INTERNATIONAL
Er der risiko for en ny Koreakrig 50 år efter Koreakrigens afslutningen i juli, 1953?
For to måneder siden udtalte præsident George W. Bush, at man ikke vil tolerere nordkoreanske atomvåben. I sidste uge lød en opsætsig melding fra Nordkoreas repræsentanter i FN til deres amerikanske kolleger, at deres land nu havde forarbejdet nok plutonium til et halvt dusin atombomber og hurtigst muligt ville påbegynde fremstillingen. Dette fik den tidligere amerikanske forsvarsminister William Perry til i et interview i Washington Post at udtrykke frygt for, at situationen er ved at løbe ud af kontrol for Bush-regeringen. »I de seneste måneder har jeg tænkt på, at hvis nordkoreanerne forarbejder plutonium, så er vi på vej i krig.«
Hvor omfattede vil en eventuel krig blive? Hvis amerikanernes målsætning med krigen er et regimeskift i Pyongyang og en invasion af Nordkorea i Irak-stil, så vil det blive omfattende. Det var USA’s målsætning under hovedparten af den første Koreakrig, og på tre år mistede tre millioner koreanere livet, og alle byer i både Nord- og Sydkorea blev jævnet med jorden.
Et halvt århundrede senere er den koreanske halvø hjertet af det industrialiserede Asien med Japan østpå og Kina vestpå. Ifølge beregninger fra det amerikanske militær vil en anden Koreakrig koste en million mennesker livet, inklusiv 50.000 amerikanske soldater, ene og alene i krigens første måned.
Det er dog ikke særligt sandsynligt. For at tro på en anden Koreakrig skal man også tro på, at Nordkorea allerede har eller snart vil have brugbare atomvåben, og at Nordkoreas ’Kære Leder’, Kim Jong-il, er vanvittig nok til at bruge dem, vel vidende at han selv vil miste livet i en atom-ildkugle 20 minutter senere.

Vanvid
Ellers tror man på, at Bush-regeringen er vanvittig nok til at lancere en total invasion af Nordkorea i Irak-stil for at gennemtvinge et regimeskift, og at Sydkorea vil tillade USA at gennemføre deres forehavende.
Ellers er det værste, som kan ske på den koreanske halvø, et unilateralt amerikansk luftangreb mod nordkoreanske faciliteter, som, en eller anden i den amerikanske efterretningstjeneste mener, er produktionssted for atomvåben. Det ville ikke være en god udvikling, men det ville ikke være tilnærmelsesvis så slemt som en ny Koreakrig.
Findes der atomvåben i Nordkorea? »Hvis man sammenholder kendte facts med indirekte beviser, er det mere sandsynligt, at der eksisterer atomvåben i Nordkorea end i Irak,« lyder det fra Ahn Young-sop, professor i Nordkorea-studier på Myongji universitet i Seoul. Ja, men de fleste ’facts’ eller ’beviser’ bliver leveret af den samme amerikanske efterretnings-tjeneste, som leverede os Iraks fantastiske masseødelæggelsesvåben, som er sporløst forsvundet, så kan man stole på det?
Nordkorea havde et atomvåbenprogram før 1994 og fortsatte i al hemmelighed med uran-berigelsen selv efter, samme år at have underskrevet en aftale med USA, Kina, Japan og Sydkorea, som skulle forestille at stoppe programmet.
Alt tyder dog på, at atomvåbenprogrammet har kørt i højeste gear igen siden januar, 2000, da Bushs taleskriver næsten tilfældigt tilføjede Nordkorea på ondskabens akse (i følge den tidligere taleskriver for det Hvide Hus David Frum, havde de brug for nogen ikke-muslimske lande for at holde en form for balance). Bushs tale var ved at skræmme livet af Kim Jong-il.

På den sorte liste
Men er Nordkorea nu ved at indlede fremstillingen af egentlige atomvåben? Det ved ingen udenfor Nordko- rea. At skaffe sig atomvåben så hurtigt som muligt er et rationelt svar fra Kim-Jong-il, da han fandt sig selv på USA’s sort liste.
Det bedste afskrækkelsesvåben mod et amerikansk angreb er at være i stand til at ramme sydkoreanske og japanske byer med atomvåben. (Nordkorea har ingen raketdrevne missiler, som kan nå helt til USA). Og hvis ’så hurtigt som muligt’ i virkeligheden ikke er særlig hurtigt, så er det i Nordkoreas interesse at bluffe og påstå, at de allerede er i besiddelse af atomvåben.
Den eneste situation, hvor det er sandsynligt, at de vil gøre brug af dem (hvis de har dem), er mod en total amerikansk invasion, som truer regimets overlevelse. Det kræver en kæmpe amerikansk militærstyrke i Sydkorea, men med de eksisterende amerikanske tropper i Irak er der simpelthen ikke tilstrækkeligt med mandskab til endnu en landkrig. Det ville den sydkoreanske regering sikkert ikke tillade. Som præsident Roh Moo-hyun udtrykte det under sin valgkampagne i december sidste år: »Hvis USA og Nordkorea starter en krig, er det vores opgave at tale dem fra det.«
Nordkorea, som er håbløst overgået i våbenstyrke, starter helt sikkert ikke en krig, og det eneste angreb, USA kan indlede uden støtte fra Sydkorea, er konventionelle luft- og missilangreb mod Nordkoreas atomvåbenfaciliteter. Det ville udløse en diplomatisk krise i Østasien, men det ville ikke være en trussel mod det nordkoreanske regime, så det vil sandsynligvis ikke føre til en landkrig i Korea. Og det ville ikke give mening for Nordkorea at affyre atomvåben mod hverken Seoul eller amerikanske styrker i Sydkorea, for amerikanernes gengældelse vil være grusom og øjeblikkelig.
Det eneste problem med dette argument er, at det kræver, at det nordkoreanske regime forbliver rationelt uanset reaktionen fra den amerikanske regering i Washington.

*Oversat af Runa Trosborg