Børn stemples med tvivlsomme diagnoser

Danske børn bliver brændemærket for resten af deres liv med et stempel, der fortæller at de er psykisk syge. Flere af lidelserne er hverken videnskabeligt bevist eller godkendt af Sundhedsstyrelsen

Alexandra og Allan Steffensen er ved at få deres søn Nikolaj på fem år undersøgt for en opmærksomhedsforstyrrelse. Som flere og flere andre børn, har Nikolaj fået diagnosen Nonverbal Learning Disorder (NLD). Man mener, at årsagen til NLD skyldes fejl i hjernen, men det er ikke videnskabeligt bevist, så ligesom den mere kendte DAMP er NLD-diagnosen ikke optaget på listen over anerkendte diagnoser. Alligevel benyttes diagnoserne – fordi de er gode til at forklare omverdenen, hvori børnenes vanskeligheder består.
Tusindvis af danske børn er stemplet med DAMP, autisme, Aspergers Syndrom, NLD eller andre diagnoser, der dækker over et væld af opmærksomheds- og adfærdsforstyrrelser.
Ingen ved rigtigt, hvor mange børn der egentlig er blevet diagnosticeret. Der bliver ikke ført statistik på, hvor mange der er, hvordan det går dem i uddannelsen, og hvad der sker med dem, når de bliver voksne. Diagnosticeringen foretages nemlig af både offentlige instanser, som Børnepsykiatriske Afdelinger, og af privatpraktiserende psykologer og psykiatere. Derfor giver en almindelig rundspørge ikke noget brugbart billede.
»Ingen registre samler informationer om disse børn. Men hvis man ser på vores nabolande, tyder undersøgelser i Sverige og Norge på, at helt op til fem procent af de danske børn har psykiatriske problemer af forskellig art,« siger Per Hove Thomsen, professor i børnepsykiatri ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov.
Det betyder, at over 35.000 danske børn mellem seks og 16 år skulle have psykiatriske problemer.

Et stempel i nakken
Alexandra og Allan kender til den tvivl og sorg, det er at få af vide, at ens barn har en psykisk lidelse.
»Det er jo et ordentligt stempel i nakken, og nogle gange tager vi da også os selv i at tænke over, om der virkelig er noget i galt med ham. Vi kan godt se, at han er anderledes end mange andre børn, men han er jo bare sin egen,« fortæller Nikolajs forældre Alexandra og Allan.
På grund af tvivlen har Alexandra valgt selv at undersøge de forskellige lidelser, Nikolaj kunne fejle, og har søgt informationer på Internettet og kontaktet DAMP-foreningen for at høre, hvilke muligheder der er for at få hjælp til sønnen. Forældrene er især kritiske over for den måde både pædagoger, psykologer og psykiatere bedømmer og undersøger Nikolajs vanskeligheder.
»Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) startede jo først med at melde ud, at Nikolaj havde en adfærdsforstyrrelse på baggrund af nogle observationer, pædagogerne havde gjort i børnehaven. Så kom han på Herning Børnepsykiatriske afdeling, hvor de efter at have undersøgt ham i fire timer konkluderede, at han havde NLD. Men både Herning og PPR mente, der skulle yderligere undersøgelser til. Så nu venter vi på at komme på Børnepsykiatrisk Afdeling i Risskov, selv om de først slet ikke ville kigge på ham, fordi de mente, at den diagnose Herning havde givet, efter at have observeret vores søn i fire timer, var god nok,« fortæller Alexandra.
Denne kritik af diagnosticeringen deler hun med formanden for Pædagogiske Psykologers Forening Bjarne Nielsen:
»Det, der er problemet, er, at så mange bliver sendt til udredning i de børnepsykiatriske afdelinger af både læger og psykologer. Det er, som om man tror, at man har forstået barnets vanskeligheder, når de har fået en diagnose. Der er noget galt med barnet, som kan helbredes«.
Ifølge Bjarne Nielsen er de psykiatriske diagnoser et udtryk for sygdomstænkning:
»Diagnosetænkningen i forhold til de her børn gør, at hvis barnet opfylder et bestemt antal kriterier, udløser det automatisk en diagnose. Nogle psykiatere sidder ved et skrivebord og spørger forældrene om barnets opførsel uden at forholde sig til barnets fortid og omgivelser.«
Det mener administrerende overlæge Hanne Børner på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling på Amtssygehuset i Glostrup, er en helt forkert opfattelse:
»Det er skudt helt forbi. Undersøgelserne på børnepsykiatriske afdelinger er netop kendetegnet ved, at vi er meget grundige med at komme hele vejen rundt, både når det gælder biologiske, psykologiske og sociale årsager til børnenes problemer.«
Professor Per Hove Thomsen mener heller ikke, at det stigende antal diagnoser skyldes psykologer og psykiatere, men snarere handler om folkeskolens mangel på rummelighed:
»Børn med adfærdsvanskeligheder har altid eksisteret. De skiller sig bare mere ud fra mængden, end de gjorde før i tiden. Før var der mere overskud til at tage sig af de elever, der ikke lige kunne tilpasse sig. I dag bliver de presset ud af den normale undervisning, fordi de ikke er selvstændige og stærke nok til at tage ansvaret for deres egen indlæring.«
Han tilføjer: »Men diagnosticeringen er selvfølgelig påvirket af, hvor samfundet sætter grænserne for afvigende adfærd.«

Problemerne er i hjernen
Op gennem 1970’erne og 1980’erne kiggede man på, hvordan børnene fungerede i familien, og om der måske var faktorer i hjemmet eller i forhold til forældrene, der kunne have indflydelse på barnets adfærd. I dag fokuserer man nu udelukkende på hjernen, når man skal forklare årsagen til barnets adfærd og udvikling. Altså på fejlfunktioner i hjernen.
Så fra, at det var udefrakommende faktorer, der havde indflydelse på barnets opførsel, anser man nu børnenes adfærdsproblemer som noget, der er inde i børnenes hjerner uafhængigt af det miljø, barnet er opvokset i. Problemet er bare, at hjernen er et særdeles kompliceret organ, og uagtet forskningens store fremskridt i dette århundrede er den lidt nedslående kendsgerning imidlertid, at mange af de grundlæggende årsager til psykiske lidelser stadig er uopklarede.
Det er ofte ikke muligt, at identificere en mulig årsag til det, der betegnes som adfærds- og opmærksomhedsforstyrrelser, heller ikke ved scanning af hjernen. I de fleste tilfælde formodes det, at sygdommene er betinget af mange faktorer. Arvelighed, tidlige sygdomme, skadelige påvirkninger under graviditet, som alkohol, tobak og infektioner eller fødselskomplikationer. Andre bud er blyforurening og allergi over for forskellige madvarer og tilsætningsstoffer.
Så hvad mange af os accepterer som gængse medicinsk beviselige og indiskutable diagnoser, er slet ikke anerkendt i hverken det europæiske diagnosesystem ICD-10 eller af Sundhedsstyrelsen. Diagnoserne, som gives til vores børn, er slet ikke videnskabeligt beviselige. Diagnoser som NLD og DAMP.

Uvidenskabelige diagnoser
I Sverige har bølgerne i mange år gået højt, når diskussionen om diagnosticering af børn har været på dagsordenen. En af de skarpeste røster i debatten har været sociologen Eva Kärfve. Ifølge hende skulle mange af de børn, der i dag får konstateret sindslidelser, kunne være ’normale’ børn – selvfølgelig forudsat at normaliteten er bred nok til at omslutte dem. Ingenting beviser nemlig, at f.eks. et barn med DAMP har neurologiske forstyrrelser, det vil sige fejl i hjernen. Kriterierne er udelukkende baseret på observationer af børnenes adfærd og er ifølge Eva Kärfve derfor alt for uvidenskabelige:
»I 1980 udnævnte Gillberg-parret på et tyndt grundlag 10 procent af alle børn til DAMP-børn. Tallet er uden videre siden sat ned til to procent. DAMP-diagnosen er helt enkelt ikke holdbar,« konstaterer hun og fortsætter:
»Jeg er også skeptisk i forhold til Aspergers-diagnosen, som, når den findes, kan anvendes til hvad som helst. I Sverige leder man intensivt efter Aspergers-piger, og i diagnosemanualen fra Gøteborg, finder man, blandt 36 symptomer, symptomer som: ’Viser alt for stor medfølelse, har medlidenhed med alle, der har det svært, handikappede, dyr i fangenskab, personer med farvet hud’ og ’er ekstremt interesserede i pop/rockbands, katastrofer med mange mennesker indblandet’ ’eller kender alle soap-operaer’.«
Eva Kärfve mener, at sådanne symptomer beskriver problemer som ses i en normal børneårgang, med et tillæg af visse problemer som kan tilskrives dårlig pædagogik og dårlige forældre. Hun mener derfor, at udgangspunktet må være, at der ikke er noget galt med barnet. Skulle en neurologisk afvigelse kunne konstateres hos barnet, ville diagnosen selvfølgelig blive specifik.
»Men diagnosen DAMP er uspecifik og ideologisk i det, at den forudsætter – uden at kunne bevise det, at socialt uønsket adfærd, inklusiv kriminalitet, er medfødt,« siger sociolog Eva Kärfve.
Hun mener ikke, at man har gjort nok for at se på familierne. Man har bare konstateret, at det kan være barnet, som skaber familieproblemerne. Denne problematik genkender Alexandra og Allan Steffensen:
»Mange accepterer alt for hurtigt diagnoserne. Så længe det ikke koster forældrene noget og det ikke laver om på deres hverdag.«
Alexandra og Allan er ikke interesseret i at fralægge sig deres ansvar som forældre i forhold til Nikolajs problemer i børnehaven, og for dem er diagnosesystemet overflødigt:
»Vi har da muligvis gjort noget forkert. Det kan også bare være, at Nikolaj bare er anderledes. Vi vil bare gerne vide, hvad hans svagheder er og så få hjælp til at gøre noget ved dem.«
De ved, at en eventuel diagnose kan stemple Nikolaj og påvirke hans muligheder fremover, men håber, at han, hvis han skulle få en, kan få den fjernet, hvis han måske skulle udvikle sig ud af problemerne. Eva Kärfve er mere skeptisk:
»Jeg tvivler på, at børn med de her diagnoser får en lys fremtid. Hvis man som i Sverige overfører disse ofte normalbegavede børn til specialskoler, kan det medføre et liv på invalidepension. At diagnosen er belastende og stigmatiserende er åbenlyst.«

*Louise Münter Christiansenog Maria Rasmussen er freelancejournalister

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu