Danmark gik i krig på et folkeretligt grundlag, som ikke holder. Sådan lyder konklusionen i et nyt juridisk speciale, skrevet af Thomas Dyhr fra Københavns Universitet.
Krigen mod Irak var en klokkeklar overtrædelse af FN’s charter og international folkeret, lyder anklagen, der bakkes op af juraprofessor Ole Espersen.
Der var ganske enkelt ikke noget gyldigt FN-mandat at gå i krig på. Hverken for USA, for Storbritannien, Danmark eller de øvrige krigsdeltagere.
Det er Thomas Dyhrs konklusion efter den første danske kulegravning af det juridiske grundlag for krigen mod Irak.
»Krigen var et klokkeklart brud på FN’s charter og på gældende folkeret. FN-charterets artikel 2 stk. 4 slår fast, at intet land uden videre kan gå i krig med et andet medlemsland, med mindre det sker i selvforsvar. Og artikel 39 slår fast, at FN’s Sikkerhedsråd er det eneste organ, der kan bemyndige magtanvendelse. Enkelte medlemslande kan ikke håndhæve FN-resolutionerne uden autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd« siger Dyhr, der netop har lagt sidste hånd på specialet Just War in Iraq 2003.
»Et sådan direkte mandat til krig ville Sikkerhedsrådet ikke give i marts. Når Danmark og andre lande så alligevel angriber Irak, er det et eklatant brud på FN’s charter og på hele den idé, FN bygger på.«

Resolutioner ruster
Den danske regering bygger sit juridiske grundlag for at gå i krig på en række gamle FN-resolutioner fra Golfkrigens tid.
Det mener Thomas Dyhr er helt uholdbart.
»Resolution 678 fra 1990 giver ganske rigtigt tilladelse til at anvende ’alle nødvendige midler’ for at befri Kuwait og genoprette fred og sikkerhed i området. Men den var udelukkende møntet på befrielsen af Kuwait. Det var også USA’s konklusion under Golfkrigen og en af forklaringerne på, at man ikke fortsatte hele vejen til Bagdad,« siger han.
Jurister, der bakker op om grundlaget for krigen, henviser til resolutionens formulering om at genoprette fred og sikkerhed.
Men heller ikke denne del af resolutionen giver ifølge Thomas Dyhr et carte blance til at gå i krig.
»Man kan ikke anvende en 13 år gammel resolution til at gå i krig på. Resolutioner ruster også. Der er en indbygget tidsmæssig og indholdmæssig begrænsning . Man kan ikke underminere Sikkerhedsrådets autoritet ved at benytte sig af en gammel FN-resolution. Det er i strid med artikel 39 i FN’s charter. Det svarer til at give nogen lov at hæve 500 kroner på ens Dankort. Det betyder jo ikke, at man så har ret til at hæve på kortet i al fremtid.«

Frygter skred
Juraprofessor Ole Espersen fra Københavns Universitet bakker konklusionerne i Thomas Dyrhs speciale op.
»Jeg er helt enig i, at der ikke forslå noget gyldigt mandat for at gå i krig. Et sådant mandat kan kun gives af Sikkerhedsrådet, og der er helt klart ikke hjemmel til at gå i krig i de gamle resolutioner,« siger han.
»Og skulle der alligevel være tvivl om, hvorvidt en række gamle resolutioner stadig gælder, er det igen kun Sikkerhedsrådet, der kan afgøre det spørgsmål. Det kan hver enkelt medlemsland ikke afgøre.«
Både Thomas Dyhr og Ole Espersen frygter, at USA’s, Storbritanniens og Danmarks underkendelse af FN’s charter kan legitimere, at andre lande fremover føler sig berettiget til at gå i krig for at opnå det, de ikke kan få FN’s Sikkerhedsråd med på.
»Den måde, som Irakkrigen foregik på, undergraver hele det grundlag, som FN og folkeretten bygger på. USA er i gang med at genindføre ideen om den retfærdige krig, hvor alle lande mener at have ret til at gå i krig, hvis de har en sag, de selv synes, er retfærdig,« siger Thomas Dyhr.
Det har ikke været muligt at finde nogen jurister uden for statsadministrationen, som vil forsvare regeringens vurdering af det juridiske grundlag for krigen.