Kronik
Mandag den 11. maj 1931 ringede telefonen i det engelske finansministerium hos departementschef Frederick Leith-Ross. Det var en højtstående embedsmand i Bank of England, Harry Siepmann, der ophidset og bekymret fortalte, at den østrigske storbank Kreditanstalt var i alvorlige vanskeligheder. Efter en intens samtale sluttede Siepmann med ordene »This, I think, is it. It may well bring down the whole house of cards in which we have been living.«
Og det gjorde det det. Kreditanstalts sammenbrud var den første dominobrik i den internationale finansielle krise, der endte med at bringe guldstandarden til fald og gøre den store depression både stor og langvarig. Det var kulminationen på en lang kæde af begivenheder og strukturproblemer i dén globale økonomi, der var vokset frem i anden halvdel af 1800-tallet. Den blev brat afløst af Første Verdenskrig og siden af protektionisme, arbejdsløshed, valutarationering, fremmedhad og så den anden ødelæggende verdenskrig inden for skræmmende få år. Det var i 1930’erne, at verdens problemer for alvor begyndte, og det skulle vare henved 50 år, før den globale økonomi igen var på banen.
Vejen tilbage fra depressionens protektionisme var både politisk og økonomisk. Politisk skete der en gradvis institutionalisering af den liberalisering, der var en forudsætning for udbredelsen af økonomisk vækst og for de veltjente velfærdssamfund, der i dag står over for massive reformkrav. Økonomisk var en af de stærkeste drivkræfter i re-globaliseringen de multinationale selskaber, som overskred både fysiske og symbolske grænser, og som konstant udviklede og udvikler nye måder at styre deres governance-, produktions- og distributionsprocesser på.

Poul Nyrup siger, at globalisering ikke i sig selv er god eller dårlig, men det er tydeligt, at den skaber problemer for nationalstaten. Og for Socialdemokraterne. Men globaliseringen er potentielt gavnlig for udbredelsen af økonomisk vækst, velfærd og måske endda demokrati. I modsætning til snæversynet nationalisme og protektionisme, er udgangspunktet nemlig, at der ikke er tale om et nulsums-spil. Der behøver ikke være vindere og tabere. Alle kan i princippet blive vindere.
Den grundlæggende fortælling i Nyrups bog er om en utæmmet international økonomi, der er ude af kontrol og om prinsen på den hvide hest, der skal tæmme den. Prinsen er socialdemokrat og hesten er EU, hvis nogen skulle være i tvivl. Men er det globaliseringen, der er problemet? Står kampen mellem det globale og det nationale? Nej, modsætningen er mellem tradition og modernitet. For hvad er modsætningen til globalisering? Det er netop traditionen – den skræmte, indadskuende, selvtilstrækkelige og smålige nationalisme, vi oplever hos modstanderne af globalisering og moderniteten generelt.
De problemer, Nyrup diskuterer, er snarere forbundet med, at vi netop ikke lever i en fuldt ud global økonomi, mens andre er forbundet med den kun delvis globale økonomi, vi har.
Der er ikke fuld vare- og faktormobilitet over grænserne. Og de vestlige lande, også det EU, Nyrup vil gøre til spydspidsen i kampen for en bedre verden, holder gennem told, afgifter, subsidier og tekniske handelshindringer de fattige landes varer ude. Det fastholder landene i fattigdom og skaber en let forståelig strøm af fattige til de rige lande, som EU-landene så arbejder som besatte for også at holde ude.
En del af (men langt fra alle) verdens uligheder og fattigdom er altså skabt og skabes af de rige vestlige lande. Elendigheden skyldes kort sagt ikke globaliseringen, men nationale og regionale særinteresser og altså manglen på globalisering. Det har intet med globalisering at gøre. Det er regionalisering og en af regionerne er den Europæiske Union.
Det ved Poul Nyrup godt, og han peger (ualmindelig kort fortalt) på to forandringsagenter, der skal medvirke til at reformere den globale økonomi. Den første er EU, den anden er virksomhederne.

En af globaliseringens udfordringer er, at den vanskeliggør – på nogle områder umuliggør – nationale løsninger, der er ude af trit med, hvad investorer, skattebetalere, virksomheder, spekulanter og andet godtfolk forventer og ønsker. Det presser de nationale velfærdssamfund, fordi der ellers kan være kontant afregning ved kasse 1 i form af kapital-, skatte- eller virksomhedsflugt. Det lægger stramme bånd på de nationale regeringers handlefrihed og har for stedse ændret vilkårene for politik. En anden udfordring er at sikre bæredygtig udvikling, respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af terrorisme, afskaffelse af despotiske regimer og ikke mindst en tålelig indkomstfordeling.
Poul Nyrup har ret i, at der ikke gives nationale løsninger på de udfordringer globaliseringen tilbyder. EU’s institutionalisering af en lang række politiske og økonomiske mål har i bund og grund har været en succes og danner derfor en god grobund for en strategisk satsning på videre løsninger, hvor EU i bedste fald kan være en af spydspidserne i overgangen fra regionalisering til globalisering.
Opbygningen af det danske velfærdssamfund var vel først og fremmest mulig, fordi det kunne klares inden for rammerne af nationalstaten godt bakket op af dén nationale identitet, som blev konstrueret fra 1800-tallet og frem. Men det nationale er et åbenlyst utidssvarende bud på de internationale politiske, sociale, miljømæssige og økonomiske problemer, der tårner sig op. Hvis problemerne er globale og grænseoverskridende, må løsningerne også være det. Og derfor må globaliseringen hilses velkommen. Det nytter ikke at drømme sig tilbage til et traditionelt landbrugsssamfund. Og hvorfor skulle vi også det. Livet var ikke så rart dengang.
For en politiker, der vil forbedre verden, og det vil Poul Nyrup, er der intet andet valg end at se ud over nationalstatens rammer efter de politiske og institutionelle løsninger, som skal muliggøre styringen og reguleringen af den globale økonomi. Det betyder ikke, at Danmark skal nedlægges som stat.
Nyrups ønske om at tildele EU en central rolle i opbygningen af et mere retfærdigt globalt samfund er interessant. Men en snarlig og omfattende afgivelse af national suverænitet er næppe en mulighed. EU’s institutionelle lock in – den stædige institutionalisering af hvert opnået mål, er grundlæggende sket, når det har været i overensstemmelse med de nationale interesser. Dannelsen og videreudviklingen af EU er i høj grad sket for at styrke nationalstaten – ikke for at afløse den med en overnational EU-regering.

I en god tid fremover vil det formentlig stadig være den grundlæggende spilleregel for forandringer også i den globale verdensorden. Og måske er det ikke så ringe endda. Hvis det skal ske på en ordentlig måde, hvor vi undgår, at dét som skete i 1930’erne, sker igen, er det væsentligt, at det sker på en socialt og miljømæssigt ansvarlig, retfærdig og demokratisk måde. Der er ingen grund til at tvivle på, at et (relativt) enigt Europa vil kunne medvirke til en sådan fortsat institutionalisering af reformer i verdenssamfundet.
Men har vi et sådant enigt EU, der kan blive spydspids for global forandring? Kan der overhovedet skabes enighed mellem så forskellige lande som f.eks. Polen, Tyskland, Frankrig og England om reformer eller minimumsgrænser for f.eks. velfærd, miljøbeskyttelse osv.? For slet ikke at tale om afskaffelse af landbrugsordningerne. Hvad er Poul Nyrups strategi for at skabe denne enighed og for at overføre den til resten af verden?
Og hvis det ikke sker, kan vi så, som Nyrup antyder, sætte vor lid til virksomhederne og den politiske forbruger? Kan Starbucks forandre verden? Temaer som virksomheders sociale ansvar osv. er nok kommet for at blive, men jeg kan kun se det som et supplement til, hvad demokratisk valgte organer og stater kan udrette.
Det var Bismarck, der sagde, at »politik er det muliges kunst«. Principper måtte til tider vige for det pragmatiske, det opnåelige. På den måde fik politik betydning og gjorde en forskel. Jeg nærer ingen tvivl om, at politik også i dag er både nødvendig og gør en forskel. Men i en kaotisk og fragmenteret verden er der langt fra altid overensstemmelse mellem det beregnede og det faktiske resultat. Nyrups styringsoptimisme er en socialdemokrat værdig. Men det bliver ikke let, og vi savner fortsat et politisk bud på, hvordan det kan gøres. Der skal sluges nogle kameler.

*Per H. Hansen er professor i virksomhedshistorie, Copenhagen
Business School
*Kronikken er en forkortet udgave af en kommentar til Poul Nyrup Rasmussens anden af tre forelæsninger om globaliseringen på Copenhagen Business School. Nyrups tredje forelæsning finder sted den 25. november kl. 15-17 på Solbjerg Plads, Kbh.