere, der på et højt kunstnerisk niveau formår at skildre menneskelige vidnesbyrd, der er i samklang med evangeliet.
Travl Benjamin Koppel
*Benjamin Koppel er blevet udvalgt til at deltage i konkurencen World Sax Competition blandt 15 af verdens bedste saxofonister på Montreux Jazz festivalen 15.-18. juli i år, oplyser Ritzau.
Koppel står samtidig over for et gennembrud i Frankrig, hvor han fra 24.-26. maj skal give fem koncerter i Paris med sin jazzkvintet, Benjamin Koppels Kvintet.
7. juni er Benjamin Koppel solist med Odense symfoniorkester i Anders Koppels første saxofonkoncert. Benjamin Koppel er ligeledes pladeaktuel og har netop udgivet tre nye cder på sit eget selskab, Cowbell Music. Yderligere fire nye Koppel-cder er på vej.
Kunstkritikkens rolle i dag
*Foreningen af danske kunstkritikere inviterer 26. maj til et debatarrangement på Overgaden, Institut for Samtidskunst.
I panelet sidder nærværende dagblads nye kulturredaktør, Katrine Nyland Sørensen, Ole Rahbek Kristensen (red. tv-programmet VIVA), Jørgen Michaelsen (red. tidsskriftet Mutant), Solvej Helweg Ovesen (freelance kurator /kritiker) samt Thyra Hilden (websitet Kopenhagen).
Overgaden neden Vandet 17, kl. 19.30.
Bonnefoys besøg udsat
*Den franske forfatter Yves Bonnefoys, der skulle have besøgt København i disse dage, har aflyst på grund af sygdom. Det forlyder, at besøget forsøges gennemført i efteråret.







Kommentarer