Kronikken
I dag er det 100 år siden forfatteren George Orwell (1903-1950) blev født, en forfatter, der i hele sit forfatterskab og i sin essayistik argumenterede for, at man havde en forpligtelse til at forholde sig aktivt til samfundsproblemerne, og som af en af sine venner er blevet beskrevet som »et politisk dyr, som ikke kunne pudse næse uden at komme med moralske overvejelser om lommetørklædeindustrien«.
Orwell understregede dog samtidig, at det var vigtigt at huske, at man som forfatter ikke burde underkaste sig nogen form for partiparoler.
Han skriver for eksempel i essayet Forfatteren og Leviathan fra 1948 (det findes i dansk oversættelse i essaysamlingen I hvalfiskens bug) om den konflikt en forfatter, som ønsker at blande sig i samfundsdebatten, kan opleve, hvis han samtidig er engageret i et politisk parti eller er tilhænger af en bestemt ideologi. Og Orwell peger her på, at den gruppeloyalitet, der er nødvendig i en politisk organisation, er gift for litteraturen og kan resultere i en udtørring af de skabende evner.
Men betyder det så, at det er forfatterens pligt at holde sig udenfor politik, spørger han og svarer:
»Nej, absolut ikke! Som jeg allerede har sagt, er der i hvert fald intet tænkende menneske, der kan holde sig ude af politik – eller gør det i praksis – i en tid som den, vi lever i nu. Jeg antyder blot, at vi bør trække en skarpere skillelinje end tilfældet er, mellem vores politiske og vores litterære loyalitet, og indse, at viljen til at gøre disse ubehagelige, men nødvendige ting ikke automatisk betyder, at man er nødt til at sluge de trosartikler, der som regel følger med.«
Og han fortsætter med at understrege, at når en forfatter engagerer sig i politik, gør han det i sin egenskab af samfundsborger, som menneske, men ikke som forfatter og fortsætter: »Men uanset, hvad han gør for at tjene sit parti, bør han aldrig skrive for det. Han bør gøre sig klart, at hans skrivekunst er noget andet«.
Selv demonstrerede han sit politiske engagement ved at deltage i den spanske borgerkrig i 1930’erne, hvilket fik afgørende indflydelse både på hans politiske holdning og på hans forfatterskab som sådan. Her oplevede han nemlig på nærmeste hold de Stalin-tro kommunisters brutale metoder i de magtkampe, der foregik på venstrefløjen midt under kampene mod Franco, noget han blandt andet har beskrevet i den selvbiografiske bog Hyldest til Catalonien, der udkom i 1938.
Men selv om hans deltagelse i den spanske borgerkrig betød, at han gjorde nogle barske erfaringer, skriver han alligevel i det afsluttende afsnit i sin bog: »Mærkelig nok har jeg efter disse oplevelser ikke mindre, men større tro på menneskers hæderlighed.« Og det skyldtes blandt andet samværet med de menige spaniere og hans oplevelser i Barcelona, hvor han i en kort periode oplevede et samfund, hvor skellene mellem mennesker var begyndt svinde ind.
Det var imidlertid ikke kun i denne reportage, at den spanske borgerkrig satte sig spor i Orwells forfatterskab; også hans to sidste bøger Kammerat Napoleon fra 1945 og 1984 fra 1949 er inspireret af de erfaringer, han gjorde i Spanien.
I Kammerat Napoleon beskrives i satirisk form – og med dyr som de centrale aktører – den russiske revolution og den senere udvikling i Sovjetunionen, og Orwell har i forordet til den ukrainske udgave forklaret, hvorfor han havde valgt at skrive en dyrefabel for voksne:
»Efter at jeg var vendt hjem fra Spanien, havde jeg en idé om at afsløre den sovjetiske myte i en fortælling, som skulle være let at forstå for de fleste, og som nemt ville kunne blive oversat til andre sprog …«
I Kammerat Napoleon fortæller Orwell historien om dyrene på ’Grevegården’, som bliver meget dårligt behandlet af gårdens ejer, Mr. Jones, hvilket til sidst får dem til at gøre oprør og jage ham på porten. De er nu deres egne herrer, arbejder til deres eget bedste, men efterhånden overtager de kloge svin mere og mere magten, og til slut er forholdene blevet næsten ligesom før med nogen, der bestemmer, og nogen der knokler, og den parole, som man havde kunnet læse på ’Grevegården’s gavl, nemlig at »alle dyr er lige« havde nu fået en ikke uvæsentlig tilføjelse nemlig » – men nogen dyr er mere lige end andre«.
Orwell skrev bogen underAnden Verdenskrig, og manuskriptet lå færdigt tidligt på året i 1944, men den udkom først i efteråret 1945 efter krigens afslutning. Han havde nemlig haft meget svært ved at finde en forlægger, der ville udgive den – ikke fordi man mente, at det var en dårlig bog, tværtimod, men af politiske grunde, eftersom det ikke var politisk opportunt på det tidspunkt at kritisere Sovjetunionen, nu hvor det var en allieret i kampen imod Nazi-Tyskland.
Heldigvis nærede forlæggeren Frederic Warburg på det lille forlag, Secker & Warburg ikke de samme betænkeligheder, men antog og udgav bogen. Det var også her Hyldest til Catalonien var udkommet.

Og det blev også dette forlag, der kom til at udgive Orwells mest kendte bog 1984. Umiddelbart efter at han i december 1948 var blevet færdig med denne fremtidsroman, sendte han den til Frederic Warburg, der efter at have gennemlæst manuskriptet nedskrev en længere kommentar, der indledes med ordene:
»Dette hører til en af de mest rædselsvækkende bøger, jeg nogensinde har læst …« for til sidst – efter at have gennemgået og kommenteret handlingen – at slutte med følgende ord: »Disse kommentarer kan kun mangelfuldt videreformidle den mægtige tankemæssige bevægelse, som Orwell har igangsat med 1984. Det er en stor bog, men jeg be’r til, at jeg bliver forskånet for at læse noget tilsvarende indenfor de kommende år.«
Bogen udkom samtidig i England og USA i sommeren 1949, og den fik en positiv modtagelse af kritikken.
Dog var der et par anmeldelser i den mere venstredrejede del af pressen i USA, der bekymrede Orwell, idet det her blev hævdet, at 1984 skulle være et angreb på socialismen og på Labour. Det fik en repræsentant for automobilarbejdernes fagforening til at skrive til Orwell for at høre, om dette var korrekt – for man havde nemlig anbefalet forbundets medlemmer at læse bogen, og Orwell svarede blandt andet:
»Min seneste roman har ikke til formål at angribe socialismen eller det britiske Arbejderparti, men går ud på at vise de perverterede træk, som en centraliseret økonomi kan medføre, noget der allerede blev ført delvist ud i livet under kommunismen og fascismen. Jeg tror ikke, at det samfund, jeg har beskrevet, nødvendigvis vil komme, men mener at noget, der ligner det, kunne komme.
Jeg er desuden af den overbevisning, at de totalitære ideer har slået rod blandt de intellektuelle overalt, og jeg har forsøgt at føre disse ideer ud i deres logiske konsekvenser. Bogens handling er lagt i Storbritannien for at understrege, at de engelsktalende racer ikke er bedre end andre, og at totalitarismen, hvis ikke den bliver bekæmpet, vil kunne triumfere overalt.«
Var bogen ikke et angreb på socialismen – Orwell opfattede sig selv som socialist – gjorde dens beskrivelse af det totalitære stalinistiske samfund i Østeuropa den til en af de mest læste ’forbudte’ bøger under Den Kolde Krig i denne del af verden, og mange af de østeuropæere, for hvem det lykkedes at få fat i bogen, har senere udtalt deres forbavselse over i hvor høj grad, han har ramt noget helt centralt i beskrivelsen af sovjetkommunismen uden nogensinde selv at have været Østeuropa. Og som et eksempel på bogens hemmelige liv kan det nævnes, at efter Ceausescu-regimets fald i Rumænien i slutningen af 1989 modtog Bukarest-forlaget Univers i løbet af kort tid hele otte forskellige oversættelser af 1984, hvor man så kunne vælge den bedste til udgivelse!
1984 er en meget pessimistisk bog – også selv om Orwell understregede, at det ikke drejede sig om en profeti men om en advarsel, og begreber som ’dobbelttænkning’ ,’nysprog’ og ikke mindst ’big brother’ er efterhånden gledet ind i sproget på en måde, så at man ofte slet ikke tænker over i hvilken sammenhæng, de er opstået.
Men har Orwell så fået ret i sine bange anelser? Det vil der sikkert være delte meninger om. Personlig mener jeg, at selv om der bestemt er mange foruroligende tendenser i dagens samfund – ikke mindst hvad overvågning og registrering af borgerne angår – så er det overvågnings- og terrorregime, vi møder i 1984, (endnu) ikke virkeliggjort i vores del af verden.
Derimod forekommer begrebet ’newspeak’ eller nysprog mig stadig mere vedkommende, et begreb der som bekendt dækker over magthavernes manipulationer med sproget med henblik på at skjule den reelle virkelighed for på denne måde at fastholde magten.

I essayet Politics and the English Language fra 1945 analyserer Orwell den måde, sproglige metaforer og omskrivninger anvendes af magthaverne for således at dække over den brutale virkelighed. Han skriver her:
»I dag benyttes politikersproget – det talte og det skrevne – først og fremmest til at forsvare det, der ikke kan forsvares. Ting som fortsættelsen af det britiske regime i Indien, de russiske udrensninger og deportationer, nedkastning af atombomber over Japan kan ganske vist forsvares, men kun med argumenter, som er for brutale for de fleste mennesker. Derfor kommer det politiske sprog til først og fremmest at bestå af eufemismer og den rene uklare upræcished.«
En meget præcis beskrivelse af den sprogbrug de seneste års krige har resulteret i, enten det har drejet sig om Jugoslavien, Afghanistan eller Irak, hvor krige omdøbes til ’kampagner’ eller ’humanitære interventioner’, bombning af civile beskrives som collateral damage d.v.s. følgeskadevirkninger for slet ikke at tale om den af amerikanerne til lejligheden opfundne betegnelse ’ulovlige kombattanter’ for fangerne på Guantanamo-basen, for på denne måde at undgå at kalde dem for krigsfanger.
I det omtalte essay kommer Orwell med tilsvarende eksempler:
»Forsvarsløse landsbyer bliver bombarderet fra luften, beboerne bliver drevet ud på landet. Kvæget bliver mejet ned med maskingeværer, hytterne sat i brand med brandbomber, alt sammen noget der bliver kaldt for pacificering … Folk sidder fængslet i årevis uden rettergang, eller bliver skudt i nakken, eller sendt til de arktiske lejre, hvor de kan dø af skørbug; det bliver kaldt for eliminering af upålidelige elementer. En sådan udtryksmåde er nødvendig, hvis man vil omtale tingene uden at fremkalde deres mentale billeder.«
I en stor artikel i det hedengangne Aktuelt (20. nov. 1998) i anledning af publiceringen af Orwells samlede værker i 20 bind kommer den britiske historiker og samfundsdebattør Timothy Garton Ash netop ind på den vægt, Orwell selv lagde på sproget og på, hvordan det kunne blive misbrugt. Han skriver her:
»Men Orwell viser også, hvordan vi kan hævne os på magtens misbrugere, fordi de bruger vores våben: Ordene. Frihed afhænger af forfattere, der holder ordenes spejl rent. Dette er vigtigere end nogensinde i vores tidsalder med dens labyrintiske mediemanipulation.«

Et andet stadig aktuelt budskab fra Orwells side kan man finde i slutningen afessayet Notes on Nationalism fra 1945, hvor han fremfører nogle synspunkter, som står i skarp modsætning til den postmodernistiske tese om værdifrihed og om, at ’alt er lige godt’. Orwell skriver her:
»Man kan høre synspunktet, at intet fordomsfrit livssyn er muligt, at alle livsholdninger rummer de samme løgne og dumheder, det samme barbari; noget der ofte bliver fremført som en grund til at holde sig fuldstændig uden forpolitik.»
Orwell kan imidlertid ikke
acceptere dette argument og skriver: »Jeg mener, at man er nødt til at engagere sig i politik – dette begreb taget i dets videste betydning – og at man er nødt til at skelne. Med dette mener jeg, at man må erkende at nogle sager (causes) objektivt set er bedre end andre …«
Orwell mente således, at man burde engagere sig og vel også – uden at sige det direkte – at det nyttede noget. Tonen er imidlertid langt mere pessimistisk året efter, hvor det nu hedder:
»Når man ser, hvordan tingene har udviklet sig siden 1930 eller deromkring, er det ikke nemt at tro på civilisationens overlevelse.« Men – fortsætter han: »Jeg mener imidlertid, at man er nødt til at fortsætte den politiske kamp, på samme måde som en læge er nødt til at forsøge at redde livet hos en patient, der sandsynligvis står overfor at skulle dø.«
Et dystert testamente som svarer til den dybe pessimisme, der gennemsyrer hans sidste bog 1984. Og havde han her – i hundredeåret for sin fødsel - haft mulighed for at stifte bekendtskab med den aktuelle internationale situation, havde hans reaktion nok ikke været mere optimistisk end i 1946. Men resignere eller trække sig tilbage til et elfenbenstårn – det ville han næppe have gjort …

*Toni Liversage
forfatter og mag. art i slavisk filologi. Har en række udgivelser bag sig om kvindehistorie, folkelige bevægelser og Jugoslaviens nyere historie. Hendes seneste bog George Orwell. En introduktion, kom i 2000 på Gyldendal.